Når en palæstinenser får uventede gæster

Arabere må absolut være verdens mest gæstfrie, gavmilde folk. Uanset hvor meget de selv har, så deler de det gladeligt med deres gæster. Og èn ting er sikkert: Kaffen er altid klar!

Ahlan wasahlan, ahlan wasahlan - velkommen, velkommen! Sådan lyder det utallige gange fra den muslimske kvinde, da vi møder hende foran huset. Hun ser træt, lidt tynget ud, men vinker os ivrigt hen på den solbeskinnede terasse og finder havestole frem. Vi er kørt ud for at se til en af Naders bekendte, som bor i en landsby lidt udenfor Ramallah.

Men det er nu ikke alle gæster, der er ventet med længsel. Hun åndede lettet op, da hun genkendte Nader, for da hun havde set de udenlandske skikkelser, havde hun et øjeblik troet, det var israelske bosættere, der var kommet på besøg.

Og det har hun grund til tro. Siden hun for knap 10 år siden fik opført sit hus med både israelsk og palæstinensisk tilladelse, har hun fra tid til anden haft bosættere og soldater rendende, der vil have hende til at flytte igen. Og de plejer ikke at banke pænt på. Da hun har serveret den søde, arabiske kaffe og sagt velkommen endnu engang, fortæller hun, hvordan hun har oplevet tanks rulle op foran huset, hoveddøren blive sprængt, nedtalende ord til sin mor og selv at blive slået til med et gevær.

Sagen er, at hendes og de 15 andre familiemedlemmers hjem ligger et stenkast fra en bosættelse og en militærbase, så det ville være belejligt for israelerne at inddrage dette stykke land. Familien har hyret en advokat i Israel til at hjælpe dem ud af kniben, men efter mange års forløb er sagen stadig ikke kommet til nogen afslutning. Heller ikke de palæstinensiske myndigheder har været til hjælp. Familien lever i konstant frygt for flere trusler, ydmygelser og udsmidelse.

Da vi har drukket kaffen, trækker hun os med ned i køkkenhaven, hvor hun giver os hænderne fulde af friske ærter, og vi kan se over på bosættelsens grund, der tidligere tilhørte den palæstinensiske landsby. Inden vi sætter os ind i bilen, får hun også lige stukket os nogle æbler i hånden.

Allah maak - Gud være med dig, siger hun til Nader og takker mange gange, da vi kører derfra.