Truet på eksistensen

Holder bloggen ferielukket for tiden?
Nej, det var egentlig ikke meningen, men lukningstruet er den faktisk. Vores ophold i Al-Quds, Yerushalaim, Jerusalem - og dermed bloggens eksistensberettigelse - er meget snart fortid.

Så før den grusomme virkelighed sætter ind, må vi hellere skynde os og fortælle, hvad vi har oplevet på det sidste - i det mindste i overskrifter.

· Jeriko-tur
- Afslutning på ledertræningskurser. 24 deltagere og koordinatorer fra Betlehem og Ramallah mødtes 2 dage på et hotel i Jeriko for at runde kurset af og tænke fremad. Deltagerne var begejstrede. Ikke mindst for swimmingpoolen men også for fællesskabet med hinanden. Vi koordinatorer fik lejlighed til at høre, hvad deltagerne har fået ud af kurset. Undervisningsdelen handlede om kristen enhed og visioner for ungdomsarbejdet.

· Børnelejr
- Musalaha’s årlige 5 dages sommerlejr for 9-12 årige, hvor jeg var køkkentante, og Hanna var krea-boss (flere billeder i næste indlæg)

· Camping og hiking i Golan
- Hele året har vi snakket med Micha (som var med I Danmark) om, at vi skulle på en tur sammen, så nu var det ved at være sidste chance. Vi overnattede på en campingplads proppet med iglotelte men uden skyggen af en campingvogn – jep, det ku’ de danske luksuscampere godt lære noget af! Dagen efter besøgte vi først Banias vandfaldet, dernæst hikede vi i Yehudiya nationalpark, hvor vi desværre ikke kunne have kamera med, fordi ruten nogle steder krævede at man svømmede for at kommer videre. Til sidst slappede vi af i de 36 grader varme kilder ved Hammat Gader. (og ja, rygtet taler sandt: Det lugter virkeligt af råddent æg!)

· Besøg fra Danmark
- Hannas søster og svoger, Linda og Torben (dem til venstre) har været så venlige at komme ned og hente os og sørge for, at vi kommer godt hjem! Så tak for det, det er hyggeligt, at I er her.

Og så har jeg slet ikke nævnt vores tur til Hebron og Jeanette og Charlotte, som er her for at evaluere vores projekt, samt diverse farvel-middage.... Det må I høre om, når vi kommer hjem!

På sammenbruddets rand - eller...

For halvanden uge siden modtog vi en email fra repræsentationskontoret i Ramallah (en slags ambassade), hvori der stod, at der er et massivt sikkerhedssammenbrud i gang på Vestbredden karakteriseret ved angreb på Hamas og Hamas ejendomme, kidnapninger, overfald, sammenstød i gaderne osv., desuden er vreden mod det internationale samfund ved at blusse op, hvilket gør det endnu mere usikkert for udlændinge at færdes der.

(...bare rolig - dette billede har jeg ikke selv taget!)

Ikke desto mindre tog vi alligevel til Ramallah fredag morgen. Vi havde ringet og spurgt Nader og Ala' (vores to kollegaer i Ramallah) hvordan situationen var deroppe, og efter deres udsagn var der meget stille og roligt. Derfor besluttede vi at tage op og møde Nader ved Qalandiya (hovedcheckpointen til Ramallah), og hvis vi ikke følte os trygge ved det, kunne vi vende om der. Men ganske som Nader og Ala' havde sagt, fortsatte livet i Ramallah som det altid har gjort. Som Nader bagefter fortalte os; Alle folk venter nu på at se, hvad der vil ske om 30 dage, når den midlertidige palæstinensiske regering ikke længere kan regere. Derfor har byen lagt sig forholdsvis til ro, i en midlertidig dvale.

Efter at vi havde afsluttet vores møde om træningskurset, havde de en overraskelse til os. I en lille landsby, Jifna, lige udenfor Ramallah var der nemlig abrikosfestival, og der skulle vi da lige ud. Selve festivalen er et tilbagevendende arrangement, som bliver fejret hvert år, når abrikoshøsten er overstået. Og festligt var det bestemt. Udover mulighed for at købe abrikoser, var der forskellige boder og en stor scene, hvor både klovne og dabgah-dansere (traditionel palæstinensisk dans) optrådte og bandet G-town gav koncert.

Dette billede er godt nok fra et andet arrangement, men det er G-town der optræder...

I denne weekend gjorde vi det så igen - tog til Ramallah. Denne gang for at fejre Skt. Hans. En dansker som bor i Ramallah havde inviteret alt og alle til fest. Og det blev en Skt. Hans med maner. Fri buffet og bar, sangark med gode danske sange - dog også oversat til engelsk, så alle havde en chance for at synge med, båltale, hekseafbrænding, snobrød, skumfiduser og jeg kunne blive ved.

Så min konklusion på dette indlæg må blive; at selvom der snakkes om sikkerhedssammenbrud og sammenstød over hele Vestbredden, går livet alligevel sin gang. Jo, der er flere hætteklædte bevæbnede mænd i gaderne, og jo, hvis der ikke sker noget, er jeg bange for, at Vestbredden mere og mere kommer til at ligne Gaza. Men for at kunne overleve rent mentalt, bliver palæstinenserne nødt til at fortsætte deres liv, så godt som de kan. Og derfor er der også stadigvæk mange spændende arrangementer og fascinerende mennesker som er værd at besøge på Vestbredden.

Fra venstre: Louise, Thomas, Ala' og Nader til Skt. Hans fest

Fluen på væggen

Den lille araberbus flyver afsted i et hæsblæsende tempo mod checkpointen. Vi vælter lidt rundt i sæderne, på vej til den 9. workshop i Betlehem. For at komme igennem checkpointen behøver vi bare vise bagsiden af vores pas, derefter går vi gennem muren ned mod de ventende taxachauffører, der allesammen gerne vil vise os Fødselskirken for en skyhøj pris. Vi begynder at gå og snart kommer der en taxa, der kan tage os til Cafe Sima for kun 9 shekel.

På cafeen, en hyggelig lille oase midt i alt det triste, mødes vi med Jamal og George (to kollegaer i Betlehem) for at gennemgå dagens program og sætte Kristine (underviseren) ind i det hele. Efter en lækker milkshake går vi den korte tur til Betlehem Hotel, hvor vi har et mødelokale. Der er stadigvæk stille da vi ankommer. Kun en af deltagerne er ankommet, og han er kommet tidligt for at invitere os til et ungdomsarrangement arrangeret af hans kirke.

Mens vi gør os klar, begynder folk ligeså stille at dukke op. Rummet bliver fyldt af småsnak og latter, og de arabiske hilsner marhaba, kief halik, sju l'akhba og mange flere flyver gennem luften. For mig virker det lidt ligesom en leg. Hvor mange hilsner kan du nå at få fyret af, inden personen du står overfor overhovedet får åbnet munden? For en araber er svaret; ufattelig mange!

Klokken viser nu 10 over 4, ca. halvdelen er kommet og vi går så småt i gang. Jamal indleder, som enhver anden mødeleder, med en joke, som kun han selv griner af. Der er stadigvæk meget uro i rummet og det summer af dæmpede samtaler. Et forsøg på at aftale en dag, hvor vi kan mødes til grillfest, udskydes. Det er simpelthen umuligt at blive enige! Endelig bliver emnet konfliktløsning præsenteret og Kristine får ordet. Her en halv time senere er alle efterhånden dukket op.

Til at starte med, bliver vi stillet overfor en konflikt, som vi skal løse i grupper to og to. Det tager noget tid før alle er med på, hvad det går ud på, og man kan godt mærke, at de ikke er så vandt til gruppearbejde. Men opgaven bliver løst, og der bliver jubel, da det viser sig, at de her i Betlehem klarede det bedre end i Ramallah.

Vi bliver nu stillet en anden opgave. To og to skal vi dele en konflikt, som vi har været igennem eller som vi er i, og finde en metafor for denne konflikt, f.eks. kamp, rod eller leg. Da de får at vide, at de ikke må bruge konflikten mellem Israel og Palæstina, bliver opgaven ligepludselig meget sværere. Kun 2 af de 30 deltagerne kan komme op med en konflikt. Jeg synes egentligt det er lidt tankevækkende, at den store konflikt er så altoverskyggende for dem.

Pludselig bryder en af deltagerne ind med et istiraha - break, og den samtale, der indtil nu bare var dæmpet, bryder ud i lys lue. Nogle haster ud for at få sig en kop kaffe og en sød, lidt halvtør kage. Folk hilser igen på hinanden, for der er jo kommet flere til siden vi startede, og de skal da også lige have en håndfuld hilsner.

Efter pausen er det svært at få ro på igen, men da Kristine begynder at tale om det åndelige aspekt i konflikt, bliver rummet forbavsende stille. Det er tydeligt at mærke, at dette er helt nyt for dem, og det, at der er en kristen måde at agere på i en konflikt, virker til at gøre indtryk. Det er dog ikke længe roen holder. Der er noget galt med air conditionen og lokalet er efterhånden ved at være ret koldt. Mens Kristine ufortrødent fortsætter undervisningen, gør op til flere af deltagerne ihærdige forsøg på at normalisere temperaturen, uden det dog lykkes for nogen. Én fryser så meget, at hun sidder og halvt gemmer sig under dugen på bordet.

Hele vejen igennem har jeg moret mig lidt over Kristine og Jamal. Kristine med sin milde fremtoning og meget kontrollerede stemmeføring på den ene side, og Jamal med sit enorme kropssprog og stemme, der bliver kraftigere og kraftigere, efterhånden som han får talt sig varm. Som de står der, viser de egentligt meget godt forskellen på vestlig og arabisk kultur! Jamal skal egentligt bare oversætte, men jeg skal da lige love for, at også fremføringen bliver oversat til arabisk.

Til sidst slutter Kristine af med at slå fast, at deltagerne som kristne er Guds håb i denne uoverskuelige og nærmest håbløse konflikt. Selvom det for mig virker som en noget ukoncentreret workshop, kommer mange op og takker Kristine bagefter, og for mange af deltagerne er det her helt nyt og meget spændende stof.

På ny kan jeg slå fast, at undervisningkulturen for palæstinenserne er noget anderledes end hvad jeg er vandt til. Workshoppen har dog også gjort indtryk på mig - endnu engang er jeg blevet slået over, hvor stor indflydelse "den store konflikt" har på palæstinenserne, hvor meget den påvirker deres identitet og tankegang.

Så skal der festes

Ja, fest skulle der til, for nu er vores kære kollega George blevet forlovet. Nogle af jer mødte ham måske, da han var med i Danmark i august og september. Her fortalte han åbenhjertigt, at han var på udkig efter en kone.

Nu er hun fundet!! :) Hun hedder Alison, er lavere end George (hvilket er godt klaret, da George ikke er verdens største mand) og rigtig sød...
Men i den arabiske kultur er det ikke nok bare at få ringe på for at være forlovet. Nej, en forlovelse og et bryllup er faktisk en kostelig affære. Faktisk så kostelig, at nogle mænd bliver nødt til at spare op halvdelen af deres liv før de har råd til at blive gift!

Derfor havde George da også været ude og spendere penge på en kjole og en masse smykker til Alison og selvfølgelig også lidt til ham selv. Derudover blev der da også lige lejet en kæmpe festsal, musik, kameramænd, diskolys og en masse blomster. For er ordentlig forlovelsesfest skulle det være...
Jeg vil gætte på at vi var ca. 200 gæster og der blev serveret vin og kage for alle. Så komme Alison og George ind i deres fine skud. Der blev bedt nogle bønner for dem. De skar forlovelseskagen (jeg ved ikke hvad man kalder det, når det ikke er et bryllup!!) med et sværd. De dansede lidt og så tog folk hjem igen... Ja, jeg synes det er ufattelig mange penge at bruge bare for en times fest, men det var sjovt at være med til - og når nu forlovelsesfesten var så stor, gad jeg nok vide hvordan brylluppet bliver!

En anden af vores kollegaer Jamal og hans kone

Når en palæstinenser får uventede gæster

Arabere må absolut være verdens mest gæstfrie, gavmilde folk. Uanset hvor meget de selv har, så deler de det gladeligt med deres gæster. Og èn ting er sikkert: Kaffen er altid klar!

Ahlan wasahlan, ahlan wasahlan - velkommen, velkommen! Sådan lyder det utallige gange fra den muslimske kvinde, da vi møder hende foran huset. Hun ser træt, lidt tynget ud, men vinker os ivrigt hen på den solbeskinnede terasse og finder havestole frem. Vi er kørt ud for at se til en af Naders bekendte, som bor i en landsby lidt udenfor Ramallah.

Men det er nu ikke alle gæster, der er ventet med længsel. Hun åndede lettet op, da hun genkendte Nader, for da hun havde set de udenlandske skikkelser, havde hun et øjeblik troet, det var israelske bosættere, der var kommet på besøg.

Og det har hun grund til tro. Siden hun for knap 10 år siden fik opført sit hus med både israelsk og palæstinensisk tilladelse, har hun fra tid til anden haft bosættere og soldater rendende, der vil have hende til at flytte igen. Og de plejer ikke at banke pænt på. Da hun har serveret den søde, arabiske kaffe og sagt velkommen endnu engang, fortæller hun, hvordan hun har oplevet tanks rulle op foran huset, hoveddøren blive sprængt, nedtalende ord til sin mor og selv at blive slået til med et gevær.

Sagen er, at hendes og de 15 andre familiemedlemmers hjem ligger et stenkast fra en bosættelse og en militærbase, så det ville være belejligt for israelerne at inddrage dette stykke land. Familien har hyret en advokat i Israel til at hjælpe dem ud af kniben, men efter mange års forløb er sagen stadig ikke kommet til nogen afslutning. Heller ikke de palæstinensiske myndigheder har været til hjælp. Familien lever i konstant frygt for flere trusler, ydmygelser og udsmidelse.

Da vi har drukket kaffen, trækker hun os med ned i køkkenhaven, hvor hun giver os hænderne fulde af friske ærter, og vi kan se over på bosættelsens grund, der tidligere tilhørte den palæstinensiske landsby. Inden vi sætter os ind i bilen, får hun også lige stukket os nogle æbler i hånden.

Allah maak - Gud være med dig, siger hun til Nader og takker mange gange, da vi kører derfra.

4 dage i første klasse...

Miss, may I drink? Miss, may I go to the bathroom? Miss, he hit me! Miss, may I go and take a tissue? Miss, I brought a frog... Miss... Miss... Miss...!

(Frøken, må jeg drikke? Frøken, må jeg gå på toilet? Frøken, han slog mig! Frøken, må jeg tage en serviet? Frøken, jeg har taget en frø med... frøken... frøken... frøken...!)

Åh ja, de kære børn! Eller skal vi kalde dem de spræng-fyldte-af-energi børn. Eller måske passer det bedre med de helt-ufatteligt-udspekulerede børn. Eller måske skal vi bare kalde dem ganske almindelige børn. Ja, for jeg tror nok, det er hvad vi har fundet ud af, efter vi i fire dage har undervist på Jerusalem School i Betlehem. Børn er børn og det ligemeget om de vokser op i Betlehem eller Grindsted. Selvfølgelig har de forskellige oplevelser i bagagen, der nødvendigvis sætter sit præg på dem. Men de er alligevel børn der elsker at lege og er umulige at få til at sidde stille på en stol og lave opgaver, når klokken har rundet 14.

Det har været rigtig sjovt at prøve at være lærer for en tid. Og børnene er da også dejlige. Alligevel må man sige, at skolesystemet er noget anderledes hernede end i Danmark. Da vi fx. den første morgen sagde godmorgen, lød det i kor fra klassen: "Goodmorning Miss Louise and Miss Hanna" (selvom nogle af dem dog havde lidt svært ved at huske vore navne). Det tog da også lidt tid, før jeg havde vænnet mig til titlen Miss.

Deres skolesystem er meget præget af, hvad jeg ville kalde, en slags stræber mentalitet. Hvis der er noget, nogle af børnene ikke kan finde ud af, bliver de spurgt om, hvad de så skal gøre for at blive bedre. Hvortil svaret er: Arbejde hårdere. De har også prøver i de forskellige fag ca. 1 gang om ugen, og får derfor også karakterer ca. 1 gang om ugen. Dem, der klarer sig godt i skolen og ikke laver ballade, bliver hver lørdag belønnet med en times leg. Imens må de mindre heldige sidde i klassen og skrive: "Fremover vil jeg gøre det rigtige". Dertil skal det så tiløjes, at de går i skole fra kl. 8-14.40 med kun to pauser på en dag. For langt de fleste børn, jeg kender, vil det være umuligt at sidde stille så lang tid! Alt i alt kan man sige, at jeg tror man bliver nødt til at lede forholdsvis længe for at finde sådanne skoler i Danmark.

Men under alle omstændigheder har det været nogle sjove og lærerige 4 dage, hvor vi har fået lov at se en anden side af den palæstinensiske hverdag. En hverdag fyldt med store smil, grin, leg og lektier!

Vi har det jo godt

Nogle gange ville jeg ønske, det var muligt, at tage jer med rundt til nogle af alle de dejlige og spændende mennesker vi møder. For vi møder virkelig mange gæstfri mennesker, der ofte har en spændende historie og meget på hjerte.

I mandags var en af de dage. Vi var på vej hjem fra skolen i Betlehem, da vi på den anden side af vejen fik øje på en der hedder Sabha. Hun er en blind kvinde, som vi har mødt i Baraka Church i Betlehem (en presbyteriansk kirke). Vi gik over og sagde hej og blev med det samme inviteret hjem på en kop kaffe. Her var vi så heldige at få hendes historie.

Sabha er født ind i en muslimsk familie, som boede i en lille landsby, der nu ligger på Israelsk territorium. I 1948 flygter de til en flygtningelejr i den nordlige del af Vestbredden. Hendes far rejser videre til Quwait for at prøve at skaffe nogle penge til familien. Imens får Sabha mæslinger og mister synet pga. manglende lægehjælp og hendes mor dør. Nu får nogle slægtninge ansvaret for hende og hendes søskende. Slægtningene hører om en blindeskole i nærheden af Jerusalem. Det er en kristen skole og her kommer Sabha til at tilbringe de næste mange år. Hun lærer at læse blindskrift og lærer også mere og mere om kristendommen og den kærlighed Gud har til alle sine børn.

I tiden efter blindeskolen bor Sabha hos mange forskellige mennesker, der velvilligt stiller deres hjem til rådighed. På et tidspunkt hjælper nogle venlige mennesker hende med at finde det værelse i Betlehem, hvor hun nu bor. Da hun kom hertil, var vinduer, badeværelse og køkken i meget dårlig stand, og der var heller ikke noget gulv. Men det er der sidenhen blevet rettet op på, så hun nu har et rigtig dejligt lille sted at bo. Gang på gang nævner hun, hvor meget Gud har velsignet hende. Samtidig fortæller hun, at hendes far døde i en trafikulykke i Quwait, og at hun først fik det at vide flere måneder efter. Hun har ikke længere kontakt til noget familie. Tidligere ringede hun en gang imellem til hendes bror. Det gør hun ikke længere, for hun kan godt fornemme, at han ikke er så interesseret i at snakke, og nu er hun jo også blevet kristen.

Imens vi sidder og snakker banker det på døren, og en af hendes venner kigger indenfor med noget mad, som hans kone har lavet til hende. Sabha siger mange tak, og så snart han er ude af døren, tilbyder hun os noget af maden. Eller rettere sagt hun siger, at vi bare skal spise, og det gør ikke noget, hvis vi spiser det hele! Hun fortæller os også, at hun nogle gange ringer og spørger, om ham eller hans kone vil køre hende i kirke eller på arbejde. Så får hun nemlig en mulighed for at give dem lidt penge, og det har de hårdt brug for.

Hendes flydende engelskkundskaber har hun fra mange år med satelitfjernsyn, hvor hun elsker at høre kristne kanaler. "Og jeg har nok af dem", siger hun, mens hun stolt viser os de 22 forskellige kristne kanaler. Derudover elsker hun også at hækle - og hun er god til det! Men som hun siger: "Hvis jeg er træt en aften går jeg bare i seng, for jeg bestemmer jo selv".

Nu om stunder arbejder hun på en tøjfabrik i Beit Jala (en by der er vokset sammen med Betlehem) og nyder at hun har sit eget sted at bo. Hun tjener dog ikke nok penge til at betale husleje, men som hun siger: "Gud sørger altid for mig, derfor er jeg aldrig bange".

Da vi skal til og hjem, følger hun os lidt af vejen. Hun kender efterhånden vejen så godt, at hun ikke behøver sin stok. Da vi siger farvel, ønsker hun os Guds velsignelse og invitere os til at komme en anden gang.

Mens vi går i retning af checkpointen, er jeg i fantastisk godt humør og kan ikke lade være med at beundre Sabha. Når hun kan være så taknemmelig og tryg i Guds hænder, i en situation der er meget værre end min, så burde jeg vel også være glad for det jeg har, og ikke klage over en smule oversvømmelse nu og da...

Plant et træ

Det var en solbeskinnet og fredfyldt fredag i Ramallah, da en flok lokale teenagere greb til skovle og koste til fordel for lokalsamfundet.


Nader og Ala er med i en slags forening, som udfører og koordinerer frivilligt arbejde, der tjener det palæstinensiske samfund. Vi hoppede med på en af deres aktiviteter i går, hvor de havde inviteret teenagere - både kristne og muslimer - til at plante træer langs Ramallahs vejsider.

Hullerne var gravet, træerne og skovlene lå parat, så egentlig var det ikke et voldsomt krævende stykke arbejde, der skulle gøres. Meningen var i første omgang at motivere og inspirere de unge mennesker til at lave frivilligt arbejde. Det palæstinensiske samfund præges af megen håbløshed og ligegyldighed, og derfor er der hårdt brug for mennesker, som vil og tør tro på, at de kan være med til at ændre situationen.


Jeg tror, at de fleste - udover sved på panden og jord under neglene - fik en god oplevelse af at være sammen om at hjælpe - og hvem ved, måske en fornyet tro på fremtiden.

Gensyn med gutterne

I fredags fyldte vi et par taxaer med unge mennesker og bevægede os ind i grænselandet mellem Israel og de palæstinensiske områder. Målet var en skole ved navn Talitha Kumi, som efter sigende betyder ”Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op” (Mark 5,41). Der var ikke nogen fysisk helbredelse på dagsordenen denne gang, men nærmere en åndelig og social opvågnen: Det var tid til et gensyn med de unge fra ørkenturen i Wadi Rum for 4 måneder siden.

Antalsmæssigt var det desværre ikke en stor del af den oprindelige gruppe, der mødte op, men for os der var med, blev det en uformel, forfriskende og fornøjelig formiddag. Vi sang et par af lovsangene fra ørkenen, vi fik opfrisket budskabet om vores ansvar overfor vores kristne brødre og søstre, og vi delte vores hverdagssituation og fremtidsplaner med hinanden.

Det blev til et gensyn med flere herlige og unikke personligheder: Den kugleskøre forfatterspire fra London, den amerikansk-jødiske chatterbox og hebræisk-studerende fra Jerusalem, den palæstinensiske rapper og præstesøn fra Betlehem og den russiske-jødiske wannabe stunt man med dreadlogs fra ... ja, et sted nordpå!

I starten var det hele lidt akavet, men snart gik snakken lystigt.

”Hvor kan jeg få fat i en plade med arabisk lovsang?”

”Det er ikke noget problem… det kan jeg nemt skaffe dig, hvis du finder noget på hebræisk til mig.”

Efter en gang boldspil og ”tegn og gæt” sluttede vi af med frokost.

”Altså, nu skal jeg vise jer, hvordan man rigtigt spiser hummus” siger en af palæstinenserne og river et stykke af sit pitabrød. ”Ikke noget med at dyppe det pænt og nydeligt, nej sådan her...” Han kaster brødstumpen – skødeløst, cool og lidt barskt- over på hummustallerknen og skovler en klump hummus op. Men ve dig om du starter fra midten! Hummus-indtagelse er tilsyneladende lidt af en kunst i sig selv.

”Jeg tror stadig, jeg har sand i mine kondisko!!” sagde en deltagerne som noget af det første, efter vi mødtes igen.

Et ørkentur er ikke lige sådan at ryste af sig. Forhåbentlig ikke.

Vejen til Emmaus

Der er ikke mere end 8 km i fugleflugtslinie fra Ramallah til Emmaus – eller Qubeibeh, som det hedder i dag. Men vores tur dertil blev en del længere – så meget desto mere lærerig.


Vi har været i Ramallah mange gange efterhånden - turen med araberbus gennem ckeckpointen og videre til busstationen er ved at være rutine. Men alligevel er jeg betænkelig ved situationen i dag. Ikke helt tryg.

Inderst inde ved jeg nu godt hvorfor: Jeg er i gang med at læse Brother Andrew’s (Åbne Døre) ”Light Force” – hans utroligt gribende rejsebeskrivelser fra Mellemøsten. Lige inden vi tog afsted, læste jeg kapitlet om gidseltagning af kristne!

Det gør det derfor ikke bedre, at vi nu skal stå og vente på at blive hentet af Nader. Jeg skuler rundt og ser en potentiel kidnapper i hver eneste skummel mand, der kommer forbi. Kan arabere da heller aldrig komme til tiden!

Forsinkelsen har dog sin årsag: Da bilen ruller op på siden af os, ses et stort gabende hul, hvor bagsæderuden skulle have siddet, glasskår over det hele og en stor brosten på bagsædet. Nader griner: ”Værsgo og sid ned” og stikker mig en brochure med ”Det arabiske initiativ”. Æh okay, som Hanna ville have sagt.

Mens jeg sidder der på glasskår og Per Stig Møller, kører vi ud af byen, og Nader fortæller, at vi skal til Emmaus. Bagagerummet er proppet med fyldte indkøbsposer - julegaver fra Naders menighed til fattige muslimske familier.
Nader prøver at forklare, hvad vi kører forbi, men det er ikke nemt for et par fremmede at hitte rede i. Israelerne har afspærret og inddraget mange veje, så vi må køre en omvej for at nå til vores mål. Landskabet er et vivar af arabiske landsbyer og israelske bosættelser, tidligere og nuværende palæstinensiske veje og veje, som kun er for israelere. To civilisationer tæt viklet ind i hinanden. De israelske huse er dog lette at kende – det er dem med de røde tage.

”Skynd jer at tage sikkerhedssele på – vi skal forbi politiet”, siger Nader pludseligt og lyder lidt nervøs. Det skal han ikke sige til to gange til bangebuksen (mig). Vi er kommet udenfor Ramallah, og i dette område er det israelsk og ikke palæstinensisk politi, der har kontrollen. Heldigvis vinker betjenten os forbi uden videre, muligvis fordi vi er med i bilen. Men så nemt går det slet ikke altid, forklarer Nader: ”Sidste gang jeg mødte politiet, spurgte betjenten: Hvilken bøde vil du have? Som om han ville give mig en bøde uanset hvad. Jeg sagde selvfølgelig den billigste…”

Men forhindringerne er ikke overstået endnu: Punktering. Den klarer Nader i stiv arm, og så kan de to fjollede turister jo passende få taget nogle billeder af det særegne landskab imens.

Et par kilometer længere fremme er den gal igen: ”Sjurta?” spørger Nader chaufføren i den modkørende bil. Ja, der er mere politi længere fremme, og i vejkanten holder adskillige palæstinensiske bilister parkeret og venter på, at det israelske politi skal forsvinde igen. Også denne gang er vi heldige. Betjenten snakker i telefon, så vi smutter lige så stille forbi uden at blive stoppet.

Nader parkerer bilen i kanten af et stykke mark, hvor en håndfuld presenninger er slået op som telte. ”Vil I besøge nogle beduiner?”. Da vi nærmer os teltene kommer en kvinde ud til os, og Nader taler med hende på arabisk. Mændene er ikke hjemme, så Nader må ikke komme med ind, men de vil gerne have madvarerne. Vi hjælper beduinkvinden med at bære poserne indenfor i lejren, hvor flere kvinder dukker op, og et par børn titter ud bag teltdugen. De viser os deres geder i et af teltene og i et andet telt deres køkken, hvor de laver mad over bål. Udenfor sidder en parabolantenne. Vi siger ”shukran” og går tilbage til bilen. Da vi kører derfra lægger jeg mærke til den israelske bosættelse i horisonten.

I Qubeibeh afleverer vi de resterende madvarer hos en katolsk præst, som så kan videredistribuere dem til værdigt trængende. Han viser os rundt i kirken, som er bygget ovenpå det hus, som man mener Jesus besøgte i Emmaus. (Luk 24) ”Det er ikke afgørende, om det er her eller andet sted, det skete”, forklarer han, ”Gud er jo ikke mere tilstedeværende her af den grund. Men som i alt anden videnskab må man prøve at komme så tæt på sandheden som muligt.” Udover en gruppe munke og nonner, tæller byen kun 2 kristne familier.

Lidt senere på dagen tilbage i Ramallah mødes vi med Ala på ”Stones” – et spisested, som ligner en moderne dansk café til forveksling. (Lige bortset fra vandpiberne, som vel er strengt forbudt i Danmark nu…?) Det er bekvemt at være ”hjemme” igen. I sikkerhed. Den fremmede virkelighed er ude af syne for en tid.

Men for mange beboere på Vestbredden er der ikke noget helle. Frygten og fattigdommen er ikke bare et sted, man kan besøge og forlade igen, når man har fået nok. Eller en ond drøm, der får ende, så snart man vågner. Det er en integreret og uundgåelig del af hverdagen. Det har det været i mange år. Hvor længe endnu?

Forpremiere i Betlehem

NB: Det anbefales at læse "Her er det så - vores projekt" inden dette indlæg.

I går var jeg en tur i Betlehem i anledning af, at George og Jamal havde inviteret potentielle kursusdeltagere til spisning for at introducere programmet og give dem mulighed for at komme med spørgsmål og kommentarer.

Da vi ankom til den græsk-ortodokse kirke i Beit Jala, hvor vi skulle mødes med deltagerne, gik det hurtigt op for os, at der foregik noget andet i det rum, som vi havde fået lov at låne. Folk var stimlet sammen omkring et par borde bagerst i lokalet, hvor de bladrede igennem en masse stakke papirer, som om de ledte efter noget. Der gik folk ud og ind af lokalet hele tiden. Voksne mennesker, men både kvinde og mænd. Lidt som om det var et stemmelokale. Stemningen var stille og rolig, men det var alligevel som om, der foregik noget, der ikke skete hver dag. Det viste sig, at papirerne som giver tilladelse til at tage til Jerusalem i forbindelse med juleferien var ankommet i dag, og nu stod alle folk og ledte efter deres. De fleste havde fået en hel måneds adgang og ikke bare en uge som sidste år. Jeg havde virkelig lyst til at tage et billede af dette specielle øjeblik, men George og Jamal sagde, at det skulle jeg endelig ikke - for ikke at rippe op i det anstrengte forhold mellem kirkerne. (Åbenbart et eller andet med at evangelikale tager mange billeder…skørt)

Men de kirkelige stridigheder skulle vise sig at være svære at komme udenom. Mens vi sad og ventede på deltagerne, kom den græsk-ortodokse præst (som åbenbart ikke vidste, at vi kom) hen for at tjekke os ud. Han havde en meget uvenlig attitude og så ikke tilfreds ud, da han så vores program for aftenen og fandt ud af, at vi var fra Musalaha. Bagefter fortalte Jamal mig, at han havde sagt noget i retningen af: ”Ved I ikke, at vi er en ortodoks kirke, og vi giver ikke hånd til jer…?” (Underforstået evangelikale)

Well, for nu at udjævne billedet af de ortodokse lidt, så viste det sig, at langt størstedelen af de 9 fremmødte interesserede havde netop ortodoks baggrund. Det viste sig også, at gennemsnitsalderen var over 30. Det havde jeg ikke lige regnet med, så vi skal til at tænke lidt anderledes fra nu af. Men selvom vi gerne ville have haft flere unge med, så er det vigtigste dog engagementet, og det var i hvert fald til stede. Pga. travlheden i den ortodokse kirkes lokale besluttede vi os for at gå direkte til restauranten, hvor George og Jamal (over svinekødsburgere – herligt!) fremlagde programmet for dem. Der var meget diskussion, men så vidt jeg kunne forstå (på Jamals rapport bagefter), var det mere et udtryk for engagement end utilfredshed. Der var generelt opbakning til programmet, og man blev enige om at mødes hver anden mandag aften. Så nu håber vi bare, at de alle sammen dukker op igen (og tager flere med), når vi går i gang i januar.

Under diskussionen sad Jamal og skrev nogle nøgleord ned på en blok engang imellem, for at jeg kunne følge lidt med. Pludselig trak han mig til side og spurgte forsigtigt, om jeg havde en anden kuglepen, for det var lidt svært at blive ved med at skjule den, samtidig med at han skrev med den… Det viste sig, at det var en ”Israelsmissionens Unge”-kuglepen, med en stor, fed jødestjerne på, så han var bange for, at nogen skulle misforstå det eller blive provokeret! Så jeg pakkede selvfølgelig pænt min IU kulgepen ned i tasken og fandt en ny frem. Der skal med det samme lyde en undskyldning til Jeanette, Miriam, Heinrich og resten af ”baglandet” for at dække over min identitet – men jeg gjorde det i en god sags tjeneste!

Ak ja, der er mange hensyn at tage i en konfliktfyldt verden.

Lidt til det arabiske ordforråd

Nu har vi så gået til arabisk i to uger, og ja, man må sige vi er blevet betragteligt bedre til det! ...der skulle så godt nok heller ikke så meget til. Men på opfordring af min lillesøster, vil jeg lige dele lidt af min viden med jer, så i også kan sige tfaddali, tfaddali, når I inviterer gæster, hvis altså gæsterne er af hunkøn. Alting er nemlig delt op i maskulint og feminint på arabisk. Så hvis I vil invitere mandlige gæster siger I bare tfaddal, tfaddal!

Her kommer lige en lille sætning på arabisk, så må vi jo se, om der er nogen der kan gætte hvad det betyder.

Ana w-Louise kunna fi si-sinama w sjafna l'filim Casino Royal.

Derudover kan I da lige få en lille, skal vi sige talemåde: Inte misjta bieri! (Hvis man taler til kvinder er det inti) Dette betyder du er abnorm. Og underligt nok bruger de det faktisk rigtig tit, hvis man f.eks. går i vejen, så får man lige sådan en lille hyggelig hilsen med på vejen... hmm...

Ellers er arabisk et noget anderledes sprog end dansk (og engelsk og tysk og andre sprog jeg har bare lidt kendskab til). De har ikke noget der hedder førnutid, førdatid og fremtid. Måske hænger det lidt sammen med deres noget anderledes tidsforståelse... Bare et gæt. Derudover bruger de heller ikke verbet 'at være'. Dvs. når man f.eks. siger: "jeg er fra Danmark", bliver det til "ana min Danemark" (ana=jeg, min=fra). Dette er også en af grundene til, at det arabiske sprog lyder så dramatisk. Man bliver nemlig nødt til at udtrykke det man gerne vil sige, ligeså meget gennem måden man siger det på, som selve ordene. Hmm, det bliver vist lidt indviklet det her. Håber I bare kan forstå lidt af det...

Ma' is-salama (En form for farvel, som betyder gå med fred - dertil kan så svares Alla ysallmak, som betyder 'må Gud skænke dig et godt helbred' - ja, arabisk er et poetisk smukt sprog...)

Om håb og håbløshed bag muren

Mennesker interesserer mig uendeligt meget mere end bygninger. Det måtte jeg konstatere endnu en gang for et par dage siden, efter at vi havde tilbragt en solbeskinnet søndag i Betlehem.

Endelig fik vi set den ophøjede fødselskirke, som er det helt store turistmål i Betlehem sammen med de mange souvenirbutikker med oliventræspynteting. Men de mange ikoner med Jesus og jomfru Maria og stearinlys og røgelse kunne ikke rigtig tænde mig den dag. Jeg fik ikke engang taget et billede af det. (Måske skulle vi bare have haft Olsen med? Det er som om, han begejstres over alt, hvad der er gammelt!)

Vores dag startede med gudstjeneste i Immanuel Church, en evangelikal, halv-karismatisk kirke, hvor en del af vores palæstinensiske venner kommer. Struktur og liturgi er der ikke så meget af, men til gengæld masser af lovsang, venlige mennesker og oversættelse til engelsk af alt, hvad der bliver sagt (hvis ikke hudfarve og påklædning afslørede udlændingene i forsamlingen, så skulle høretelefonerne i hvert fald nok sørge for det!). De arabiske bogstaver har vi desværre ikke fået tillært os, så to timers gudstjeneste med stor vægt på sang kan godt være lang tid, når man ikke har en levende chance for at synge med på det arabiske (og det er altid på arabisk!). Men så må man bare benytte chancen til at skråle med på dansk, hver gang man i det mindste kender melodien!

I Immanuel Church mærker man ikke meget til den trykkede stemning, som ellers præger det palæstinensiske samfund. Men i sin prædiken satte præsten denne søndag fokus på den håbløshed og bekymring, som især den høje arbejdsløshed indgyder. Han opfordrede os til at lægge vores bekymringer over til Gud og stole på ham, og så opfordrede han folk (især mændene) helt konkret til ikke at sidde hjemme og græde snot, men i stedet og gå ud og lede efter arbejde. ”Hvorfor ser jeg altid muslimerne og ikke de kristne sidde på gaden og sælge brød?” spurgte han. Modigt.

Efter gudstjenesten besøgte vi sammen med Shireen – en medarbejder fra Musalaha - nogle folk fra byen og oplevede endnu engang, hvor ufatteligt gæstfrie og gavmilde arabere er. Og selvom vi efterhånden har været i Betlehem adskillige gange, betragtes vi åbenbart stadig som gæster... Det kan godt være frustrerende at blive ved med at modtage og blive modtaget, når man ikke har mulighed for at gøre gengæld og invitere dem hjem til os, selvom vi kun bor nogle få km væk. Vi håber dog lidt på, at mange af dem vil få en tilladelse i juletiden, hvor der normalt bliver udstedt flere tilladelser, og i den forbindelse invitere dem på besøg Talpiyot.

Frokosten stod på kylling og ”fyldt kål” hos Shireens veninde Rula og hendes familie. Rula fortalte os begejstret om sit job som lærer på en ”folkeskole”, som hun havde fået for et par år siden og så det som et stor velsignelse fra Gud. Der er så bare lige den tilføjelse, at hun ikke har fået løn i over et halvt år! (Pga. det økonomiske boykott af Hamas-regeringen) Det kan man da kalde taknemmelighed.

Inden besøget hos Rula var vi lige et smut forbi Shireens forældre for at hente en del af frokosten (hvad har man ikke mødre til!). Hendes far er en meget snakkesaglig, pensioneret engelsklærer, som vi lige nåede at få vendt de kristne palæstinensernes situation med. Han er meget bekymret for deres situation i det hellige land og frygter, at der en dag ikke vil være flere kristne i den by, hvor Jesus blev født. Og hans bekymring er bestemt ikke ubegrundet. Han viste os familiebillederne på væggen og udpegede de to af hans tre børn, som nu bor med deres ægtefæller i USA. Shireen har ligeledes studeret i USA og kunne lige så godt være blevet derovre.

Jeg tror, Shireens familie er et meget realistisk billede på hele det kristne palæstinensiske samfund, som udgør et par procent af den palæstinensiske befolkning. De kristne palæstinensere er splittede og lider under at være en minoritet i en minoritet. Israelerne er med til at gøre livet surt for dem, men deres landsmænd, muslimerne behandler dem heller ikke alt for godt. Mange gange får de kristne palæstinensere skylden for Vestens handlinger mod muslimerne. Fx blev mange palæstinensiske kirker angrebet under Muhammed-krisen. Så der er ikke meget at sige til, at mange kristne fristes til at forlade landet og starte en ny tilværelse med frihed, muligheder og tryghed. Og de har muligheden. For kristne er generelt bedre stillede, bedre uddannede end muslimerne og har derfor også nemmere ved at få opholdstilladelse og blive integreret andre steder i verden.

Men kristne palæstinensere er også nationalbevidste, og mange føler sig kaldet til at blive og kæmpe med og for de kristne i deres hjemland. Så jeg tror, at der trods alt vil være kristne på Vestbredden mange år endnu. Men trængte, det er de.

At få lov at opleve verden, som den ser ud for andre mennesker. Det er den slags oplevelser, der skærper mine sanser.

søndagstilbageblik

Endnu en uge i The Golden City er ved at være forbi. Endnu en uge med nye oplevelser, ny viden og nye vinkler på historien om Det Hellige Land. Endnu en gang må jeg konstantere: Jeg har det godt, og det er et spændende sted, jeg er havnet.

Som I nok har hørt i nyhederne, har det ikke været en særlig fredlig eller opmuntrende uge på det politiske plan pga. episoden i onsdags, hvor IDF’s (det israelske militær) beskydninger i det nordlige Gaza ved en teknisk fejl dræbte 18 civile – hvor grotesk og tragisk det så end lyder! Desværre har Hamas efter episoden opfordret til voldelig gengældelse, så i Israel forventer man nu nye selvmordsangreb, som ellers har været på tilbagegang i lang tid takket være - og det piner mig at sige det - muren.

Sikkerhedssystemet skulle efter sigende være blevet hævet til et meget højt niveau, men det er nu ikke noget, vi kan mærke på sikkerhedsvagten nede ved det lokale supermarked, han ser ud til at have fattet fuldstændig tillid til os to dumme udlændinge. Han smiler som regel bare til os, og engang i mellem klapper han lige på tasken, inden vi går ind – som om det skulle kunne afgøre, om der er en bombe i den!

Men for at det ikke skal se alt for sort ud det hele, så har jeg lige hørt, at en palæstinensisk samlingsregering mellem Hamas og Fatah er på trapperne. "Er på trapperne" har som regel godt nok lidt en anden betydning hernede, men alligevel, det lyder som godt nyt i mine ører. Om det er en holdbar løsning i længden, er jeg simpelthen ikke i stand til at vurdere, men jeg kan virkelig godt unde det palæstinensiske folk, at det økononmiske boykott snart får en ende, så de offentligt ansatte kan få deres løn udbetalt og børnene kan begynde at gå i skole igen.

Jeg har forresten lige lyst til at nævne, at Steffen Jensens blog http://blog.tv2.dk/steffen.jensentv2/ er supergod (og så vidt jeg kan vurdere ret nuanceret) , hvis man gerne vil orientere sig om situationen hernede. Lige nu rapporterer han fra Gaza - det er rystende, men interessant læsning.

I onsdags var der besøg i præstelejligheden af Ruth Brandt, en rumænsk født jøde, der overlevede både Auschwitz og Bergen-Belsen. Jeg har gennem tiden hørt mange forfærdelige beretninger om Holocaust tiden, men det var alligevel en helt speciel rørende oplevelse at høre det fra en af dem, der har oplevet det på egen krop. Imens hun fortalte om alle de ondskabsfulde handlinger, hun blev udsat for - den ene mere grusom end den anden - var der et spørgsmål, der blev ved med at dukke op i mig: Hvordan kan hun sidde der og virke så harmonisk og velfungerende efter alt det? Kan man virkelig komme videre som menneske efter at være blevet så dybt krænket og mishandlet? Hun stillede selv et lignende spørgsmål, da hun fortalte om, hvordan hun sammen med de andre overlevende endelig blev befriet af englænderne, som begejstrede fortalte dem, at nu var de frie og kunne gøre hvad de ville. Frihed til hvad? måtte hun spørge sig selv. Naboerne i Rumænien havde frydet sig, da jøderne blev ført bort, fordi de nu kunne tømme deres hjem, så der længtes hun ikke ligefrem tilbage. Hun havde mistet hele sin familie, og så var hun i øvrigt ved at dø af tyfus. Hvordan kommer man videre derfra?

Hun nævnte flere ting, der var med til at give hende livslysten tilbage, men én vigtig ting, som jeg hæftede mig var oprettelsen af Israel. Virkeliggørelsen af drømmen om et hjemland for jøderne og udfordringen i at bygge dette land op, var noget af det, der gav hende noget at leve for igen. Det gik virkelig op for mig den aften, at staten Israel var og er meget mere end et praktisk samlingssted for alverdens jøder og et plaster på såret på nazisternes forbrydelser; det er en altafgørende faktor i genopbyggelsen af det jødiske folks identitet og selvrespekt.

Jeg tror, det er sundt for mig at få dette perspektiv med, når jeg færdes blandt palæstinenserne og ser, hvordan staten Israel på mange måde har gjort deres tilværelse besværlig og ulykkelig. Holocaust retfærdiggør ikke nogen som helst slækken på menneskerettighederne, men det er nok vigtigt at huske på, at selvom jøderne virker som et stolt og magtfuldt folkefærd i dag, så har de en smertefuld og traumatisk historie bag sig.

I fredags var vi til studenterkonference i Ramallah, som vi har hjulpet Nader og Alaa en smule med at arrangere. 20-25 kristne universitetsstuderende havde taget imod invitationen til at mødes om undervisning, lovsang, lege og uformelt samvær i Jifna, en landsby lidt udenfor Ramallah. Tidsplanen, som Hanna og jeg havde været med til at indføre, holdt selvfølgelig ikke en meter, og alle holdt vejret, da de obligatoriske tekniske problemer med projektoren meldte sig, men ellers gik det hele forholdsvist gnidningsfrit, og dagen blev vist okay succesfuld. Dog blev min lutherske bevidsthed noget pirret under den første undervisningsafdeling, hvor en amerikansk fyr skulle tale om noget med at leve som kristen. Hov, han glemte evangeliet! som Signe og Judith ville have sagt...

Selvom Hanna og jeg ikke havde det helt store ansvar for dagens forløb, var det alligevel skønt at "komme i gang" på en eller anden måde. Dejligt at møde nogle af de mennesker, vores projekt handler om, de unge kristne på Vestbredden.

-Louise

- Jack taler, Nader oversætter

- Ja, vi sad udenfor og spiste frokost

Her går vi med korte ærmer

Ja, det har virkelig været skønt vejr i dag. Regn har vi også haft lidt af her i Jerusalem, men ellers er der som regel solskinsvejr om dagen og ingen grund til at finde jakken frem endnu.

Lige en kort update på denne uge i Jerusalem.

Søndag (ja, jeg ved virkelig ikke hvorfor Hanna ikke nævnte denne vigtige begivenhed... siger det måske noget om forskellen i vores afhængighed af internet!?) fik vi denne søde lille ting installeret, som gør, at vi altså nu har adgang det store world wide web lige her fra vores kælderlejlighed. Lækkert. Indtil nu har vi hængt ud på kontoret efter arbejdstid for at klare den slags ærinder.


Onsdag var vi i Ramallah for at besøge Nader og Ala - primært for at tale om de ungdomsaktiviteter, vi vil arrangere i fremtiden. Men det blev da også lige til en tur omkring gode gamle Arafats gravsted og desuden et besøg på Alas universitet. Her overværede vi bl.a. en lektion i politisk videnskab. Det var selvfølgelig på arabisk, men ind imellem kunne man høre at lande som Amerika, Syrien, Irak, Tyrkiet og Palæstina blev nævnt. Emnet var amerikanske udenrigspolitiske fejltagelser i Mellemøsten. Meget neutralt udgangspunkt, ikk sandt? Læreren var fra Hamas. Birzeit Universitet er privat, og Ala er derfor privilegeret at kunne gå i skole for tiden, mens de fleste statskoler på Vestbredden

er lukket pga. den manglende udbetaling af løn til lærerne. (Pga. Vestens boykott af Hamas-regeringen)

Torsdag var også dagen, hvor vi fandt ud af den præcise størrelse på overboens børneflok: 12. 12! Vi havde ham mistænkt for at have en hel del børn, men alligevel... Den mindste er 1, og de 3 ældste er gift (og har vist også nogle børn). Ikke så underligt, at der er meget aktivitet i huset.

Lige til sidst et par ørken-billeder. Hvilken én er smukkest - Negev til venstre eller Wadi Rum til højre?

Stik mig bare en halv kylling...

Her kommer lige en opdatering på vores weekend, som nok mest af alt gik med at lege turister og så fik vi også lige købt os et par dyner -Aahh!

Fredag var vi en tur i Betlehem, inden vi tog til danskerklub. Jeg ved ikke helt hvorfor Louise ikke har skrevet om det, måske fordi hun blev offer for en del latter. Vi var nemlig ude at spise på et lille sjovt sted sammen med Alaa og Nader (fra Betlehem). Det eneste de havde var kylling, men saa fik man til gengæld også en hel halv, som var helt ny-grillet ude på en tønde lige udenfor restauranten. Der var ikke noget bestik, så man var tvunget til at spise med hænderne, hvilket var ret sjovt. Grunden til at vi fik os en god griner var, at Louise ikke var helt tryg ved det. Hun spurgte efter servietter, hvilket de øjensynligt ikke var vant til, da de kom med en ordentlig rulle, en af dem som normalt hænger på toiletter. De fandt da heldigvis nogle andre, men det var alligevel lidt sjovt.

Lørdag var vi på tur sammen med nogle andre danskere til et sted nede i Negev ørkenen. Vi gik en tur nede i et kæmpekrater, som man ikke helt ved hvordan er opstået. En ting er dog sikkert, der har engang været vand, for der var fossiler over det hele. Det kunne ikke helt slå Wadi Rum, men det var nu alligevel meget fascinerende at se alle de forskellige farver sand der var der. Det var lige fra hvid, gul, orange og rød til lilla, blå og sort, og det er virkelig ikke en joke. Meget flot og megt mystisk! Om aftenen hyggede vi i præstelejligheden med burgere og film på storskærm, en dejlig afslutning på en god dag.

Søndag var så dagen hvor vi fik købt dyner, hvad kan jeg sige - en dyne skal der til!

Lidt orden i vores kaos!

Saa har vi endnu engang vaeret i Betlehem. Vi havde et moede med de fire ungdomsledere fra PA og nogle her fra kontoret. Det var et rimeligt kaotisk moede, meget anderledes end de fleste danske moeder jeg har vaeret til, og jeg fortroed mange gange undervejs at jeg havde sagt ja til at vaere referent! Men vi fandt lidt mere ud af hvad det er det hele gaar ud paa, og hvad det er de regner med der skal ske. Saa det var super laekkert!

Mens vi var der tog Jamal (en af ungdomslederne) os med ind i en flygtningelejr. Det var et meget taet, beskidt og ret soelle sted. Noget jeg synes var tankevaekkende var, at det boernene legede med var legetoejs vaaben. Ikke noget med biler og dukker, men vaaben. Jamal sagde godt nok, at der var mange der rendte rundt med dem pga. Ramadanen, saa til daglig ville vi ikke se saa mange, men alligevel...

Ellers prover vi paa at finde et sted, hvor vi kan laere arabisk. Det er lidt svaert at foelge med i hvad der sker rundt omkring os, naar vi hverken taler hebraisk eller arabisk. Saa vi haaber paa snart at finde et kursus der passer til vores behov.

Men alt i alt gaar det godt. Der kommer lige saa stille mere og mere styr paa tingene og det er bare dejligt:)

Så har vi været i PA

Den nye Muhammedkrise? Jo, den har vi hørt om, men ikke desto mindre har vi været så dristige at bevæge os ind på Vestbredden hele to gange i denne uge. Første gang i mandags, hvor vi var på et lynvisit på Bethlehem Bible College for at høre en koncert med deres kor, som er på vej på turné i USA. Vi så ikke ret meget af byen i denne omgang, men jeg nåede da lige at skimte ud gennem bilruderne, at Betlehem er en temmelig stor by og ikke rigtigt passer ind i mit glansbillede af en lille landsby ude på landet, hvor Jesus blev født i en stald… Men under alle omstændigheder, var det hyggeligt at støde ind i nogle af de folk, som vi mødte på ørkenturen og ikke mindst George, som var hos os i Danmark i halvanden måned sammen med de 3 andre palæstinensere, Jamal (også fra Betlehem) og Nader og Ala fra Ramallah.

Og i onsdags besøgte vi så netop Ala og Nader. Vi overvejede det meget, fordi vi for ikke så længe siden modtog en advarsel fra det danske repræsentationskontor (ambassade-agtigt) i Ramallah om, at der var blevet fremsat trusler imod danskere i form af flyers og meddelelser på hjemmesider. Men tirsdag ringede vi kontoret op, og de mente godt, vi kunne tage afsted, hvis bare vi holdt lav profil og ikke fortalte nogen, at vi var danskere.

Nader havde heldigvis en midlertidig tilladelse til at tage ind til Jerusalem, så han kom og hentede os og viste os gennem checkpointen og kørte os hjem til sit hus. Hans mor var helt vildt sød og blev ved med at sige ”welcome, welcome” og serverede typisk arabisk mad, som vi har hørt er ”stuffed anything”, fx ris og kød indpakket i ”vintræsblade”.
Trafikken Ramallah er endnu mere kaotisk end i Jerusalem. Gaderne vrimlede med fodgængere, biler og busser i en stor pærevælling – det var, som om man bare gik/kørte, hvor der nu lige var plads til én! På vejen tilbage til checkpointen var der så proppet, at vi til sidst droppede bilen og gik resten af vejen. Formentlig var mange af dem på vej til den store Al-Aqsa Moske på Tempelbjerget, hvortil mange tusinde valfarter i disse dage, fik vi at vide om aftenen i præstelejligheden, hvor der var besøg af Rolf Holmboe, som er chefen for repræsentationskontoret i Ramallah. Han fortalte også, at de i øjeblikket forhandler med stormuftien i Jerusalem om IKKE at nævne muhammedtegningerne (igen) i fredagsbønnen imorgen, sådan at sagen hurtigt dør ud. Parentes slut. Inden Nader kørte os tilbage til checkpointen, fik vi en god snak med Nader og Ala om nogle af de fremtidige aktiviteter vi kunne tænke os at lave med de unge fra Ramallah. Et endnu større overblik over vores arbejde får vi formentlig på mandag , hvor vi skal have møde med de 4 ungdomsledere fra Ramallah og Bethlehem og ikke mindre end 4 Musalaha ansatte.

Dagen i dag blev så dagen, hvor vi langt om længe fik en sofa i vores lejlighed. Topmoderne kan man nok ikke ligefrem kalde den, men til gengæld er den rød! Og man kan ligge og slå mave på den – ah. Og sidst men ikke mindst: Den kan laves om til en dobbeltseng. Ergo: Nu skal I være så hjertelig velkommen til at komme og få jeres skønhedssøvn hos os, hvis I engang skulle slå vejen forbi Jerusalem!