Et kig ind på Magen

Peberfrugt-frøs-plantning - fra venstre: Yael, Edna og Nomi. I baggrunden: Shmulik.

I løbet af de sidste 5 måneder har Louise og jeg arbejdet hver en dag om ugen på en institution for mentalt handicappede, som hedder Bet Magen. I starten krævede det lidt tilpasning, og eftersom jeg en dag om ugen ikke er meget, tog det noget tid at lære beboerne og deres rutiner at kende. Men nu går det bedre - meget bedre. Der er stadigvæk en del sprogforvirring, da beboerne kun taler hebraisk, og mit hebraiske ordforråd mildest talt er sparsomt, men det er fantastisk så meget man kan få sagt med fagter og ansigtsudtryk. Ronit med sin nye taske

Vores opgave som volontører på Magen er; at hygge med beboerne, give dem opmærksomhed og lave aktiviteter med dem. Det er lige til at holde til, og faktisk også ret sjovt. Igår plantede vi f.eks. peberfrugt-frø i håb om at de vil spire, og give endnu flere peberfrugter end vi allerede har i forvejen:) Derudover dansede vi og så hjalp jeg Ronit med at sy en lille taske. Ja, på Magen er hver dag en fest - ihvertfald for nogle beboere - og det er sjældent jeg ikke er i godt humør, når jeg kommer hjem derfra.Yael foran radioen

Alle beboerne har deres små finurligheder, som jeg indimellem more mig vældigt over. Der er f.eks Yael, som bare elsker at stå foran radioen med sin smarte hat, mens hun rokker lidt med numsen og griner af sangene i radioen. Så er der også Timor, som kun kan en sætning på engelsk; "I love you too" - som bliver brugt tit og ofte, og til hvilken man vel kun kan svare "I love you too"... Der er også Gita. Hendes mor overlevede Holocaust og havde derefter altid noget mad gemt et eller andet sted. Dette gør Gita hende efter, og har derfor altid et par skiver brød i blusen og lidt gennemhakkede grøntsager i en pose under sin stol - og ve den der forsøger at tage det fra hende! Og Avner, som er bange for at falde, og derfor altid går rundt lidt ligesom spejderman... og jeg kunne blive ved. Med eller uden alle deres finurligheder - man kan simpelthen ikke andet end at holde af dem! Frække Abudi, med glimt i øjet...

20 ting jeg elsker

Lige for tiden kan man ikke ligefrem beskylde skribenterne for at være hyperaktive her på bloggen. Det skyldes, at vi har travlt med at nyde den sidste måneds tid her i Israel og slå knude på alle de løse ender, som vi har skabt i løbet året.

Men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg er begyndt at tænke fremad og glæder mig overordentligt meget til at sætte fødderne på dansk grund igen.

I sådan en opbrudstid kan man ikke undgå at gøre sig nogle tanker om det at sige farvel til den mellemøstlige hverdag og goddag til den danske trummerum.

10 ting jeg elsker ved Israel/Palæstina
- At ingen opdager noget, hvis man kommer 10 min. for sent
- Palæstinensisk gæstfrihed
- Israelsk ligefremhed
- Humus
- Vandmelon til en 10’er
- Multinationalt miljø
- Ørken
- At gå i Jesus’ fodspor
- Yalla yalla
- At religion i det offentlige rum er en selvfølgelighed

10 ting jeg elsker ved Danmark
- At man ved, hvornår bussen kører
- Kundeservice - det bliver stort at gense de smilende Føtex-damer!
- At vandet fra vandhanen smager dejligt
- Cykelstier
- At man kan køre med bus, tage på cafe og gå i biografen på den ugentlige helligdag
- Rugbrød og varm leverpostej
- ”Næste kunde” – skiltene, der adskiller kundernes varer
- At man må putte toiletpapir i toilettet
- At man selv kan læse sig til, hvad der er for noget kød i pakken
- At kunne hæve over beløbet

Fra 1. Mosebog til Åbenbaringen på 5 dage

Det var en søndag formiddag, at jeg greb min bibel og tog bussen til Baptistkirken på Narkis Street i Jerusalem. Det er der i og for sig ikke noget underligt i, hvis det ikke lige var fordi, de har deres gudstjenester om lørdagen. Nej, jeg stillede mig op på en talerstol udenfor i haven og læste op fra min danske bibel i et kvarter.

Sådan havde over 100 mennesker gjort før mig, én efter én. Projekt Bibelmaraton gik ud på at lade Guds ord lyde i en ubrudt strøm indtil hele bibelen var læst igennem. Dog blev der kun læst i dagtimerne bortset fra det første døgn, hvor kirkens unge kæmpede sig igennem jødernes lovtekster i nattens mulm og mørke.

Mens jeg var der, overværede jeg en vigtig milepæl – både for oplæsningen og for hele frelseshistorien: Overgangen fra Gammel til Ny Testamente. Selv kom jeg til at læse fra bjergprædikenen. (Som jeg både frygter og elsker, fordi Jesus er så radikal)

Hvad nytter det?
Jeg havde hørt, at der stort set ikke var nogen, som lyttede til oplæsningen, så inden jeg kom på, spurgte jeg mig selv: Hvad skal det gøre godt for? Men da jeg forlod kirken efter en times tid, kunne jeg se mange perspektiver i det:

1) At "bygge på ordets klippegrund". Bibelen er kirkens grundlag og udgangspunkt. Samtidig kan en bibelmaraton inspirere og opmuntre den enkelte til bibellæsning.
2) Bibelen er global. Bibel-oplæsningen samlede kristne i Jerusalam på tværs af alder, teologi, nationalitet osv. For bibelen har vi alle tilfælles. Da jeg ankom, blev der læst på fransk, som blev afløst af engelsk, derefter Mette og jeg på dansk, der blev efterfulgt af koreansk.
3) At læse Bibelen i sin sammenhæng. Alt for ofte glemmer vi, at Bibelen på mange måder er en kronologisk, sammenhængende fortælling og ikke en opslagsbog. Fx læste vi:

Fra Malakias 3, 23-24: Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige. Han skal vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre, så jeg ikke skal komme og slå landet med forbandelse.

Og lidt senere fra Matthæus 11,14: Om I vil tage imod det: Han er Elias, som skulle komme. Aha! Helt tydelig sammenhæng mellem GT og NT helt uden teologer og andre bibelkyndige til at vise det... :-)

4) Den, der har ører, skal høre. Denne Bibelmaraton var en meget konkret måde at forkynde Guds ord ud i samfundet og skabte synlighed omkring kirkens arbejde. Enhver var velkommen til at sætte sig ned og lytte med, og mange nysgerrige forbipasserende standsede op og spurgte, hvad vi lavede.

Arrangørerne fortæller, at de blev inspireret af dette vers fra 1 Timotheus: Indtil jeg kommer, skal du tage vare på skriftlæsningen, formaningen og undervisningen. (4,13)

Læs mere om arrangementet i denne artikel:
http://www.narkis.org/Archives/Articles/Bible%20Marathon.htm

Findes der lignende initiativer i Danmark? Jeg synes ligesom, jeg har hørt ordet Bibelmaraton før...

En dag i 1. klasse...

Et lille klasselokale fyldt med plakater, spil, skriveredskaber, plancher med bogstaver og tal, 24 små stole og en smilende klasselærer.

Det var hvad der mødte os i går på Jerusalem School i Betlehem.

Klasselokalet blev ikke ved med at være helt så fredfyldt, som det var da vi ankom. Efterhånden myldrede der små børn med alt for store tasker ind ad døren. Lokalet blev ganske livligt og miss Lili fik sin sag for.

I næste uge har Louise og jeg indvilliget i at undervise 24 små krudtugler i 4 dage, så deres højtelskede Miss Lili kan komme med på en kvindekonference, som Musalaha afholder.
Den undervisning vi skal give er lige fra matematik og læsning over insekter til bibel og billedkunst! Jo, jeg tror vi får nok at se til. En ting jeg er meget taknemmelig for, er at al undervisning foregår på engelsk. Det gør jo tingene en hel del nemmere for os. Og jeg er også meget glad for, at vi fik lov til lige at komme ud og besøge dem, inden det virkelig går løs:)

Jaaa, man laver mange sjove og spændende ting som volontør ved Musalaha - det er aldrig til at vide hvad der venter!

Jubiiii

Så er vi igen helt og aldeles lovlige i Israel, idag har vi nemlig fået visa! Og se så flot det ser ud:)
Den sidste halvanden måned har vi ikke haft noget visa - hvis I kan huske det, var der jo lige det der med, at de ikke ville godtage os første gang. Nu har vi fået kontakt til en rigtig sød dame på handicap institutionen Akim, hvor vi skal være en gang om ugen hver. Og så var Claudia, som damen hedder, så venlig, at hun gav os et brev med til Indenrigsministeriet.

Og aldrig har jeg været så nervøs for så lidt! Denne gang stillede de os nemlig overhovedet ingen spørgsmål. Hun gav os bare stemplet og spurgte, om vi ville have det sådan, at vi kan rejse ud og ind af Israel uden det bliver annulleret - det sagde vi ja tak til.

Så vi åndede lettet op, sagde tak Gud for mange hørte bønner og begav os glade tilbage til Musalahas kontor - et visum rigere!

Hvornår lærer vi det??

Regnvejr, kælderlejlighed og stoppet afløb er IKKE en god cocktail!

Den store premiere

Så løb de første ledertræningsworkshops af stablen i Betlehem og Ramallah. Her kommer en tør statusrapport fra vores arbejde.

I Betlehem havde vi et introduktionsmøde før jul (se ”Forpremiere i Betlehem”), men i mandags havde vi den første rigtige undervisningsaften. Temaet var ”Introduktion til lederskab”, og 18 mennesker med hjerte for ungdomsarbejde mødte op. Til at tale om dette emne havde George og Jamal inviteret George Filmon, en israelsk araber, som arbejder for det Palæstinensiske Bibelselskab. De fleste så ud til at lytte opmærksomt, og der kom godt gang i diskussionen. Vi håber meget, at deltagerne vil tage del i de kommende workshops og efterhånden få opbygget sammehold og venskaber på tværs af kirkelige ståsteder.

Pga. vores visa – eller mangel på samme – tør vi ikke tage til Ramallah for tiden og gik derfor glip af den første undervisningsaften dér i onsdags. Men Nader rapporterede, at også her oplevede de stort engagement og forståelse for behovet for mere ungdomsarbejde på Vestbredden. Faktisk efterlyste de 13 fremmødte endnu mere træning, og derfor planlægger de nu i Ramallah 3-4 møder om måneden i stedet for 2.

Forhindringer på vejen
Det er en stor opmuntring for os, at ledertræningskurserne nu for alvor er skudt i gang og oven i købet har fået en positiv modtagelse.

Det har været en langvarig proces for de 4 palæstinensere at få samlet de kirkelige ledere om dette projekt, og selvom det ikke er lykkedes at få alle præster overtalt, så har vi nu ungdomsledere fra et meget bredt spektrum af kirker samlet til ledertræning.

På det sidste har vi måttet håndtere nogle problemer i projektet i form af uklare arbejdsbetingelser, hvilket nok har taget noget fokus fra det egentlige. Disse uklarheder er kommet op til overfladen nu i form af misforståelser og modstridende forventninger. Det er altid ærgerligt at bøvle med den slags, men det skulle gerne være på plads nu, og vi har nok alle sammen lært noget af det - både u-ledere og koordinatorer af projektet.

Desuden er der spørgsmålet om vores visa, som vi håber at få fornyet d. 26. februar. Men indtil da har vi altså ikke noget. Når vi bliver ved med tage til Betlehem er det fordi, der er en slags ”bagvej” igennem Beit Jala (i hvert fald indtil muren er bygget færdig). Jeg har aldrig helt forstået, hvordan det kan lade sig gøre, men på en eller anden måde kan man komme derind uden at skulle igennem en seriøs checkpoint. Indtil videre har det dog ikke været noget problem at komme til og fra Betlehem på samme måde, som vi altid har gjort - gennem den "store" checkpoint. Man holder bare sit røde pas op, og så vinker de som regel én videre uden at åbne det.

Men nogle gange tjekker de. Især i Ramallah. Og vi kender ikke til nogen bagvej i Ramallah…

Interkulturelt samarbejde
Det er en udfordring at være med til at starte et nyt projekt op.
Det er en stor udfordring at være med til at starte et nyt projekt op i en fremmed kultur!

Mens vi langt hen af vejen er enige med vores palæstinensiske kolleger i, hvor vi skal hen, så er vi ikke altid enige om, hvordan vi skal nå dertil. Det med at lægge et halvårsprogram og så følge det, fungerer ligesom bare ikke hernede… ”2 måneder, ork det er da rigeligt med tid til at finde en taler…!”

Mens min instinktive tilgang er at planlægge så meget som muligt på forhånd, så fornemmer jeg mere vi-tager-det-som-det-kommer-attituden hernede. ”Har du fortalt ham, hvor længe han har at tale i?” spurgte Hanna ham en time inden mødet startede. ”Næh, det husker jeg ikke, at jeg gjorde”, svarede u-lederen uden at blinke eller ryste på hånden eller på nogen måde give udtryk for, at der var noget usædvanligt i det. ”Det gør jeg, når han kommer”. Jeg spærrede øjnene op og skulle lige til at råbe ”What??” , men jeg tror nok, jeg i stedet fik sagt ”okay” og fremtvunget en slags smil.

Ja, sådan bliver vi tit mindet om, at vores mindset på nogle områder bare er helt forskelligt skruet sammen. Vi forsøger at tilføre lidt planlægning og organisering hist og her men samtidigt tilpasse os kulturen, når det er mest passende. Men det er lettere sagt end gjort!

Men hvorom alting er, så føler vi os privilegerede over at være her i Jerusalem blandt gode kolleger i et meningsfyldt projekt, og vi glæder os til at se, hvad ledertræningskurserne bærer med sig i fremtiden.

AAARRGH

Hvor får man bare lyst til at smække med døren og forlade Israel med det samme, når man stifter bekendtskab med visum-myndighedernes bureaukrati. Men det er nok også meningen. Budskabet er efterhånden feset ind: Du er ikke velkommen i Israel, medmindre du er jøde.

I tirsdags oprandt dagen, hvor Hanna og jeg skulle op på visum-kontoret og få udstedt volontør-visum som erstatning for vores 3 måneders turist-visum. Vi troede, vi havde vores papirer i orden med breve fra DUF og Israelsmissionens Unge, hvor der klart stod, at vores ophold er finansieret af danske og ikke israelske midler. Men damen bag skranken var ikke mange sekunder om at konstatere, at det havde vi ikke. Efter et besøg hos ”religionsministeriet”, hos lægen og hos chefen på visum-kontoret var vi ikke kommet ret meget længere. Problemet er, at de ikke vil anerkende Israelsmisisonen som en organisation, man kan være volontør for.

En løsning på vores problem kan være at arbejde en dag om ugen på en social institution. På den måde kan vi få et brev (brevET) fra den dame fra Socialministeret, som også skaffer visa til Meet The People–volontørerne, som arbejder på hospitaler, handicaphjem o.lign.

Vi har fået en ny tid på visum-kontoret d. 26. februar, så vi har god tid til at skaffe de nødvendige papirer. Men i mellemtiden har vi altså ikke noget visum, hvilken begrænser vores muligheder for at komme til Vestbredden.

Det værste ved visum-kontoret er ikke den ventetid, man kan blive udsat for, men den uforskammede måde man bliver behandlet på. De damer, vi snakkede med, var alle sammen sure, utålmodige og usympatiske.

Det er på ingen måde israelerne som privatpersoner, jeg vil angribe. De jøder, jeg har stiftet bekendtskab med – vores naboer og folk fra arabisk kurset – er utroligt flinke. Men ”israeleren bag skranken” har ikke lige imponeret mig. Gad vide om ordet ”kundeservice” findes på hebraisk?

Kom regn, kom sne, kom gæster fra Ramallah!

En spændende bog er guld værd, men jeg ved ikke om der er andre end mig, der har problemer med at finde ud af hvor langt man er nået, når man har lagt den fra sig. Nu har jeg omsider fundet en rigtig god løsning på problemet. Bare krøl siderne når du har læst dem, så er det enormt let at finde den side du er nået til! Bare se denne bog...

Ej fis – det er ikke en spor god ide, men en ting er i hvert fald sikkert. En bog der har ligget på gulvet under en oversvømmelse og nu er ved at blive tørret side for side af en hårtørrer kommer til at se sådan her ud!

Onsdag morgen var vi så heldige at vågne op til en ret våd lejlighed! Ikke verdens fedeste morgen. Vi fandt heldigvis ret hurtigt ud af, at det var afløbet på vores terrasse der var stoppet, så vandet steg på terrassen og løb direkte ind i vores lejlighed. Det skal lige siges at der i løbet af denne ene nat faldt ca. 20% af Israels samlede nedbør på et år. Men ikke nok med det, da vi havde fået fjernet vandet tog Maria (min kusine som er på besøg henover jul og nytår) og jeg på holocaustmuseet. Mens vi var der begyndte det at sne! Ja, hvad I ikke kan klare i Danmark må vi jo gøre noget ved her... Det var bare så hyggeligt. Der gik godt nok ret meget panik i resten af byen. Folk fik fri fra skole og arbejde for at komme hjem og busserne stoppede med at køre. Det er jo ikke sådan når man ikke er vandt til sne! Vi nød det bare i fulde drag og nød også at kunne komme hjem til vores nogenlunde tørre lejlighed og få en kop kakao...

Nu er vi heldigvis tørre igen og det er alle vores ting efterhånden også. I dag har vi så haft besøg fra Ramallah – en helt speciel og dejlig oplevelse. Det er ikke noget der kan lade sig gøre til hverdag, da palæstinenserne skal have tilladelse til at komme ind på Israelsk område. Men her til jul har næsten alle kristne palæstinensere fået en måneds tilladelse til at komme hertil. Så det var dejligt at kunne byde nogle af de mennesker velkomne, som vi efterhånden har besøgt mange gange.

Jeg vil ønske jer et rigtig godt nytår herfra – og tak for 2006

Den underskønne Louise

Se den underskønne Louise med den umanerlig smukke hat - designet til formålet - at opbevare tærte i - eller var det en computer - og når det nu er formålet, hvad i al verden laver den så egentligt på Louises hoved???

Hmm, sagen er den, at vi i lørdags var til fødselsdag hos Micha (ham israeleren som vi rejste rundt med i Danmark). Det var sådan en form for sammenskudsgilde, så Louise havde lavet en aldeles udmærket porretærte. Så for at holde den varm puttede hun den ned i denne her computer-beskytter-ting. Hvad der så lige skete på vej hjem kan jeg ikke helt sige. Men vi var trætte - computer-beskytter-tingen røg op på hovedet og vi havde det rigtig sjovt. Hmm, måske var det ikke så mærkeligt at folk gloede sådan efter os...

Men hvis vi lige skal tage en kigger på de forskellige hatte man kan møde i det israelske landskab, må man faktisk sige, at Louises falder meget naturligt ind i billedet...

Ellers vil jeg lige benytte muligheden og undskylde min til tider inaktive tilstedeværelse på vores blog - undskyld!

Og også undskyld at denne blog først kommer ud nu!!

Og så lige mit favoritbillede... I forgrunden en muslimsk kvinde - bagved en ortodoks jøde der løber!!!

Og så skal vi da også lige have et par jødiske kvinder... Faktisk har rigtig mange af de ortodokse jødiske kvinder paryk på. Man må jo ikke vise sit eget hår, så det barberer de af og bruger så paryk i stedet for - brandsmart siger jeg bare - men desværre har jeg ikke lige kunnet finde nogle billeder, så i må nøjes med at forestille jer det...

Glædelig jul og godt nytår til jer alle

Lidt til det arabiske ordforråd

Nu har vi så gået til arabisk i to uger, og ja, man må sige vi er blevet betragteligt bedre til det! ...der skulle så godt nok heller ikke så meget til. Men på opfordring af min lillesøster, vil jeg lige dele lidt af min viden med jer, så i også kan sige tfaddali, tfaddali, når I inviterer gæster, hvis altså gæsterne er af hunkøn. Alting er nemlig delt op i maskulint og feminint på arabisk. Så hvis I vil invitere mandlige gæster siger I bare tfaddal, tfaddal!

Her kommer lige en lille sætning på arabisk, så må vi jo se, om der er nogen der kan gætte hvad det betyder.

Ana w-Louise kunna fi si-sinama w sjafna l'filim Casino Royal.

Derudover kan I da lige få en lille, skal vi sige talemåde: Inte misjta bieri! (Hvis man taler til kvinder er det inti) Dette betyder du er abnorm. Og underligt nok bruger de det faktisk rigtig tit, hvis man f.eks. går i vejen, så får man lige sådan en lille hyggelig hilsen med på vejen... hmm...

Ellers er arabisk et noget anderledes sprog end dansk (og engelsk og tysk og andre sprog jeg har bare lidt kendskab til). De har ikke noget der hedder førnutid, førdatid og fremtid. Måske hænger det lidt sammen med deres noget anderledes tidsforståelse... Bare et gæt. Derudover bruger de heller ikke verbet 'at være'. Dvs. når man f.eks. siger: "jeg er fra Danmark", bliver det til "ana min Danemark" (ana=jeg, min=fra). Dette er også en af grundene til, at det arabiske sprog lyder så dramatisk. Man bliver nemlig nødt til at udtrykke det man gerne vil sige, ligeså meget gennem måden man siger det på, som selve ordene. Hmm, det bliver vist lidt indviklet det her. Håber I bare kan forstå lidt af det...

Ma' is-salama (En form for farvel, som betyder gå med fred - dertil kan så svares Alla ysallmak, som betyder 'må Gud skænke dig et godt helbred' - ja, arabisk er et poetisk smukt sprog...)

4000!!

Godt og vel! Så mange frimærker har vi klistret på julebrevene til USA i dag. 3 stk på hver. Ja, hvad gør man ikke for at please donorerne! Heldigvis var det klistermærker, så tungernes fugtighedsbalance har ikke lidt nogen skade.

De sidste mange uger her på kontoret er gået med at skrive, designe, printe, pakke, frankere og sende årets juleversion af Musalahas nyhedsbrev, som sendes ud til støtterne over hele verden (læs: USA. Ej okay det er ikke helt sandt, men amerikanerne ER altså noget mere gavmilde end os europæere...). Men nu skulle det være overstået og julefreden... eller i hvert fald freden kan begynde at sænke sig. For jul er det nu lidt småt med her i landet. Ikke engang de messianske jøder fejrer jul. "Julen er en hedensk og kommerciel tradition, og Jesus blev alligevel ikke født i december", siger de. Da-a! Og hvad så! DET ER JO ULTIMATIV HYGGE!

Men Hanna har begået en yndig lille juledekoration med nisse-kalenderlys (venligst sponsoreret og medbragt af Martin Hornstrup) og rød sløjfe, som nu står og lyser op på kontoret. Jow jow, vi gør skam lidt for at bidrage til julestemningen! I lørdags var vi til julemarked i Betlehem (i høj solskin!), og på lørdag skal vi til adventsfest i den danske kirke, så mon ikke vi i sidste ende får stillet det meste af vores juletrang.

Rigtig glædelig adventstid til jer alle!

God mellemøstlig tradition

I tirsdags skulle vi have startet på et arabiskkursus. Men i stedet for et udvidet arabisk ordforråd, kom vi hjem med et godt grin. Vi var nemlig kun 5 fremmødte. Vi skulle have været 12! Vores underviser var ikke helt tilfreds med det og skældte ud over sekretærerne. Det viste sig, at de ikke havde fået ringet rundt og fortalt at kurset skulle starte. Os 5 der var kommet, havde selv haft ringet for at spørge hvornår det begyndte:) Ja, sådan er den mellemøstlige kultur - ikke noget der haster - og starter vi ikke i denne her uge, så bliver det i næste...

Vi kom da ikke helt tomhændede hjem. På min hylde med bøger ligger der nu en bog om arabisk for begyndere, og den venter bare på at blive åbnet. Det bliver dog ikke i denne weekend jeg får det gjort, for i morgen tager vi en tur til Haifa og bliver der weekenden over. Vi fandt ud af, at vi havde en hel weekend uden planer. Det kunne vi jo ikke have, så vi lavede fluks planer... Eller vi har ihvertfald fundet et hostel og resten finder vi vist ud af lidt undervejs... Måske bliver vi mere og mere påvirkede af denne her ustrukturerede mellemøstlige kultur... hmm...

Nu tror jeg, at jeg vil sætte mig med en kop varm the, et tæppe og læse lidt i "Fiskerne". Ja, det er en af de bøger som alle læser i skolen. Eller det er ihvertfald det jeg tit hører, men jeg har ikke læst den endnu, så bare for at få lidt af den danske litteratur, har jeg kastet mig over danske klassikere, hvis man da kan kalde "Fiskerne" for en dansk klassiker...
-Hanna

Om Muhammedkrise-levn og livline-brug

Den anden dag på vej hjem fra Ramallah skulle jeg lige til at sige til Hanna, at jeg efterhånden var ved at føle mig helt hjemme i de såkaldte araber-busser. Men så var det, at jeg fik øje på dette mærkat sat op på ruden bag chaufføren. Skriften er måske lidt svær at læse, og man kan knap nok ane Lego-logo'erne og de andre danske produkter, men flaget taler da sit tydelige sprog!

Jeg havde forestillet mig, at det var skumle blikke og kommentarer fra arabiske hankøn mere end klistermærkater som denne, der ville få mig til at tøve med at tage araber-bussen!

Araber-busserne er arabernes egne busser (sjovt nok), og vi bruger dem nu stadig flittigt, for der er flere fordele ved dem: De er billigere end de israelske, og de går på sabbatten!. Og så kører de helt ind til den gamle by og ud til chekpointene ved Betlehem og Ramallah. Med andre ord, der hvor araberne færdes.


Jeg er ved at udforske supermarkedets udvalg af eksotiske, ukendte frugter, og som regel ved frugt-eksperten Hanna altid, hvad det er, jeg har slæbt hjem, men den her måtte hun altså give fortabt over for. Så nu spørger jeg publikum: Hvad i alverden er det for en frugt, der er gul udenpå, grå med sorte prikker indeni og smager som en mellemting mellem kiwi og melon??

En præmie er bestemt ikke udelukket.

søndagstilbageblik

Endnu en uge i The Golden City er ved at være forbi. Endnu en uge med nye oplevelser, ny viden og nye vinkler på historien om Det Hellige Land. Endnu en gang må jeg konstantere: Jeg har det godt, og det er et spændende sted, jeg er havnet.

Som I nok har hørt i nyhederne, har det ikke været en særlig fredlig eller opmuntrende uge på det politiske plan pga. episoden i onsdags, hvor IDF’s (det israelske militær) beskydninger i det nordlige Gaza ved en teknisk fejl dræbte 18 civile – hvor grotesk og tragisk det så end lyder! Desværre har Hamas efter episoden opfordret til voldelig gengældelse, så i Israel forventer man nu nye selvmordsangreb, som ellers har været på tilbagegang i lang tid takket være - og det piner mig at sige det - muren.

Sikkerhedssystemet skulle efter sigende være blevet hævet til et meget højt niveau, men det er nu ikke noget, vi kan mærke på sikkerhedsvagten nede ved det lokale supermarked, han ser ud til at have fattet fuldstændig tillid til os to dumme udlændinge. Han smiler som regel bare til os, og engang i mellem klapper han lige på tasken, inden vi går ind – som om det skulle kunne afgøre, om der er en bombe i den!

Men for at det ikke skal se alt for sort ud det hele, så har jeg lige hørt, at en palæstinensisk samlingsregering mellem Hamas og Fatah er på trapperne. "Er på trapperne" har som regel godt nok lidt en anden betydning hernede, men alligevel, det lyder som godt nyt i mine ører. Om det er en holdbar løsning i længden, er jeg simpelthen ikke i stand til at vurdere, men jeg kan virkelig godt unde det palæstinensiske folk, at det økononmiske boykott snart får en ende, så de offentligt ansatte kan få deres løn udbetalt og børnene kan begynde at gå i skole igen.

Jeg har forresten lige lyst til at nævne, at Steffen Jensens blog http://blog.tv2.dk/steffen.jensentv2/ er supergod (og så vidt jeg kan vurdere ret nuanceret) , hvis man gerne vil orientere sig om situationen hernede. Lige nu rapporterer han fra Gaza - det er rystende, men interessant læsning.

I onsdags var der besøg i præstelejligheden af Ruth Brandt, en rumænsk født jøde, der overlevede både Auschwitz og Bergen-Belsen. Jeg har gennem tiden hørt mange forfærdelige beretninger om Holocaust tiden, men det var alligevel en helt speciel rørende oplevelse at høre det fra en af dem, der har oplevet det på egen krop. Imens hun fortalte om alle de ondskabsfulde handlinger, hun blev udsat for - den ene mere grusom end den anden - var der et spørgsmål, der blev ved med at dukke op i mig: Hvordan kan hun sidde der og virke så harmonisk og velfungerende efter alt det? Kan man virkelig komme videre som menneske efter at være blevet så dybt krænket og mishandlet? Hun stillede selv et lignende spørgsmål, da hun fortalte om, hvordan hun sammen med de andre overlevende endelig blev befriet af englænderne, som begejstrede fortalte dem, at nu var de frie og kunne gøre hvad de ville. Frihed til hvad? måtte hun spørge sig selv. Naboerne i Rumænien havde frydet sig, da jøderne blev ført bort, fordi de nu kunne tømme deres hjem, så der længtes hun ikke ligefrem tilbage. Hun havde mistet hele sin familie, og så var hun i øvrigt ved at dø af tyfus. Hvordan kommer man videre derfra?

Hun nævnte flere ting, der var med til at give hende livslysten tilbage, men én vigtig ting, som jeg hæftede mig var oprettelsen af Israel. Virkeliggørelsen af drømmen om et hjemland for jøderne og udfordringen i at bygge dette land op, var noget af det, der gav hende noget at leve for igen. Det gik virkelig op for mig den aften, at staten Israel var og er meget mere end et praktisk samlingssted for alverdens jøder og et plaster på såret på nazisternes forbrydelser; det er en altafgørende faktor i genopbyggelsen af det jødiske folks identitet og selvrespekt.

Jeg tror, det er sundt for mig at få dette perspektiv med, når jeg færdes blandt palæstinenserne og ser, hvordan staten Israel på mange måde har gjort deres tilværelse besværlig og ulykkelig. Holocaust retfærdiggør ikke nogen som helst slækken på menneskerettighederne, men det er nok vigtigt at huske på, at selvom jøderne virker som et stolt og magtfuldt folkefærd i dag, så har de en smertefuld og traumatisk historie bag sig.

I fredags var vi til studenterkonference i Ramallah, som vi har hjulpet Nader og Alaa en smule med at arrangere. 20-25 kristne universitetsstuderende havde taget imod invitationen til at mødes om undervisning, lovsang, lege og uformelt samvær i Jifna, en landsby lidt udenfor Ramallah. Tidsplanen, som Hanna og jeg havde været med til at indføre, holdt selvfølgelig ikke en meter, og alle holdt vejret, da de obligatoriske tekniske problemer med projektoren meldte sig, men ellers gik det hele forholdsvist gnidningsfrit, og dagen blev vist okay succesfuld. Dog blev min lutherske bevidsthed noget pirret under den første undervisningsafdeling, hvor en amerikansk fyr skulle tale om noget med at leve som kristen. Hov, han glemte evangeliet! som Signe og Judith ville have sagt...

Selvom Hanna og jeg ikke havde det helt store ansvar for dagens forløb, var det alligevel skønt at "komme i gang" på en eller anden måde. Dejligt at møde nogle af de mennesker, vores projekt handler om, de unge kristne på Vestbredden.

-Louise

- Jack taler, Nader oversætter

- Ja, vi sad udenfor og spiste frokost

Her kommer mutter med kost og spand

Eller måske skal det hellere være med klud og spand... Vi har nemlig været nede og gøre rent på Musalahas gamle kontor idag. Det er et meget lille kælderrum, som nu bliver brugt som bibliotek og til opbevaring af filer. Men hold da op hvor var der støvet! Vi brugte hele dagen på at tørre bøger af, og vi har stadigvæk ca. en tredjedel tilbage. Men sådan er det jo at være volontør, men kan ikke altid lave det spændende.

Det var nu meget hyggeligt alligevel. Vi fik hørt lidt musik og noget debat med Clement over nettet. Vi fandt nemlig ud af at der var trådløst netværk. Kay, Salims kone (Salim er lederen af Musalaha), var også vældig hyggelig, lavede kaffe til os og tilbød os nogle enormt lækre småkager. Umme um. Hun sælger en masse forskelligt i oliventræ til fordel for en hjælpeorganisation der hedder Shepherds Society (ved ikke lige om det er stavet helt rigtigt...), så der blev vi da lige fristet til at bruge lidt penge.

Her til aften har Louise bagt en lækker peanutkage, den dufter rigtig godt og jeg glæder mig til at smage den i morgen, når vi skal til åbent hus aften i præstelejligheden. Der kommer en dame på besøg som har overlevet en kz-lejr. Det bliver spændende at høre hendes historie. Det kan måske også hjælpe os til at forstå lidt mere af den israelske kultur og tankegang. Men det kan i jo høre mere om efter i morgen. Nu vil jeg gå i seng...

Her går vi med korte ærmer

Ja, det har virkelig været skønt vejr i dag. Regn har vi også haft lidt af her i Jerusalem, men ellers er der som regel solskinsvejr om dagen og ingen grund til at finde jakken frem endnu.

Lige en kort update på denne uge i Jerusalem.

Søndag (ja, jeg ved virkelig ikke hvorfor Hanna ikke nævnte denne vigtige begivenhed... siger det måske noget om forskellen i vores afhængighed af internet!?) fik vi denne søde lille ting installeret, som gør, at vi altså nu har adgang det store world wide web lige her fra vores kælderlejlighed. Lækkert. Indtil nu har vi hængt ud på kontoret efter arbejdstid for at klare den slags ærinder.


Onsdag var vi i Ramallah for at besøge Nader og Ala - primært for at tale om de ungdomsaktiviteter, vi vil arrangere i fremtiden. Men det blev da også lige til en tur omkring gode gamle Arafats gravsted og desuden et besøg på Alas universitet. Her overværede vi bl.a. en lektion i politisk videnskab. Det var selvfølgelig på arabisk, men ind imellem kunne man høre at lande som Amerika, Syrien, Irak, Tyrkiet og Palæstina blev nævnt. Emnet var amerikanske udenrigspolitiske fejltagelser i Mellemøsten. Meget neutralt udgangspunkt, ikk sandt? Læreren var fra Hamas. Birzeit Universitet er privat, og Ala er derfor privilegeret at kunne gå i skole for tiden, mens de fleste statskoler på Vestbredden

er lukket pga. den manglende udbetaling af løn til lærerne. (Pga. Vestens boykott af Hamas-regeringen)

Torsdag var også dagen, hvor vi fandt ud af den præcise størrelse på overboens børneflok: 12. 12! Vi havde ham mistænkt for at have en hel del børn, men alligevel... Den mindste er 1, og de 3 ældste er gift (og har vist også nogle børn). Ikke så underligt, at der er meget aktivitet i huset.

Lige til sidst et par ørken-billeder. Hvilken én er smukkest - Negev til venstre eller Wadi Rum til højre?

Hvad hedder forstoppelse på hebraisk??

Det fik jeg heldigvis aldrig brug for at vide, men efter flere dages irritation af et tilsyneladende ret ineffektivt tarmsystem, var jeg efterhånden ved at være ret desperat. Mine diarré-piller, som jeg ironisk nok havde købt hjemme i DK for at være på forkant med den slags situationer, var ikke til megen hjælp! Jeg slog ordet op i min ganske uundværlige røde engelsk ordbog og fik det fremstammet i apoteket og - halleluja - ekspedienten fangede den med det samme! Jeg forlod biksen med en pakke "figen-piller" (i hvert fald hvis man skal tro billedet udenpå) og en opfordring til at drikke rigeligt med vand og satser nu på, at jeg er på rette kurs!

Og med den charmerende indledning vil jeg gerne fortælle jer lidt om, hvad vi har oplevet de sidste par dage.

Efter en del søgen har vi nu endelig besluttet os for et arabisk kursus, som passer nogenlunde til vores kalender og til vores bopæl. Det er hos YMCA og begynder i midten af næste måned, to aftener om ugen i første omgang i 2 måneder. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang, så det bliver nemmere at "opsnappe" lidt hist og her. Hvorfor ikke hebraisk, når vi nu bor i Israel? Tro mig, det ville jeg også gerne kunne, men jeg vælger at satse på arabisk, dels fordi vi primært kommer til at arbejde blandt palæstinensere, og dels vurderer jeg, at det er lidt mere brugbart i DK end hebraisk (skønt det ikke er meget, vi kan nå at lære, mens vi er her - men alligevel!)

I dag har vi været i "Den Danske Klub", som foregår en gang om måneden og blev startet for ... mange år siden oprindeligt for arabisk gifte kvinder. Nu er den dog åben for alle danskere, og i dag var der en god blanding af os volontører, som blot er her nogle måneder, "mellem lang tids" - personer som fx præsten eller diplomater, der er her en årrække for at udfylde et job, og så de "gifte og satte", som er "stuck here" ;-) I dag blev der sagt farvel til et par stykker - uddelt gaver og holdt taler, så stemningen var lidt sentimental, men ellers plejer der ikke at være noget egentligt på programmet udover at hygge og drikke kaffe og spise danske boller. Jeg havde egentlig været lidt skeptisk inden og havde tænkt, om det nu virkelig var nødvendigt med sådan en klub til at pleje den danske mentalitet... Men stemningen var virkelig varm og ikke spor arrogant, og det var tydeligt, at samværet dér havde spillet en kæmpe rolle i form af støtte, opmuntring og forståelse ikke mindst for dem, som havde giftet sig ind i en fremmed kultur.

Den sidste ting jeg vil nævne er i går, hvor vi var til en slags "volontør-dag" arrangeret af det israelske socialministerium for at sige tak til de udenlandske volontører, som kommer til Israel. Det var vist egenlig mest henvendt til folk, der arbejder på sociale institutioner o.lign. men vi sneg os med alligevel! De fleste var danskere eller tyskere, og så var der et par hollændere og en finne. Der blev tid til at dele nogle af ens oplevelser med det at være volontør, og der blev egentlig en meget god samtale ud af det. Men det der gjorde mest indtryk på mig var en lidt ældre tysk kvinde, som var kommet hertil for at arbejde blandt holocaust overlevende. Hun fortalte om, hvordan hun havde talt om fortiden med en tilfældig jødisk kvinde i bussen. De havde begge fået tårer i øjnene, men alligevel var det som om noget i dem begge var blevet "helbredt" derefter. Jeg respekterer denne tyske kvinde uendelig højt for at komme herned og forsøge at råde bod på synder, som hun dybest ikke selv har noget som helst at gøre med. Jeg selv, tror jeg, ville føle mig for stolt til at sige undskyld for Muhammedtegningerne på Danmarks vegne. Hvor meget større er det så ikke at tage ansvaret for holocaust!
Den tyske kvinde er faktisk også et forbillede på den indstilling til konfliktløsning, som Musalaha ønsker at være fortaler for. På ørkenturen blev de unge palæstinsere og israelere også opfordret til at tage ansvar for tingenes tilstand uanset hvor uretfærdigt de følte sig behandlet, og uanset hvor lidt de havde været med til at forårsage konflikten. De blev opfordret til at handle derpå og række ud mod den anden part, til at tage det første skridt, selvom man selv føler sig uden skyld. Dermed bryder man med hævntanken og "øje-for-øje- princpippet", og gensidig forståelse kan begynde at tage form.

I får også lige et par billeder. Nogle typiske elementer fra et mellemøstligt måltid: pita, humus, "aubergine-splat", oliven og diverse salater. Og så min skønne og trofaste følgesvend, Hanna på vej til dansker-klub.

Håber alt er vel derude, og endnu en gang (hvorfor er det altid om fredagen, jeg skriver...?): Rigtig god weekend!

-Louise

Den foerste regn

Og saa kom den foerste regn. Bedst som vi stod og skulle afsted gudstjeneste i Betlehem. Det resulterede i, at vi desvaerre ikke kom afsted. Ja, det lyder vildt maerkeligt, for helt aerligt, det er jo bare lidt regn. Men naar det ikke har regnet i lang, saa er vejene blevet fyldt med sand og naar den foerste regn saa falder, bliver vejene omdannet til glidebaner. Og eftersom Jerusalem ligger hoejt oppe, ville vi hellere blive hjemme og koebe moebler til vores lejlighed, end koere sidelaens ned af et bjerg i en bus! Vi har i noget tid vaeret paa udkig efter moebler til vores lejlighed, og det havde vi saa god tid til at goere idag. Det gav ogsaa pote, vi fandt nogle okay moebler til billige penge. Det naeste problem er nu, hvordan vi faar dem hjem til vores lejlighed... Men vi er positive, vi maa bare finde en med en bil og saa fedte lidt... Det var vist alt for nu. Resten af dagen gik med en tur til den gamle by og et besoeg paa en etiopisk restaurant og saa ogsaa lige et smut forbi et fantastisk lille ishus. Saa alt i alt en god dag selvom vi ikke kom til Betlehem.

- Hanna

De foerste par dage i Jerusalem

Da vi onsdag eftermiddag langt om laenge slap ud af forhoeret i den ellers meget smukke lufthavn i Tel Aviv, blev vi hentet af Louise (administrator paa Musalaha kontoret), som tog os med til Jerusulem - helt praecist Revadim 25 i Talpiyot, som altsaa bliver vores adresse det naeste lille aars tid. Vi bor i en kaelder hos en religioes joedisk familie med en relativt stor boerneflok (at doemme efter lydene). Men indtil videre har vi nu kun moedt manden i huset, som virker rigtig flink og allerede har inviteret os paa middag engang i loebet af loevhyttefesten (sukkot), som netop er startet i dag. Det er en hoejtid, der skal minde joederne om de 40 aar i oerkenen, hvor de boede i primitive hytter men modtog fra Guds haand, hvad de havde brug for.

Torsdag blev vi saa introduceret paa Musalaha kontoret, som heldigvis kun ligger 5-10 minutters gang fra Revadim 25. Indtil videre kan vi kun finde hen til kontoret og til supermarkedet - det er virkelig svaert at skelne bygninger osv fra hinanden, naar alt det skrevne bare er volapyk for os! Jeg ved ikke om vi faar tid til at at blive gode venner med de hebraiske bogstaver, men det kunne nu vaere ret praktisk! Jeg glaeder mig meget til at laere byen at bedre kende og til rigtigt at komme i gang med vores arbejde, men det maa vente lidt endnu, for i foerste omgang staar den paa 5-dages oerkentur i Jordan, som vi skal afsted paa imorgen. Rigtig god weekend!

-Louise