Alt godt fra Al Quds

Alt godt fra Århus

2007-07-31T14:27:00.000+03:00

Av, det gik ondt at sige farvel. Men hjem skulle vi. Så nu er svedige, sindsoprivende, kaotiske Jerusalem blevet byttet ud med et nydeligt, søvndyssende, regnfuldt rækkehuskvarter i Brabrand.

- I hvert fald for en kort stund, inden jeg drager videre til hovedstaden. Men til Mellemøsten går turen ikke lige foreløbig. Dermed er det desværre slut med friske og mindre friske reportager og refleksioner fra det Hellige Land.

Så derfor: Tak af hjertet til alle trofaste såvel som sporadiske læsere. Tak for alle de opmuntrende kommentarer. Det har været uvurderligt at kunne komme af med tanker og indtryk her på bloggen!

Og hvordan er det så at være hjemme igen?
Hm, den største forandring lige nu består nok ikke i et mega kulturchok men slet og ret den bratte overgang fra de sidste intense og travle måneder i Jerusalem til en helt blank kalender (som dog er ved at være godt med igen) i Danmark.

Men udover de stille formiddage og de spredte byger (godt nok var et drop i temperaturen forventet, men helt ærligt, det her er jo april-vejr og har intet med sommer at gøre!!) er der selvfølgelig en masse små ting, som man lige skal vænne sig til. Her er lige et par erfaringer fra min færden i Århus indtil videre:

-Man skal huske at veje druerne selv
-Dankortbrug – det kan være tricky, med chip og alt det der!
-Bybussen kører med sneglefart, og man skal gå ind bag i.
-SuperBest har fået nyt design
-Alle omkring én kan forstå, hvad man siger – hvor blev privatlivet af!?

Jeg tror nu nok, jeg kommer hurtigt efter det meste! Men selvom jeg hurtigt vænner mig til at være dansker igen, så bliver jeg aldrig helt den samme som før. Jeg vil altid se lidt anderledes på de arabiske nydanskere, når jeg ser dem på gaden – det er jo som om, jeg allerede kender dem! Og jeg vil altid spidse ørerne ekstra, når de taler om Mellemøstkonflikten i nyhederne.

Mam, do you have other electronic devices in this bag?
Og til sidst en lille opdatering om lufthavnsbegivenhederne:
Min fikse idé med at rense ud for arabiske elementer hjalp vist ikke. Jeg blev i hvert fald stemplet som ”naiv blondine – potentiel bombemedbringer” allerede inden taskerne blev åbnet. Ved køen til check-in blev der efter et kort forhør uddelt klistermærker til alle tasker, og så var dét løb kørt: Alt mit bagage skulle rodes GRUNDIGT igennem og igennem detektoren op til flere gange. De 3 andre slap noget lettere igennem. Men så kunne jeg til gengæld også springe resten af køen til check-in over, og der kom ikke flere lede spørgsmål om vores aktiviteter i Israel eller på Vestbredden.

Godt, så nåede vi også lige op på 4 indlæg i juli…

Mit kamera er desværre på vej på operationsbordet, så I må nøjes med det her gamle billede: (skovtur i Betlehem)

Jeg - en aktivist?

2007-07-20T20:25:00.000+03:00

Dem er Israel ikke vilde med. Altså aktivister. Sådan nogle der demonstrerer mod besættelsen og forhindrer hæren i at operere. Eller hvad de nu laver - hvad ved jeg, jeg hører jo ikke til en af dem! Hvis jeg da selv skal sige det. Men det er jo aldrig til at vide, hvordan
sikkerhedsfolkene i lufthavnen ser på sagen…

Okay: Det handler om, at jeg virkelig frygter forhøret i lufthavnen om et par dage… Jeg har ikke prøvet det før, men har hørt at det skulle være lidt skræmmende, og at man mindst får rodet al sin bagage igennem og en masse kritiske spørgsmål i hovedet.

Så i et forsøg på at mindske enhver mistanke om at jeg skulle være et irritationselement for staten Israel eller en trussel for flyets sikkerhed, har jeg været ved at skrabe alt mine ting sammen, som lugter af arabisk kultur eller interesse i Mellemøstkonflikten. Jeg ved ikke, om det hjælper noget – det er trods alt ikke forbudt at lære arabisk - men når jeg nu alligevel skal sende noget af alt mit ragelse hjem med snail mail, så kan det jo lige så godt være dét...

Og der er faktisk mere araber-ragelse end jeg lige kunne huske:
Partisanertørklæde, bøger om konflikten, peace T-shirt, arabiske lærebøger og cd’er, informationsmateriale fra en venstreorienteret fredsbevægelse mm.
Måske er der en lille aktivist gemt i mig! Men i så fald er den identitet i hvert fald sendt hjem til Danmark nu. Tilbage i kufferten er der kun uskyldige souvenirs som Jesus-sandaler, Ahava creme, Hebron-glas og en bunke farverige tørklæder. Ben Gurion Airport - here I come!

Nuvel, måske slipper jeg ikke helt så nemt alligevel, men nu har jeg da gjort et forsøg.

Elementer fra en sommerlejr

2007-07-20T11:56:00.000+03:00

Løbelege...

Sodavandsis....

Vandballoner...

Mere vand...
Gipsfigurer...
Kommunikationsmiddel...

En hel del crocs...

og pizza!

Bortset fra crocs'ene (eller hva? Fortæl mig venligst ikke, at den dille er blevet lige så udbredt derhjemme som hernede...!?) lyder det jo som enhver anden, dansk sommerlejr.

Forskellen er, at på Musalaha's kids' camp taler mange af børnene ikke samme sprog, og at de kommer fra to forskellige etniske og kulturelle grupper, som bekæmper hinanden.

Men sådan behøver det jo ikke at være. Med sommerlejren vil vi gerne give børnene en oplevelse af, at de godt kan have det sjovt sammen og bede til den samme Gud selvom mange forsøger at putte dem i hver sin kasse.

Truet på eksistensen

2007-07-19T09:13:00.000+03:00

Holder bloggen ferielukket for tiden?
Nej, det var egentlig ikke meningen, men lukningstruet er den faktisk. Vores ophold i Al-Quds, Yerushalaim, Jerusalem - og dermed bloggens eksistensberettigelse - er meget snart fortid.

Så før den grusomme virkelighed sætter ind, må vi hellere skynde os og fortælle, hvad vi har oplevet på det sidste - i det mindste i overskrifter.

· Jeriko-tur
- Afslutning på ledertræningskurser. 24 deltagere og koordinatorer fra Betlehem og Ramallah mødtes 2 dage på et hotel i Jeriko for at runde kurset af og tænke fremad. Deltagerne var begejstrede. Ikke mindst for swimmingpoolen men også for fællesskabet med hinanden. Vi koordinatorer fik lejlighed til at høre, hvad deltagerne har fået ud af kurset. Undervisningsdelen handlede om kristen enhed og visioner for ungdomsarbejdet.

· Børnelejr
- Musalaha’s årlige 5 dages sommerlejr for 9-12 årige, hvor jeg var køkkentante, og Hanna var krea-boss (flere billeder i næste indlæg)

· Camping og hiking i Golan
- Hele året har vi snakket med Micha (som var med I Danmark) om, at vi skulle på en tur sammen, så nu var det ved at være sidste chance. Vi overnattede på en campingplads proppet med iglotelte men uden skyggen af en campingvogn – jep, det ku’ de danske luksuscampere godt lære noget af! Dagen efter besøgte vi først Banias vandfaldet, dernæst hikede vi i Yehudiya nationalpark, hvor vi desværre ikke kunne have kamera med, fordi ruten nogle steder krævede at man svømmede for at kommer videre. Til sidst slappede vi af i de 36 grader varme kilder ved Hammat Gader. (og ja, rygtet taler sandt: Det lugter virkeligt af råddent æg!)

· Besøg fra Danmark
- Hannas søster og svoger, Linda og Torben (dem til venstre) har været så venlige at komme ned og hente os og sørge for, at vi kommer godt hjem! Så tak for det, det er hyggeligt, at I er her.

Og så har jeg slet ikke nævnt vores tur til Hebron og Jeanette og Charlotte, som er her for at evaluere vores projekt, samt diverse farvel-middage.... Det må I høre om, når vi kommer hjem!

Et kig ind på Magen

2007-06-27T15:40:00.000+03:00

Peberfrugt-frøs-plantning - fra venstre: Yael, Edna og Nomi. I baggrunden: Shmulik.

I løbet af de sidste 5 måneder har Louise og jeg arbejdet hver en dag om ugen på en institution for mentalt handicappede, som hedder Bet Magen. I starten krævede det lidt tilpasning, og eftersom jeg en dag om ugen ikke er meget, tog det noget tid at lære beboerne og deres rutiner at kende. Men nu går det bedre - meget bedre. Der er stadigvæk en del sprogforvirring, da beboerne kun taler hebraisk, og mit hebraiske ordforråd mildest talt er sparsomt, men det er fantastisk så meget man kan få sagt med fagter og ansigtsudtryk. Ronit med sin nye taske

Vores opgave som volontører på Magen er; at hygge med beboerne, give dem opmærksomhed og lave aktiviteter med dem. Det er lige til at holde til, og faktisk også ret sjovt. Igår plantede vi f.eks. peberfrugt-frø i håb om at de vil spire, og give endnu flere peberfrugter end vi allerede har i forvejen:) Derudover dansede vi og så hjalp jeg Ronit med at sy en lille taske. Ja, på Magen er hver dag en fest - ihvertfald for nogle beboere - og det er sjældent jeg ikke er i godt humør, når jeg kommer hjem derfra.Yael foran radioen

Alle beboerne har deres små finurligheder, som jeg indimellem more mig vældigt over. Der er f.eks Yael, som bare elsker at stå foran radioen med sin smarte hat, mens hun rokker lidt med numsen og griner af sangene i radioen. Så er der også Timor, som kun kan en sætning på engelsk; "I love you too" - som bliver brugt tit og ofte, og til hvilken man vel kun kan svare "I love you too"... Der er også Gita. Hendes mor overlevede Holocaust og havde derefter altid noget mad gemt et eller andet sted. Dette gør Gita hende efter, og har derfor altid et par skiver brød i blusen og lidt gennemhakkede grøntsager i en pose under sin stol - og ve den der forsøger at tage det fra hende! Og Avner, som er bange for at falde, og derfor altid går rundt lidt ligesom spejderman... og jeg kunne blive ved. Med eller uden alle deres finurligheder - man kan simpelthen ikke andet end at holde af dem! Frække Abudi, med glimt i øjet...

På sammenbruddets rand - eller...

2007-06-22T08:48:00.000+03:00

For halvanden uge siden modtog vi en email fra repræsentationskontoret i Ramallah (en slags ambassade), hvori der stod, at der er et massivt sikkerhedssammenbrud i gang på Vestbredden karakteriseret ved angreb på Hamas og Hamas ejendomme, kidnapninger, overfald, sammenstød i gaderne osv., desuden er vreden mod det internationale samfund ved at blusse op, hvilket gør det endnu mere usikkert for udlændinge at færdes der.

(...bare rolig - dette billede har jeg ikke selv taget!)

Ikke desto mindre tog vi alligevel til Ramallah fredag morgen. Vi havde ringet og spurgt Nader og Ala' (vores to kollegaer i Ramallah) hvordan situationen var deroppe, og efter deres udsagn var der meget stille og roligt. Derfor besluttede vi at tage op og møde Nader ved Qalandiya (hovedcheckpointen til Ramallah), og hvis vi ikke følte os trygge ved det, kunne vi vende om der. Men ganske som Nader og Ala' havde sagt, fortsatte livet i Ramallah som det altid har gjort. Som Nader bagefter fortalte os; Alle folk venter nu på at se, hvad der vil ske om 30 dage, når den midlertidige palæstinensiske regering ikke længere kan regere. Derfor har byen lagt sig forholdsvis til ro, i en midlertidig dvale.

Efter at vi havde afsluttet vores møde om træningskurset, havde de en overraskelse til os. I en lille landsby, Jifna, lige udenfor Ramallah var der nemlig abrikosfestival, og der skulle vi da lige ud. Selve festivalen er et tilbagevendende arrangement, som bliver fejret hvert år, når abrikoshøsten er overstået. Og festligt var det bestemt. Udover mulighed for at købe abrikoser, var der forskellige boder og en stor scene, hvor både klovne og dabgah-dansere (traditionel palæstinensisk dans) optrådte og bandet G-town gav koncert.

Dette billede er godt nok fra et andet arrangement, men det er G-town der optræder...

I denne weekend gjorde vi det så igen - tog til Ramallah. Denne gang for at fejre Skt. Hans. En dansker som bor i Ramallah havde inviteret alt og alle til fest. Og det blev en Skt. Hans med maner. Fri buffet og bar, sangark med gode danske sange - dog også oversat til engelsk, så alle havde en chance for at synge med, båltale, hekseafbrænding, snobrød, skumfiduser og jeg kunne blive ved.

Så min konklusion på dette indlæg må blive; at selvom der snakkes om sikkerhedssammenbrud og sammenstød over hele Vestbredden, går livet alligevel sin gang. Jo, der er flere hætteklædte bevæbnede mænd i gaderne, og jo, hvis der ikke sker noget, er jeg bange for, at Vestbredden mere og mere kommer til at ligne Gaza. Men for at kunne overleve rent mentalt, bliver palæstinenserne nødt til at fortsætte deres liv, så godt som de kan. Og derfor er der også stadigvæk mange spændende arrangementer og fascinerende mennesker som er værd at besøge på Vestbredden.

Fra venstre: Louise, Thomas, Ala' og Nader til Skt. Hans fest

20 ting jeg elsker

2007-06-21T20:07:00.000+03:00

Lige for tiden kan man ikke ligefrem beskylde skribenterne for at være hyperaktive her på bloggen. Det skyldes, at vi har travlt med at nyde den sidste måneds tid her i Israel og slå knude på alle de løse ender, som vi har skabt i løbet året.

Men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg er begyndt at tænke fremad og glæder mig overordentligt meget til at sætte fødderne på dansk grund igen.

I sådan en opbrudstid kan man ikke undgå at gøre sig nogle tanker om det at sige farvel til den mellemøstlige hverdag og goddag til den danske trummerum.

10 ting jeg elsker ved Israel/Palæstina
- At ingen opdager noget, hvis man kommer 10 min. for sent
- Palæstinensisk gæstfrihed
- Israelsk ligefremhed
- Humus
- Vandmelon til en 10’er
- Multinationalt miljø
- Ørken
- At gå i Jesus’ fodspor
- Yalla yalla
- At religion i det offentlige rum er en selvfølgelighed

10 ting jeg elsker ved Danmark
- At man ved, hvornår bussen kører
- Kundeservice - det bliver stort at gense de smilende Føtex-damer!
- At vandet fra vandhanen smager dejligt
- Cykelstier
- At man kan køre med bus, tage på cafe og gå i biografen på den ugentlige helligdag
- Rugbrød og varm leverpostej
- ”Næste kunde” – skiltene, der adskiller kundernes varer
- At man må putte toiletpapir i toilettet
- At man selv kan læse sig til, hvad der er for noget kød i pakken
- At kunne hæve over beløbet

Fra 1. Mosebog til Åbenbaringen på 5 dage

2007-06-02T19:16:00.000+03:00

Det var en søndag formiddag, at jeg greb min bibel og tog bussen til Baptistkirken på Narkis Street i Jerusalem. Det er der i og for sig ikke noget underligt i, hvis det ikke lige var fordi, de har deres gudstjenester om lørdagen. Nej, jeg stillede mig op på en talerstol udenfor i haven og læste op fra min danske bibel i et kvarter.

Sådan havde over 100 mennesker gjort før mig, én efter én. Projekt Bibelmaraton gik ud på at lade Guds ord lyde i en ubrudt strøm indtil hele bibelen var læst igennem. Dog blev der kun læst i dagtimerne bortset fra det første døgn, hvor kirkens unge kæmpede sig igennem jødernes lovtekster i nattens mulm og mørke.

Mens jeg var der, overværede jeg en vigtig milepæl – både for oplæsningen og for hele frelseshistorien: Overgangen fra Gammel til Ny Testamente. Selv kom jeg til at læse fra bjergprædikenen. (Som jeg både frygter og elsker, fordi Jesus er så radikal)

Hvad nytter det?
Jeg havde hørt, at der stort set ikke var nogen, som lyttede til oplæsningen, så inden jeg kom på, spurgte jeg mig selv: Hvad skal det gøre godt for? Men da jeg forlod kirken efter en times tid, kunne jeg se mange perspektiver i det:

1) At "bygge på ordets klippegrund". Bibelen er kirkens grundlag og udgangspunkt. Samtidig kan en bibelmaraton inspirere og opmuntre den enkelte til bibellæsning.
2) Bibelen er global. Bibel-oplæsningen samlede kristne i Jerusalam på tværs af alder, teologi, nationalitet osv. For bibelen har vi alle tilfælles. Da jeg ankom, blev der læst på fransk, som blev afløst af engelsk, derefter Mette og jeg på dansk, der blev efterfulgt af koreansk.
3) At læse Bibelen i sin sammenhæng. Alt for ofte glemmer vi, at Bibelen på mange måder er en kronologisk, sammenhængende fortælling og ikke en opslagsbog. Fx læste vi:

Fra Malakias 3, 23-24: Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige. Han skal vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre, så jeg ikke skal komme og slå landet med forbandelse.

Og lidt senere fra Matthæus 11,14: Om I vil tage imod det: Han er Elias, som skulle komme. Aha! Helt tydelig sammenhæng mellem GT og NT helt uden teologer og andre bibelkyndige til at vise det... :-)

4) Den, der har ører, skal høre. Denne Bibelmaraton var en meget konkret måde at forkynde Guds ord ud i samfundet og skabte synlighed omkring kirkens arbejde. Enhver var velkommen til at sætte sig ned og lytte med, og mange nysgerrige forbipasserende standsede op og spurgte, hvad vi lavede.

Arrangørerne fortæller, at de blev inspireret af dette vers fra 1 Timotheus: Indtil jeg kommer, skal du tage vare på skriftlæsningen, formaningen og undervisningen. (4,13)

Læs mere om arrangementet i denne artikel:
http://www.narkis.org/Archives/Articles/Bible%20Marathon.htm

Findes der lignende initiativer i Danmark? Jeg synes ligesom, jeg har hørt ordet Bibelmaraton før...

Fluen på væggen

2007-05-30T10:46:00.000+03:00

Den lille araberbus flyver afsted i et hæsblæsende tempo mod checkpointen. Vi vælter lidt rundt i sæderne, på vej til den 9. workshop i Betlehem. For at komme igennem checkpointen behøver vi bare vise bagsiden af vores pas, derefter går vi gennem muren ned mod de ventende taxachauffører, der allesammen gerne vil vise os Fødselskirken for en skyhøj pris. Vi begynder at gå og snart kommer der en taxa, der kan tage os til Cafe Sima for kun 9 shekel.

På cafeen, en hyggelig lille oase midt i alt det triste, mødes vi med Jamal og George (to kollegaer i Betlehem) for at gennemgå dagens program og sætte Kristine (underviseren) ind i det hele. Efter en lækker milkshake går vi den korte tur til Betlehem Hotel, hvor vi har et mødelokale. Der er stadigvæk stille da vi ankommer. Kun en af deltagerne er ankommet, og han er kommet tidligt for at invitere os til et ungdomsarrangement arrangeret af hans kirke.

Mens vi gør os klar, begynder folk ligeså stille at dukke op. Rummet bliver fyldt af småsnak og latter, og de arabiske hilsner marhaba, kief halik, sju l'akhba og mange flere flyver gennem luften. For mig virker det lidt ligesom en leg. Hvor mange hilsner kan du nå at få fyret af, inden personen du står overfor overhovedet får åbnet munden? For en araber er svaret; ufattelig mange!

Klokken viser nu 10 over 4, ca. halvdelen er kommet og vi går så småt i gang. Jamal indleder, som enhver anden mødeleder, med en joke, som kun han selv griner af. Der er stadigvæk meget uro i rummet og det summer af dæmpede samtaler. Et forsøg på at aftale en dag, hvor vi kan mødes til grillfest, udskydes. Det er simpelthen umuligt at blive enige! Endelig bliver emnet konfliktløsning præsenteret og Kristine får ordet. Her en halv time senere er alle efterhånden dukket op.

Til at starte med, bliver vi stillet overfor en konflikt, som vi skal løse i grupper to og to. Det tager noget tid før alle er med på, hvad det går ud på, og man kan godt mærke, at de ikke er så vandt til gruppearbejde. Men opgaven bliver løst, og der bliver jubel, da det viser sig, at de her i Betlehem klarede det bedre end i Ramallah.

Vi bliver nu stillet en anden opgave. To og to skal vi dele en konflikt, som vi har været igennem eller som vi er i, og finde en metafor for denne konflikt, f.eks. kamp, rod eller leg. Da de får at vide, at de ikke må bruge konflikten mellem Israel og Palæstina, bliver opgaven ligepludselig meget sværere. Kun 2 af de 30 deltagerne kan komme op med en konflikt. Jeg synes egentligt det er lidt tankevækkende, at den store konflikt er så altoverskyggende for dem.

Pludselig bryder en af deltagerne ind med et istiraha - break, og den samtale, der indtil nu bare var dæmpet, bryder ud i lys lue. Nogle haster ud for at få sig en kop kaffe og en sød, lidt halvtør kage. Folk hilser igen på hinanden, for der er jo kommet flere til siden vi startede, og de skal da også lige have en håndfuld hilsner.

Efter pausen er det svært at få ro på igen, men da Kristine begynder at tale om det åndelige aspekt i konflikt, bliver rummet forbavsende stille. Det er tydeligt at mærke, at dette er helt nyt for dem, og det, at der er en kristen måde at agere på i en konflikt, virker til at gøre indtryk. Det er dog ikke længe roen holder. Der er noget galt med air conditionen og lokalet er efterhånden ved at være ret koldt. Mens Kristine ufortrødent fortsætter undervisningen, gør op til flere af deltagerne ihærdige forsøg på at normalisere temperaturen, uden det dog lykkes for nogen. Én fryser så meget, at hun sidder og halvt gemmer sig under dugen på bordet.

Hele vejen igennem har jeg moret mig lidt over Kristine og Jamal. Kristine med sin milde fremtoning og meget kontrollerede stemmeføring på den ene side, og Jamal med sit enorme kropssprog og stemme, der bliver kraftigere og kraftigere, efterhånden som han får talt sig varm. Som de står der, viser de egentligt meget godt forskellen på vestlig og arabisk kultur! Jamal skal egentligt bare oversætte, men jeg skal da lige love for, at også fremføringen bliver oversat til arabisk.

Til sidst slutter Kristine af med at slå fast, at deltagerne som kristne er Guds håb i denne uoverskuelige og nærmest håbløse konflikt. Selvom det for mig virker som en noget ukoncentreret workshop, kommer mange op og takker Kristine bagefter, og for mange af deltagerne er det her helt nyt og meget spændende stof.

På ny kan jeg slå fast, at undervisningkulturen for palæstinenserne er noget anderledes end hvad jeg er vandt til. Workshoppen har dog også gjort indtryk på mig - endnu engang er jeg blevet slået over, hvor stor indflydelse "den store konflikt" har på palæstinenserne, hvor meget den påvirker deres identitet og tankegang.

Arab Republic of Egypt

2007-05-24T22:03:00.000+03:00

Flere stempler i passet. Så har Hanna og jeg endnu engang været på tur - denne gang på det afrikanske kontinent, sammen med Mette og Martin, finske Hannah og wannabe svenskeren Anna.

Turen gik først til hovedstaden Cairo, som mange mener, er en lidet charmerende by pga. dens uoverskuelige størrelse (20 mio. mennesker) og megen forurening (3 mio. køretøjer). Jeg blev nu meget positivt overrasket over mødet med de flinke og hjælpsomme egyptere, men efter to dage i det trafikale kaos længtes jeg inderligt (især som fodgænger) tilbage til Ramallah, hvor bilerne for det meste standser for rødt.

Kaos er måske ikke det rigtige ord, for jo vist er der flow i trafikken, men de har bare deres helt eget system: 1) Kør i den retning, du skal (dvs. skal du til venstre i rundkørslen, så tager du selvfølgelig den lige vej). 2) Hvis der kommer noget i vejen, så giv tegn med horn og lygter. 3) Hvis ikke det hjælper, så brems hårdt op og giv tegn med horn og lygter.

I Cairo så vi både den koptiske (kristne) del af byen (kopterne udgør ca. 10% af den egyptiske befolkning og ser i øvrigt ikke sig selv som arabere) og den islamiske del. Her i en af de mægtigt store og ældgamle moskéer er der ved at blive gjort klar til fredagsbøn. Eller... det var vist meningen.

En spytklat udenfor Cairo, i Giza, ligger det, som alle forbinder Egypten med. Vi udforsker Kheops pyramiden.
Men Giza pyramiderne er også et sted, hvor man nærmest falder oven i alle de dumme turister, så man kan forholdsvist hurtigt blive færdig der... (videre ind i skyggen)

Efter to dage i Cairo hoppede vi på nattoget til Luxor, hvor vi endnu en gang fik bekræftet, at egypterne virkelig har forstand på kundeservice. I toget blev morgenmaden og aftensmaden serveret og sengen slået op og ned af en storsmilende og uhørt høflig tjener, der lignede Flemming Jensen på en prik.

Ved stationen i Luxor var vi knap nok trådt ned på perronen, før vi blev vi mødt af endnu en smilende mand (denne gang så sort som en neeeger, men vi var jo også kommet syd på) med et skilt, hvor der stod Martian (hvillken betyder marsmand). Så det måtte jo være os, tænkte Martin og hans harem.

I Luxor var vi lige ved at blive slået ud af de +40 grader (eller hvor varmt der nu er, når man kan drikke 4½ liter vand om dagen uden at gå mere på toilettet end vanligt). Men vi klarede os på en eller anden måde alligevel igennen dagen (tak for hjælpen swimming pool) indtil midt på eftermiddagen, hvor vi mødtes med vores guide i lobbyen (og der havde han i øvrigt siddet de sidste 20 minutter bare for at nyde hotellets aircondition).

Karnak templet - et fantastisk byggeri. Jeg lærte en masse om egyptiske guder, som jeg vist desværre allerede har glemt igen.

Den udgravede del af en 3 km lang sphinx allé, som engang forbandt Karnak templet og Luxor Tempel.Det meste af Egypten er ørken, men langs Nilen er der meget frodigt, og på disse 5% af landets areal bor mere end 95% af befolkningen.

En af de mange restaurant besøg - ca. 15 kr pr mand.

Hannah og Hanna på Nilen.

Efter en dag på Vestbredden (altså Nilens), hvor vi så nogle fantastiske kongegrave, drog vi nordpå igen. Vores gentleman af en travel agent fulgte os selvfølgelig helt ind i toget. Vi var skam i trygge hænder! (Mens vi stod og ventede på toget, udbrød han spontant "oh sorry" da nogle af vores vandflasker fald ned af bænken... og han stod altså mindst 5 meter væk!)

Den bumlende hjemtur i minibus over Sinai ørkenen blev temmelig lang for nogle af os. Hannah havde rygproblemer, jeg fik den ventede omgang diarré, og Hanna blev ramt af en mindre hjernerystelse. Men også her viste egypterne sig venlige og hjælpsomme - en af de lokale medrejsende fulgte mig til toiletdøren hver eneste gang!

Den sidste nat inden vi krydsede grænsen (som i øvrigt gik fantastisk godt takket være vores multiple entry visa - det eneste, jeg blev spurgt om, var: Taler du engelsk?) til israel, tilbragte vi et temmeligt eksotisk sted i bambushytter ved det røde hav.

Ude godt, hjemme bedst. Vestjerusalem føles i hvert fald meget hjemligt, når man kommer tilbage fra Egypten, hvor man for hvert andet skridt man tager på gaden hører kommentarer som "Welcome, welcome", "Where are you from", "You are beautiful", "Excuse me, very good price" og mange andre desperate forsøg på at få kontakt til eller få solgt en souvenir dims til en af de mange turister. Det interessante er, at det også er pigerne, som vender sig på gaden, lyser op i et smil og udbryder "Hellooo", når de ser udlændingene i gadebilledet. Vi så nok lige så mange tildækkede kvinder i Egypten, som vi ser til daglig i Østjerusalem og Betlehem, men de virkede bemærkelsesværdigt friere og mindre bekymrede i Egypten.

Når det regner i Jerusalem....

2007-05-16T19:18:00.000+03:00

... tager vi til Egypten.

Cairo, Luxor og Sinai - here we come!

Galilæa-tur i billeder

2007-05-06T12:15:00.000+03:00

Bebudelseskirken - Jomfru Maria på japansk
Ja, Nazaret er en blandet by.
Endnu en af de mange kirker, vi så - Saligprisningernes Bjerg.
Vi var ikke de eneste på Galilæa-tur!

Eftertænksomhed ved Genesaret Sø.

Synagogen i Kapernaum.

Rester fra 67-krigen - en moske i Golanhøjderne.

Gamla Naturpark - Israels største vandfald.
Ved stranden i Haifa.
Pastor Olsen i selskab med Luther.

Og her skulle vi så have haft et glimt fra vores fantatiske rafting-tur på Jordanfloden... men dén tur sagde kameraet desværre nej tak til. Men prøv at forestille jer Olsenbanden og alle volontørerne iklædt styrthjelme, redningsveste og padleårer, der suser ned igennem bølgerne mens de klamrer sig fast til en gul gummibåd og råber: Forward hard! Så er I ved at være der.

Så skal der festes

2007-05-02T15:22:00.000+03:00

Ja, fest skulle der til, for nu er vores kære kollega George blevet forlovet. Nogle af jer mødte ham måske, da han var med i Danmark i august og september. Her fortalte han åbenhjertigt, at han var på udkig efter en kone.

Nu er hun fundet!! :) Hun hedder Alison, er lavere end George (hvilket er godt klaret, da George ikke er verdens største mand) og rigtig sød...
Men i den arabiske kultur er det ikke nok bare at få ringe på for at være forlovet. Nej, en forlovelse og et bryllup er faktisk en kostelig affære. Faktisk så kostelig, at nogle mænd bliver nødt til at spare op halvdelen af deres liv før de har råd til at blive gift!

Derfor havde George da også været ude og spendere penge på en kjole og en masse smykker til Alison og selvfølgelig også lidt til ham selv. Derudover blev der da også lige lejet en kæmpe festsal, musik, kameramænd, diskolys og en masse blomster. For er ordentlig forlovelsesfest skulle det være...
Jeg vil gætte på at vi var ca. 200 gæster og der blev serveret vin og kage for alle. Så komme Alison og George ind i deres fine skud. Der blev bedt nogle bønner for dem. De skar forlovelseskagen (jeg ved ikke hvad man kalder det, når det ikke er et bryllup!!) med et sværd. De dansede lidt og så tog folk hjem igen... Ja, jeg synes det er ufattelig mange penge at bruge bare for en times fest, men det var sjovt at være med til - og når nu forlovelsesfesten var så stor, gad jeg nok vide hvordan brylluppet bliver!

En anden af vores kollegaer Jamal og hans kone

Lidt jødisk perspektiv

2007-04-19T11:37:00.000+03:00

Ubalance
Det er en kendsgerning, at Louise og jeg tilbringer mere tid sammen med palæstinensere end med israelere. Derfor hører vi naturligvis også mest om situationen hernede set fra en palæstinensisk synsvinkel. I det daglige er det nemt at se, hvordan palæstinensernes hverdag bliver besværliggjort af israelerne. Det er derimod ikke så nemt at se, hvordan den enkelte israeler bliver påvirket af situationen.

Jeg skal ærligt indrømme, at det falder mig lettere at sympatisere med palæstinenserne end israelerne. Gang på gang tager jeg mig selv i at blive irriteret og sur på de israelske soldater ved bl.a. checkpointsene. Jeg må med skam erkende, at jeg glemmer de ganske almindelige mennesker under uniformerne.

At lære af historien
Men i løbet af denne uge, er mit fokus blevet rettet mere ind på israelerne. I mandags sad jeg i en israelsk bus på vej ind til byen, da al trafik pludselig stoppede. Alle folk stod ud af bilerne, i bussen rejste alle sig op, og der var stilhed i to minutter. Jeg var ikke helt klar over, hvad der foregik, men af den højtidelige og følelsesladede stemning kunne jeg godt fornemme, at det var noget specielt og vigtigt. Da jeg kom tilbage til Musalahas kontor, kunne de fortælle, at det var mindedag for Holocaust.

Hos næsten alle jøder sidder bevidstheden om Holocaust lige under overfladen. Hvad der skete dengang har en enorm betydning for deres selvopfattelse, og de sørger stadigvæk over overgrebet. Holocaust er noget alle jøder er fælles om, også de der ikke selv oplevede det. Selvfølgelig synes jeg det er vigtigt ikke at glemme, hvad der skete. Det var en tragedie, som ikke gerne skulle gentage sig.

Men når det er sagt, gør det mig også trist at se, hvordan israelerne idag behandler deres naboer. Det er godt at mindes og huske, men man bliver også nødt til at tage et skridt videre og lære af det. Ikke holde sig selv fast i smerten og offerrollen, og det gælder sådan set for både israelerne og palæstinenserne.

Konservativ messiansk jødedom
En anden ting, jeg har haft meget svært ved at forstå, er, hvorfor nogle af de messianske jøder vælger at overholde mange af budene fra GT. I onsdags i præstelejligheden havde vi så besøg af David Friedmann - en messiansk jøde. Han fortalte, at grunden til at hans familie overholder kosher (de jødiske spiseregler) er, at de gerne vil holde deres hjem åbent for alle. Mange religiøse jøder vil ikke engang gå ind i et hjem, hvor køkkenet ikke er kosher. Derfor havde de valgt at overholde kosher.

David Friedmann fortalte også, at grunden til han bærer kippa er for at minde sig selv om, at der er en i denne verden, som er større end ham selv - Gud. Ja, det gav et lidt andet perspektiv, end at overholde budene for at vinde frelse hos Gud. For det er jo stik imod essensen i kristendommen. Jesus vandt over døden, så vi kan leve videre selvom vi dør. Han gjorde det fordi han elsker os og vi kan få del i det uden at betale en øre! Det er da et godt tilbud...

Procession - igen igen

2007-04-18T11:11:00.000+03:00

Glædelig påske!

Det er vist ikke for tidligt at få sagt... Det blev godt nok ikke til så meget påske fejring i Jerusalem, men jeg har lige lyst til at dele nogle billeder med jer, som jeg tog Palmesøndag. Hvert år samles alle de forskellige kirkeretninger, for at gå i procession fra Oliebjerget og ind i den gamle by. Jeg tror, de har et eller andet med processioner hernede - jeg har efterhånden oplevet nogle stykker, og det var ikke fordi jeg glædede mig vildt meget til denne palmesøndagsvandring. Men men, man kan jo blive overrasket. Festlige faner, sange på alverdens forskellige sprog, dansende munke og nonner, palmeblade over det hele og bare generelt feststemning gjorde det til en fantastisk dag.

Til daglig er de forskellige kirkeretninger hernede ikke voldsomt begejstrede for hinanden. Derfor synes jeg også, det var rigtig dejligt at opleve, at vi kunne gå og lovsynge sammen, og at vi her i påsken trods alt er sammen om at fejre Jesu død og opstandelse. Man føler sig ret lille, når en så stor flok samles, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan Jesus må have oplevet det, da han kom ridende ind i byen. På det tidspunkt var han midtpunktet for deres fejring, men vidste godt, hvad der skulle ske bare en uge senere. Egentligt synes jeg ikke det er så mærkeligt, at han kom sagtmodigt ridende ind i byen... Glædelig påske!

Påske i kamelperspektiv

2007-04-17T15:44:00.000+03:00

Kravle i klipper, få vabler, sand i soveposen, drikke litervis af vand, blive solskoldet og komme væk fra det pulserende byliv: Tiden var endnu engang kommet til at udforske ørkenlandskabet.

Bussen startede ud i Nazaret lørdag morgen, og derefter gik det hele vejen ned gennem landet til Haifa, Netanya, Tel Aviv, Jerusalem og Jeriko for at opsamle de 13-17-årige jødiske, palæstinensiske og israelsk-arabiske deltagere på Musalahas Desert Encounter. Da bussen var fyldt godt op, fortsatte vi videre langs det døde hav igennem Negev ørkenen til campen 'Chai Bar' ved Eilat på Israels sydspids.

Her indtog vi pitabrød og humus, og efter et par navnelege og nogle lovsange lagde vi os til rette i soveposerne under den åbne himmel. Vi forsøgte vores bedste at trodse kulde og sandfygen for at samle kræfter til vore første hike eventyr.

Søndagens hike viste sig at være mere bjergbestigning end gåtur, og den blev en prøve på tålmodigheden og højdeskrækken mere end på kondien. For det kan godt skabe en del ventetid, når 43 mennesker skal ned af den ene stejle og smalle bjergsidesti efter den anden, hvor man må træde hvert eneste skridt varsomt for ikke at skride. Men storslået det var det. Fra et af udsigtspunkterne kunne vi se til både Jordan, Saudi Arabien og Egypten.

En af hjælpelederne 'Yura' er i gang med at aftjene sin 3-årige værnepligt og skal tilsyneladende have sit gevær med overalt, hvor han går. Men efterhånden som dagene gik, fandt man det liggende og flyde flere og flere forskellige steder. Smidt på jorden eller hængt på en kamel, og til sidst så man endda en palæstinenser bære rundt på det! Fra et forsoningperspektiv var det en glædelig udvikling, hvad angår landets sikkerhed, ved jeg ikke...!

Vores anden hike, som strakte sig over 2 dage, var en rigtig ørkenvandring. Anført af hippie-guider, kameler og hunde fra vores camp vandrede vi under den brændende sol afsted ind i ørkenen. Vi gik og gik, og derefter gik vi lidt mere. Sidst på eftermiddagen slog vi lejr ved foden af en stor sandbanke, og havde man ikke brugt nok energi den dag, kunne man jo så bestige den så mange gange, man ville.

Eller gå i gang med at skære grønsager til aftensmaden.

Nogen havde fortjent en slapper mere end andre.

Efter endnu en kølig nats søvn vandrede vi tirsdag morgen tilbage til vores camp, hvor pigerne måtte modstå fristelsen til at tage et bad og i stedet hoppe på bussen med det samme, som kørte af sted nordpå til vores respektive hjembyer.

Udover gåture og kamelridning bød de fire dage også på lege, bibelundervisning, lovsang, lejrbål, sprogudveksling og madlavning, og hensigten med alt dette var naturligvis nye venskaber og en bedre forståelse for mine kristne brødre og søstre på den anden side konflikten. To af deltagerne tog på en særlig måde budskabet om forsoning til sig - det endte med en lille jødisk- arabisk romance! (Men det var altså ikke planlagt fra vores side!!)

Bortset fra de kolde nætter var alle strabadserne en sand fornøjelse, men jeg kunne ikke helt lade være med at sammenligne turen med vores Young Adults (18+) tur til Jordan i oktober og ærgre mig over, at der ikke var den samme seriøse interesse for forsoningsaspektet blandt teenagerne. Men omvendt har sådan en flok omvandrende hormonbomber nu også sin charme: Hvin og fnis hver gang kamelerne rejste sig op med piger på ryggen, og selvfølgelig mande-deo ud i hele bussen!

Når en palæstinenser får uventede gæster

2007-04-01T00:47:00.000+03:00

Arabere må absolut være verdens mest gæstfrie, gavmilde folk. Uanset hvor meget de selv har, så deler de det gladeligt med deres gæster. Og èn ting er sikkert: Kaffen er altid klar!

Ahlan wasahlan, ahlan wasahlan - velkommen, velkommen! Sådan lyder det utallige gange fra den muslimske kvinde, da vi møder hende foran huset. Hun ser træt, lidt tynget ud, men vinker os ivrigt hen på den solbeskinnede terasse og finder havestole frem. Vi er kørt ud for at se til en af Naders bekendte, som bor i en landsby lidt udenfor Ramallah.

Men det er nu ikke alle gæster, der er ventet med længsel. Hun åndede lettet op, da hun genkendte Nader, for da hun havde set de udenlandske skikkelser, havde hun et øjeblik troet, det var israelske bosættere, der var kommet på besøg.

Og det har hun grund til tro. Siden hun for knap 10 år siden fik opført sit hus med både israelsk og palæstinensisk tilladelse, har hun fra tid til anden haft bosættere og soldater rendende, der vil have hende til at flytte igen. Og de plejer ikke at banke pænt på. Da hun har serveret den søde, arabiske kaffe og sagt velkommen endnu engang, fortæller hun, hvordan hun har oplevet tanks rulle op foran huset, hoveddøren blive sprængt, nedtalende ord til sin mor og selv at blive slået til med et gevær.

Sagen er, at hendes og de 15 andre familiemedlemmers hjem ligger et stenkast fra en bosættelse og en militærbase, så det ville være belejligt for israelerne at inddrage dette stykke land. Familien har hyret en advokat i Israel til at hjælpe dem ud af kniben, men efter mange års forløb er sagen stadig ikke kommet til nogen afslutning. Heller ikke de palæstinensiske myndigheder har været til hjælp. Familien lever i konstant frygt for flere trusler, ydmygelser og udsmidelse.

Da vi har drukket kaffen, trækker hun os med ned i køkkenhaven, hvor hun giver os hænderne fulde af friske ærter, og vi kan se over på bosættelsens grund, der tidligere tilhørte den palæstinensiske landsby. Inden vi sætter os ind i bilen, får hun også lige stukket os nogle æbler i hånden.

Allah maak - Gud være med dig, siger hun til Nader og takker mange gange, da vi kører derfra.

Besøg hjemmefra

2007-03-31T16:26:00.000+03:00

I denne uge tog jeg afsked med 3 af mine nære slægtninge, som var på et 1o dages besøg her i Israel, og I skal da ikke snydes for et par glimt derfra.

Det blev til mange uforglemmelige øjeblikke, deriblandt diarré og tilstoppet toilet, vandretur, kamelridning, bjergklatring, fantastiske udsigter og politiske diskussioner.

Hjælp, der er en elektriker løs i huset!
Manden havde ikke havde ikke engang været her et døgn, da jeg en dag kom hjem fra arbejde og fandt mærkværdige lampeskærme over det hele, alle de sprungne pærer udskiftet - naturligvis med elsparende alternativer og et fikset kølesskabsstik, som før hang og dinglede faretruende langt ude af kontakten.

Populære blondiner
Tirsdag i sidste uge tog Nader os med på eventyr på Vestbredden - nærmere betegnet Jeriko, Ramallah og andet godt derimellem.

I Jeriko, som er den største interne turistattraktion på Vestbredden, mødte vi mange muslimske skolepiger på udflugt, som faldt for min lillebrors lyse lokker og min mors nysgerrighed og åbenhed. Begge blev i øvrigt beskyldt at være min søster den dag.

-Her er det Lasse, der må af med sin email adresse. Men bare rolig, han "har oprettet en email til den slags", som han selv siger!

Dagen sluttede af med aftenensmad hos familien Ghneim i Ramallah. Og vi gik ikke sultne derfra!

Smuk natur og den slags
Derfter drog vi et smut nordpå, hvor min mor fik et sentimentalt gensyn med (den daværende) Kibbutz (og nuværende landsby) Neve Yam, hvor hun arbejdede for 26 år siden. Desuden besøgte vi den gamle, stemningsfulde fæstningsby Akko ved Middelhavskysten.

I weekenden drog de raske af os af sted på den før omtalte ørkentur, som bl.a. gik til Melørkenen og Mount Sodom, som det bibelske Sodoma menes at have ligget i nærheden af.

Vi blev også præsenteret for saltstøtten af Lot’s hustru, som… hm… vist har mistet sine former lidt.

Tilbage på pinden
Besøget, som også betød en uges ferie for mig, fik sin ende tirsdag aften, og nu er jeg så tilbage på kontoret og i mit eget soveværelse! Tak for besøget, vi ses til sommer!

Weekend i ørkenen

2007-03-27T13:24:00.000+02:00

Endnu en begivenhedsrig weekend er til ende - eller det var den jo faktisk i går... hmm, men ihvertfald havde vi en fantastisk weekend, som blev tilbragt i Judæaørkenen sammen med danske volontører, Louises mor og lillebror Lasse.Fra En Gedi naturpark...To bjerggeder... det virker lidt som om de har prøvet at posere før! Fra melørkenen...

Det meste af tiden gik med hike og jeeptur, men der var da også lige tid til et lille dyp i det Døde Hav. Jeg ved ikke om der er så meget at sige - det er ørken - det er smukt - det er stort - og så er det også en lille smule oase...

4 dage i første klasse...

2007-03-18T09:22:00.000+02:00

Miss, may I drink? Miss, may I go to the bathroom? Miss, he hit me! Miss, may I go and take a tissue? Miss, I brought a frog... Miss... Miss... Miss...!

(Frøken, må jeg drikke? Frøken, må jeg gå på toilet? Frøken, han slog mig! Frøken, må jeg tage en serviet? Frøken, jeg har taget en frø med... frøken... frøken... frøken...!)

Åh ja, de kære børn! Eller skal vi kalde dem de spræng-fyldte-af-energi børn. Eller måske passer det bedre med de helt-ufatteligt-udspekulerede børn. Eller måske skal vi bare kalde dem ganske almindelige børn. Ja, for jeg tror nok, det er hvad vi har fundet ud af, efter vi i fire dage har undervist på Jerusalem School i Betlehem. Børn er børn og det ligemeget om de vokser op i Betlehem eller Grindsted. Selvfølgelig har de forskellige oplevelser i bagagen, der nødvendigvis sætter sit præg på dem. Men de er alligevel børn der elsker at lege og er umulige at få til at sidde stille på en stol og lave opgaver, når klokken har rundet 14.

Det har været rigtig sjovt at prøve at være lærer for en tid. Og børnene er da også dejlige. Alligevel må man sige, at skolesystemet er noget anderledes hernede end i Danmark. Da vi fx. den første morgen sagde godmorgen, lød det i kor fra klassen: "Goodmorning Miss Louise and Miss Hanna" (selvom nogle af dem dog havde lidt svært ved at huske vore navne). Det tog da også lidt tid, før jeg havde vænnet mig til titlen Miss.

Deres skolesystem er meget præget af, hvad jeg ville kalde, en slags stræber mentalitet. Hvis der er noget, nogle af børnene ikke kan finde ud af, bliver de spurgt om, hvad de så skal gøre for at blive bedre. Hvortil svaret er: Arbejde hårdere. De har også prøver i de forskellige fag ca. 1 gang om ugen, og får derfor også karakterer ca. 1 gang om ugen. Dem, der klarer sig godt i skolen og ikke laver ballade, bliver hver lørdag belønnet med en times leg. Imens må de mindre heldige sidde i klassen og skrive: "Fremover vil jeg gøre det rigtige". Dertil skal det så tiløjes, at de går i skole fra kl. 8-14.40 med kun to pauser på en dag. For langt de fleste børn, jeg kender, vil det være umuligt at sidde stille så lang tid! Alt i alt kan man sige, at jeg tror man bliver nødt til at lede forholdsvis længe for at finde sådanne skoler i Danmark.

Men under alle omstændigheder har det været nogle sjove og lærerige 4 dage, hvor vi har fået lov at se en anden side af den palæstinensiske hverdag. En hverdag fyldt med store smil, grin, leg og lektier!

Vi har det jo godt

2007-03-15T10:18:00.000+02:00

Nogle gange ville jeg ønske, det var muligt, at tage jer med rundt til nogle af alle de dejlige og spændende mennesker vi møder. For vi møder virkelig mange gæstfri mennesker, der ofte har en spændende historie og meget på hjerte.

I mandags var en af de dage. Vi var på vej hjem fra skolen i Betlehem, da vi på den anden side af vejen fik øje på en der hedder Sabha. Hun er en blind kvinde, som vi har mødt i Baraka Church i Betlehem (en presbyteriansk kirke). Vi gik over og sagde hej og blev med det samme inviteret hjem på en kop kaffe. Her var vi så heldige at få hendes historie.

Sabha er født ind i en muslimsk familie, som boede i en lille landsby, der nu ligger på Israelsk territorium. I 1948 flygter de til en flygtningelejr i den nordlige del af Vestbredden. Hendes far rejser videre til Quwait for at prøve at skaffe nogle penge til familien. Imens får Sabha mæslinger og mister synet pga. manglende lægehjælp og hendes mor dør. Nu får nogle slægtninge ansvaret for hende og hendes søskende. Slægtningene hører om en blindeskole i nærheden af Jerusalem. Det er en kristen skole og her kommer Sabha til at tilbringe de næste mange år. Hun lærer at læse blindskrift og lærer også mere og mere om kristendommen og den kærlighed Gud har til alle sine børn.

I tiden efter blindeskolen bor Sabha hos mange forskellige mennesker, der velvilligt stiller deres hjem til rådighed. På et tidspunkt hjælper nogle venlige mennesker hende med at finde det værelse i Betlehem, hvor hun nu bor. Da hun kom hertil, var vinduer, badeværelse og køkken i meget dårlig stand, og der var heller ikke noget gulv. Men det er der sidenhen blevet rettet op på, så hun nu har et rigtig dejligt lille sted at bo. Gang på gang nævner hun, hvor meget Gud har velsignet hende. Samtidig fortæller hun, at hendes far døde i en trafikulykke i Quwait, og at hun først fik det at vide flere måneder efter. Hun har ikke længere kontakt til noget familie. Tidligere ringede hun en gang imellem til hendes bror. Det gør hun ikke længere, for hun kan godt fornemme, at han ikke er så interesseret i at snakke, og nu er hun jo også blevet kristen.

Imens vi sidder og snakker banker det på døren, og en af hendes venner kigger indenfor med noget mad, som hans kone har lavet til hende. Sabha siger mange tak, og så snart han er ude af døren, tilbyder hun os noget af maden. Eller rettere sagt hun siger, at vi bare skal spise, og det gør ikke noget, hvis vi spiser det hele! Hun fortæller os også, at hun nogle gange ringer og spørger, om ham eller hans kone vil køre hende i kirke eller på arbejde. Så får hun nemlig en mulighed for at give dem lidt penge, og det har de hårdt brug for.

Hendes flydende engelskkundskaber har hun fra mange år med satelitfjernsyn, hvor hun elsker at høre kristne kanaler. "Og jeg har nok af dem", siger hun, mens hun stolt viser os de 22 forskellige kristne kanaler. Derudover elsker hun også at hækle - og hun er god til det! Men som hun siger: "Hvis jeg er træt en aften går jeg bare i seng, for jeg bestemmer jo selv".

Nu om stunder arbejder hun på en tøjfabrik i Beit Jala (en by der er vokset sammen med Betlehem) og nyder at hun har sit eget sted at bo. Hun tjener dog ikke nok penge til at betale husleje, men som hun siger: "Gud sørger altid for mig, derfor er jeg aldrig bange".

Da vi skal til og hjem, følger hun os lidt af vejen. Hun kender efterhånden vejen så godt, at hun ikke behøver sin stok. Da vi siger farvel, ønsker hun os Guds velsignelse og invitere os til at komme en anden gang.

Mens vi går i retning af checkpointen, er jeg i fantastisk godt humør og kan ikke lade være med at beundre Sabha. Når hun kan være så taknemmelig og tryg i Guds hænder, i en situation der er meget værre end min, så burde jeg vel også være glad for det jeg har, og ikke klage over en smule oversvømmelse nu og da...

Plant et træ

2007-03-10T23:26:00.000+02:00

Det var en solbeskinnet og fredfyldt fredag i Ramallah, da en flok lokale teenagere greb til skovle og koste til fordel for lokalsamfundet.

Nader og Ala er med i en slags forening, som udfører og koordinerer frivilligt arbejde, der tjener det palæstinensiske samfund. Vi hoppede med på en af deres aktiviteter i går, hvor de havde inviteret teenagere - både kristne og muslimer - til at plante træer langs Ramallahs vejsider.

Hullerne var gravet, træerne og skovlene lå parat, så egentlig var det ikke et voldsomt krævende stykke arbejde, der skulle gøres. Meningen var i første omgang at motivere og inspirere de unge mennesker til at lave frivilligt arbejde. Det palæstinensiske samfund præges af megen håbløshed og ligegyldighed, og derfor er der hårdt brug for mennesker, som vil og tør tro på, at de kan være med til at ændre situationen.

Jeg tror, at de fleste - udover sved på panden og jord under neglene - fik en god oplevelse af at være sammen om at hjælpe - og hvem ved, måske en fornyet tro på fremtiden.

En dag i 1. klasse...

2007-03-02T13:27:00.000+02:00

Et lille klasselokale fyldt med plakater, spil, skriveredskaber, plancher med bogstaver og tal, 24 små stole og en smilende klasselærer.

Det var hvad der mødte os i går på Jerusalem School i Betlehem.

Klasselokalet blev ikke ved med at være helt så fredfyldt, som det var da vi ankom. Efterhånden myldrede der små børn med alt for store tasker ind ad døren. Lokalet blev ganske livligt og miss Lili fik sin sag for.

I næste uge har Louise og jeg indvilliget i at undervise 24 små krudtugler i 4 dage, så deres højtelskede Miss Lili kan komme med på en kvindekonference, som Musalaha afholder.
Den undervisning vi skal give er lige fra matematik og læsning over insekter til bibel og billedkunst! Jo, jeg tror vi får nok at se til. En ting jeg er meget taknemmelig for, er at al undervisning foregår på engelsk. Det gør jo tingene en hel del nemmere for os. Og jeg er også meget glad for, at vi fik lov til lige at komme ud og besøge dem, inden det virkelig går løs:)

Jaaa, man laver mange sjove og spændende ting som volontør ved Musalaha - det er aldrig til at vide hvad der venter!

Jubiiii

2007-02-26T19:41:00.000+02:00

Så er vi igen helt og aldeles lovlige i Israel, idag har vi nemlig fået visa! Og se så flot det ser ud:)
Den sidste halvanden måned har vi ikke haft noget visa - hvis I kan huske det, var der jo lige det der med, at de ikke ville godtage os første gang. Nu har vi fået kontakt til en rigtig sød dame på handicap institutionen Akim, hvor vi skal være en gang om ugen hver. Og så var Claudia, som damen hedder, så venlig, at hun gav os et brev med til Indenrigsministeriet.

Og aldrig har jeg været så nervøs for så lidt! Denne gang stillede de os nemlig overhovedet ingen spørgsmål. Hun gav os bare stemplet og spurgte, om vi ville have det sådan, at vi kan rejse ud og ind af Israel uden det bliver annulleret - det sagde vi ja tak til.

Så vi åndede lettet op, sagde tak Gud for mange hørte bønner og begav os glade tilbage til Musalahas kontor - et visum rigere!

Ørkenen blomstrer!

2007-02-26T18:00:00.000+02:00

Tro det eller ej, men ørkenen kan faktisk godt være grøn. I går var vi på tur sammen med en flok volontører. Turen gik til Qumran, Masada og det Døde Hav. På trods af et ret diset vejr havde vi en fantastisk tur, og solen stod da også højt på himlen.

Normalt plejer ørkenen jo at være ret gold, derfor var det lidt sjovt at se græs og blomster, og hvad der ellers findes af grønne ting i en ørken, pible op over det hele. Men helt mærkeligt er det nu ikke, for det er jo vinter, og det regner også i Israel, selvom det dog ikke er helt så meget som i Danmark.

Nå, men vi kom jo til Qumran tidligt på formiddagen. Jeg må nok indrømme, at jeg stadigvæk var lidt medtaget efter familiekonferencen, men på tur skulle vi jo. Qumran ligger ved den nordlige ende af det Døde Hav. Omkring år 0 har der boet en gruppe mennesker, som nok har været noget lignende en sekt. De har skrevet en masse af de gamle skrifter fra det Gamle testamente ned, og gemt dem i huler i området. I 1947 var der så en hyrdedreng, der ved et tilfælde opdagede skriftruller i en af hulerne. Siden da er området blevet finkæmmet, og man har fundet omkring 800 skriftruller, som altså er ca. 2000 år gamle. Det, jeg synes, er noget af det mest fascinerende er, at man har fundet en Esajas rulle, som næsten er identisk med Esajas' bog i vores bibel i dag. 2000 år er gået - og der står stadigvæk det samme - den kan man jo så tygge lidt på...

Efter vi havde kigget lidt på udgravningerne, tog vi på opdagelse, og fandt vej op til hule nr. 3. Det var ikke helt uden skælven vi kom derop - specielt ikke for folk med lidt højdeskræk - men op kom vi. Og det er jo eventyrene, der er det sjove:)

Næste stop på turen var Masada. Det er en gammel fæstning, som ligger oppe på en klippetop - som så ikke er en top, men et plateau. Der er en masse at fortælle om stedet, men for ikke at kede jer alt for meget, vil jeg nøjes med at fortælle, hvorfor det er blevet Israels 2. hovedattraktion. Da romerne indtog og ødelagde Jerusalem i år 70, var der nemlig en gruppe der trak sig tilbage til Masada. De holdt stand i ret lang tid, da der er gode vandsystemer og jord til dyrkning på toppen. Men da romerne brød igennem, siger sagnet, at alle mændene slog deres kvinder og børn ihjel. Derefter slog ti mand de andre mænd ihjel. Udaf de ti skulle der trækkes lod, og ham loddet faldt på skulle slå de andre ni ihjel og sætte ild til fæstningen. Til sidst skulle han begå selvmord. Da romerne om morgenen kom for at indtage Masada, fandt de ikke andet end omkring 980 lig. Om historien holder vand kan så diskuteres, men ihvertfald er det et meget godt billede på israelernes tænkemåde. "Hellere dø end blive taget til fange."

Efter den lange tur op og ned ad slangestien - det hedder stien op til Masada - var vi alle dejligt svedige og sandede. Så det var med glæde vi lod os dyppe - eller måske nærmere flyde - i det Døde Hav. Selvom det godt nok sved lidt i nogle af de rifter og sår, vi havde fået af at klatre rundt i klipperne, var det en dejlig afslutning på en varm og oplevelsesrig dag. Dvs. dagen sluttede ikke helt her, for bagefter stod den på pizza i Jerusalem :)

24 timer

2007-02-24T18:23:00.000+02:00

Efter en lidt død periode her på bloggen er vi nu tilbage med rapportager fra en solrig og actionpacked weekend, hvor det blev tid til at lufte sandalerne, som – trods mærkbare temperaturstigninger på det sidste – ikke helt matcher Jerusalem-vejret.

Turen til de varmere himmelstrøg skyldtes i første omgang Musalahas familiekonference, som blev afholdt i Kibbutz Almog mellem Jerusalem og Jeriko fra fredag kl 16 til lørdag kl 16. Lejren var en "reunion" for de tre familiekonferencer, som Musalaha har afholdt gennem årene.

Hele Musalahas stab kom på overarbejde + der måtte rekrutteres en stor håndfuld frivillige for at håndtage de ca. 12o deltagere.

Hanna og jeg har været med i planlægningen af både ungdoms- og børneprogrammet, som fik et vist dansk særpræg - her er det lagkageløb. Smuglerløb var også et hit.

De ser søde ud, ikke? Skinnet bedrager!

Det var et intenst og fornøjeligt døgn og frem for alt en god forberedelse for os til teenage-ørkenturen til april og børnelejren til juli.

Alt imens børnene spillede, legede, lavede bål og klippe-klistrede, arbejdede de voksne med deres historie - eller rettere historier, for israelerne og palæstinenserne har hver deres historie. Men selvom begge historier er gyldige, er det ikke altid, de kender hinandens. Derfor fik de bl.a. den provokerende opgave at præsentere de andres version af, hvad der skete i 1948.

Opholdet i kibbutzens frodige og fredfyldte (altså lige indtil børnene ankom) naturområde
mindede mig om et andet Israel, som jeg helt havde fortrængt - det der sorgløse, idylliske og fredlige liv i en frugtplantage - "landet der flyder med mælk og honning". Der, hvor mændene er solbrændte og bredskuldrede og ikke har kippa men jord under neglene. Jeg ved ikke, om det er en illusion, en svunden tid eller bare nogle spredte indtryk af mine forældres kibbutzophold for 25 år siden. Men under alle omstændigheder er det godt at blive mindet om, at Israel er meget mere end Jerusalem, hvor regnvejret, religiøsiteten og bekymringen for terror til tider kan gøre stemningen ret alvorlig og trøstesløs.

Gensyn med gutterne

2007-02-13T20:32:00.000+02:00

I fredags fyldte vi et par taxaer med unge mennesker og bevægede os ind i grænselandet mellem Israel og de palæstinensiske områder. Målet var en skole ved navn Talitha Kumi, som efter sigende betyder ”Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op” (Mark 5,41). Der var ikke nogen fysisk helbredelse på dagsordenen denne gang, men nærmere en åndelig og social opvågnen: Det var tid til et gensyn med de unge fra ørkenturen i Wadi Rum for 4 måneder siden.

Antalsmæssigt var det desværre ikke en stor del af den oprindelige gruppe, der mødte op, men for os der var med, blev det en uformel, forfriskende og fornøjelig formiddag. Vi sang et par af lovsangene fra ørkenen, vi fik opfrisket budskabet om vores ansvar overfor vores kristne brødre og søstre, og vi delte vores hverdagssituation og fremtidsplaner med hinanden.

Det blev til et gensyn med flere herlige og unikke personligheder: Den kugleskøre forfatterspire fra London, den amerikansk-jødiske chatterbox og hebræisk-studerende fra Jerusalem, den palæstinensiske rapper og præstesøn fra Betlehem og den russiske-jødiske wannabe stunt man med dreadlogs fra ... ja, et sted nordpå!

I starten var det hele lidt akavet, men snart gik snakken lystigt.

”Hvor kan jeg få fat i en plade med arabisk lovsang?”

”Det er ikke noget problem… det kan jeg nemt skaffe dig, hvis du finder noget på hebræisk til mig.”

Efter en gang boldspil og ”tegn og gæt” sluttede vi af med frokost.

”Altså, nu skal jeg vise jer, hvordan man rigtigt spiser hummus” siger en af palæstinenserne og river et stykke af sit pitabrød. ”Ikke noget med at dyppe det pænt og nydeligt, nej sådan her...” Han kaster brødstumpen – skødeløst, cool og lidt barskt- over på hummustallerknen og skovler en klump hummus op. Men ve dig om du starter fra midten! Hummus-indtagelse er tilsyneladende lidt af en kunst i sig selv.

”Jeg tror stadig, jeg har sand i mine kondisko!!” sagde en deltagerne som noget af det første, efter vi mødtes igen.

Et ørkentur er ikke lige sådan at ryste af sig. Forhåbentlig ikke.

Hvornår lærer vi det??

2007-02-02T23:00:00.000+02:00

Regnvejr, kælderlejlighed og stoppet afløb er IKKE en god cocktail!

Strøtanker

2007-01-30T11:46:00.000+02:00

I går da vi sad på Musalahas kontor og snakkede over frokosten, drejede samtalen endnu engang ind på emnet: Israel-Palæstina konflikten. Det har den gjort så mange gange før, men i går kom Louise med denne udmelding: ”Jeg har bare fået nok af denne her konflikt. I starten var det spændende at dykke ned i problemstillingerne, men det er ikke engang spændende længere.” Og jeg må give hende ret. Jo mere jeg lærer om konflikten – jo mere kompliceret bliver det og fredsudsigten rykker længere og længere ud i fremtiden, hvor den snart forsvinder i horisonten.

Emnet kom på banen, fordi der sprang en selvmordsbombe i Eilat i går morges. Det er den første siden april sidste år. Jeg har lidt svært ved at forholde mig til det. Det virker som noget, der er sket i en helt anden verden. Når jeg kigger ud af vinduet ser Jerusalem ud som den plejer at gøre. Bilerne tøffer lidt rundt, holder i kø, dytter og folk går på gaderne, præcis som de gjorde, da vi kom hertil i oktober. Men alligevel fortæller nyhederne mig, at Israel er et land i krig, at tre mennesker blev dræbt i går og at en masse mennesker på Vestbredden og i Gaza lever under hårde vilkår, på kanten til borgerkrig... eller hvad?

Midt i alt det her, som virker så langt væk og håbløst, er det at jeg gang på gang ser vigtigheden af Musalahas arbejde. Det er vigtigt at se virkeligheden i øjnene og det er vigtigt at gøre noget, hvor der kan gøres noget. Det varmer mig langt inde, når jeg ser den oprigtige gensynsglæde mellem George og Micha, de gange hvor det kan lade sig gøre at mødes. På sådanne tidspunkter bliver jeg fyldt med håb og måske er vejen til fred netop et menneske af gangen med Gud som førerhund.

Bare lige lidt strøtanker...

Den store premiere

2007-01-26T22:55:00.000+02:00

Så løb de første ledertræningsworkshops af stablen i Betlehem og Ramallah. Her kommer en tør statusrapport fra vores arbejde.

I Betlehem havde vi et introduktionsmøde før jul (se ”Forpremiere i Betlehem”), men i mandags havde vi den første rigtige undervisningsaften. Temaet var ”Introduktion til lederskab”, og 18 mennesker med hjerte for ungdomsarbejde mødte op. Til at tale om dette emne havde George og Jamal inviteret George Filmon, en israelsk araber, som arbejder for det Palæstinensiske Bibelselskab. De fleste så ud til at lytte opmærksomt, og der kom godt gang i diskussionen. Vi håber meget, at deltagerne vil tage del i de kommende workshops og efterhånden få opbygget sammehold og venskaber på tværs af kirkelige ståsteder.

Pga. vores visa – eller mangel på samme – tør vi ikke tage til Ramallah for tiden og gik derfor glip af den første undervisningsaften dér i onsdags. Men Nader rapporterede, at også her oplevede de stort engagement og forståelse for behovet for mere ungdomsarbejde på Vestbredden. Faktisk efterlyste de 13 fremmødte endnu mere træning, og derfor planlægger de nu i Ramallah 3-4 møder om måneden i stedet for 2.

Forhindringer på vejen
Det er en stor opmuntring for os, at ledertræningskurserne nu for alvor er skudt i gang og oven i købet har fået en positiv modtagelse.

Det har været en langvarig proces for de 4 palæstinensere at få samlet de kirkelige ledere om dette projekt, og selvom det ikke er lykkedes at få alle præster overtalt, så har vi nu ungdomsledere fra et meget bredt spektrum af kirker samlet til ledertræning.

På det sidste har vi måttet håndtere nogle problemer i projektet i form af uklare arbejdsbetingelser, hvilket nok har taget noget fokus fra det egentlige. Disse uklarheder er kommet op til overfladen nu i form af misforståelser og modstridende forventninger. Det er altid ærgerligt at bøvle med den slags, men det skulle gerne være på plads nu, og vi har nok alle sammen lært noget af det - både u-ledere og koordinatorer af projektet.

Desuden er der spørgsmålet om vores visa, som vi håber at få fornyet d. 26. februar. Men indtil da har vi altså ikke noget. Når vi bliver ved med tage til Betlehem er det fordi, der er en slags ”bagvej” igennem Beit Jala (i hvert fald indtil muren er bygget færdig). Jeg har aldrig helt forstået, hvordan det kan lade sig gøre, men på en eller anden måde kan man komme derind uden at skulle igennem en seriøs checkpoint. Indtil videre har det dog ikke været noget problem at komme til og fra Betlehem på samme måde, som vi altid har gjort - gennem den "store" checkpoint. Man holder bare sit røde pas op, og så vinker de som regel én videre uden at åbne det.

Men nogle gange tjekker de. Især i Ramallah. Og vi kender ikke til nogen bagvej i Ramallah…

Interkulturelt samarbejde
Det er en udfordring at være med til at starte et nyt projekt op.
Det er en stor udfordring at være med til at starte et nyt projekt op i en fremmed kultur!

Mens vi langt hen af vejen er enige med vores palæstinensiske kolleger i, hvor vi skal hen, så er vi ikke altid enige om, hvordan vi skal nå dertil. Det med at lægge et halvårsprogram og så følge det, fungerer ligesom bare ikke hernede… ”2 måneder, ork det er da rigeligt med tid til at finde en taler…!”

Mens min instinktive tilgang er at planlægge så meget som muligt på forhånd, så fornemmer jeg mere vi-tager-det-som-det-kommer-attituden hernede. ”Har du fortalt ham, hvor længe han har at tale i?” spurgte Hanna ham en time inden mødet startede. ”Næh, det husker jeg ikke, at jeg gjorde”, svarede u-lederen uden at blinke eller ryste på hånden eller på nogen måde give udtryk for, at der var noget usædvanligt i det. ”Det gør jeg, når han kommer”. Jeg spærrede øjnene op og skulle lige til at råbe ”What??” , men jeg tror nok, jeg i stedet fik sagt ”okay” og fremtvunget en slags smil.

Ja, sådan bliver vi tit mindet om, at vores mindset på nogle områder bare er helt forskelligt skruet sammen. Vi forsøger at tilføre lidt planlægning og organisering hist og her men samtidigt tilpasse os kulturen, når det er mest passende. Men det er lettere sagt end gjort!

Men hvorom alting er, så føler vi os privilegerede over at være her i Jerusalem blandt gode kolleger i et meningsfyldt projekt, og vi glæder os til at se, hvad ledertræningskurserne bærer med sig i fremtiden.

Vejen til Emmaus

2007-01-21T21:53:00.000+02:00

Der er ikke mere end 8 km i fugleflugtslinie fra Ramallah til Emmaus – eller Qubeibeh, som det hedder i dag. Men vores tur dertil blev en del længere – så meget desto mere lærerig.

Vi har været i Ramallah mange gange efterhånden - turen med araberbus gennem ckeckpointen og videre til busstationen er ved at være rutine. Men alligevel er jeg betænkelig ved situationen i dag. Ikke helt tryg.

Inderst inde ved jeg nu godt hvorfor: Jeg er i gang med at læse Brother Andrew’s (Åbne Døre) ”Light Force” – hans utroligt gribende rejsebeskrivelser fra Mellemøsten. Lige inden vi tog afsted, læste jeg kapitlet om gidseltagning af kristne!

Det gør det derfor ikke bedre, at vi nu skal stå og vente på at blive hentet af Nader. Jeg skuler rundt og ser en potentiel kidnapper i hver eneste skummel mand, der kommer forbi. Kan arabere da heller aldrig komme til tiden!

Forsinkelsen har dog sin årsag: Da bilen ruller op på siden af os, ses et stort gabende hul, hvor bagsæderuden skulle have siddet, glasskår over det hele og en stor brosten på bagsædet. Nader griner: ”Værsgo og sid ned” og stikker mig en brochure med ”Det arabiske initiativ”. Æh okay, som Hanna ville have sagt.

Mens jeg sidder der på glasskår og Per Stig Møller, kører vi ud af byen, og Nader fortæller, at vi skal til Emmaus. Bagagerummet er proppet med fyldte indkøbsposer - julegaver fra Naders menighed til fattige muslimske familier.
Nader prøver at forklare, hvad vi kører forbi, men det er ikke nemt for et par fremmede at hitte rede i. Israelerne har afspærret og inddraget mange veje, så vi må køre en omvej for at nå til vores mål. Landskabet er et vivar af arabiske landsbyer og israelske bosættelser, tidligere og nuværende palæstinensiske veje og veje, som kun er for israelere. To civilisationer tæt viklet ind i hinanden. De israelske huse er dog lette at kende – det er dem med de røde tage.

”Skynd jer at tage sikkerhedssele på – vi skal forbi politiet”, siger Nader pludseligt og lyder lidt nervøs. Det skal han ikke sige til to gange til bangebuksen (mig). Vi er kommet udenfor Ramallah, og i dette område er det israelsk og ikke palæstinensisk politi, der har kontrollen. Heldigvis vinker betjenten os forbi uden videre, muligvis fordi vi er med i bilen. Men så nemt går det slet ikke altid, forklarer Nader: ”Sidste gang jeg mødte politiet, spurgte betjenten: Hvilken bøde vil du have? Som om han ville give mig en bøde uanset hvad. Jeg sagde selvfølgelig den billigste…”

Men forhindringerne er ikke overstået endnu: Punktering. Den klarer Nader i stiv arm, og så kan de to fjollede turister jo passende få taget nogle billeder af det særegne landskab imens.

Et par kilometer længere fremme er den gal igen: ”Sjurta?” spørger Nader chaufføren i den modkørende bil. Ja, der er mere politi længere fremme, og i vejkanten holder adskillige palæstinensiske bilister parkeret og venter på, at det israelske politi skal forsvinde igen. Også denne gang er vi heldige. Betjenten snakker i telefon, så vi smutter lige så stille forbi uden at blive stoppet.

Nader parkerer bilen i kanten af et stykke mark, hvor en håndfuld presenninger er slået op som telte. ”Vil I besøge nogle beduiner?”. Da vi nærmer os teltene kommer en kvinde ud til os, og Nader taler med hende på arabisk. Mændene er ikke hjemme, så Nader må ikke komme med ind, men de vil gerne have madvarerne. Vi hjælper beduinkvinden med at bære poserne indenfor i lejren, hvor flere kvinder dukker op, og et par børn titter ud bag teltdugen. De viser os deres geder i et af teltene og i et andet telt deres køkken, hvor de laver mad over bål. Udenfor sidder en parabolantenne. Vi siger ”shukran” og går tilbage til bilen. Da vi kører derfra lægger jeg mærke til den israelske bosættelse i horisonten.

I Qubeibeh afleverer vi de resterende madvarer hos en katolsk præst, som så kan videredistribuere dem til værdigt trængende. Han viser os rundt i kirken, som er bygget ovenpå det hus, som man mener Jesus besøgte i Emmaus. (Luk 24) ”Det er ikke afgørende, om det er her eller andet sted, det skete”, forklarer han, ”Gud er jo ikke mere tilstedeværende her af den grund. Men som i alt anden videnskab må man prøve at komme så tæt på sandheden som muligt.” Udover en gruppe munke og nonner, tæller byen kun 2 kristne familier.

Lidt senere på dagen tilbage i Ramallah mødes vi med Ala på ”Stones” – et spisested, som ligner en moderne dansk café til forveksling. (Lige bortset fra vandpiberne, som vel er strengt forbudt i Danmark nu…?) Det er bekvemt at være ”hjemme” igen. I sikkerhed. Den fremmede virkelighed er ude af syne for en tid.

Men for mange beboere på Vestbredden er der ikke noget helle. Frygten og fattigdommen er ikke bare et sted, man kan besøge og forlade igen, når man har fået nok. Eller en ond drøm, der får ende, så snart man vågner. Det er en integreret og uundgåelig del af hverdagen. Det har det været i mange år. Hvor længe endnu?

AAARRGH

2007-01-18T14:06:00.000+02:00

Hvor får man bare lyst til at smække med døren og forlade Israel med det samme, når man stifter bekendtskab med visum-myndighedernes bureaukrati. Men det er nok også meningen. Budskabet er efterhånden feset ind: Du er ikke velkommen i Israel, medmindre du er jøde.

I tirsdags oprandt dagen, hvor Hanna og jeg skulle op på visum-kontoret og få udstedt volontør-visum som erstatning for vores 3 måneders turist-visum. Vi troede, vi havde vores papirer i orden med breve fra DUF og Israelsmissionens Unge, hvor der klart stod, at vores ophold er finansieret af danske og ikke israelske midler. Men damen bag skranken var ikke mange sekunder om at konstatere, at det havde vi ikke. Efter et besøg hos ”religionsministeriet”, hos lægen og hos chefen på visum-kontoret var vi ikke kommet ret meget længere. Problemet er, at de ikke vil anerkende Israelsmisisonen som en organisation, man kan være volontør for.

En løsning på vores problem kan være at arbejde en dag om ugen på en social institution. På den måde kan vi få et brev (brevET) fra den dame fra Socialministeret, som også skaffer visa til Meet The People–volontørerne, som arbejder på hospitaler, handicaphjem o.lign.

Vi har fået en ny tid på visum-kontoret d. 26. februar, så vi har god tid til at skaffe de nødvendige papirer. Men i mellemtiden har vi altså ikke noget visum, hvilken begrænser vores muligheder for at komme til Vestbredden.

Det værste ved visum-kontoret er ikke den ventetid, man kan blive udsat for, men den uforskammede måde man bliver behandlet på. De damer, vi snakkede med, var alle sammen sure, utålmodige og usympatiske.

Det er på ingen måde israelerne som privatpersoner, jeg vil angribe. De jøder, jeg har stiftet bekendtskab med – vores naboer og folk fra arabisk kurset – er utroligt flinke. Men ”israeleren bag skranken” har ikke lige imponeret mig. Gad vide om ordet ”kundeservice” findes på hebraisk?

Billeder fra ferien

2007-01-07T16:13:00.000+02:00

I onsdags sagde jeg farvel til min kusine og så tog hun tilbage til Danmark. Vi har oplevet rigtig meget i løbet af de to uger hun har været her, men i stedet for at skrive om det hele får I her nogle billeder.

Fra Maria kirken, som ligger inde i klippen for foden af Oliebjerget

Udsigt over Jerusalem fra Oliebjerget

Lidt billeder fra parade i Betlehem d. 24. dec. og så vores fantastisk flotte juletræ... :)

Fra en af de 3 'hyrdemarker'. Dette er fra en af grotterne.

Her til højre kan I se lidt af hvordan den

gamle by ser ud, set fra bymuren.

Lidt udsigt fra Masada - ørkenen er og bliver indtagende og imponerende

Stedet man mener kan være Golgata.

Her er det muligvis Jesu gravsted.

Med det vil vi ønske jer et godt nytår her fra Jerusalem.

Refleksioner over en midlertidigt absolut sandhed

2007-01-02T23:31:00.000+02:00

I en postmoderne tid, hvor omtrent alle absolutte sandheder er blevet betvivlet, spiddet, vejet og fundet for lette, er der ikke ret meget, som hele menneskeheden kan blive enige om. Der er dog én kendsgerning, som jeg tror, hver eneste skabning kan skrive under på: Livet er skrøbeligt.

En sandhed, som til alle tider har været genstand for såvel stor fascination som stor fortvivlelse. Og en sandhed, som jeg synes at blive mindet om stadig oftere.

Jeg havde arabiske gloser i høretelefonerne og var på vej til shopping centeret, da han pludselig henvendte sig til mig og fortalte, at her i krydset var en fodgænger blevet påkørt for ganske få timer siden – vist nok død af det. Jeg kiggede mig undrende omkring - alt så normalt ud i krydset på Hebron Road, som vi dagligt bevæger os ud i for at komme på arbejde, købe ind eller tage bussen. Men jo, den var god nok: Dér stod en politimand i gang med at tage billeder af stedet. Jeg glemte med det samme alt om at nå over på den side af vejen for at fange den 12’er, jeg havde set komme kørende.

Af og til bliver vi revet ud af vores hverdagstrummerum og stillet os ansigt til ansigt med sandheden om det skrøbelige liv. Nogle gange på mere brutal vis end andre.

Det er den slags oplevelser, som får mig til at tænke på en linie fra TV2’s ”Big time og honning”: ”Hvis du kvæles i virkelighed, må du endelig sende bud”. Jeg har ingen forstand på digtanalyse, og jeg tør ikke gisne om, hvad Steffen Brandt tænkte på, da han skrev sangen. Men linien har sat sig fast. At kvæles i virkelighed. For er det ikke netop det, der sker, når vi oplever modgang, tab og lidelse? Vi overmandes af sandheden om det skrøbelige, sårbare og uforudsigelige liv.

Bliver denne sandhed mere påtrængende, hvis man befinder sig i Israel? Muligvis. Om mit hjerte begynder at hamre voldsomt, når jeg hører skud udenfor restauranten, hvor vi sidder i Ramallah? Så afgjort.

Mange israelere og arabere har så sandelig måttet sande livets skrøbelighed på en utrolig brutal og ubarmhjertig måde.

Men omvendt kunne et trafikuheld lige uden for min dør også være sket i Danmark. Sandheden om det skrøbelige liv er universel. Virkelighedens kvælertag får vi alle at mærke før eller siden.

Lunefulde lykke
Nu kan virkeligheden heldigvis også overmande på en positiv måde: Man kan blive beruset af den. Lige så uretfærdig, forfalden og kold som verden kan opleves, lige så betaget kan man blive af dens mageløse skønhed og kompleksitet. Lige så fortvivlet og ubærlig som ens tilværelse kan se ud, lige så befriende let og forunderlig kan den være, når lykken pludselig kommer dumpende. Eller i hvert fald glimt af den.

I løbet af min korte tid i Jerusalem har jeg nok fornemmet bitterheden og smerten, men jeg har også følt mig overvældet af at se nye dybder og sider af Guds omfattende skaberværk. Her oplever man en ufattelig stor grad af mangfoldighed indenfor et ganske lille område. Det er dybt berigende at møde så mange venlige, spændende, gæstfri, nysgerrige og påtrængende mennesker, og jeg fascineres af de mange forskellige sprog, hudfarver, hovedbeklædninger, baggrunde, traditioner og religioner.

I Jerusalem – som alle andre steder – opleves virkeligheden både kvælende og berusende.

Den gode nyhed er, at sandheden om det skrøbelige liv ikke forbliver absolut. Engang vil Gud skabe en ny jord, hvor livet IKKE kan gå i stykker. Det er det håb, vi må se hen til, når sandheden om det skrøbelige liv bliver for tung at bære.

Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det. Men I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd; jeg vil juble over Jerusalem og fryde mig over mit folk. Der høres ikke mere gråd eller skrig. (Es 65, 17-19)

Kom regn, kom sne, kom gæster fra Ramallah!

2006-12-30T23:10:00.000+02:00

En spændende bog er guld værd, men jeg ved ikke om der er andre end mig, der har problemer med at finde ud af hvor langt man er nået, når man har lagt den fra sig. Nu har jeg omsider fundet en rigtig god løsning på problemet. Bare krøl siderne når du har læst dem, så er det enormt let at finde den side du er nået til! Bare se denne bog...

Ej fis – det er ikke en spor god ide, men en ting er i hvert fald sikkert. En bog der har ligget på gulvet under en oversvømmelse og nu er ved at blive tørret side for side af en hårtørrer kommer til at se sådan her ud!

Onsdag morgen var vi så heldige at vågne op til en ret våd lejlighed! Ikke verdens fedeste morgen. Vi fandt heldigvis ret hurtigt ud af, at det var afløbet på vores terrasse der var stoppet, så vandet steg på terrassen og løb direkte ind i vores lejlighed. Det skal lige siges at der i løbet af denne ene nat faldt ca. 20% af Israels samlede nedbør på et år. Men ikke nok med det, da vi havde fået fjernet vandet tog Maria (min kusine som er på besøg henover jul og nytår) og jeg på holocaustmuseet. Mens vi var der begyndte det at sne! Ja, hvad I ikke kan klare i Danmark må vi jo gøre noget ved her... Det var bare så hyggeligt. Der gik godt nok ret meget panik i resten af byen. Folk fik fri fra skole og arbejde for at komme hjem og busserne stoppede med at køre. Det er jo ikke sådan når man ikke er vandt til sne! Vi nød det bare i fulde drag og nød også at kunne komme hjem til vores nogenlunde tørre lejlighed og få en kop kakao...

Nu er vi heldigvis tørre igen og det er alle vores ting efterhånden også. I dag har vi så haft besøg fra Ramallah – en helt speciel og dejlig oplevelse. Det er ikke noget der kan lade sig gøre til hverdag, da palæstinenserne skal have tilladelse til at komme ind på Israelsk område. Men her til jul har næsten alle kristne palæstinensere fået en måneds tilladelse til at komme hertil. Så det var dejligt at kunne byde nogle af de mennesker velkomne, som vi efterhånden har besøgt mange gange.

Jeg vil ønske jer et rigtig godt nytår herfra – og tak for 2006

Til alle jer

2006-12-23T23:14:00.000+02:00

Glædelig jul....
.......fra Jerusalem
.... med besøg fra Danmark

.... fra Revadim 25
.... fra os!

Forpremiere i Betlehem

2006-12-21T15:30:00.000+02:00

NB: Det anbefales at læse "Her er det så - vores projekt" inden dette indlæg.

I går var jeg en tur i Betlehem i anledning af, at George og Jamal havde inviteret potentielle kursusdeltagere til spisning for at introducere programmet og give dem mulighed for at komme med spørgsmål og kommentarer.

Da vi ankom til den græsk-ortodokse kirke i Beit Jala, hvor vi skulle mødes med deltagerne, gik det hurtigt op for os, at der foregik noget andet i det rum, som vi havde fået lov at låne. Folk var stimlet sammen omkring et par borde bagerst i lokalet, hvor de bladrede igennem en masse stakke papirer, som om de ledte efter noget. Der gik folk ud og ind af lokalet hele tiden. Voksne mennesker, men både kvinde og mænd. Lidt som om det var et stemmelokale. Stemningen var stille og rolig, men det var alligevel som om, der foregik noget, der ikke skete hver dag. Det viste sig, at papirerne som giver tilladelse til at tage til Jerusalem i forbindelse med juleferien var ankommet i dag, og nu stod alle folk og ledte efter deres. De fleste havde fået en hel måneds adgang og ikke bare en uge som sidste år. Jeg havde virkelig lyst til at tage et billede af dette specielle øjeblik, men George og Jamal sagde, at det skulle jeg endelig ikke - for ikke at rippe op i det anstrengte forhold mellem kirkerne. (Åbenbart et eller andet med at evangelikale tager mange billeder…skørt)

Men de kirkelige stridigheder skulle vise sig at være svære at komme udenom. Mens vi sad og ventede på deltagerne, kom den græsk-ortodokse præst (som åbenbart ikke vidste, at vi kom) hen for at tjekke os ud. Han havde en meget uvenlig attitude og så ikke tilfreds ud, da han så vores program for aftenen og fandt ud af, at vi var fra Musalaha. Bagefter fortalte Jamal mig, at han havde sagt noget i retningen af: ”Ved I ikke, at vi er en ortodoks kirke, og vi giver ikke hånd til jer…?” (Underforstået evangelikale)

Well, for nu at udjævne billedet af de ortodokse lidt, så viste det sig, at langt størstedelen af de 9 fremmødte interesserede havde netop ortodoks baggrund. Det viste sig også, at gennemsnitsalderen var over 30. Det havde jeg ikke lige regnet med, så vi skal til at tænke lidt anderledes fra nu af. Men selvom vi gerne ville have haft flere unge med, så er det vigtigste dog engagementet, og det var i hvert fald til stede. Pga. travlheden i den ortodokse kirkes lokale besluttede vi os for at gå direkte til restauranten, hvor George og Jamal (over svinekødsburgere – herligt!) fremlagde programmet for dem. Der var meget diskussion, men så vidt jeg kunne forstå (på Jamals rapport bagefter), var det mere et udtryk for engagement end utilfredshed. Der var generelt opbakning til programmet, og man blev enige om at mødes hver anden mandag aften. Så nu håber vi bare, at de alle sammen dukker op igen (og tager flere med), når vi går i gang i januar.

Under diskussionen sad Jamal og skrev nogle nøgleord ned på en blok engang imellem, for at jeg kunne følge lidt med. Pludselig trak han mig til side og spurgte forsigtigt, om jeg havde en anden kuglepen, for det var lidt svært at blive ved med at skjule den, samtidig med at han skrev med den… Det viste sig, at det var en ”Israelsmissionens Unge”-kuglepen, med en stor, fed jødestjerne på, så han var bange for, at nogen skulle misforstå det eller blive provokeret! Så jeg pakkede selvfølgelig pænt min IU kulgepen ned i tasken og fandt en ny frem. Der skal med det samme lyde en undskyldning til Jeanette, Miriam, Heinrich og resten af ”baglandet” for at dække over min identitet – men jeg gjorde det i en god sags tjeneste!

Ak ja, der er mange hensyn at tage i en konfliktfyldt verden.

Her er det så - vores projekt

2006-12-21T15:18:00.000+02:00

Her var det så meningen, at der skulle komme en lille beretning fra min tur til Betlehem i går aftes. Men da jeg gik i gang med at skrive, gik det op for mig, at der er en del baggrundsviden om vores projekt, som vi vist ikke har fået fortalt om. Så jeg har besluttet mig at opdele indlægget i to. Her først en lille introduktion til vores projekt.

I løbet af efteråret har Hanna og jeg hjulpet vores palæstinensiske projektmedarbejdere (som forinden var i Danmark 1½ måned) i Betlehem og Ramallah med at planlægge et tværkirkeligt ledertræningskursus for kristne ungdomsledere, som skal gå i gang i det nye år. Så udover at hjælpe til på Musalahas kontor med forskellige praktiske og administrative opgaver, har vi har altså taget turen til Vestbredden i ny og næ for at diskutere programindhold, potentielle undervisere og deltagere mm.

Og hvad har ledertræningskurser så med forsoning at gøre, hvis det kun er for palæstinensere? Jo altså. Jeg ser flere formår med kurset.

1. Vi ønsker ”intern forsoning”.
Den israelsk-palæstinensiske strid er naturligvis den altoverskyggende konflikt hernede, og det at alle palæstinensere har den samme ”fjende og undertrykker” – Israel - er selvfølgelig med til at styrke deres sammenhold. Men når det er sagt, er der også interne spændinger og uenigheder i det palæstinensiske samfund. Kampene mellem Fatah og Hamas er et aktuelt eksempel på dette. Kristeligt Dagblads Allan Sørensen skriver: ”Det politiske opgør mellem Fatah og Hamas er i virkeligheden er en kamp om Det Palæstinensiske Selvstyres fremtidige sjæl: Skal det være en islamisk stat, sådan som Hamas ønsker det? Eller skal det være en moderat, vestligt orienteret og sekulær stat, sådan som Fatah ønsker det.”

Desuden er der spændinger mellem de palæstinensiske muslimer og det kristne mindretal – et problem som Musalaha for nyligt tog op ved at arrangere en ørkentur for kristne og muslimske ledere. Men også indenfor de kristnes egne rækker er der splid. Mange gange modarbejder ortodokse, katolikker, lutheranere og evangelikale hinanden i stedet for at samarbejde. Vi ønsker med kurset, at ungdomslederne udvider deres forståelse af kristne brødre og søstre til også at gælde kristne fra andre kirkesamfund. Vi håber at skabe en platform, hvor de få ungdomsledere, der er, kan udveksle erfaringer, støtte og opmuntre hinanden.

2. Vi ønsker interesse for forsoning.
Som en del af ledertræningskurset vil vi sætte fokus på forsoning igennem emner som konfliktløsning, identitet, konfliktens historie, forsoning i Bibelen, teologiske teorier om Israel samt ”The Body of Christ” som vi siger – om kristen enhed. Vi ønsker at flere skal blive interesserede og involverede i forsoning, og med dette projekt forsøger vi at sprede tanken til de ”gamle” kirker. Indtil videre har det næsten udelukkende været kristne palæstinensere med evangelikalt ståsted, som har deltaget i Musalahas aktiviteter, men vi håber, at det på sigt bliver anderledes – hjulpet i gang af dette projekt. Nogle af de ikke-evangelikale er stadig meget skeptiske overfor Musalaha, og derfor har George, Jamal, Nader og Ala måttet - og må stadig - kæmpe en hård kamp for at få disse præsters støtte til ledertræningskurset.

3. Vi ønsker forsoning, fordi Gud ønsker det.
Ungdomsgrupperne har brug for et åndeligt boost. Vi ønsker, at ledertræningskurset må være et redskab for Helligånden til at puste liv i de palæstinensiske ungdomsledere og gøre dem i stand til at lede og tjene de palæstinensiske unge og pege hen på Ham, som er vores fred. Vi ønsker at arbejde for Guds sag, og hvis vi gør det, arbejder vi også for forsoning. For forsoning er også på Guds dagsorden. Bibelen er fuld af eksempler på at Gud ønsker forsoning - mellem mennesker og mellem ham og os.

Når man træder ind af døren til Musalahas kontor, er noget af det første, man ser, en plakat med et citat af Jesus i bjergprædikenen: ”Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.”

Stort mirakel skete her

2006-12-19T12:46:00.000+02:00

9-armede lysestager, doughnuts og snurretoppe har ikke umiddelbart nogen logisk sammenhæng for mig, men for jøderne kan det kun betyde én ting: Hanukka

Den 8 dage lange lysfest, som jøderne fejrer i denne uge, har sit udspring i år det 2. århundrede f. Kr., hvor Israel hørte ind under Seleucid Riget, som opstod i kølvandet på Alexanders den Stores herredømme. I 175 f. Kr kom Antiochus Epifanes til magten, og dermed startede en omfattende undertrykkelse af jødisk kultur og religion. Antiochus Epifanes ville gøre Jerusalem til en græsk by, så han forbød jøderne at studere Toraen, holde sabbat osv. I stedet skulle de tilbede de græske guder, som han lod opstille statuer af i templet.

Det ville jøderne naturligvis ikke finde sig i, og en oprørsbevægelse tog form med Judas Makkabæer i spidsen. I 165 f. Kr. lykkedes oprøret - templet blev befriet og skulle nu renses og genindvies efter flere års vandhelligelse. Det skulle bl.a. gøres ved at tænde den 7-armede lysestage, menorahen. Men uheldigvis var der kun en lille slat olie tilbage – kun nok til en enkel dag. Men på mirakuløs vis lod Gud lyset brænde i 8 dage – den tid det tog at få produceret mere olie.

Børnenes fest
Den begivenhed fejrer jøderne hvert år omkring december måned ved at tænde lysene i den 9-armede Hanukka-stage – ét lys til hver dag Gud lod olielampen brænde – og så et ekstra til at tænde de andre. (Men hvad skal det ekstra lys så tændes med, spørger jeg bare??)

Derudover sparer jøderne ikke på olien i Hannuka-tiden. Her er det en sufganiof – en slags friturestegt doughnut.

Hanukka er ikke den vigtigste højtid i jødedommen, men for børnene er den værd at se frem til, for det betyder gaver, fri fra skole og leg med de såkaldte dreidels – snurretoppe, som bærer de 4 forbogstaver for "stort mirakel skete her" (eller "der" hvis man bor uden for Israel)

Egentlig har jul og Hanukka ikke noget med hinanden at gøre, men der er dog visse fællesstræk, som har givet Hanukka betegnelsen den jødiske jul: Gavetraditionen, afholdelsen i december måned og fokus på lys.

Jesus fejrede også lysfesten
"Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang" (Joh 10, 22-23).

-Han, som to kapitler forinden siger: Jeg er verdens lys.

Den underskønne Louise

2006-12-18T14:30:00.000+02:00

Se den underskønne Louise med den umanerlig smukke hat - designet til formålet - at opbevare tærte i - eller var det en computer - og når det nu er formålet, hvad i al verden laver den så egentligt på Louises hoved???

Hmm, sagen er den, at vi i lørdags var til fødselsdag hos Micha (ham israeleren som vi rejste rundt med i Danmark). Det var sådan en form for sammenskudsgilde, så Louise havde lavet en aldeles udmærket porretærte. Så for at holde den varm puttede hun den ned i denne her computer-beskytter-ting. Hvad der så lige skete på vej hjem kan jeg ikke helt sige. Men vi var trætte - computer-beskytter-tingen røg op på hovedet og vi havde det rigtig sjovt. Hmm, måske var det ikke så mærkeligt at folk gloede sådan efter os...

Men hvis vi lige skal tage en kigger på de forskellige hatte man kan møde i det israelske landskab, må man faktisk sige, at Louises falder meget naturligt ind i billedet...

Ellers vil jeg lige benytte muligheden og undskylde min til tider inaktive tilstedeværelse på vores blog - undskyld!

Og også undskyld at denne blog først kommer ud nu!!

Og så lige mit favoritbillede... I forgrunden en muslimsk kvinde - bagved en ortodoks jøde der løber!!!

Og så skal vi da også lige have et par jødiske kvinder... Faktisk har rigtig mange af de ortodokse jødiske kvinder paryk på. Man må jo ikke vise sit eget hår, så det barberer de af og bruger så paryk i stedet for - brandsmart siger jeg bare - men desværre har jeg ikke lige kunnet finde nogle billeder, så i må nøjes med at forestille jer det...

Glædelig jul og godt nytår til jer alle

Kan man spise Jesusbarnet??

2006-12-15T20:31:00.000+02:00

Julehilsen fra Musalahas kontor: Krybbespil i hjemmelavet chokolade. Fremstillet og købt i Betlehem naturligvis.

Yndigt. Delikat.

Men kan man virkelig spise det lille Jesusbarn med en god smag i munden? Helligbrøde??

Ved nærmere eftertanke er princippet jo nærmest bibelsk. Vi spiser ham også i nadveren.

Men alligevel.... havde det bare været en nisse!

Måske kan jeg smelte den om...

Ups, undskyld Josef! Efter fotograferingen havde jeg et lille uheld med Josefs hoved, da jeg skulle pakke den lille familie ned igen.

Men i det mindste har jeg ikke byttet ham ud med en saks!

Lidt til det arabiske ordforråd

2006-12-08T14:09:00.000+02:00

Nu har vi så gået til arabisk i to uger, og ja, man må sige vi er blevet betragteligt bedre til det! ...der skulle så godt nok heller ikke så meget til. Men på opfordring af min lillesøster, vil jeg lige dele lidt af min viden med jer, så i også kan sige tfaddali, tfaddali, når I inviterer gæster, hvis altså gæsterne er af hunkøn. Alting er nemlig delt op i maskulint og feminint på arabisk. Så hvis I vil invitere mandlige gæster siger I bare tfaddal, tfaddal!

Her kommer lige en lille sætning på arabisk, så må vi jo se, om der er nogen der kan gætte hvad det betyder.

Ana w-Louise kunna fi si-sinama w sjafna l'filim Casino Royal.

Derudover kan I da lige få en lille, skal vi sige talemåde: Inte misjta bieri! (Hvis man taler til kvinder er det inti) Dette betyder du er abnorm. Og underligt nok bruger de det faktisk rigtig tit, hvis man f.eks. går i vejen, så får man lige sådan en lille hyggelig hilsen med på vejen... hmm...

Ellers er arabisk et noget anderledes sprog end dansk (og engelsk og tysk og andre sprog jeg har bare lidt kendskab til). De har ikke noget der hedder førnutid, førdatid og fremtid. Måske hænger det lidt sammen med deres noget anderledes tidsforståelse... Bare et gæt. Derudover bruger de heller ikke verbet 'at være'. Dvs. når man f.eks. siger: "jeg er fra Danmark", bliver det til "ana min Danemark" (ana=jeg, min=fra). Dette er også en af grundene til, at det arabiske sprog lyder så dramatisk. Man bliver nemlig nødt til at udtrykke det man gerne vil sige, ligeså meget gennem måden man siger det på, som selve ordene. Hmm, det bliver vist lidt indviklet det her. Håber I bare kan forstå lidt af det...

Ma' is-salama (En form for farvel, som betyder gå med fred - dertil kan så svares Alla ysallmak, som betyder 'må Gud skænke dig et godt helbred' - ja, arabisk er et poetisk smukt sprog...)

4000!!

2006-12-04T14:36:00.000+02:00

Godt og vel! Så mange frimærker har vi klistret på julebrevene til USA i dag. 3 stk på hver. Ja, hvad gør man ikke for at please donorerne! Heldigvis var det klistermærker, så tungernes fugtighedsbalance har ikke lidt nogen skade.

De sidste mange uger her på kontoret er gået med at skrive, designe, printe, pakke, frankere og sende årets juleversion af Musalahas nyhedsbrev, som sendes ud til støtterne over hele verden (læs: USA. Ej okay det er ikke helt sandt, men amerikanerne ER altså noget mere gavmilde end os europæere...). Men nu skulle det være overstået og julefreden... eller i hvert fald freden kan begynde at sænke sig. For jul er det nu lidt småt med her i landet. Ikke engang de messianske jøder fejrer jul. "Julen er en hedensk og kommerciel tradition, og Jesus blev alligevel ikke født i december", siger de. Da-a! Og hvad så! DET ER JO ULTIMATIV HYGGE!

Men Hanna har begået en yndig lille juledekoration med nisse-kalenderlys (venligst sponsoreret og medbragt af Martin Hornstrup) og rød sløjfe, som nu står og lyser op på kontoret. Jow jow, vi gør skam lidt for at bidrage til julestemningen! I lørdags var vi til julemarked i Betlehem (i høj solskin!), og på lørdag skal vi til adventsfest i den danske kirke, så mon ikke vi i sidste ende får stillet det meste af vores juletrang.

Rigtig glædelig adventstid til jer alle!

Foto galleri - godt og blandet

2006-12-01T09:45:00.000+02:00

Østjerusalem close-up.

Her er svaret på det mysterium, I alle går og grunder over: Hvad I alverden er de sko opkaldt efter????

En lørdag formiddag på terassen (desværre ikke vores!) - i november! Når solen er fremme om dagen (og det er den som regel) kan man stadig gå i korte ærmer. Men det bliver KOLDT om aftenen.

Og jeg fortsætter min kavalkade af usædvanlige frugter...

En tvillinge-banan?

Form som en pære, farve som et æble.

Og lidt mere MAD. Falafel...

..... og HUMUS skal der til!

Og til sidst et par billeder fra Karmels top, hvor Elias engang for mange år siden udfordrede Baalprofeterne for at finde ud af, hvem der virkelig er Gud. Og så fik de lige slået det på plads! Bare læs 1 Kongebog 18.

Alt godt fra Haifa

2006-11-27T17:35:00.000+02:00

Jeg har lige siddet og sorteret mine billeder fra Haifa og så er det jeg tænker; hvor mange billeder kan man lige nå at tage på en weekend?!... MANGE... Især når man er så flot et sted som Haifa.

I løbet af to dage nåede vi faktisk at opleve en hel del, også selvom det var hen over en shabbat, hvor alting nærmest er lukket. Vi tog derop fredag eftermiddag og brugte aftenen på at gå lidt rundt, spise på en hyggelig restaurant (hvor vi også lige fik os et stop vandpibe) og finde lidt ud af, hvad vi skulle få resten af weekenden til at gå med...

Lørdag var det egentligt planen at vi ville have været inde og se Bahai templet og haverne omkring det. Bahai religionen er en religion, der er et mix af mange andre religioner. Templet ligger op ad bjergsiden i Haifa og er omgivet af virkelig flotte haver. Som sagt var det planen at vi ville have været inde og se det på lidt tættere hold, men sådan gik det ikke helt. Vi fandt nemlig et ret sjovt videnskabsmuseum, hvor vi lige kom til at opholde os i stedet for. Godt nok var størstedelen af de andre besøgende børn, men der er vel et lille barn gemt i alle:)

Haifa er et mix af mange religioner, og søndag tog vi så ud for at besøge en lille druserlandsby. Druserne er nogen, der engang brød ud fra Islam. De opfatter sig selv som en del af Islam, men Islam vil ikke kendes ved dem, og fordi de blev forfulgt af Islam, blev de nødt til at hemmeligholde deres religion. Den er så hemmelig, at det kun er de helligste indenfor religionen, der bliver indviet i, hvad den egentligt går ud på!
Men de er nemme at kende, mændene går nemlig rundt i nogle meget store bukser (jeg har dem mistænkt for at bruge ble - det ser lidt sådan ud!). Grunden til bukserne er at de venter på Messias, som skal fødes af en mand, og i tilfælde af at man ligepludselig skulle føde ham, kan de "gribe" ham i bukserne. Nå, men ud over at være en del af en meget hemmelig religion er druserne enormt flinke og gæstfri. Det var rigtig hyggeligt at gå rundt og snakke med dem i deres butikker, købe lidt sager, prutte om prisen og blive budt på kaffe.

Det var vist alt for nu. Louise er ved at lave aftensmad og det begynder at dufte godt derovrefra - umme um :)

God mellemøstlig tradition

2006-11-23T19:16:00.000+02:00

I tirsdags skulle vi have startet på et arabiskkursus. Men i stedet for et udvidet arabisk ordforråd, kom vi hjem med et godt grin. Vi var nemlig kun 5 fremmødte. Vi skulle have været 12! Vores underviser var ikke helt tilfreds med det og skældte ud over sekretærerne. Det viste sig, at de ikke havde fået ringet rundt og fortalt at kurset skulle starte. Os 5 der var kommet, havde selv haft ringet for at spørge hvornår det begyndte:) Ja, sådan er den mellemøstlige kultur - ikke noget der haster - og starter vi ikke i denne her uge, så bliver det i næste...

Vi kom da ikke helt tomhændede hjem. På min hylde med bøger ligger der nu en bog om arabisk for begyndere, og den venter bare på at blive åbnet. Det bliver dog ikke i denne weekend jeg får det gjort, for i morgen tager vi en tur til Haifa og bliver der weekenden over. Vi fandt ud af, at vi havde en hel weekend uden planer. Det kunne vi jo ikke have, så vi lavede fluks planer... Eller vi har ihvertfald fundet et hostel og resten finder vi vist ud af lidt undervejs... Måske bliver vi mere og mere påvirkede af denne her ustrukturerede mellemøstlige kultur... hmm...

Nu tror jeg, at jeg vil sætte mig med en kop varm the, et tæppe og læse lidt i "Fiskerne". Ja, det er en af de bøger som alle læser i skolen. Eller det er ihvertfald det jeg tit hører, men jeg har ikke læst den endnu, så bare for at få lidt af den danske litteratur, har jeg kastet mig over danske klassikere, hvis man da kan kalde "Fiskerne" for en dansk klassiker...
-Hanna

Om håb og håbløshed bag muren

2006-11-21T23:42:00.000+02:00

Mennesker interesserer mig uendeligt meget mere end bygninger. Det måtte jeg konstatere endnu en gang for et par dage siden, efter at vi havde tilbragt en solbeskinnet søndag i Betlehem.

Endelig fik vi set den ophøjede fødselskirke, som er det helt store turistmål i Betlehem sammen med de mange souvenirbutikker med oliventræspynteting. Men de mange ikoner med Jesus og jomfru Maria og stearinlys og røgelse kunne ikke rigtig tænde mig den dag. Jeg fik ikke engang taget et billede af det. (Måske skulle vi bare have haft Olsen med? Det er som om, han begejstres over alt, hvad der er gammelt!)

Vores dag startede med gudstjeneste i Immanuel Church, en evangelikal, halv-karismatisk kirke, hvor en del af vores palæstinensiske venner kommer. Struktur og liturgi er der ikke så meget af, men til gengæld masser af lovsang, venlige mennesker og oversættelse til engelsk af alt, hvad der bliver sagt (hvis ikke hudfarve og påklædning afslørede udlændingene i forsamlingen, så skulle høretelefonerne i hvert fald nok sørge for det!). De arabiske bogstaver har vi desværre ikke fået tillært os, så to timers gudstjeneste med stor vægt på sang kan godt være lang tid, når man ikke har en levende chance for at synge med på det arabiske (og det er altid på arabisk!). Men så må man bare benytte chancen til at skråle med på dansk, hver gang man i det mindste kender melodien!

I Immanuel Church mærker man ikke meget til den trykkede stemning, som ellers præger det palæstinensiske samfund. Men i sin prædiken satte præsten denne søndag fokus på den håbløshed og bekymring, som især den høje arbejdsløshed indgyder. Han opfordrede os til at lægge vores bekymringer over til Gud og stole på ham, og så opfordrede han folk (især mændene) helt konkret til ikke at sidde hjemme og græde snot, men i stedet og gå ud og lede efter arbejde. ”Hvorfor ser jeg altid muslimerne og ikke de kristne sidde på gaden og sælge brød?” spurgte han. Modigt.

Efter gudstjenesten besøgte vi sammen med Shireen – en medarbejder fra Musalaha - nogle folk fra byen og oplevede endnu engang, hvor ufatteligt gæstfrie og gavmilde arabere er. Og selvom vi efterhånden har været i Betlehem adskillige gange, betragtes vi åbenbart stadig som gæster... Det kan godt være frustrerende at blive ved med at modtage og blive modtaget, når man ikke har mulighed for at gøre gengæld og invitere dem hjem til os, selvom vi kun bor nogle få km væk. Vi håber dog lidt på, at mange af dem vil få en tilladelse i juletiden, hvor der normalt bliver udstedt flere tilladelser, og i den forbindelse invitere dem på besøg Talpiyot.

Frokosten stod på kylling og ”fyldt kål” hos Shireens veninde Rula og hendes familie. Rula fortalte os begejstret om sit job som lærer på en ”folkeskole”, som hun havde fået for et par år siden og så det som et stor velsignelse fra Gud. Der er så bare lige den tilføjelse, at hun ikke har fået løn i over et halvt år! (Pga. det økonomiske boykott af Hamas-regeringen) Det kan man da kalde taknemmelighed.

Inden besøget hos Rula var vi lige et smut forbi Shireens forældre for at hente en del af frokosten (hvad har man ikke mødre til!). Hendes far er en meget snakkesaglig, pensioneret engelsklærer, som vi lige nåede at få vendt de kristne palæstinensernes situation med. Han er meget bekymret for deres situation i det hellige land og frygter, at der en dag ikke vil være flere kristne i den by, hvor Jesus blev født. Og hans bekymring er bestemt ikke ubegrundet. Han viste os familiebillederne på væggen og udpegede de to af hans tre børn, som nu bor med deres ægtefæller i USA. Shireen har ligeledes studeret i USA og kunne lige så godt være blevet derovre.

Jeg tror, Shireens familie er et meget realistisk billede på hele det kristne palæstinensiske samfund, som udgør et par procent af den palæstinensiske befolkning. De kristne palæstinensere er splittede og lider under at være en minoritet i en minoritet. Israelerne er med til at gøre livet surt for dem, men deres landsmænd, muslimerne behandler dem heller ikke alt for godt. Mange gange får de kristne palæstinensere skylden for Vestens handlinger mod muslimerne. Fx blev mange palæstinensiske kirker angrebet under Muhammed-krisen. Så der er ikke meget at sige til, at mange kristne fristes til at forlade landet og starte en ny tilværelse med frihed, muligheder og tryghed. Og de har muligheden. For kristne er generelt bedre stillede, bedre uddannede end muslimerne og har derfor også nemmere ved at få opholdstilladelse og blive integreret andre steder i verden.

Men kristne palæstinensere er også nationalbevidste, og mange føler sig kaldet til at blive og kæmpe med og for de kristne i deres hjemland. Så jeg tror, at der trods alt vil være kristne på Vestbredden mange år endnu. Men trængte, det er de.

At få lov at opleve verden, som den ser ud for andre mennesker. Det er den slags oplevelser, der skærper mine sanser.

Om Muhammedkrise-levn og livline-brug

2006-11-17T21:14:00.000+02:00

Den anden dag på vej hjem fra Ramallah skulle jeg lige til at sige til Hanna, at jeg efterhånden var ved at føle mig helt hjemme i de såkaldte araber-busser. Men så var det, at jeg fik øje på dette mærkat sat op på ruden bag chaufføren. Skriften er måske lidt svær at læse, og man kan knap nok ane Lego-logo'erne og de andre danske produkter, men flaget taler da sit tydelige sprog!

Jeg havde forestillet mig, at det var skumle blikke og kommentarer fra arabiske hankøn mere end klistermærkater som denne, der ville få mig til at tøve med at tage araber-bussen!

Araber-busserne er arabernes egne busser (sjovt nok), og vi bruger dem nu stadig flittigt, for der er flere fordele ved dem: De er billigere end de israelske, og de går på sabbatten!. Og så kører de helt ind til den gamle by og ud til chekpointene ved Betlehem og Ramallah. Med andre ord, der hvor araberne færdes.

Jeg er ved at udforske supermarkedets udvalg af eksotiske, ukendte frugter, og som regel ved frugt-eksperten Hanna altid, hvad det er, jeg har slæbt hjem, men den her måtte hun altså give fortabt over for. Så nu spørger jeg publikum: Hvad i alverden er det for en frugt, der er gul udenpå, grå med sorte prikker indeni og smager som en mellemting mellem kiwi og melon??

En præmie er bestemt ikke udelukket.

søndagstilbageblik

2006-11-10T22:20:00.000+02:00

Endnu en uge i The Golden City er ved at være forbi. Endnu en uge med nye oplevelser, ny viden og nye vinkler på historien om Det Hellige Land. Endnu en gang må jeg konstantere: Jeg har det godt, og det er et spændende sted, jeg er havnet.

Som I nok har hørt i nyhederne, har det ikke været en særlig fredlig eller opmuntrende uge på det politiske plan pga. episoden i onsdags, hvor IDF’s (det israelske militær) beskydninger i det nordlige Gaza ved en teknisk fejl dræbte 18 civile – hvor grotesk og tragisk det så end lyder! Desværre har Hamas efter episoden opfordret til voldelig gengældelse, så i Israel forventer man nu nye selvmordsangreb, som ellers har været på tilbagegang i lang tid takket være - og det piner mig at sige det - muren.

Sikkerhedssystemet skulle efter sigende være blevet hævet til et meget højt niveau, men det er nu ikke noget, vi kan mærke på sikkerhedsvagten nede ved det lokale supermarked, han ser ud til at have fattet fuldstændig tillid til os to dumme udlændinge. Han smiler som regel bare til os, og engang i mellem klapper han lige på tasken, inden vi går ind – som om det skulle kunne afgøre, om der er en bombe i den!

Men for at det ikke skal se alt for sort ud det hele, så har jeg lige hørt, at en palæstinensisk samlingsregering mellem Hamas og Fatah er på trapperne. "Er på trapperne" har som regel godt nok lidt en anden betydning hernede, men alligevel, det lyder som godt nyt i mine ører. Om det er en holdbar løsning i længden, er jeg simpelthen ikke i stand til at vurdere, men jeg kan virkelig godt unde det palæstinensiske folk, at det økononmiske boykott snart får en ende, så de offentligt ansatte kan få deres løn udbetalt og børnene kan begynde at gå i skole igen.

Jeg har forresten lige lyst til at nævne, at Steffen Jensens blog http://blog.tv2.dk/steffen.jensentv2/ er supergod (og så vidt jeg kan vurdere ret nuanceret) , hvis man gerne vil orientere sig om situationen hernede. Lige nu rapporterer han fra Gaza - det er rystende, men interessant læsning.

I onsdags var der besøg i præstelejligheden af Ruth Brandt, en rumænsk født jøde, der overlevede både Auschwitz og Bergen-Belsen. Jeg har gennem tiden hørt mange forfærdelige beretninger om Holocaust tiden, men det var alligevel en helt speciel rørende oplevelse at høre det fra en af dem, der har oplevet det på egen krop. Imens hun fortalte om alle de ondskabsfulde handlinger, hun blev udsat for - den ene mere grusom end den anden - var der et spørgsmål, der blev ved med at dukke op i mig: Hvordan kan hun sidde der og virke så harmonisk og velfungerende efter alt det? Kan man virkelig komme videre som menneske efter at være blevet så dybt krænket og mishandlet? Hun stillede selv et lignende spørgsmål, da hun fortalte om, hvordan hun sammen med de andre overlevende endelig blev befriet af englænderne, som begejstrede fortalte dem, at nu var de frie og kunne gøre hvad de ville. Frihed til hvad? måtte hun spørge sig selv. Naboerne i Rumænien havde frydet sig, da jøderne blev ført bort, fordi de nu kunne tømme deres hjem, så der længtes hun ikke ligefrem tilbage. Hun havde mistet hele sin familie, og så var hun i øvrigt ved at dø af tyfus. Hvordan kommer man videre derfra?

Hun nævnte flere ting, der var med til at give hende livslysten tilbage, men én vigtig ting, som jeg hæftede mig var oprettelsen af Israel. Virkeliggørelsen af drømmen om et hjemland for jøderne og udfordringen i at bygge dette land op, var noget af det, der gav hende noget at leve for igen. Det gik virkelig op for mig den aften, at staten Israel var og er meget mere end et praktisk samlingssted for alverdens jøder og et plaster på såret på nazisternes forbrydelser; det er en altafgørende faktor i genopbyggelsen af det jødiske folks identitet og selvrespekt.

Jeg tror, det er sundt for mig at få dette perspektiv med, når jeg færdes blandt palæstinenserne og ser, hvordan staten Israel på mange måde har gjort deres tilværelse besværlig og ulykkelig. Holocaust retfærdiggør ikke nogen som helst slækken på menneskerettighederne, men det er nok vigtigt at huske på, at selvom jøderne virker som et stolt og magtfuldt folkefærd i dag, så har de en smertefuld og traumatisk historie bag sig.

I fredags var vi til studenterkonference i Ramallah, som vi har hjulpet Nader og Alaa en smule med at arrangere. 20-25 kristne universitetsstuderende havde taget imod invitationen til at mødes om undervisning, lovsang, lege og uformelt samvær i Jifna, en landsby lidt udenfor Ramallah. Tidsplanen, som Hanna og jeg havde været med til at indføre, holdt selvfølgelig ikke en meter, og alle holdt vejret, da de obligatoriske tekniske problemer med projektoren meldte sig, men ellers gik det hele forholdsvist gnidningsfrit, og dagen blev vist okay succesfuld. Dog blev min lutherske bevidsthed noget pirret under den første undervisningsafdeling, hvor en amerikansk fyr skulle tale om noget med at leve som kristen. Hov, han glemte evangeliet! som Signe og Judith ville have sagt...

Selvom Hanna og jeg ikke havde det helt store ansvar for dagens forløb, var det alligevel skønt at "komme i gang" på en eller anden måde. Dejligt at møde nogle af de mennesker, vores projekt handler om, de unge kristne på Vestbredden.

-Louise

- Jack taler, Nader oversætter

- Ja, vi sad udenfor og spiste frokost

Her kommer mutter med kost og spand

2006-11-07T23:47:00.000+02:00

Eller måske skal det hellere være med klud og spand... Vi har nemlig været nede og gøre rent på Musalahas gamle kontor idag. Det er et meget lille kælderrum, som nu bliver brugt som bibliotek og til opbevaring af filer. Men hold da op hvor var der støvet! Vi brugte hele dagen på at tørre bøger af, og vi har stadigvæk ca. en tredjedel tilbage. Men sådan er det jo at være volontør, men kan ikke altid lave det spændende.

Det var nu meget hyggeligt alligevel. Vi fik hørt lidt musik og noget debat med Clement over nettet. Vi fandt nemlig ud af at der var trådløst netværk. Kay, Salims kone (Salim er lederen af Musalaha), var også vældig hyggelig, lavede kaffe til os og tilbød os nogle enormt lækre småkager. Umme um. Hun sælger en masse forskelligt i oliventræ til fordel for en hjælpeorganisation der hedder Shepherds Society (ved ikke lige om det er stavet helt rigtigt...), så der blev vi da lige fristet til at bruge lidt penge.

Her til aften har Louise bagt en lækker peanutkage, den dufter rigtig godt og jeg glæder mig til at smage den i morgen, når vi skal til åbent hus aften i præstelejligheden. Der kommer en dame på besøg som har overlevet en kz-lejr. Det bliver spændende at høre hendes historie. Det kan måske også hjælpe os til at forstå lidt mere af den israelske kultur og tankegang. Men det kan i jo høre mere om efter i morgen. Nu vil jeg gå i seng...

Forsoning uden israelere

2006-11-05T13:50:00.000+02:00

Okay, det med det fantastiske vejr fik jeg måske sagt lige hurtigt nok, for i dag er det rigtig trist regnvejr. Men det er søndag! Og det betyder, at det meste af det israelske samfund skal i skole og på arbejde, mens vi fra Musalaha-kontoret holder fri.

De seneste par dage har Hanna og jeg besøgt en konference arrangeret af Sabeel, som er et økumenisk center for palæstinensisk befrielsesteologi. Sabeel vil gerne være de palæstinensiske kristnes stemme og støtte, hvilket tydeligt afspejledes på konferencen, som havde fået navnet "The Forgotten Faithful - A Window into the Life and Witness of Christians in the Holy Land" (Dette er vist et klassisk eksempel på, hvordan palæstinensere fremhæver sig selv som ofrene - det gør begge parter i stor stil).

Konferencen var fyldt med idealistiske amerikanere, og Sabeel har ganske mange støtter rundt omkring i verden, også i Skandinavien. Grundlæggeren Naim Ateek - en anglikansk præst - har for nylig været på besøg i Danmark. Klik på overskriften for et interview med ham i den anledning.

Sabeel førsøger at støtte og opmuntre mindretallet af kristne palæstinensere/arabere både i Israel og i de Palæstinensiske Selvstyreområder. Og det har de virkelig brug for, for de bliver færre og færre. Især på Vestbredden vælger mange kristne (som generelt er bedre stillet end muslimerne) at rejse til USA i håbet om at starte en bedre tilværelse der. Desuden er det på tide, at vi vestlige kristne får øjnene op for det arabiske kristne samfund, som har eksisteret - omend som mindretal - side om side med det muslimske i århundreder.

Så på den måde gør Sabeel et godt stykke arbejde ved at styrke de palæstinensiske kirkesamfund, samle dem og gøre resten af verden opmærksom på, at de findes. Men problemet er bare, at Sabeel ikke nøjes med det. Oven i hatten er de er super-politiske! De blander sig i den politiske debat og giver Israel hele skylden for de manglende fredsresultater (jeg har i hvert fald endnu ikke set nogle tegn på selvransagelse). De støtter en to-stats-løsning og forsøger at få resten af verden til at presse Israel til at overholde internationale aftaler og resolutioner. Stemningen på konferencen var ikke anti-semitisk men tydeligt anti-israelsk.

At staten Israel fortjener kritik for deres behandling af det palæstinensiske folk er jeg ikke uenig i, og jeg ser heller ikke noget problem i, at kristne tager politisk ansvar. Men jeg tror bare ikke, det er hverken sundt eller rigtigt, at en kirke eller en kristen organisation tager et bestemt politisk standpunkt og på den måde tager Gud til indtægt for en bestemt politisk holdning.

For det første har vi et meget ikke-politisk forbillede i Jesus. Folk forsøgte at gøre ham til en politiker, men Jesus ønskede ikke at være den konge, som skulle udfri jøderne fra den romerske
besættelse. Tværtimod sagde han "Giv Kejseren hvad Kejserens er, og Gud hvad Guds er". Han ønskede at være konge for os på et helt andet plan.

For det andet, kan man ikke påstå at være en seriøs tværkirkelig organisation, hvis man samtidig er politisk, som det er tilfældet med Sabeel. Dermed siger man, at man skal have en bestemt politisk holdning for at være en rigtig kristen. Man udelukker på forhånd kristne med en bestemt politisk holdning, og man trækker noget ned over overhovedet på dem, som allerede er med.

Sabeel har tre slagord på deres hjemmeside: Retfærdighed, fred og forsoning. Store og gode ord, men især forsoning lyder lidt hult, når man stort set ikke er i dialog med dem fra den anden side. Jeg synes også, det er provokerende at kalde en konference "The Forgotten Faithful - A Window into the Life and Witness of Christians in the Holy Land" uden at nævne mesisanske jøder en eneste gang (mens jeg var der). Som om messianske jøder ikke regnes for kristne brødre og søstre?

Ligesom messianske menigheder heller ikke bør bede Gud om hjælp til Israels sejr i Gaza eller Libanon, mener jeg Sabeel må vælge, om de vil være en politisk eller en økummenisk, kristen organisation. De kan ikke være begge på en ansvarlig måde.

Det var ret interessant for os at få et indblik ind i den palæstinenske kristne verden på Sabeel. Højdepunktet var nok en kort bibeltime over emnet "Jakob og den fortabte" med Kenneth Bailey, forfatter til bogen af samme navn. Jeg ved ikke, om den er en Credo-bestseller, men det burde den næsten være, for Bailey har en utrolig spændende og revolutionerende fortolkning af Lukas 15. Han læser lignelsen om den fortabte søn i lyset af GT, de to andre lignelser i samme kapitel og ikke mindst i lyset af den mellemøstlige kultur, som han har specialiseret sig i gennem de sidste 40 år.

Med ønsket om en velsignet uge til jer alle,

Louise

- Og nej, det her er ikke gejstlige udgaver er Lord Voldemort, men ortodokse præster, som diskuterer situationen blandt kristne palæstinensere i det hellige land.

Her går vi med korte ærmer

2006-11-03T18:17:00.000+02:00

Ja, det har virkelig været skønt vejr i dag. Regn har vi også haft lidt af her i Jerusalem, men ellers er der som regel solskinsvejr om dagen og ingen grund til at finde jakken frem endnu.

Lige en kort update på denne uge i Jerusalem.

Søndag (ja, jeg ved virkelig ikke hvorfor Hanna ikke nævnte denne vigtige begivenhed... siger det måske noget om forskellen i vores afhængighed af internet!?) fik vi denne søde lille ting installeret, som gør, at vi altså nu har adgang det store world wide web lige her fra vores kælderlejlighed. Lækkert. Indtil nu har vi hængt ud på kontoret efter arbejdstid for at klare den slags ærinder.

Onsdag var vi i Ramallah for at besøge Nader og Ala - primært for at tale om de ungdomsaktiviteter, vi vil arrangere i fremtiden. Men det blev da også lige til en tur omkring gode gamle Arafats gravsted og desuden et besøg på Alas universitet. Her overværede vi bl.a. en lektion i politisk videnskab. Det var selvfølgelig på arabisk, men ind imellem kunne man høre at lande som Amerika, Syrien, Irak, Tyrkiet og Palæstina blev nævnt. Emnet var amerikanske udenrigspolitiske fejltagelser i Mellemøsten. Meget neutralt udgangspunkt, ikk sandt? Læreren var fra Hamas. Birzeit Universitet er privat, og Ala er derfor privilegeret at kunne gå i skole for tiden, mens de fleste statskoler på Vestbredden

er lukket pga. den manglende udbetaling af løn til lærerne. (Pga. Vestens boykott af Hamas-regeringen)

Torsdag var også dagen, hvor vi fandt ud af den præcise størrelse på overboens børneflok: 12. 12! Vi havde ham mistænkt for at have en hel del børn, men alligevel... Den mindste er 1, og de 3 ældste er gift (og har vist også nogle børn). Ikke så underligt, at der er meget aktivitet i huset.

Lige til sidst et par ørken-billeder. Hvilken én er smukkest - Negev til venstre eller Wadi Rum til højre?

Stik mig bare en halv kylling...

2006-10-31T16:04:00.000+02:00

Her kommer lige en opdatering på vores weekend, som nok mest af alt gik med at lege turister og så fik vi også lige købt os et par dyner -Aahh!

Fredag var vi en tur i Betlehem, inden vi tog til danskerklub. Jeg ved ikke helt hvorfor Louise ikke har skrevet om det, måske fordi hun blev offer for en del latter. Vi var nemlig ude at spise på et lille sjovt sted sammen med Alaa og Nader (fra Betlehem). Det eneste de havde var kylling, men saa fik man til gengæld også en hel halv, som var helt ny-grillet ude på en tønde lige udenfor restauranten. Der var ikke noget bestik, så man var tvunget til at spise med hænderne, hvilket var ret sjovt. Grunden til at vi fik os en god griner var, at Louise ikke var helt tryg ved det. Hun spurgte efter servietter, hvilket de øjensynligt ikke var vant til, da de kom med en ordentlig rulle, en af dem som normalt hænger på toiletter. De fandt da heldigvis nogle andre, men det var alligevel lidt sjovt.

Lørdag var vi på tur sammen med nogle andre danskere til et sted nede i Negev ørkenen. Vi gik en tur nede i et kæmpekrater, som man ikke helt ved hvordan er opstået. En ting er dog sikkert, der har engang været vand, for der var fossiler over det hele. Det kunne ikke helt slå Wadi Rum, men det var nu alligevel meget fascinerende at se alle de forskellige farver sand der var der. Det var lige fra hvid, gul, orange og rød til lilla, blå og sort, og det er virkelig ikke en joke. Meget flot og megt mystisk! Om aftenen hyggede vi i præstelejligheden med burgere og film på storskærm, en dejlig afslutning på en god dag.

Søndag var så dagen hvor vi fik købt dyner, hvad kan jeg sige - en dyne skal der til!

Hvad hedder forstoppelse på hebraisk??

2006-10-27T20:13:00.000+02:00

Det fik jeg heldigvis aldrig brug for at vide, men efter flere dages irritation af et tilsyneladende ret ineffektivt tarmsystem, var jeg efterhånden ved at være ret desperat. Mine diarré-piller, som jeg ironisk nok havde købt hjemme i DK for at være på forkant med den slags situationer, var ikke til megen hjælp! Jeg slog ordet op i min ganske uundværlige røde engelsk ordbog og fik det fremstammet i apoteket og - halleluja - ekspedienten fangede den med det samme! Jeg forlod biksen med en pakke "figen-piller" (i hvert fald hvis man skal tro billedet udenpå) og en opfordring til at drikke rigeligt med vand og satser nu på, at jeg er på rette kurs!

Og med den charmerende indledning vil jeg gerne fortælle jer lidt om, hvad vi har oplevet de sidste par dage.

Efter en del søgen har vi nu endelig besluttet os for et arabisk kursus, som passer nogenlunde til vores kalender og til vores bopæl. Det er hos YMCA og begynder i midten af næste måned, to aftener om ugen i første omgang i 2 måneder. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang, så det bliver nemmere at "opsnappe" lidt hist og her. Hvorfor ikke hebraisk, når vi nu bor i Israel? Tro mig, det ville jeg også gerne kunne, men jeg vælger at satse på arabisk, dels fordi vi primært kommer til at arbejde blandt palæstinensere, og dels vurderer jeg, at det er lidt mere brugbart i DK end hebraisk (skønt det ikke er meget, vi kan nå at lære, mens vi er her - men alligevel!)

I dag har vi været i "Den Danske Klub", som foregår en gang om måneden og blev startet for ... mange år siden oprindeligt for arabisk gifte kvinder. Nu er den dog åben for alle danskere, og i dag var der en god blanding af os volontører, som blot er her nogle måneder, "mellem lang tids" - personer som fx præsten eller diplomater, der er her en årrække for at udfylde et job, og så de "gifte og satte", som er "stuck here" ;-) I dag blev der sagt farvel til et par stykker - uddelt gaver og holdt taler, så stemningen var lidt sentimental, men ellers plejer der ikke at være noget egentligt på programmet udover at hygge og drikke kaffe og spise danske boller. Jeg havde egentlig været lidt skeptisk inden og havde tænkt, om det nu virkelig var nødvendigt med sådan en klub til at pleje den danske mentalitet... Men stemningen var virkelig varm og ikke spor arrogant, og det var tydeligt, at samværet dér havde spillet en kæmpe rolle i form af støtte, opmuntring og forståelse ikke mindst for dem, som havde giftet sig ind i en fremmed kultur.

Den sidste ting jeg vil nævne er i går, hvor vi var til en slags "volontør-dag" arrangeret af det israelske socialministerium for at sige tak til de udenlandske volontører, som kommer til Israel. Det var vist egenlig mest henvendt til folk, der arbejder på sociale institutioner o.lign. men vi sneg os med alligevel! De fleste var danskere eller tyskere, og så var der et par hollændere og en finne. Der blev tid til at dele nogle af ens oplevelser med det at være volontør, og der blev egentlig en meget god samtale ud af det. Men det der gjorde mest indtryk på mig var en lidt ældre tysk kvinde, som var kommet hertil for at arbejde blandt holocaust overlevende. Hun fortalte om, hvordan hun havde talt om fortiden med en tilfældig jødisk kvinde i bussen. De havde begge fået tårer i øjnene, men alligevel var det som om noget i dem begge var blevet "helbredt" derefter. Jeg respekterer denne tyske kvinde uendelig højt for at komme herned og forsøge at råde bod på synder, som hun dybest ikke selv har noget som helst at gøre med. Jeg selv, tror jeg, ville føle mig for stolt til at sige undskyld for Muhammedtegningerne på Danmarks vegne. Hvor meget større er det så ikke at tage ansvaret for holocaust!
Den tyske kvinde er faktisk også et forbillede på den indstilling til konfliktløsning, som Musalaha ønsker at være fortaler for. På ørkenturen blev de unge palæstinsere og israelere også opfordret til at tage ansvar for tingenes tilstand uanset hvor uretfærdigt de følte sig behandlet, og uanset hvor lidt de havde været med til at forårsage konflikten. De blev opfordret til at handle derpå og række ud mod den anden part, til at tage det første skridt, selvom man selv føler sig uden skyld. Dermed bryder man med hævntanken og "øje-for-øje- princpippet", og gensidig forståelse kan begynde at tage form.

I får også lige et par billeder. Nogle typiske elementer fra et mellemøstligt måltid: pita, humus, "aubergine-splat", oliven og diverse salater. Og så min skønne og trofaste følgesvend, Hanna på vej til dansker-klub.

Håber alt er vel derude, og endnu en gang (hvorfor er det altid om fredagen, jeg skriver...?): Rigtig god weekend!

-Louise

Lidt orden i vores kaos!

2006-10-24T10:34:00.000+02:00

Saa har vi endnu engang vaeret i Betlehem. Vi havde et moede med de fire ungdomsledere fra PA og nogle her fra kontoret. Det var et rimeligt kaotisk moede, meget anderledes end de fleste danske moeder jeg har vaeret til, og jeg fortroed mange gange undervejs at jeg havde sagt ja til at vaere referent! Men vi fandt lidt mere ud af hvad det er det hele gaar ud paa, og hvad det er de regner med der skal ske. Saa det var super laekkert!

Mens vi var der tog Jamal (en af ungdomslederne) os med ind i en flygtningelejr. Det var et meget taet, beskidt og ret soelle sted. Noget jeg synes var tankevaekkende var, at det boernene legede med var legetoejs vaaben. Ikke noget med biler og dukker, men vaaben. Jamal sagde godt nok, at der var mange der rendte rundt med dem pga. Ramadanen, saa til daglig ville vi ikke se saa mange, men alligevel...

Ellers prover vi paa at finde et sted, hvor vi kan laere arabisk. Det er lidt svaert at foelge med i hvad der sker rundt omkring os, naar vi hverken taler hebraisk eller arabisk. Saa vi haaber paa snart at finde et kursus der passer til vores behov.

Men alt i alt gaar det godt. Der kommer lige saa stille mere og mere styr paa tingene og det er bare dejligt:)

Så har vi været i PA

2006-10-19T21:04:00.000+02:00

Den nye Muhammedkrise? Jo, den har vi hørt om, men ikke desto mindre har vi været så dristige at bevæge os ind på Vestbredden hele to gange i denne uge. Første gang i mandags, hvor vi var på et lynvisit på Bethlehem Bible College for at høre en koncert med deres kor, som er på vej på turné i USA. Vi så ikke ret meget af byen i denne omgang, men jeg nåede da lige at skimte ud gennem bilruderne, at Betlehem er en temmelig stor by og ikke rigtigt passer ind i mit glansbillede af en lille landsby ude på landet, hvor Jesus blev født i en stald… Men under alle omstændigheder, var det hyggeligt at støde ind i nogle af de folk, som vi mødte på ørkenturen og ikke mindst George, som var hos os i Danmark i halvanden måned sammen med de 3 andre palæstinensere, Jamal (også fra Betlehem) og Nader og Ala fra Ramallah.

Og i onsdags besøgte vi så netop Ala og Nader. Vi overvejede det meget, fordi vi for ikke så længe siden modtog en advarsel fra det danske repræsentationskontor (ambassade-agtigt) i Ramallah om, at der var blevet fremsat trusler imod danskere i form af flyers og meddelelser på hjemmesider. Men tirsdag ringede vi kontoret op, og de mente godt, vi kunne tage afsted, hvis bare vi holdt lav profil og ikke fortalte nogen, at vi var danskere.

Nader havde heldigvis en midlertidig tilladelse til at tage ind til Jerusalem, så han kom og hentede os og viste os gennem checkpointen og kørte os hjem til sit hus. Hans mor var helt vildt sød og blev ved med at sige ”welcome, welcome” og serverede typisk arabisk mad, som vi har hørt er ”stuffed anything”, fx ris og kød indpakket i ”vintræsblade”.
Trafikken Ramallah er endnu mere kaotisk end i Jerusalem. Gaderne vrimlede med fodgængere, biler og busser i en stor pærevælling – det var, som om man bare gik/kørte, hvor der nu lige var plads til én! På vejen tilbage til checkpointen var der så proppet, at vi til sidst droppede bilen og gik resten af vejen. Formentlig var mange af dem på vej til den store Al-Aqsa Moske på Tempelbjerget, hvortil mange tusinde valfarter i disse dage, fik vi at vide om aftenen i præstelejligheden, hvor der var besøg af Rolf Holmboe, som er chefen for repræsentationskontoret i Ramallah. Han fortalte også, at de i øjeblikket forhandler med stormuftien i Jerusalem om IKKE at nævne muhammedtegningerne (igen) i fredagsbønnen imorgen, sådan at sagen hurtigt dør ud. Parentes slut. Inden Nader kørte os tilbage til checkpointen, fik vi en god snak med Nader og Ala om nogle af de fremtidige aktiviteter vi kunne tænke os at lave med de unge fra Ramallah. Et endnu større overblik over vores arbejde får vi formentlig på mandag , hvor vi skal have møde med de 4 ungdomsledere fra Ramallah og Bethlehem og ikke mindre end 4 Musalaha ansatte.

Dagen i dag blev så dagen, hvor vi langt om længe fik en sofa i vores lejlighed. Topmoderne kan man nok ikke ligefrem kalde den, men til gengæld er den rød! Og man kan ligge og slå mave på den – ah. Og sidst men ikke mindst: Den kan laves om til en dobbeltseng. Ergo: Nu skal I være så hjertelig velkommen til at komme og få jeres skønhedssøvn hos os, hvis I engang skulle slå vejen forbi Jerusalem!

Den foerste regn

2006-10-15T21:30:00.000+02:00

Og saa kom den foerste regn. Bedst som vi stod og skulle afsted gudstjeneste i Betlehem. Det resulterede i, at vi desvaerre ikke kom afsted. Ja, det lyder vildt maerkeligt, for helt aerligt, det er jo bare lidt regn. Men naar det ikke har regnet i lang, saa er vejene blevet fyldt med sand og naar den foerste regn saa falder, bliver vejene omdannet til glidebaner. Og eftersom Jerusalem ligger hoejt oppe, ville vi hellere blive hjemme og koebe moebler til vores lejlighed, end koere sidelaens ned af et bjerg i en bus! Vi har i noget tid vaeret paa udkig efter moebler til vores lejlighed, og det havde vi saa god tid til at goere idag. Det gav ogsaa pote, vi fandt nogle okay moebler til billige penge. Det naeste problem er nu, hvordan vi faar dem hjem til vores lejlighed... Men vi er positive, vi maa bare finde en med en bil og saa fedte lidt... Det var vist alt for nu. Resten af dagen gik med en tur til den gamle by og et besoeg paa en etiopisk restaurant og saa ogsaa lige et smut forbi et fantastisk lille ishus. Saa alt i alt en god dag selvom vi ikke kom til Betlehem.

- Hanna

Glimt af himlen i den røde ørken

2006-10-13T16:36:00.000+02:00

Så er vi vendt ”hjem” efter 5 dages ørkentur i Wadi Rum i Jordan, hvilket tydeligt bevises af den megen sand, som er faldet ud af sko, tøj og tasker og nu ligger spredt rundt omkring i vores lejlighed. Hvad der derimod er sværere for os at bevise, er, at vi ikke er illegale arbejdere Israel. I hvert fald hvis du spørger sikkerhedsfolkene ved den jordanske grænse ved Eilat. På vejen hjem fra Jordan måtte vi vente næsten 3 timer på at de ”lige skulle tjekke noget”. I modsætning til lufthavnen i Tel Aviv stillede de ikke mange spørgsmål denne gang, vi måtte bare vente…
Vi ved stadig ikke, hvad de skulle tjekke, men vi tror måske, at vi skal lade være med at nævne Musalaha i fremtiden og så sige, at vi arbejder for og bliver aflønnet af en dansk organisation, hvilket jo også er helt sandt – bare ikke hele sandheden. Mens vi ventede mødte vi to volontører fra Ordet og Israel, som smuttede lige igennem ved at sige, de skulle lave malerarbejde i Jerusalem! Men til sidst fik vi da 3 måneders turistvisum, hvilket er det meste man kan få ved grænsen.

Det jordanske sandlandskab var en kæmpe oplevelse. Det var en pragtfuld følelse, da jeg red på kamelen ”Leyla” gennem den tyste ørken med gyldne klipper, rødligt sand (pga. det høje jernindhold) og tørre småbuske så langt øjet rækker, mens beduinen ved siden af sang på arabisk og nu og da tjattede lidt til kamelen og sagde underlige lyde med tungen for at få den til at gå hurtigere.

Turen var arrangeret af Musalaha for unge israelere og palæstinensere for at give dem en mulighed for at lære hinanden at kende på neutral grund. At Israel er et ret internationalt sted var deltagerne på ørkenturen et godt eksempel på, idet vi havde så forskellige rødder som jødiske, palæstinensiske, russiske, amerikanske, etiopiske, finske, norske og danske.
I dagligdagen er vi præget af de roller, som vi hver især spiller og forventes at spille, og hernede har israelerne for det meste den stærkes rolle og palæstinenserne den svages. Men i ørkenen er der ingen, der har overtaget, ingen der ikke har sand over det hele, ingen der føler sig rigtigt hjemme. Vi er alle afhængige af beduinernes vejvisning og selvfølgelig vand!

Dagene gik med kamelridning, jeepkørsel og gåture, og ind imellem standsede vi op for at være stille for Gud og for at lytte til undervisning om forsoning. Om aftenen serverede beduinerne lam (og desuden humus morgen, middag og aften – yammi) for os i gaslampernes skær, vi sang sammen på arabisk, hebraisk og engelsk, og der var mulighed for at dele tanker, frustrationer og forventninger fra dagliglivet med hinanden. En af palæstinenserne fortalte, at han fandt det svært at acceptere, at fx russiske og amerikanske jødiske soldater, som har været i landet i ganske få år, kan fortælle ham og hans folk, som har været i landet i hundredvis af år, hvad de må og ikke må. En messiansk jøde fortalte, at han blev vred over at opleve, at araberne roligt kunne tage med bussen i hans kvarter, men at han selv blev spyttet på, når han gik igennem deres.

Efter 3 overnatninger i ørkenen blev vi kørt til et hotel i den jordanske storby Aqaba, hvor vi tog et langt, varmt og velfortjent bad og derefter tilbragte den sidste aften sammen ved bl.a. at fejre nadver sammen. Som en god folkekirkegænger er jeg ikke lige så vant til en så uhøjtidelig og ta-selv-agtig nadver! Men stort var det - at se palæstinenserne og israelerne dele brødet og bede for hinanden og for forsoning i deres land. En pige sagde om turen, at hun følte, hun havde set nogle glimt af, hvordan himlen er.

Nu er vi så tilbage på pinden på Musahalas kontor i Talpiyot, hvor vi forsøger at finde os selv og vores rolle. Der går stadig lidt tid, inden vi kan kaste os over vores eget projekt med ledertræning på Vestbredden, så vi må væbne os lidt med tålmodighed - som med så mange andre ting i dette land!
Rigtig god weekend.

-Louise

2006-10-06T21:42:00.000+02:00

Saa er vi floejet... eller det gjorde vi i tirsdags, mere praecist kl. 17.05 fra Billund. Vi var saa heldige at Lufthansa havde overbukket turen til Tel Aviv, saa vi fik lige en mellemlanding paa et 5-stjernet hotel i Frankfurt, ikke daarligt, ikke daarligt... eller maaske lige bortset fra at vi saa kom senere til Tel Aviv... hmm. Under alle omstaendigheder levede vi som konger i det doegn vi havde i Frankfurt.

Onsdag skulle vi saa videre til tel Aviv,og det skulle straks vise sig at vaere mere kompliceret. Her havde vi nemlig vores foerste moede med ortodokse joeder. Jaa, for det er nemlig ikke helt simpelt at finde et sted at sidde, naar man nu ikke maa sidde ved siden af en kvinde... saa det blev til en del rykken rundt. Det skal saa ogsaa siges,at der var nogle problemer med boardingen. Men vi kom da afsted, en time senere end beregnet, men hvad skidt, vi kan vel ligesaa godt vaenne os lidt til detmellemoestlige tidsbegreb foerst som sidst.

Naa, men vi ankom saa til Tel Aviv, hvor vi desvaerre blev tilbageholdt, og fik smidt en masse spoergsmaal i hovedet. Det endte med vi var godt rundt paa gulvet,og jeg ved ikke rigtig hvad de fik ud af det. Mens det stod paa, var det ret ubehageligt, men som de selv siger: "Det er for jeres egen sikkerhed..."

- Hanna

De foerste par dage i Jerusalem

2006-10-06T21:36:00.000+02:00

Da vi onsdag eftermiddag langt om laenge slap ud af forhoeret i den ellers meget smukke lufthavn i Tel Aviv, blev vi hentet af Louise (administrator paa Musalaha kontoret), som tog os med til Jerusulem - helt praecist Revadim 25 i Talpiyot, som altsaa bliver vores adresse det naeste lille aars tid. Vi bor i en kaelder hos en religioes joedisk familie med en relativt stor boerneflok (at doemme efter lydene). Men indtil videre har vi nu kun moedt manden i huset, som virker rigtig flink og allerede har inviteret os paa middag engang i loebet af loevhyttefesten (sukkot), som netop er startet i dag. Det er en hoejtid, der skal minde joederne om de 40 aar i oerkenen, hvor de boede i primitive hytter men modtog fra Guds haand, hvad de havde brug for.

Torsdag blev vi saa introduceret paa Musalaha kontoret, som heldigvis kun ligger 5-10 minutters gang fra Revadim 25. Indtil videre kan vi kun finde hen til kontoret og til supermarkedet - det er virkelig svaert at skelne bygninger osv fra hinanden, naar alt det skrevne bare er volapyk for os! Jeg ved ikke om vi faar tid til at at blive gode venner med de hebraiske bogstaver, men det kunne nu vaere ret praktisk! Jeg glaeder mig meget til at laere byen at bedre kende og til rigtigt at komme i gang med vores arbejde, men det maa vente lidt endnu, for i foerste omgang staar den paa 5-dages oerkentur i Jordan, som vi skal afsted paa imorgen. Rigtig god weekend!

-Louise

Klar parat start!

2006-10-06T21:05:00.000+02:00

Jubii, saa er vores blog skudt igang. Vi haaber at dette fremover bliver stedet, hvor vi serverer friske anekdoter, reportager, billeder og kommentarer fra Israel, hvor vi har taenkt os at opholde os de naeste 9-10 maaneder. Dog vil vi allerede paa forhaand beklage forsinkelser, diverse tekniske fejl og mangler og ikke mindste fravaeret af visse danske bogstaver. Men her er vi altsaa. Enjoy!