Truet på eksistensen

Holder bloggen ferielukket for tiden?
Nej, det var egentlig ikke meningen, men lukningstruet er den faktisk. Vores ophold i Al-Quds, Yerushalaim, Jerusalem - og dermed bloggens eksistensberettigelse - er meget snart fortid.

Så før den grusomme virkelighed sætter ind, må vi hellere skynde os og fortælle, hvad vi har oplevet på det sidste - i det mindste i overskrifter.

· Jeriko-tur
- Afslutning på ledertræningskurser. 24 deltagere og koordinatorer fra Betlehem og Ramallah mødtes 2 dage på et hotel i Jeriko for at runde kurset af og tænke fremad. Deltagerne var begejstrede. Ikke mindst for swimmingpoolen men også for fællesskabet med hinanden. Vi koordinatorer fik lejlighed til at høre, hvad deltagerne har fået ud af kurset. Undervisningsdelen handlede om kristen enhed og visioner for ungdomsarbejdet.

· Børnelejr
- Musalaha’s årlige 5 dages sommerlejr for 9-12 årige, hvor jeg var køkkentante, og Hanna var krea-boss (flere billeder i næste indlæg)

· Camping og hiking i Golan
- Hele året har vi snakket med Micha (som var med I Danmark) om, at vi skulle på en tur sammen, så nu var det ved at være sidste chance. Vi overnattede på en campingplads proppet med iglotelte men uden skyggen af en campingvogn – jep, det ku’ de danske luksuscampere godt lære noget af! Dagen efter besøgte vi først Banias vandfaldet, dernæst hikede vi i Yehudiya nationalpark, hvor vi desværre ikke kunne have kamera med, fordi ruten nogle steder krævede at man svømmede for at kommer videre. Til sidst slappede vi af i de 36 grader varme kilder ved Hammat Gader. (og ja, rygtet taler sandt: Det lugter virkeligt af råddent æg!)

· Besøg fra Danmark
- Hannas søster og svoger, Linda og Torben (dem til venstre) har været så venlige at komme ned og hente os og sørge for, at vi kommer godt hjem! Så tak for det, det er hyggeligt, at I er her.

Og så har jeg slet ikke nævnt vores tur til Hebron og Jeanette og Charlotte, som er her for at evaluere vores projekt, samt diverse farvel-middage.... Det må I høre om, når vi kommer hjem!

Et kig ind på Magen

Peberfrugt-frøs-plantning - fra venstre: Yael, Edna og Nomi. I baggrunden: Shmulik.

I løbet af de sidste 5 måneder har Louise og jeg arbejdet hver en dag om ugen på en institution for mentalt handicappede, som hedder Bet Magen. I starten krævede det lidt tilpasning, og eftersom jeg en dag om ugen ikke er meget, tog det noget tid at lære beboerne og deres rutiner at kende. Men nu går det bedre - meget bedre. Der er stadigvæk en del sprogforvirring, da beboerne kun taler hebraisk, og mit hebraiske ordforråd mildest talt er sparsomt, men det er fantastisk så meget man kan få sagt med fagter og ansigtsudtryk. Ronit med sin nye taske

Vores opgave som volontører på Magen er; at hygge med beboerne, give dem opmærksomhed og lave aktiviteter med dem. Det er lige til at holde til, og faktisk også ret sjovt. Igår plantede vi f.eks. peberfrugt-frø i håb om at de vil spire, og give endnu flere peberfrugter end vi allerede har i forvejen:) Derudover dansede vi og så hjalp jeg Ronit med at sy en lille taske. Ja, på Magen er hver dag en fest - ihvertfald for nogle beboere - og det er sjældent jeg ikke er i godt humør, når jeg kommer hjem derfra.Yael foran radioen

Alle beboerne har deres små finurligheder, som jeg indimellem more mig vældigt over. Der er f.eks Yael, som bare elsker at stå foran radioen med sin smarte hat, mens hun rokker lidt med numsen og griner af sangene i radioen. Så er der også Timor, som kun kan en sætning på engelsk; "I love you too" - som bliver brugt tit og ofte, og til hvilken man vel kun kan svare "I love you too"... Der er også Gita. Hendes mor overlevede Holocaust og havde derefter altid noget mad gemt et eller andet sted. Dette gør Gita hende efter, og har derfor altid et par skiver brød i blusen og lidt gennemhakkede grøntsager i en pose under sin stol - og ve den der forsøger at tage det fra hende! Og Avner, som er bange for at falde, og derfor altid går rundt lidt ligesom spejderman... og jeg kunne blive ved. Med eller uden alle deres finurligheder - man kan simpelthen ikke andet end at holde af dem! Frække Abudi, med glimt i øjet...

Galilæa-tur i billeder

Bebudelseskirken - Jomfru Maria på japansk
Ja, Nazaret er en blandet by.
Endnu en af de mange kirker, vi så - Saligprisningernes Bjerg.
Vi var ikke de eneste på Galilæa-tur!

Eftertænksomhed ved Genesaret Sø.

Synagogen i Kapernaum.

Rester fra 67-krigen - en moske i Golanhøjderne.

Gamla Naturpark - Israels største vandfald.
Ved stranden i Haifa.
Pastor Olsen i selskab med Luther.

Og her skulle vi så have haft et glimt fra vores fantatiske rafting-tur på Jordanfloden... men dén tur sagde kameraet desværre nej tak til. Men prøv at forestille jer Olsenbanden og alle volontørerne iklædt styrthjelme, redningsveste og padleårer, der suser ned igennem bølgerne mens de klamrer sig fast til en gul gummibåd og råber: Forward hard! Så er I ved at være der.

Procession - igen igen

Glædelig påske!

Det er vist ikke for tidligt at få sagt... Det blev godt nok ikke til så meget påske fejring i Jerusalem, men jeg har lige lyst til at dele nogle billeder med jer, som jeg tog Palmesøndag. Hvert år samles alle de forskellige kirkeretninger, for at gå i procession fra Oliebjerget og ind i den gamle by. Jeg tror, de har et eller andet med processioner hernede - jeg har efterhånden oplevet nogle stykker, og det var ikke fordi jeg glædede mig vildt meget til denne palmesøndagsvandring. Men men, man kan jo blive overrasket. Festlige faner, sange på alverdens forskellige sprog, dansende munke og nonner, palmeblade over det hele og bare generelt feststemning gjorde det til en fantastisk dag.

Til daglig er de forskellige kirkeretninger hernede ikke voldsomt begejstrede for hinanden. Derfor synes jeg også, det var rigtig dejligt at opleve, at vi kunne gå og lovsynge sammen, og at vi her i påsken trods alt er sammen om at fejre Jesu død og opstandelse. Man føler sig ret lille, når en så stor flok samles, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan Jesus må have oplevet det, da han kom ridende ind i byen. På det tidspunkt var han midtpunktet for deres fejring, men vidste godt, hvad der skulle ske bare en uge senere. Egentligt synes jeg ikke det er så mærkeligt, at han kom sagtmodigt ridende ind i byen... Glædelig påske!

Påske i kamelperspektiv

Kravle i klipper, få vabler, sand i soveposen, drikke litervis af vand, blive solskoldet og komme væk fra det pulserende byliv: Tiden var endnu engang kommet til at udforske ørkenlandskabet.

Bussen startede ud i Nazaret lørdag morgen, og derefter gik det hele vejen ned gennem landet til Haifa, Netanya, Tel Aviv, Jerusalem og Jeriko for at opsamle de 13-17-årige jødiske, palæstinensiske og israelsk-arabiske deltagere på Musalahas Desert Encounter. Da bussen var fyldt godt op, fortsatte vi videre langs det døde hav igennem Negev ørkenen til campen 'Chai Bar' ved Eilat på Israels sydspids.

Her indtog vi pitabrød og humus, og efter et par navnelege og nogle lovsange lagde vi os til rette i soveposerne under den åbne himmel. Vi forsøgte vores bedste at trodse kulde og sandfygen for at samle kræfter til vore første hike eventyr.


Søndagens hike viste sig at være mere bjergbestigning end gåtur, og den blev en prøve på tålmodigheden og højdeskrækken mere end på kondien. For det kan godt skabe en del ventetid, når 43 mennesker skal ned af den ene stejle og smalle bjergsidesti efter den anden, hvor man må træde hvert eneste skridt varsomt for ikke at skride. Men storslået det var det. Fra et af udsigtspunkterne kunne vi se til både Jordan, Saudi Arabien og Egypten.

En af hjælpelederne 'Yura' er i gang med at aftjene sin 3-årige værnepligt og skal tilsyneladende have sit gevær med overalt, hvor han går. Men efterhånden som dagene gik, fandt man det liggende og flyde flere og flere forskellige steder. Smidt på jorden eller hængt på en kamel, og til sidst så man endda en palæstinenser bære rundt på det! Fra et forsoningperspektiv var det en glædelig udvikling, hvad angår landets sikkerhed, ved jeg ikke...!


Vores anden hike, som strakte sig over 2 dage, var en rigtig ørkenvandring. Anført af hippie-guider, kameler og hunde fra vores camp vandrede vi under den brændende sol afsted ind i ørkenen. Vi gik og gik, og derefter gik vi lidt mere. Sidst på eftermiddagen slog vi lejr ved foden af en stor sandbanke, og havde man ikke brugt nok energi den dag, kunne man jo så bestige den så mange gange, man ville.

Eller gå i gang med at skære grønsager til aftensmaden.

Nogen havde fortjent en slapper mere end andre.

Efter endnu en kølig nats søvn vandrede vi tirsdag morgen tilbage til vores camp, hvor pigerne måtte modstå fristelsen til at tage et bad og i stedet hoppe på bussen med det samme, som kørte af sted nordpå til vores respektive hjembyer.



Udover gåture og kamelridning bød de fire dage også på lege, bibelundervisning, lovsang, lejrbål, sprogudveksling og madlavning, og hensigten med alt dette var naturligvis nye venskaber og en bedre forståelse for mine kristne brødre og søstre på den anden side konflikten. To af deltagerne tog på en særlig måde budskabet om forsoning til sig - det endte med en lille jødisk- arabisk romance! (Men det var altså ikke planlagt fra vores side!!)

Bortset fra de kolde nætter var alle strabadserne en sand fornøjelse, men jeg kunne ikke helt lade være med at sammenligne turen med vores Young Adults (18+) tur til Jordan i oktober og ærgre mig over, at der ikke var den samme seriøse interesse for forsoningsaspektet blandt teenagerne. Men omvendt har sådan en flok omvandrende hormonbomber nu også sin charme: Hvin og fnis hver gang kamelerne rejste sig op med piger på ryggen, og selvfølgelig mande-deo ud i hele bussen!

Besøg hjemmefra

I denne uge tog jeg afsked med 3 af mine nære slægtninge, som var på et 1o dages besøg her i Israel, og I skal da ikke snydes for et par glimt derfra.

Det blev til mange uforglemmelige øjeblikke, deriblandt diarré og tilstoppet toilet, vandretur, kamelridning, bjergklatring, fantastiske udsigter og politiske diskussioner.

Hjælp, der er en elektriker løs i huset!
Manden havde ikke havde ikke engang været her et døgn, da jeg en dag kom hjem fra arbejde og fandt mærkværdige lampeskærme over det hele, alle de sprungne pærer udskiftet - naturligvis med elsparende alternativer og et fikset kølesskabsstik, som før hang og dinglede faretruende langt ude af kontakten.

Populære blondiner
Tirsdag i sidste uge tog Nader os med på eventyr på Vestbredden - nærmere betegnet Jeriko, Ramallah og andet godt derimellem.

I Jeriko, som er den største interne turistattraktion på Vestbredden, mødte vi mange muslimske skolepiger på udflugt, som faldt for min lillebrors lyse lokker og min mors nysgerrighed og åbenhed. Begge blev i øvrigt beskyldt at være min søster den dag.

-Her er det Lasse, der må af med sin email adresse. Men bare rolig, han "har oprettet en email til den slags", som han selv siger!

Dagen sluttede af med aftenensmad hos familien Ghneim i Ramallah. Og vi gik ikke sultne derfra!

Smuk natur og den slags
Derfter drog vi et smut nordpå, hvor min mor fik et sentimentalt gensyn med (den daværende) Kibbutz (og nuværende landsby) Neve Yam, hvor hun arbejdede for 26 år siden. Desuden besøgte vi den gamle, stemningsfulde fæstningsby Akko ved Middelhavskysten.

I weekenden drog de raske af os af sted på den før omtalte ørkentur, som bl.a. gik til Melørkenen og Mount Sodom, som det bibelske Sodoma menes at have ligget i nærheden af.

Vi blev også præsenteret for saltstøtten af Lot’s hustru, som… hm… vist har mistet sine former lidt.

Tilbage på pinden
Besøget, som også betød en uges ferie for mig, fik sin ende tirsdag aften, og nu er jeg så tilbage på kontoret og i mit eget soveværelse! Tak for besøget, vi ses til sommer!