Elementer fra en sommerlejr

Løbelege...

Sodavandsis....

Vandballoner...

Mere vand...
Gipsfigurer...
Kommunikationsmiddel...

En hel del crocs...

og pizza!

Bortset fra crocs'ene (eller hva? Fortæl mig venligst ikke, at den dille er blevet lige så udbredt derhjemme som hernede...!?) lyder det jo som enhver anden, dansk sommerlejr.

Forskellen er, at på Musalaha's kids' camp taler mange af børnene ikke samme sprog, og at de kommer fra to forskellige etniske og kulturelle grupper, som bekæmper hinanden.

Men sådan behøver det jo ikke at være. Med sommerlejren vil vi gerne give børnene en oplevelse af, at de godt kan have det sjovt sammen og bede til den samme Gud selvom mange forsøger at putte dem i hver sin kasse.

Et kig ind på Magen

Peberfrugt-frøs-plantning - fra venstre: Yael, Edna og Nomi. I baggrunden: Shmulik.

I løbet af de sidste 5 måneder har Louise og jeg arbejdet hver en dag om ugen på en institution for mentalt handicappede, som hedder Bet Magen. I starten krævede det lidt tilpasning, og eftersom jeg en dag om ugen ikke er meget, tog det noget tid at lære beboerne og deres rutiner at kende. Men nu går det bedre - meget bedre. Der er stadigvæk en del sprogforvirring, da beboerne kun taler hebraisk, og mit hebraiske ordforråd mildest talt er sparsomt, men det er fantastisk så meget man kan få sagt med fagter og ansigtsudtryk. Ronit med sin nye taske

Vores opgave som volontører på Magen er; at hygge med beboerne, give dem opmærksomhed og lave aktiviteter med dem. Det er lige til at holde til, og faktisk også ret sjovt. Igår plantede vi f.eks. peberfrugt-frø i håb om at de vil spire, og give endnu flere peberfrugter end vi allerede har i forvejen:) Derudover dansede vi og så hjalp jeg Ronit med at sy en lille taske. Ja, på Magen er hver dag en fest - ihvertfald for nogle beboere - og det er sjældent jeg ikke er i godt humør, når jeg kommer hjem derfra.Yael foran radioen

Alle beboerne har deres små finurligheder, som jeg indimellem more mig vældigt over. Der er f.eks Yael, som bare elsker at stå foran radioen med sin smarte hat, mens hun rokker lidt med numsen og griner af sangene i radioen. Så er der også Timor, som kun kan en sætning på engelsk; "I love you too" - som bliver brugt tit og ofte, og til hvilken man vel kun kan svare "I love you too"... Der er også Gita. Hendes mor overlevede Holocaust og havde derefter altid noget mad gemt et eller andet sted. Dette gør Gita hende efter, og har derfor altid et par skiver brød i blusen og lidt gennemhakkede grøntsager i en pose under sin stol - og ve den der forsøger at tage det fra hende! Og Avner, som er bange for at falde, og derfor altid går rundt lidt ligesom spejderman... og jeg kunne blive ved. Med eller uden alle deres finurligheder - man kan simpelthen ikke andet end at holde af dem! Frække Abudi, med glimt i øjet...

Arab Republic of Egypt

Flere stempler i passet. Så har Hanna og jeg endnu engang været på tur - denne gang på det afrikanske kontinent, sammen med Mette og Martin, finske Hannah og wannabe svenskeren Anna.

Turen gik først til hovedstaden Cairo, som mange mener, er en lidet charmerende by pga. dens uoverskuelige størrelse (20 mio. mennesker) og megen forurening (3 mio. køretøjer). Jeg blev nu meget positivt overrasket over mødet med de flinke og hjælpsomme egyptere, men efter to dage i det trafikale kaos længtes jeg inderligt (især som fodgænger) tilbage til Ramallah, hvor bilerne for det meste standser for rødt.

Kaos er måske ikke det rigtige ord, for jo vist er der flow i trafikken, men de har bare deres helt eget system: 1) Kør i den retning, du skal (dvs. skal du til venstre i rundkørslen, så tager du selvfølgelig den lige vej). 2) Hvis der kommer noget i vejen, så giv tegn med horn og lygter. 3) Hvis ikke det hjælper, så brems hårdt op og giv tegn med horn og lygter.

I Cairo så vi både den koptiske (kristne) del af byen (kopterne udgør ca. 10% af den egyptiske befolkning og ser i øvrigt ikke sig selv som arabere) og den islamiske del. Her i en af de mægtigt store og ældgamle moskéer er der ved at blive gjort klar til fredagsbøn. Eller... det var vist meningen.

En spytklat udenfor Cairo, i Giza, ligger det, som alle forbinder Egypten med. Vi udforsker Kheops pyramiden.
Men Giza pyramiderne er også et sted, hvor man nærmest falder oven i alle de dumme turister, så man kan forholdsvist hurtigt blive færdig der... (videre ind i skyggen)

Efter to dage i Cairo hoppede vi på nattoget til Luxor, hvor vi endnu en gang fik bekræftet, at egypterne virkelig har forstand på kundeservice. I toget blev morgenmaden og aftensmaden serveret og sengen slået op og ned af en storsmilende og uhørt høflig tjener, der lignede Flemming Jensen på en prik.

Ved stationen i Luxor var vi knap nok trådt ned på perronen, før vi blev vi mødt af endnu en smilende mand (denne gang så sort som en neeeger, men vi var jo også kommet syd på) med et skilt, hvor der stod Martian (hvillken betyder marsmand). Så det måtte jo være os, tænkte Martin og hans harem.

I Luxor var vi lige ved at blive slået ud af de +40 grader (eller hvor varmt der nu er, når man kan drikke 4½ liter vand om dagen uden at gå mere på toilettet end vanligt). Men vi klarede os på en eller anden måde alligevel igennen dagen (tak for hjælpen swimming pool) indtil midt på eftermiddagen, hvor vi mødtes med vores guide i lobbyen (og der havde han i øvrigt siddet de sidste 20 minutter bare for at nyde hotellets aircondition).

Karnak templet - et fantastisk byggeri. Jeg lærte en masse om egyptiske guder, som jeg vist desværre allerede har glemt igen.

Den udgravede del af en 3 km lang sphinx allé, som engang forbandt Karnak templet og Luxor Tempel.Det meste af Egypten er ørken, men langs Nilen er der meget frodigt, og på disse 5% af landets areal bor mere end 95% af befolkningen.

En af de mange restaurant besøg - ca. 15 kr pr mand.

Hannah og Hanna på Nilen.

Efter en dag på Vestbredden (altså Nilens), hvor vi så nogle fantastiske kongegrave, drog vi nordpå igen. Vores gentleman af en travel agent fulgte os selvfølgelig helt ind i toget. Vi var skam i trygge hænder! (Mens vi stod og ventede på toget, udbrød han spontant "oh sorry" da nogle af vores vandflasker fald ned af bænken... og han stod altså mindst 5 meter væk!)

Den bumlende hjemtur i minibus over Sinai ørkenen blev temmelig lang for nogle af os. Hannah havde rygproblemer, jeg fik den ventede omgang diarré, og Hanna blev ramt af en mindre hjernerystelse. Men også her viste egypterne sig venlige og hjælpsomme - en af de lokale medrejsende fulgte mig til toiletdøren hver eneste gang!

Den sidste nat inden vi krydsede grænsen (som i øvrigt gik fantastisk godt takket være vores multiple entry visa - det eneste, jeg blev spurgt om, var: Taler du engelsk?) til israel, tilbragte vi et temmeligt eksotisk sted i bambushytter ved det røde hav.

Ude godt, hjemme bedst. Vestjerusalem føles i hvert fald meget hjemligt, når man kommer tilbage fra Egypten, hvor man for hvert andet skridt man tager på gaden hører kommentarer som "Welcome, welcome", "Where are you from", "You are beautiful", "Excuse me, very good price" og mange andre desperate forsøg på at få kontakt til eller få solgt en souvenir dims til en af de mange turister. Det interessante er, at det også er pigerne, som vender sig på gaden, lyser op i et smil og udbryder "Hellooo", når de ser udlændingene i gadebilledet. Vi så nok lige så mange tildækkede kvinder i Egypten, som vi ser til daglig i Østjerusalem og Betlehem, men de virkede bemærkelsesværdigt friere og mindre bekymrede i Egypten.

Galilæa-tur i billeder

Bebudelseskirken - Jomfru Maria på japansk
Ja, Nazaret er en blandet by.
Endnu en af de mange kirker, vi så - Saligprisningernes Bjerg.
Vi var ikke de eneste på Galilæa-tur!

Eftertænksomhed ved Genesaret Sø.

Synagogen i Kapernaum.

Rester fra 67-krigen - en moske i Golanhøjderne.

Gamla Naturpark - Israels største vandfald.
Ved stranden i Haifa.
Pastor Olsen i selskab med Luther.

Og her skulle vi så have haft et glimt fra vores fantatiske rafting-tur på Jordanfloden... men dén tur sagde kameraet desværre nej tak til. Men prøv at forestille jer Olsenbanden og alle volontørerne iklædt styrthjelme, redningsveste og padleårer, der suser ned igennem bølgerne mens de klamrer sig fast til en gul gummibåd og råber: Forward hard! Så er I ved at være der.

Procession - igen igen

Glædelig påske!

Det er vist ikke for tidligt at få sagt... Det blev godt nok ikke til så meget påske fejring i Jerusalem, men jeg har lige lyst til at dele nogle billeder med jer, som jeg tog Palmesøndag. Hvert år samles alle de forskellige kirkeretninger, for at gå i procession fra Oliebjerget og ind i den gamle by. Jeg tror, de har et eller andet med processioner hernede - jeg har efterhånden oplevet nogle stykker, og det var ikke fordi jeg glædede mig vildt meget til denne palmesøndagsvandring. Men men, man kan jo blive overrasket. Festlige faner, sange på alverdens forskellige sprog, dansende munke og nonner, palmeblade over det hele og bare generelt feststemning gjorde det til en fantastisk dag.

Til daglig er de forskellige kirkeretninger hernede ikke voldsomt begejstrede for hinanden. Derfor synes jeg også, det var rigtig dejligt at opleve, at vi kunne gå og lovsynge sammen, og at vi her i påsken trods alt er sammen om at fejre Jesu død og opstandelse. Man føler sig ret lille, når en så stor flok samles, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan Jesus må have oplevet det, da han kom ridende ind i byen. På det tidspunkt var han midtpunktet for deres fejring, men vidste godt, hvad der skulle ske bare en uge senere. Egentligt synes jeg ikke det er så mærkeligt, at han kom sagtmodigt ridende ind i byen... Glædelig påske!

Påske i kamelperspektiv

Kravle i klipper, få vabler, sand i soveposen, drikke litervis af vand, blive solskoldet og komme væk fra det pulserende byliv: Tiden var endnu engang kommet til at udforske ørkenlandskabet.

Bussen startede ud i Nazaret lørdag morgen, og derefter gik det hele vejen ned gennem landet til Haifa, Netanya, Tel Aviv, Jerusalem og Jeriko for at opsamle de 13-17-årige jødiske, palæstinensiske og israelsk-arabiske deltagere på Musalahas Desert Encounter. Da bussen var fyldt godt op, fortsatte vi videre langs det døde hav igennem Negev ørkenen til campen 'Chai Bar' ved Eilat på Israels sydspids.

Her indtog vi pitabrød og humus, og efter et par navnelege og nogle lovsange lagde vi os til rette i soveposerne under den åbne himmel. Vi forsøgte vores bedste at trodse kulde og sandfygen for at samle kræfter til vore første hike eventyr.


Søndagens hike viste sig at være mere bjergbestigning end gåtur, og den blev en prøve på tålmodigheden og højdeskrækken mere end på kondien. For det kan godt skabe en del ventetid, når 43 mennesker skal ned af den ene stejle og smalle bjergsidesti efter den anden, hvor man må træde hvert eneste skridt varsomt for ikke at skride. Men storslået det var det. Fra et af udsigtspunkterne kunne vi se til både Jordan, Saudi Arabien og Egypten.

En af hjælpelederne 'Yura' er i gang med at aftjene sin 3-årige værnepligt og skal tilsyneladende have sit gevær med overalt, hvor han går. Men efterhånden som dagene gik, fandt man det liggende og flyde flere og flere forskellige steder. Smidt på jorden eller hængt på en kamel, og til sidst så man endda en palæstinenser bære rundt på det! Fra et forsoningperspektiv var det en glædelig udvikling, hvad angår landets sikkerhed, ved jeg ikke...!


Vores anden hike, som strakte sig over 2 dage, var en rigtig ørkenvandring. Anført af hippie-guider, kameler og hunde fra vores camp vandrede vi under den brændende sol afsted ind i ørkenen. Vi gik og gik, og derefter gik vi lidt mere. Sidst på eftermiddagen slog vi lejr ved foden af en stor sandbanke, og havde man ikke brugt nok energi den dag, kunne man jo så bestige den så mange gange, man ville.

Eller gå i gang med at skære grønsager til aftensmaden.

Nogen havde fortjent en slapper mere end andre.

Efter endnu en kølig nats søvn vandrede vi tirsdag morgen tilbage til vores camp, hvor pigerne måtte modstå fristelsen til at tage et bad og i stedet hoppe på bussen med det samme, som kørte af sted nordpå til vores respektive hjembyer.



Udover gåture og kamelridning bød de fire dage også på lege, bibelundervisning, lovsang, lejrbål, sprogudveksling og madlavning, og hensigten med alt dette var naturligvis nye venskaber og en bedre forståelse for mine kristne brødre og søstre på den anden side konflikten. To af deltagerne tog på en særlig måde budskabet om forsoning til sig - det endte med en lille jødisk- arabisk romance! (Men det var altså ikke planlagt fra vores side!!)

Bortset fra de kolde nætter var alle strabadserne en sand fornøjelse, men jeg kunne ikke helt lade være med at sammenligne turen med vores Young Adults (18+) tur til Jordan i oktober og ærgre mig over, at der ikke var den samme seriøse interesse for forsoningsaspektet blandt teenagerne. Men omvendt har sådan en flok omvandrende hormonbomber nu også sin charme: Hvin og fnis hver gang kamelerne rejste sig op med piger på ryggen, og selvfølgelig mande-deo ud i hele bussen!