Elementer fra en sommerlejr

Løbelege...

Sodavandsis....

Vandballoner...

Mere vand...
Gipsfigurer...
Kommunikationsmiddel...

En hel del crocs...

og pizza!

Bortset fra crocs'ene (eller hva? Fortæl mig venligst ikke, at den dille er blevet lige så udbredt derhjemme som hernede...!?) lyder det jo som enhver anden, dansk sommerlejr.

Forskellen er, at på Musalaha's kids' camp taler mange af børnene ikke samme sprog, og at de kommer fra to forskellige etniske og kulturelle grupper, som bekæmper hinanden.

Men sådan behøver det jo ikke at være. Med sommerlejren vil vi gerne give børnene en oplevelse af, at de godt kan have det sjovt sammen og bede til den samme Gud selvom mange forsøger at putte dem i hver sin kasse.

Truet på eksistensen

Holder bloggen ferielukket for tiden?
Nej, det var egentlig ikke meningen, men lukningstruet er den faktisk. Vores ophold i Al-Quds, Yerushalaim, Jerusalem - og dermed bloggens eksistensberettigelse - er meget snart fortid.

Så før den grusomme virkelighed sætter ind, må vi hellere skynde os og fortælle, hvad vi har oplevet på det sidste - i det mindste i overskrifter.

· Jeriko-tur
- Afslutning på ledertræningskurser. 24 deltagere og koordinatorer fra Betlehem og Ramallah mødtes 2 dage på et hotel i Jeriko for at runde kurset af og tænke fremad. Deltagerne var begejstrede. Ikke mindst for swimmingpoolen men også for fællesskabet med hinanden. Vi koordinatorer fik lejlighed til at høre, hvad deltagerne har fået ud af kurset. Undervisningsdelen handlede om kristen enhed og visioner for ungdomsarbejdet.

· Børnelejr
- Musalaha’s årlige 5 dages sommerlejr for 9-12 årige, hvor jeg var køkkentante, og Hanna var krea-boss (flere billeder i næste indlæg)

· Camping og hiking i Golan
- Hele året har vi snakket med Micha (som var med I Danmark) om, at vi skulle på en tur sammen, så nu var det ved at være sidste chance. Vi overnattede på en campingplads proppet med iglotelte men uden skyggen af en campingvogn – jep, det ku’ de danske luksuscampere godt lære noget af! Dagen efter besøgte vi først Banias vandfaldet, dernæst hikede vi i Yehudiya nationalpark, hvor vi desværre ikke kunne have kamera med, fordi ruten nogle steder krævede at man svømmede for at kommer videre. Til sidst slappede vi af i de 36 grader varme kilder ved Hammat Gader. (og ja, rygtet taler sandt: Det lugter virkeligt af råddent æg!)

· Besøg fra Danmark
- Hannas søster og svoger, Linda og Torben (dem til venstre) har været så venlige at komme ned og hente os og sørge for, at vi kommer godt hjem! Så tak for det, det er hyggeligt, at I er her.

Og så har jeg slet ikke nævnt vores tur til Hebron og Jeanette og Charlotte, som er her for at evaluere vores projekt, samt diverse farvel-middage.... Det må I høre om, når vi kommer hjem!

Arab Republic of Egypt

Flere stempler i passet. Så har Hanna og jeg endnu engang været på tur - denne gang på det afrikanske kontinent, sammen med Mette og Martin, finske Hannah og wannabe svenskeren Anna.

Turen gik først til hovedstaden Cairo, som mange mener, er en lidet charmerende by pga. dens uoverskuelige størrelse (20 mio. mennesker) og megen forurening (3 mio. køretøjer). Jeg blev nu meget positivt overrasket over mødet med de flinke og hjælpsomme egyptere, men efter to dage i det trafikale kaos længtes jeg inderligt (især som fodgænger) tilbage til Ramallah, hvor bilerne for det meste standser for rødt.

Kaos er måske ikke det rigtige ord, for jo vist er der flow i trafikken, men de har bare deres helt eget system: 1) Kør i den retning, du skal (dvs. skal du til venstre i rundkørslen, så tager du selvfølgelig den lige vej). 2) Hvis der kommer noget i vejen, så giv tegn med horn og lygter. 3) Hvis ikke det hjælper, så brems hårdt op og giv tegn med horn og lygter.

I Cairo så vi både den koptiske (kristne) del af byen (kopterne udgør ca. 10% af den egyptiske befolkning og ser i øvrigt ikke sig selv som arabere) og den islamiske del. Her i en af de mægtigt store og ældgamle moskéer er der ved at blive gjort klar til fredagsbøn. Eller... det var vist meningen.

En spytklat udenfor Cairo, i Giza, ligger det, som alle forbinder Egypten med. Vi udforsker Kheops pyramiden.
Men Giza pyramiderne er også et sted, hvor man nærmest falder oven i alle de dumme turister, så man kan forholdsvist hurtigt blive færdig der... (videre ind i skyggen)

Efter to dage i Cairo hoppede vi på nattoget til Luxor, hvor vi endnu en gang fik bekræftet, at egypterne virkelig har forstand på kundeservice. I toget blev morgenmaden og aftensmaden serveret og sengen slået op og ned af en storsmilende og uhørt høflig tjener, der lignede Flemming Jensen på en prik.

Ved stationen i Luxor var vi knap nok trådt ned på perronen, før vi blev vi mødt af endnu en smilende mand (denne gang så sort som en neeeger, men vi var jo også kommet syd på) med et skilt, hvor der stod Martian (hvillken betyder marsmand). Så det måtte jo være os, tænkte Martin og hans harem.

I Luxor var vi lige ved at blive slået ud af de +40 grader (eller hvor varmt der nu er, når man kan drikke 4½ liter vand om dagen uden at gå mere på toilettet end vanligt). Men vi klarede os på en eller anden måde alligevel igennen dagen (tak for hjælpen swimming pool) indtil midt på eftermiddagen, hvor vi mødtes med vores guide i lobbyen (og der havde han i øvrigt siddet de sidste 20 minutter bare for at nyde hotellets aircondition).

Karnak templet - et fantastisk byggeri. Jeg lærte en masse om egyptiske guder, som jeg vist desværre allerede har glemt igen.

Den udgravede del af en 3 km lang sphinx allé, som engang forbandt Karnak templet og Luxor Tempel.Det meste af Egypten er ørken, men langs Nilen er der meget frodigt, og på disse 5% af landets areal bor mere end 95% af befolkningen.

En af de mange restaurant besøg - ca. 15 kr pr mand.

Hannah og Hanna på Nilen.

Efter en dag på Vestbredden (altså Nilens), hvor vi så nogle fantastiske kongegrave, drog vi nordpå igen. Vores gentleman af en travel agent fulgte os selvfølgelig helt ind i toget. Vi var skam i trygge hænder! (Mens vi stod og ventede på toget, udbrød han spontant "oh sorry" da nogle af vores vandflasker fald ned af bænken... og han stod altså mindst 5 meter væk!)

Den bumlende hjemtur i minibus over Sinai ørkenen blev temmelig lang for nogle af os. Hannah havde rygproblemer, jeg fik den ventede omgang diarré, og Hanna blev ramt af en mindre hjernerystelse. Men også her viste egypterne sig venlige og hjælpsomme - en af de lokale medrejsende fulgte mig til toiletdøren hver eneste gang!

Den sidste nat inden vi krydsede grænsen (som i øvrigt gik fantastisk godt takket være vores multiple entry visa - det eneste, jeg blev spurgt om, var: Taler du engelsk?) til israel, tilbragte vi et temmeligt eksotisk sted i bambushytter ved det røde hav.

Ude godt, hjemme bedst. Vestjerusalem føles i hvert fald meget hjemligt, når man kommer tilbage fra Egypten, hvor man for hvert andet skridt man tager på gaden hører kommentarer som "Welcome, welcome", "Where are you from", "You are beautiful", "Excuse me, very good price" og mange andre desperate forsøg på at få kontakt til eller få solgt en souvenir dims til en af de mange turister. Det interessante er, at det også er pigerne, som vender sig på gaden, lyser op i et smil og udbryder "Hellooo", når de ser udlændingene i gadebilledet. Vi så nok lige så mange tildækkede kvinder i Egypten, som vi ser til daglig i Østjerusalem og Betlehem, men de virkede bemærkelsesværdigt friere og mindre bekymrede i Egypten.