Alt godt fra Århus

Av, det gik ondt at sige farvel. Men hjem skulle vi. Så nu er svedige, sindsoprivende, kaotiske Jerusalem blevet byttet ud med et nydeligt, søvndyssende, regnfuldt rækkehuskvarter i Brabrand.

- I hvert fald for en kort stund, inden jeg drager videre til hovedstaden. Men til Mellemøsten går turen ikke lige foreløbig. Dermed er det desværre slut med friske og mindre friske reportager og refleksioner fra det Hellige Land.

Så derfor: Tak af hjertet til alle trofaste såvel som sporadiske læsere. Tak for alle de opmuntrende kommentarer. Det har været uvurderligt at kunne komme af med tanker og indtryk her på bloggen!

Og hvordan er det så at være hjemme igen?
Hm, den største forandring lige nu består nok ikke i et mega kulturchok men slet og ret den bratte overgang fra de sidste intense og travle måneder i Jerusalem til en helt blank kalender (som dog er ved at være godt med igen) i Danmark.

Men udover de stille formiddage og de spredte byger (godt nok var et drop i temperaturen forventet, men helt ærligt, det her er jo april-vejr og har intet med sommer at gøre!!) er der selvfølgelig en masse små ting, som man lige skal vænne sig til. Her er lige et par erfaringer fra min færden i Århus indtil videre:

-Man skal huske at veje druerne selv
-Dankortbrug – det kan være tricky, med chip og alt det der!
-Bybussen kører med sneglefart, og man skal gå ind bag i.
-SuperBest har fået nyt design
-Alle omkring én kan forstå, hvad man siger – hvor blev privatlivet af!?

Jeg tror nu nok, jeg kommer hurtigt efter det meste! Men selvom jeg hurtigt vænner mig til at være dansker igen, så bliver jeg aldrig helt den samme som før. Jeg vil altid se lidt anderledes på de arabiske nydanskere, når jeg ser dem på gaden – det er jo som om, jeg allerede kender dem! Og jeg vil altid spidse ørerne ekstra, når de taler om Mellemøstkonflikten i nyhederne.

Mam, do you have other electronic devices in this bag?
Og til sidst en lille opdatering om lufthavnsbegivenhederne:
Min fikse idé med at rense ud for arabiske elementer hjalp vist ikke. Jeg blev i hvert fald stemplet som ”naiv blondine – potentiel bombemedbringer” allerede inden taskerne blev åbnet. Ved køen til check-in blev der efter et kort forhør uddelt klistermærker til alle tasker, og så var dét løb kørt: Alt mit bagage skulle rodes GRUNDIGT igennem og igennem detektoren op til flere gange. De 3 andre slap noget lettere igennem. Men så kunne jeg til gengæld også springe resten af køen til check-in over, og der kom ikke flere lede spørgsmål om vores aktiviteter i Israel eller på Vestbredden.

Godt, så nåede vi også lige op på 4 indlæg i juli…

Mit kamera er desværre på vej på operationsbordet, så I må nøjes med det her gamle billede: (skovtur i Betlehem)

Jeg - en aktivist?

Dem er Israel ikke vilde med. Altså aktivister. Sådan nogle der demonstrerer mod besættelsen og forhindrer hæren i at operere. Eller hvad de nu laver - hvad ved jeg, jeg hører jo ikke til en af dem! Hvis jeg da selv skal sige det. Men det er jo aldrig til at vide, hvordan
sikkerhedsfolkene i lufthavnen ser på sagen…

Okay: Det handler om, at jeg virkelig frygter forhøret i lufthavnen om et par dage… Jeg har ikke prøvet det før, men har hørt at det skulle være lidt skræmmende, og at man mindst får rodet al sin bagage igennem og en masse kritiske spørgsmål i hovedet.

Så i et forsøg på at mindske enhver mistanke om at jeg skulle være et irritationselement for staten Israel eller en trussel for flyets sikkerhed, har jeg været ved at skrabe alt mine ting sammen, som lugter af arabisk kultur eller interesse i Mellemøstkonflikten. Jeg ved ikke, om det hjælper noget – det er trods alt ikke forbudt at lære arabisk - men når jeg nu alligevel skal sende noget af alt mit ragelse hjem med snail mail, så kan det jo lige så godt være dét...

Og der er faktisk mere araber-ragelse end jeg lige kunne huske:
Partisanertørklæde, bøger om konflikten, peace T-shirt, arabiske lærebøger og cd’er, informationsmateriale fra en venstreorienteret fredsbevægelse mm.
Måske er der en lille aktivist gemt i mig! Men i så fald er den identitet i hvert fald sendt hjem til Danmark nu. Tilbage i kufferten er der kun uskyldige souvenirs som Jesus-sandaler, Ahava creme, Hebron-glas og en bunke farverige tørklæder. Ben Gurion Airport - here I come!

Nuvel, måske slipper jeg ikke helt så nemt alligevel, men nu har jeg da gjort et forsøg.

På sammenbruddets rand - eller...

For halvanden uge siden modtog vi en email fra repræsentationskontoret i Ramallah (en slags ambassade), hvori der stod, at der er et massivt sikkerhedssammenbrud i gang på Vestbredden karakteriseret ved angreb på Hamas og Hamas ejendomme, kidnapninger, overfald, sammenstød i gaderne osv., desuden er vreden mod det internationale samfund ved at blusse op, hvilket gør det endnu mere usikkert for udlændinge at færdes der.

(...bare rolig - dette billede har jeg ikke selv taget!)

Ikke desto mindre tog vi alligevel til Ramallah fredag morgen. Vi havde ringet og spurgt Nader og Ala' (vores to kollegaer i Ramallah) hvordan situationen var deroppe, og efter deres udsagn var der meget stille og roligt. Derfor besluttede vi at tage op og møde Nader ved Qalandiya (hovedcheckpointen til Ramallah), og hvis vi ikke følte os trygge ved det, kunne vi vende om der. Men ganske som Nader og Ala' havde sagt, fortsatte livet i Ramallah som det altid har gjort. Som Nader bagefter fortalte os; Alle folk venter nu på at se, hvad der vil ske om 30 dage, når den midlertidige palæstinensiske regering ikke længere kan regere. Derfor har byen lagt sig forholdsvis til ro, i en midlertidig dvale.

Efter at vi havde afsluttet vores møde om træningskurset, havde de en overraskelse til os. I en lille landsby, Jifna, lige udenfor Ramallah var der nemlig abrikosfestival, og der skulle vi da lige ud. Selve festivalen er et tilbagevendende arrangement, som bliver fejret hvert år, når abrikoshøsten er overstået. Og festligt var det bestemt. Udover mulighed for at købe abrikoser, var der forskellige boder og en stor scene, hvor både klovne og dabgah-dansere (traditionel palæstinensisk dans) optrådte og bandet G-town gav koncert.

Dette billede er godt nok fra et andet arrangement, men det er G-town der optræder...

I denne weekend gjorde vi det så igen - tog til Ramallah. Denne gang for at fejre Skt. Hans. En dansker som bor i Ramallah havde inviteret alt og alle til fest. Og det blev en Skt. Hans med maner. Fri buffet og bar, sangark med gode danske sange - dog også oversat til engelsk, så alle havde en chance for at synge med, båltale, hekseafbrænding, snobrød, skumfiduser og jeg kunne blive ved.

Så min konklusion på dette indlæg må blive; at selvom der snakkes om sikkerhedssammenbrud og sammenstød over hele Vestbredden, går livet alligevel sin gang. Jo, der er flere hætteklædte bevæbnede mænd i gaderne, og jo, hvis der ikke sker noget, er jeg bange for, at Vestbredden mere og mere kommer til at ligne Gaza. Men for at kunne overleve rent mentalt, bliver palæstinenserne nødt til at fortsætte deres liv, så godt som de kan. Og derfor er der også stadigvæk mange spændende arrangementer og fascinerende mennesker som er værd at besøge på Vestbredden.

Fra venstre: Louise, Thomas, Ala' og Nader til Skt. Hans fest

20 ting jeg elsker

Lige for tiden kan man ikke ligefrem beskylde skribenterne for at være hyperaktive her på bloggen. Det skyldes, at vi har travlt med at nyde den sidste måneds tid her i Israel og slå knude på alle de løse ender, som vi har skabt i løbet året.

Men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg er begyndt at tænke fremad og glæder mig overordentligt meget til at sætte fødderne på dansk grund igen.

I sådan en opbrudstid kan man ikke undgå at gøre sig nogle tanker om det at sige farvel til den mellemøstlige hverdag og goddag til den danske trummerum.

10 ting jeg elsker ved Israel/Palæstina
- At ingen opdager noget, hvis man kommer 10 min. for sent
- Palæstinensisk gæstfrihed
- Israelsk ligefremhed
- Humus
- Vandmelon til en 10’er
- Multinationalt miljø
- Ørken
- At gå i Jesus’ fodspor
- Yalla yalla
- At religion i det offentlige rum er en selvfølgelighed

10 ting jeg elsker ved Danmark
- At man ved, hvornår bussen kører
- Kundeservice - det bliver stort at gense de smilende Føtex-damer!
- At vandet fra vandhanen smager dejligt
- Cykelstier
- At man kan køre med bus, tage på cafe og gå i biografen på den ugentlige helligdag
- Rugbrød og varm leverpostej
- ”Næste kunde” – skiltene, der adskiller kundernes varer
- At man må putte toiletpapir i toilettet
- At man selv kan læse sig til, hvad der er for noget kød i pakken
- At kunne hæve over beløbet

Fluen på væggen

Den lille araberbus flyver afsted i et hæsblæsende tempo mod checkpointen. Vi vælter lidt rundt i sæderne, på vej til den 9. workshop i Betlehem. For at komme igennem checkpointen behøver vi bare vise bagsiden af vores pas, derefter går vi gennem muren ned mod de ventende taxachauffører, der allesammen gerne vil vise os Fødselskirken for en skyhøj pris. Vi begynder at gå og snart kommer der en taxa, der kan tage os til Cafe Sima for kun 9 shekel.

På cafeen, en hyggelig lille oase midt i alt det triste, mødes vi med Jamal og George (to kollegaer i Betlehem) for at gennemgå dagens program og sætte Kristine (underviseren) ind i det hele. Efter en lækker milkshake går vi den korte tur til Betlehem Hotel, hvor vi har et mødelokale. Der er stadigvæk stille da vi ankommer. Kun en af deltagerne er ankommet, og han er kommet tidligt for at invitere os til et ungdomsarrangement arrangeret af hans kirke.

Mens vi gør os klar, begynder folk ligeså stille at dukke op. Rummet bliver fyldt af småsnak og latter, og de arabiske hilsner marhaba, kief halik, sju l'akhba og mange flere flyver gennem luften. For mig virker det lidt ligesom en leg. Hvor mange hilsner kan du nå at få fyret af, inden personen du står overfor overhovedet får åbnet munden? For en araber er svaret; ufattelig mange!

Klokken viser nu 10 over 4, ca. halvdelen er kommet og vi går så småt i gang. Jamal indleder, som enhver anden mødeleder, med en joke, som kun han selv griner af. Der er stadigvæk meget uro i rummet og det summer af dæmpede samtaler. Et forsøg på at aftale en dag, hvor vi kan mødes til grillfest, udskydes. Det er simpelthen umuligt at blive enige! Endelig bliver emnet konfliktløsning præsenteret og Kristine får ordet. Her en halv time senere er alle efterhånden dukket op.

Til at starte med, bliver vi stillet overfor en konflikt, som vi skal løse i grupper to og to. Det tager noget tid før alle er med på, hvad det går ud på, og man kan godt mærke, at de ikke er så vandt til gruppearbejde. Men opgaven bliver løst, og der bliver jubel, da det viser sig, at de her i Betlehem klarede det bedre end i Ramallah.

Vi bliver nu stillet en anden opgave. To og to skal vi dele en konflikt, som vi har været igennem eller som vi er i, og finde en metafor for denne konflikt, f.eks. kamp, rod eller leg. Da de får at vide, at de ikke må bruge konflikten mellem Israel og Palæstina, bliver opgaven ligepludselig meget sværere. Kun 2 af de 30 deltagerne kan komme op med en konflikt. Jeg synes egentligt det er lidt tankevækkende, at den store konflikt er så altoverskyggende for dem.

Pludselig bryder en af deltagerne ind med et istiraha - break, og den samtale, der indtil nu bare var dæmpet, bryder ud i lys lue. Nogle haster ud for at få sig en kop kaffe og en sød, lidt halvtør kage. Folk hilser igen på hinanden, for der er jo kommet flere til siden vi startede, og de skal da også lige have en håndfuld hilsner.

Efter pausen er det svært at få ro på igen, men da Kristine begynder at tale om det åndelige aspekt i konflikt, bliver rummet forbavsende stille. Det er tydeligt at mærke, at dette er helt nyt for dem, og det, at der er en kristen måde at agere på i en konflikt, virker til at gøre indtryk. Det er dog ikke længe roen holder. Der er noget galt med air conditionen og lokalet er efterhånden ved at være ret koldt. Mens Kristine ufortrødent fortsætter undervisningen, gør op til flere af deltagerne ihærdige forsøg på at normalisere temperaturen, uden det dog lykkes for nogen. Én fryser så meget, at hun sidder og halvt gemmer sig under dugen på bordet.

Hele vejen igennem har jeg moret mig lidt over Kristine og Jamal. Kristine med sin milde fremtoning og meget kontrollerede stemmeføring på den ene side, og Jamal med sit enorme kropssprog og stemme, der bliver kraftigere og kraftigere, efterhånden som han får talt sig varm. Som de står der, viser de egentligt meget godt forskellen på vestlig og arabisk kultur! Jamal skal egentligt bare oversætte, men jeg skal da lige love for, at også fremføringen bliver oversat til arabisk.

Til sidst slutter Kristine af med at slå fast, at deltagerne som kristne er Guds håb i denne uoverskuelige og nærmest håbløse konflikt. Selvom det for mig virker som en noget ukoncentreret workshop, kommer mange op og takker Kristine bagefter, og for mange af deltagerne er det her helt nyt og meget spændende stof.

På ny kan jeg slå fast, at undervisningkulturen for palæstinenserne er noget anderledes end hvad jeg er vandt til. Workshoppen har dog også gjort indtryk på mig - endnu engang er jeg blevet slået over, hvor stor indflydelse "den store konflikt" har på palæstinenserne, hvor meget den påvirker deres identitet og tankegang.

Lidt jødisk perspektiv

Ubalance
Det er en kendsgerning, at Louise og jeg tilbringer mere tid sammen med palæstinensere end med israelere. Derfor hører vi naturligvis også mest om situationen hernede set fra en palæstinensisk synsvinkel. I det daglige er det nemt at se, hvordan palæstinensernes hverdag bliver besværliggjort af israelerne. Det er derimod ikke så nemt at se, hvordan den enkelte israeler bliver påvirket af situationen.

Jeg skal ærligt indrømme, at det falder mig lettere at sympatisere med palæstinenserne end israelerne. Gang på gang tager jeg mig selv i at blive irriteret og sur på de israelske soldater ved bl.a. checkpointsene. Jeg må med skam erkende, at jeg glemmer de ganske almindelige mennesker under uniformerne.

At lære af historien
Men i løbet af denne uge, er mit fokus blevet rettet mere ind på israelerne. I mandags sad jeg i en israelsk bus på vej ind til byen, da al trafik pludselig stoppede. Alle folk stod ud af bilerne, i bussen rejste alle sig op, og der var stilhed i to minutter. Jeg var ikke helt klar over, hvad der foregik, men af den højtidelige og følelsesladede stemning kunne jeg godt fornemme, at det var noget specielt og vigtigt. Da jeg kom tilbage til Musalahas kontor, kunne de fortælle, at det var mindedag for Holocaust.

Hos næsten alle jøder sidder bevidstheden om Holocaust lige under overfladen. Hvad der skete dengang har en enorm betydning for deres selvopfattelse, og de sørger stadigvæk over overgrebet. Holocaust er noget alle jøder er fælles om, også de der ikke selv oplevede det. Selvfølgelig synes jeg det er vigtigt ikke at glemme, hvad der skete. Det var en tragedie, som ikke gerne skulle gentage sig.

Men når det er sagt, gør det mig også trist at se, hvordan israelerne idag behandler deres naboer. Det er godt at mindes og huske, men man bliver også nødt til at tage et skridt videre og lære af det. Ikke holde sig selv fast i smerten og offerrollen, og det gælder sådan set for både israelerne og palæstinenserne.

Konservativ messiansk jødedom
En anden ting, jeg har haft meget svært ved at forstå, er, hvorfor nogle af de messianske jøder vælger at overholde mange af budene fra GT. I onsdags i præstelejligheden havde vi så besøg af David Friedmann - en messiansk jøde. Han fortalte, at grunden til at hans familie overholder kosher (de jødiske spiseregler) er, at de gerne vil holde deres hjem åbent for alle. Mange religiøse jøder vil ikke engang gå ind i et hjem, hvor køkkenet ikke er kosher. Derfor havde de valgt at overholde kosher.

David Friedmann fortalte også, at grunden til han bærer kippa er for at minde sig selv om, at der er en i denne verden, som er større end ham selv - Gud. Ja, det gav et lidt andet perspektiv, end at overholde budene for at vinde frelse hos Gud. For det er jo stik imod essensen i kristendommen. Jesus vandt over døden, så vi kan leve videre selvom vi dør. Han gjorde det fordi han elsker os og vi kan få del i det uden at betale en øre! Det er da et godt tilbud...

Vi har det jo godt

Nogle gange ville jeg ønske, det var muligt, at tage jer med rundt til nogle af alle de dejlige og spændende mennesker vi møder. For vi møder virkelig mange gæstfri mennesker, der ofte har en spændende historie og meget på hjerte.

I mandags var en af de dage. Vi var på vej hjem fra skolen i Betlehem, da vi på den anden side af vejen fik øje på en der hedder Sabha. Hun er en blind kvinde, som vi har mødt i Baraka Church i Betlehem (en presbyteriansk kirke). Vi gik over og sagde hej og blev med det samme inviteret hjem på en kop kaffe. Her var vi så heldige at få hendes historie.

Sabha er født ind i en muslimsk familie, som boede i en lille landsby, der nu ligger på Israelsk territorium. I 1948 flygter de til en flygtningelejr i den nordlige del af Vestbredden. Hendes far rejser videre til Quwait for at prøve at skaffe nogle penge til familien. Imens får Sabha mæslinger og mister synet pga. manglende lægehjælp og hendes mor dør. Nu får nogle slægtninge ansvaret for hende og hendes søskende. Slægtningene hører om en blindeskole i nærheden af Jerusalem. Det er en kristen skole og her kommer Sabha til at tilbringe de næste mange år. Hun lærer at læse blindskrift og lærer også mere og mere om kristendommen og den kærlighed Gud har til alle sine børn.

I tiden efter blindeskolen bor Sabha hos mange forskellige mennesker, der velvilligt stiller deres hjem til rådighed. På et tidspunkt hjælper nogle venlige mennesker hende med at finde det værelse i Betlehem, hvor hun nu bor. Da hun kom hertil, var vinduer, badeværelse og køkken i meget dårlig stand, og der var heller ikke noget gulv. Men det er der sidenhen blevet rettet op på, så hun nu har et rigtig dejligt lille sted at bo. Gang på gang nævner hun, hvor meget Gud har velsignet hende. Samtidig fortæller hun, at hendes far døde i en trafikulykke i Quwait, og at hun først fik det at vide flere måneder efter. Hun har ikke længere kontakt til noget familie. Tidligere ringede hun en gang imellem til hendes bror. Det gør hun ikke længere, for hun kan godt fornemme, at han ikke er så interesseret i at snakke, og nu er hun jo også blevet kristen.

Imens vi sidder og snakker banker det på døren, og en af hendes venner kigger indenfor med noget mad, som hans kone har lavet til hende. Sabha siger mange tak, og så snart han er ude af døren, tilbyder hun os noget af maden. Eller rettere sagt hun siger, at vi bare skal spise, og det gør ikke noget, hvis vi spiser det hele! Hun fortæller os også, at hun nogle gange ringer og spørger, om ham eller hans kone vil køre hende i kirke eller på arbejde. Så får hun nemlig en mulighed for at give dem lidt penge, og det har de hårdt brug for.

Hendes flydende engelskkundskaber har hun fra mange år med satelitfjernsyn, hvor hun elsker at høre kristne kanaler. "Og jeg har nok af dem", siger hun, mens hun stolt viser os de 22 forskellige kristne kanaler. Derudover elsker hun også at hækle - og hun er god til det! Men som hun siger: "Hvis jeg er træt en aften går jeg bare i seng, for jeg bestemmer jo selv".

Nu om stunder arbejder hun på en tøjfabrik i Beit Jala (en by der er vokset sammen med Betlehem) og nyder at hun har sit eget sted at bo. Hun tjener dog ikke nok penge til at betale husleje, men som hun siger: "Gud sørger altid for mig, derfor er jeg aldrig bange".

Da vi skal til og hjem, følger hun os lidt af vejen. Hun kender efterhånden vejen så godt, at hun ikke behøver sin stok. Da vi siger farvel, ønsker hun os Guds velsignelse og invitere os til at komme en anden gang.

Mens vi går i retning af checkpointen, er jeg i fantastisk godt humør og kan ikke lade være med at beundre Sabha. Når hun kan være så taknemmelig og tryg i Guds hænder, i en situation der er meget værre end min, så burde jeg vel også være glad for det jeg har, og ikke klage over en smule oversvømmelse nu og da...

Strøtanker

I går da vi sad på Musalahas kontor og snakkede over frokosten, drejede samtalen endnu engang ind på emnet: Israel-Palæstina konflikten. Det har den gjort så mange gange før, men i går kom Louise med denne udmelding: ”Jeg har bare fået nok af denne her konflikt. I starten var det spændende at dykke ned i problemstillingerne, men det er ikke engang spændende længere.” Og jeg må give hende ret. Jo mere jeg lærer om konflikten – jo mere kompliceret bliver det og fredsudsigten rykker længere og længere ud i fremtiden, hvor den snart forsvinder i horisonten.

Emnet kom på banen, fordi der sprang en selvmordsbombe i Eilat i går morges. Det er den første siden april sidste år. Jeg har lidt svært ved at forholde mig til det. Det virker som noget, der er sket i en helt anden verden. Når jeg kigger ud af vinduet ser Jerusalem ud som den plejer at gøre. Bilerne tøffer lidt rundt, holder i kø, dytter og folk går på gaderne, præcis som de gjorde, da vi kom hertil i oktober. Men alligevel fortæller nyhederne mig, at Israel er et land i krig, at tre mennesker blev dræbt i går og at en masse mennesker på Vestbredden og i Gaza lever under hårde vilkår, på kanten til borgerkrig... eller hvad?

Midt i alt det her, som virker så langt væk og håbløst, er det at jeg gang på gang ser vigtigheden af Musalahas arbejde. Det er vigtigt at se virkeligheden i øjnene og det er vigtigt at gøre noget, hvor der kan gøres noget. Det varmer mig langt inde, når jeg ser den oprigtige gensynsglæde mellem George og Micha, de gange hvor det kan lade sig gøre at mødes. På sådanne tidspunkter bliver jeg fyldt med håb og måske er vejen til fred netop et menneske af gangen med Gud som førerhund.

Bare lige lidt strøtanker...

Refleksioner over en midlertidigt absolut sandhed

I en postmoderne tid, hvor omtrent alle absolutte sandheder er blevet betvivlet, spiddet, vejet og fundet for lette, er der ikke ret meget, som hele menneskeheden kan blive enige om. Der er dog én kendsgerning, som jeg tror, hver eneste skabning kan skrive under på: Livet er skrøbeligt.

En sandhed, som til alle tider har været genstand for såvel stor fascination som stor fortvivlelse. Og en sandhed, som jeg synes at blive mindet om stadig oftere.

Jeg havde arabiske gloser i høretelefonerne og var på vej til shopping centeret, da han pludselig henvendte sig til mig og fortalte, at her i krydset var en fodgænger blevet påkørt for ganske få timer siden – vist nok død af det. Jeg kiggede mig undrende omkring - alt så normalt ud i krydset på Hebron Road, som vi dagligt bevæger os ud i for at komme på arbejde, købe ind eller tage bussen. Men jo, den var god nok: Dér stod en politimand i gang med at tage billeder af stedet. Jeg glemte med det samme alt om at nå over på den side af vejen for at fange den 12’er, jeg havde set komme kørende.

Af og til bliver vi revet ud af vores hverdagstrummerum og stillet os ansigt til ansigt med sandheden om det skrøbelige liv. Nogle gange på mere brutal vis end andre.

Det er den slags oplevelser, som får mig til at tænke på en linie fra TV2’s ”Big time og honning”: ”Hvis du kvæles i virkelighed, må du endelig sende bud”. Jeg har ingen forstand på digtanalyse, og jeg tør ikke gisne om, hvad Steffen Brandt tænkte på, da han skrev sangen. Men linien har sat sig fast. At kvæles i virkelighed. For er det ikke netop det, der sker, når vi oplever modgang, tab og lidelse? Vi overmandes af sandheden om det skrøbelige, sårbare og uforudsigelige liv.

Bliver denne sandhed mere påtrængende, hvis man befinder sig i Israel? Muligvis. Om mit hjerte begynder at hamre voldsomt, når jeg hører skud udenfor restauranten, hvor vi sidder i Ramallah? Så afgjort.

Mange israelere og arabere har så sandelig måttet sande livets skrøbelighed på en utrolig brutal og ubarmhjertig måde.

Men omvendt kunne et trafikuheld lige uden for min dør også være sket i Danmark. Sandheden om det skrøbelige liv er universel. Virkelighedens kvælertag får vi alle at mærke før eller siden.

Lunefulde lykke
Nu kan virkeligheden heldigvis også overmande på en positiv måde: Man kan blive beruset af den. Lige så uretfærdig, forfalden og kold som verden kan opleves, lige så betaget kan man blive af dens mageløse skønhed og kompleksitet. Lige så fortvivlet og ubærlig som ens tilværelse kan se ud, lige så befriende let og forunderlig kan den være, når lykken pludselig kommer dumpende. Eller i hvert fald glimt af den.

I løbet af min korte tid i Jerusalem har jeg nok fornemmet bitterheden og smerten, men jeg har også følt mig overvældet af at se nye dybder og sider af Guds omfattende skaberværk. Her oplever man en ufattelig stor grad af mangfoldighed indenfor et ganske lille område. Det er dybt berigende at møde så mange venlige, spændende, gæstfri, nysgerrige og påtrængende mennesker, og jeg fascineres af de mange forskellige sprog, hudfarver, hovedbeklædninger, baggrunde, traditioner og religioner.

I Jerusalem – som alle andre steder – opleves virkeligheden både kvælende og berusende.

Den gode nyhed er, at sandheden om det skrøbelige liv ikke forbliver absolut. Engang vil Gud skabe en ny jord, hvor livet IKKE kan gå i stykker. Det er det håb, vi må se hen til, når sandheden om det skrøbelige liv bliver for tung at bære.

Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det. Men I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd; jeg vil juble over Jerusalem og fryde mig over mit folk. Der høres ikke mere gråd eller skrig. (Es 65, 17-19)

Her er det så - vores projekt

Her var det så meningen, at der skulle komme en lille beretning fra min tur til Betlehem i går aftes. Men da jeg gik i gang med at skrive, gik det op for mig, at der er en del baggrundsviden om vores projekt, som vi vist ikke har fået fortalt om. Så jeg har besluttet mig at opdele indlægget i to. Her først en lille introduktion til vores projekt.

I løbet af efteråret har Hanna og jeg hjulpet vores palæstinensiske projektmedarbejdere (som forinden var i Danmark 1½ måned) i Betlehem og Ramallah med at planlægge et tværkirkeligt ledertræningskursus for kristne ungdomsledere, som skal gå i gang i det nye år. Så udover at hjælpe til på Musalahas kontor med forskellige praktiske og administrative opgaver, har vi har altså taget turen til Vestbredden i ny og næ for at diskutere programindhold, potentielle undervisere og deltagere mm.

Og hvad har ledertræningskurser så med forsoning at gøre, hvis det kun er for palæstinensere? Jo altså. Jeg ser flere formår med kurset.

1. Vi ønsker ”intern forsoning”.
Den israelsk-palæstinensiske strid er naturligvis den altoverskyggende konflikt hernede, og det at alle palæstinensere har den samme ”fjende og undertrykker” – Israel - er selvfølgelig med til at styrke deres sammenhold. Men når det er sagt, er der også interne spændinger og uenigheder i det palæstinensiske samfund. Kampene mellem Fatah og Hamas er et aktuelt eksempel på dette. Kristeligt Dagblads Allan Sørensen skriver: ”Det politiske opgør mellem Fatah og Hamas er i virkeligheden er en kamp om Det Palæstinensiske Selvstyres fremtidige sjæl: Skal det være en islamisk stat, sådan som Hamas ønsker det? Eller skal det være en moderat, vestligt orienteret og sekulær stat, sådan som Fatah ønsker det.”

Desuden er der spændinger mellem de palæstinensiske muslimer og det kristne mindretal – et problem som Musalaha for nyligt tog op ved at arrangere en ørkentur for kristne og muslimske ledere. Men også indenfor de kristnes egne rækker er der splid. Mange gange modarbejder ortodokse, katolikker, lutheranere og evangelikale hinanden i stedet for at samarbejde. Vi ønsker med kurset, at ungdomslederne udvider deres forståelse af kristne brødre og søstre til også at gælde kristne fra andre kirkesamfund. Vi håber at skabe en platform, hvor de få ungdomsledere, der er, kan udveksle erfaringer, støtte og opmuntre hinanden.

2. Vi ønsker interesse for forsoning.
Som en del af ledertræningskurset vil vi sætte fokus på forsoning igennem emner som konfliktløsning, identitet, konfliktens historie, forsoning i Bibelen, teologiske teorier om Israel samt ”The Body of Christ” som vi siger – om kristen enhed. Vi ønsker at flere skal blive interesserede og involverede i forsoning, og med dette projekt forsøger vi at sprede tanken til de ”gamle” kirker. Indtil videre har det næsten udelukkende været kristne palæstinensere med evangelikalt ståsted, som har deltaget i Musalahas aktiviteter, men vi håber, at det på sigt bliver anderledes – hjulpet i gang af dette projekt. Nogle af de ikke-evangelikale er stadig meget skeptiske overfor Musalaha, og derfor har George, Jamal, Nader og Ala måttet - og må stadig - kæmpe en hård kamp for at få disse præsters støtte til ledertræningskurset.

3. Vi ønsker forsoning, fordi Gud ønsker det.
Ungdomsgrupperne har brug for et åndeligt boost. Vi ønsker, at ledertræningskurset må være et redskab for Helligånden til at puste liv i de palæstinensiske ungdomsledere og gøre dem i stand til at lede og tjene de palæstinensiske unge og pege hen på Ham, som er vores fred. Vi ønsker at arbejde for Guds sag, og hvis vi gør det, arbejder vi også for forsoning. For forsoning er også på Guds dagsorden. Bibelen er fuld af eksempler på at Gud ønsker forsoning - mellem mennesker og mellem ham og os.

Når man træder ind af døren til Musalahas kontor, er noget af det første, man ser, en plakat med et citat af Jesus i bjergprædikenen: ”Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.”

Kan man spise Jesusbarnet??

Julehilsen fra Musalahas kontor: Krybbespil i hjemmelavet chokolade. Fremstillet og købt i Betlehem naturligvis.

Yndigt. Delikat.

Men kan man virkelig spise det lille Jesusbarn med en god smag i munden? Helligbrøde??

Ved nærmere eftertanke er princippet jo nærmest bibelsk. Vi spiser ham også i nadveren.

Men alligevel.... havde det bare været en nisse!

Måske kan jeg smelte den om...



Ups, undskyld Josef! Efter fotograferingen havde jeg et lille uheld med Josefs hoved, da jeg skulle pakke den lille familie ned igen.

Men i det mindste har jeg ikke byttet ham ud med en saks!

Forsoning uden israelere

Okay, det med det fantastiske vejr fik jeg måske sagt lige hurtigt nok, for i dag er det rigtig trist regnvejr. Men det er søndag! Og det betyder, at det meste af det israelske samfund skal i skole og på arbejde, mens vi fra Musalaha-kontoret holder fri.

De seneste par dage har Hanna og jeg besøgt en konference arrangeret af Sabeel, som er et økumenisk center for palæstinensisk befrielsesteologi. Sabeel vil gerne være de palæstinensiske kristnes stemme og støtte, hvilket tydeligt afspejledes på konferencen, som havde fået navnet "The Forgotten Faithful - A Window into the Life and Witness of Christians in the Holy Land" (Dette er vist et klassisk eksempel på, hvordan palæstinensere fremhæver sig selv som ofrene - det gør begge parter i stor stil).

Konferencen var fyldt med idealistiske amerikanere, og Sabeel har ganske mange støtter rundt omkring i verden, også i Skandinavien. Grundlæggeren Naim Ateek - en anglikansk præst - har for nylig været på besøg i Danmark. Klik på overskriften for et interview med ham i den anledning.

Sabeel førsøger at støtte og opmuntre mindretallet af kristne palæstinensere/arabere både i Israel og i de Palæstinensiske Selvstyreområder. Og det har de virkelig brug for, for de bliver færre og færre. Især på Vestbredden vælger mange kristne (som generelt er bedre stillet end muslimerne) at rejse til USA i håbet om at starte en bedre tilværelse der. Desuden er det på tide, at vi vestlige kristne får øjnene op for det arabiske kristne samfund, som har eksisteret - omend som mindretal - side om side med det muslimske i århundreder.

Så på den måde gør Sabeel et godt stykke arbejde ved at styrke de palæstinensiske kirkesamfund, samle dem og gøre resten af verden opmærksom på, at de findes. Men problemet er bare, at Sabeel ikke nøjes med det. Oven i hatten er de er super-politiske! De blander sig i den politiske debat og giver Israel hele skylden for de manglende fredsresultater (jeg har i hvert fald endnu ikke set nogle tegn på selvransagelse). De støtter en to-stats-løsning og forsøger at få resten af verden til at presse Israel til at overholde internationale aftaler og resolutioner. Stemningen på konferencen var ikke anti-semitisk men tydeligt anti-israelsk.

At staten Israel fortjener kritik for deres behandling af det palæstinensiske folk er jeg ikke uenig i, og jeg ser heller ikke noget problem i, at kristne tager politisk ansvar. Men jeg tror bare ikke, det er hverken sundt eller rigtigt, at en kirke eller en kristen organisation tager et bestemt politisk standpunkt og på den måde tager Gud til indtægt for en bestemt politisk holdning.

For det første har vi et meget ikke-politisk forbillede i Jesus. Folk forsøgte at gøre ham til en politiker, men Jesus ønskede ikke at være den konge, som skulle udfri jøderne fra den romerske
besættelse. Tværtimod sagde han "Giv Kejseren hvad Kejserens er, og Gud hvad Guds er". Han ønskede at være konge for os på et helt andet plan.

For det andet, kan man ikke påstå at være en seriøs tværkirkelig organisation, hvis man samtidig er politisk, som det er tilfældet med Sabeel. Dermed siger man, at man skal have en bestemt politisk holdning for at være en rigtig kristen. Man udelukker på forhånd kristne med en bestemt politisk holdning, og man trækker noget ned over overhovedet på dem, som allerede er med.

Sabeel har tre slagord på deres hjemmeside: Retfærdighed, fred og forsoning. Store og gode ord, men især forsoning lyder lidt hult, når man stort set ikke er i dialog med dem fra den anden side. Jeg synes også, det er provokerende at kalde en konference "The Forgotten Faithful - A Window into the Life and Witness of Christians in the Holy Land" uden at nævne mesisanske jøder en eneste gang (mens jeg var der). Som om messianske jøder ikke regnes for kristne brødre og søstre?

Ligesom messianske menigheder heller ikke bør bede Gud om hjælp til Israels sejr i Gaza eller Libanon, mener jeg Sabeel må vælge, om de vil være en politisk eller en økummenisk, kristen organisation. De kan ikke være begge på en ansvarlig måde.

Det var ret interessant for os at få et indblik ind i den palæstinenske kristne verden på Sabeel. Højdepunktet var nok en kort bibeltime over emnet "Jakob og den fortabte" med Kenneth Bailey, forfatter til bogen af samme navn. Jeg ved ikke, om den er en Credo-bestseller, men det burde den næsten være, for Bailey har en utrolig spændende og revolutionerende fortolkning af Lukas 15. Han læser lignelsen om den fortabte søn i lyset af GT, de to andre lignelser i samme kapitel og ikke mindst i lyset af den mellemøstlige kultur, som han har specialiseret sig i gennem de sidste 40 år.

Med ønsket om en velsignet uge til jer alle,

Louise

















- Og nej, det her er ikke gejstlige udgaver er Lord Voldemort, men ortodokse præster, som diskuterer situationen blandt kristne palæstinensere i det hellige land.