Fluen på væggen

Den lille araberbus flyver afsted i et hæsblæsende tempo mod checkpointen. Vi vælter lidt rundt i sæderne, på vej til den 9. workshop i Betlehem. For at komme igennem checkpointen behøver vi bare vise bagsiden af vores pas, derefter går vi gennem muren ned mod de ventende taxachauffører, der allesammen gerne vil vise os Fødselskirken for en skyhøj pris. Vi begynder at gå og snart kommer der en taxa, der kan tage os til Cafe Sima for kun 9 shekel.

På cafeen, en hyggelig lille oase midt i alt det triste, mødes vi med Jamal og George (to kollegaer i Betlehem) for at gennemgå dagens program og sætte Kristine (underviseren) ind i det hele. Efter en lækker milkshake går vi den korte tur til Betlehem Hotel, hvor vi har et mødelokale. Der er stadigvæk stille da vi ankommer. Kun en af deltagerne er ankommet, og han er kommet tidligt for at invitere os til et ungdomsarrangement arrangeret af hans kirke.

Mens vi gør os klar, begynder folk ligeså stille at dukke op. Rummet bliver fyldt af småsnak og latter, og de arabiske hilsner marhaba, kief halik, sju l'akhba og mange flere flyver gennem luften. For mig virker det lidt ligesom en leg. Hvor mange hilsner kan du nå at få fyret af, inden personen du står overfor overhovedet får åbnet munden? For en araber er svaret; ufattelig mange!

Klokken viser nu 10 over 4, ca. halvdelen er kommet og vi går så småt i gang. Jamal indleder, som enhver anden mødeleder, med en joke, som kun han selv griner af. Der er stadigvæk meget uro i rummet og det summer af dæmpede samtaler. Et forsøg på at aftale en dag, hvor vi kan mødes til grillfest, udskydes. Det er simpelthen umuligt at blive enige! Endelig bliver emnet konfliktløsning præsenteret og Kristine får ordet. Her en halv time senere er alle efterhånden dukket op.

Til at starte med, bliver vi stillet overfor en konflikt, som vi skal løse i grupper to og to. Det tager noget tid før alle er med på, hvad det går ud på, og man kan godt mærke, at de ikke er så vandt til gruppearbejde. Men opgaven bliver løst, og der bliver jubel, da det viser sig, at de her i Betlehem klarede det bedre end i Ramallah.

Vi bliver nu stillet en anden opgave. To og to skal vi dele en konflikt, som vi har været igennem eller som vi er i, og finde en metafor for denne konflikt, f.eks. kamp, rod eller leg. Da de får at vide, at de ikke må bruge konflikten mellem Israel og Palæstina, bliver opgaven ligepludselig meget sværere. Kun 2 af de 30 deltagerne kan komme op med en konflikt. Jeg synes egentligt det er lidt tankevækkende, at den store konflikt er så altoverskyggende for dem.

Pludselig bryder en af deltagerne ind med et istiraha - break, og den samtale, der indtil nu bare var dæmpet, bryder ud i lys lue. Nogle haster ud for at få sig en kop kaffe og en sød, lidt halvtør kage. Folk hilser igen på hinanden, for der er jo kommet flere til siden vi startede, og de skal da også lige have en håndfuld hilsner.

Efter pausen er det svært at få ro på igen, men da Kristine begynder at tale om det åndelige aspekt i konflikt, bliver rummet forbavsende stille. Det er tydeligt at mærke, at dette er helt nyt for dem, og det, at der er en kristen måde at agere på i en konflikt, virker til at gøre indtryk. Det er dog ikke længe roen holder. Der er noget galt med air conditionen og lokalet er efterhånden ved at være ret koldt. Mens Kristine ufortrødent fortsætter undervisningen, gør op til flere af deltagerne ihærdige forsøg på at normalisere temperaturen, uden det dog lykkes for nogen. Én fryser så meget, at hun sidder og halvt gemmer sig under dugen på bordet.

Hele vejen igennem har jeg moret mig lidt over Kristine og Jamal. Kristine med sin milde fremtoning og meget kontrollerede stemmeføring på den ene side, og Jamal med sit enorme kropssprog og stemme, der bliver kraftigere og kraftigere, efterhånden som han får talt sig varm. Som de står der, viser de egentligt meget godt forskellen på vestlig og arabisk kultur! Jamal skal egentligt bare oversætte, men jeg skal da lige love for, at også fremføringen bliver oversat til arabisk.

Til sidst slutter Kristine af med at slå fast, at deltagerne som kristne er Guds håb i denne uoverskuelige og nærmest håbløse konflikt. Selvom det for mig virker som en noget ukoncentreret workshop, kommer mange op og takker Kristine bagefter, og for mange af deltagerne er det her helt nyt og meget spændende stof.

På ny kan jeg slå fast, at undervisningkulturen for palæstinenserne er noget anderledes end hvad jeg er vandt til. Workshoppen har dog også gjort indtryk på mig - endnu engang er jeg blevet slået over, hvor stor indflydelse "den store konflikt" har på palæstinenserne, hvor meget den påvirker deres identitet og tankegang.

Arab Republic of Egypt

Flere stempler i passet. Så har Hanna og jeg endnu engang været på tur - denne gang på det afrikanske kontinent, sammen med Mette og Martin, finske Hannah og wannabe svenskeren Anna.

Turen gik først til hovedstaden Cairo, som mange mener, er en lidet charmerende by pga. dens uoverskuelige størrelse (20 mio. mennesker) og megen forurening (3 mio. køretøjer). Jeg blev nu meget positivt overrasket over mødet med de flinke og hjælpsomme egyptere, men efter to dage i det trafikale kaos længtes jeg inderligt (især som fodgænger) tilbage til Ramallah, hvor bilerne for det meste standser for rødt.

Kaos er måske ikke det rigtige ord, for jo vist er der flow i trafikken, men de har bare deres helt eget system: 1) Kør i den retning, du skal (dvs. skal du til venstre i rundkørslen, så tager du selvfølgelig den lige vej). 2) Hvis der kommer noget i vejen, så giv tegn med horn og lygter. 3) Hvis ikke det hjælper, så brems hårdt op og giv tegn med horn og lygter.

I Cairo så vi både den koptiske (kristne) del af byen (kopterne udgør ca. 10% af den egyptiske befolkning og ser i øvrigt ikke sig selv som arabere) og den islamiske del. Her i en af de mægtigt store og ældgamle moskéer er der ved at blive gjort klar til fredagsbøn. Eller... det var vist meningen.

En spytklat udenfor Cairo, i Giza, ligger det, som alle forbinder Egypten med. Vi udforsker Kheops pyramiden.
Men Giza pyramiderne er også et sted, hvor man nærmest falder oven i alle de dumme turister, så man kan forholdsvist hurtigt blive færdig der... (videre ind i skyggen)

Efter to dage i Cairo hoppede vi på nattoget til Luxor, hvor vi endnu en gang fik bekræftet, at egypterne virkelig har forstand på kundeservice. I toget blev morgenmaden og aftensmaden serveret og sengen slået op og ned af en storsmilende og uhørt høflig tjener, der lignede Flemming Jensen på en prik.

Ved stationen i Luxor var vi knap nok trådt ned på perronen, før vi blev vi mødt af endnu en smilende mand (denne gang så sort som en neeeger, men vi var jo også kommet syd på) med et skilt, hvor der stod Martian (hvillken betyder marsmand). Så det måtte jo være os, tænkte Martin og hans harem.

I Luxor var vi lige ved at blive slået ud af de +40 grader (eller hvor varmt der nu er, når man kan drikke 4½ liter vand om dagen uden at gå mere på toilettet end vanligt). Men vi klarede os på en eller anden måde alligevel igennen dagen (tak for hjælpen swimming pool) indtil midt på eftermiddagen, hvor vi mødtes med vores guide i lobbyen (og der havde han i øvrigt siddet de sidste 20 minutter bare for at nyde hotellets aircondition).

Karnak templet - et fantastisk byggeri. Jeg lærte en masse om egyptiske guder, som jeg vist desværre allerede har glemt igen.

Den udgravede del af en 3 km lang sphinx allé, som engang forbandt Karnak templet og Luxor Tempel.Det meste af Egypten er ørken, men langs Nilen er der meget frodigt, og på disse 5% af landets areal bor mere end 95% af befolkningen.

En af de mange restaurant besøg - ca. 15 kr pr mand.

Hannah og Hanna på Nilen.

Efter en dag på Vestbredden (altså Nilens), hvor vi så nogle fantastiske kongegrave, drog vi nordpå igen. Vores gentleman af en travel agent fulgte os selvfølgelig helt ind i toget. Vi var skam i trygge hænder! (Mens vi stod og ventede på toget, udbrød han spontant "oh sorry" da nogle af vores vandflasker fald ned af bænken... og han stod altså mindst 5 meter væk!)

Den bumlende hjemtur i minibus over Sinai ørkenen blev temmelig lang for nogle af os. Hannah havde rygproblemer, jeg fik den ventede omgang diarré, og Hanna blev ramt af en mindre hjernerystelse. Men også her viste egypterne sig venlige og hjælpsomme - en af de lokale medrejsende fulgte mig til toiletdøren hver eneste gang!

Den sidste nat inden vi krydsede grænsen (som i øvrigt gik fantastisk godt takket være vores multiple entry visa - det eneste, jeg blev spurgt om, var: Taler du engelsk?) til israel, tilbragte vi et temmeligt eksotisk sted i bambushytter ved det røde hav.

Ude godt, hjemme bedst. Vestjerusalem føles i hvert fald meget hjemligt, når man kommer tilbage fra Egypten, hvor man for hvert andet skridt man tager på gaden hører kommentarer som "Welcome, welcome", "Where are you from", "You are beautiful", "Excuse me, very good price" og mange andre desperate forsøg på at få kontakt til eller få solgt en souvenir dims til en af de mange turister. Det interessante er, at det også er pigerne, som vender sig på gaden, lyser op i et smil og udbryder "Hellooo", når de ser udlændingene i gadebilledet. Vi så nok lige så mange tildækkede kvinder i Egypten, som vi ser til daglig i Østjerusalem og Betlehem, men de virkede bemærkelsesværdigt friere og mindre bekymrede i Egypten.

Når det regner i Jerusalem....

... tager vi til Egypten.

Cairo, Luxor og Sinai - here we come!

Galilæa-tur i billeder

Bebudelseskirken - Jomfru Maria på japansk
Ja, Nazaret er en blandet by.
Endnu en af de mange kirker, vi så - Saligprisningernes Bjerg.
Vi var ikke de eneste på Galilæa-tur!

Eftertænksomhed ved Genesaret Sø.

Synagogen i Kapernaum.

Rester fra 67-krigen - en moske i Golanhøjderne.

Gamla Naturpark - Israels største vandfald.
Ved stranden i Haifa.
Pastor Olsen i selskab med Luther.

Og her skulle vi så have haft et glimt fra vores fantatiske rafting-tur på Jordanfloden... men dén tur sagde kameraet desværre nej tak til. Men prøv at forestille jer Olsenbanden og alle volontørerne iklædt styrthjelme, redningsveste og padleårer, der suser ned igennem bølgerne mens de klamrer sig fast til en gul gummibåd og råber: Forward hard! Så er I ved at være der.

Så skal der festes

Ja, fest skulle der til, for nu er vores kære kollega George blevet forlovet. Nogle af jer mødte ham måske, da han var med i Danmark i august og september. Her fortalte han åbenhjertigt, at han var på udkig efter en kone.

Nu er hun fundet!! :) Hun hedder Alison, er lavere end George (hvilket er godt klaret, da George ikke er verdens største mand) og rigtig sød...
Men i den arabiske kultur er det ikke nok bare at få ringe på for at være forlovet. Nej, en forlovelse og et bryllup er faktisk en kostelig affære. Faktisk så kostelig, at nogle mænd bliver nødt til at spare op halvdelen af deres liv før de har råd til at blive gift!

Derfor havde George da også været ude og spendere penge på en kjole og en masse smykker til Alison og selvfølgelig også lidt til ham selv. Derudover blev der da også lige lejet en kæmpe festsal, musik, kameramænd, diskolys og en masse blomster. For er ordentlig forlovelsesfest skulle det være...
Jeg vil gætte på at vi var ca. 200 gæster og der blev serveret vin og kage for alle. Så komme Alison og George ind i deres fine skud. Der blev bedt nogle bønner for dem. De skar forlovelseskagen (jeg ved ikke hvad man kalder det, når det ikke er et bryllup!!) med et sværd. De dansede lidt og så tog folk hjem igen... Ja, jeg synes det er ufattelig mange penge at bruge bare for en times fest, men det var sjovt at være med til - og når nu forlovelsesfesten var så stor, gad jeg nok vide hvordan brylluppet bliver!

En anden af vores kollegaer Jamal og hans kone

Lidt jødisk perspektiv

Ubalance
Det er en kendsgerning, at Louise og jeg tilbringer mere tid sammen med palæstinensere end med israelere. Derfor hører vi naturligvis også mest om situationen hernede set fra en palæstinensisk synsvinkel. I det daglige er det nemt at se, hvordan palæstinensernes hverdag bliver besværliggjort af israelerne. Det er derimod ikke så nemt at se, hvordan den enkelte israeler bliver påvirket af situationen.

Jeg skal ærligt indrømme, at det falder mig lettere at sympatisere med palæstinenserne end israelerne. Gang på gang tager jeg mig selv i at blive irriteret og sur på de israelske soldater ved bl.a. checkpointsene. Jeg må med skam erkende, at jeg glemmer de ganske almindelige mennesker under uniformerne.

At lære af historien
Men i løbet af denne uge, er mit fokus blevet rettet mere ind på israelerne. I mandags sad jeg i en israelsk bus på vej ind til byen, da al trafik pludselig stoppede. Alle folk stod ud af bilerne, i bussen rejste alle sig op, og der var stilhed i to minutter. Jeg var ikke helt klar over, hvad der foregik, men af den højtidelige og følelsesladede stemning kunne jeg godt fornemme, at det var noget specielt og vigtigt. Da jeg kom tilbage til Musalahas kontor, kunne de fortælle, at det var mindedag for Holocaust.

Hos næsten alle jøder sidder bevidstheden om Holocaust lige under overfladen. Hvad der skete dengang har en enorm betydning for deres selvopfattelse, og de sørger stadigvæk over overgrebet. Holocaust er noget alle jøder er fælles om, også de der ikke selv oplevede det. Selvfølgelig synes jeg det er vigtigt ikke at glemme, hvad der skete. Det var en tragedie, som ikke gerne skulle gentage sig.

Men når det er sagt, gør det mig også trist at se, hvordan israelerne idag behandler deres naboer. Det er godt at mindes og huske, men man bliver også nødt til at tage et skridt videre og lære af det. Ikke holde sig selv fast i smerten og offerrollen, og det gælder sådan set for både israelerne og palæstinenserne.

Konservativ messiansk jødedom
En anden ting, jeg har haft meget svært ved at forstå, er, hvorfor nogle af de messianske jøder vælger at overholde mange af budene fra GT. I onsdags i præstelejligheden havde vi så besøg af David Friedmann - en messiansk jøde. Han fortalte, at grunden til at hans familie overholder kosher (de jødiske spiseregler) er, at de gerne vil holde deres hjem åbent for alle. Mange religiøse jøder vil ikke engang gå ind i et hjem, hvor køkkenet ikke er kosher. Derfor havde de valgt at overholde kosher.

David Friedmann fortalte også, at grunden til han bærer kippa er for at minde sig selv om, at der er en i denne verden, som er større end ham selv - Gud. Ja, det gav et lidt andet perspektiv, end at overholde budene for at vinde frelse hos Gud. For det er jo stik imod essensen i kristendommen. Jesus vandt over døden, så vi kan leve videre selvom vi dør. Han gjorde det fordi han elsker os og vi kan få del i det uden at betale en øre! Det er da et godt tilbud...

Procession - igen igen

Glædelig påske!

Det er vist ikke for tidligt at få sagt... Det blev godt nok ikke til så meget påske fejring i Jerusalem, men jeg har lige lyst til at dele nogle billeder med jer, som jeg tog Palmesøndag. Hvert år samles alle de forskellige kirkeretninger, for at gå i procession fra Oliebjerget og ind i den gamle by. Jeg tror, de har et eller andet med processioner hernede - jeg har efterhånden oplevet nogle stykker, og det var ikke fordi jeg glædede mig vildt meget til denne palmesøndagsvandring. Men men, man kan jo blive overrasket. Festlige faner, sange på alverdens forskellige sprog, dansende munke og nonner, palmeblade over det hele og bare generelt feststemning gjorde det til en fantastisk dag.

Til daglig er de forskellige kirkeretninger hernede ikke voldsomt begejstrede for hinanden. Derfor synes jeg også, det var rigtig dejligt at opleve, at vi kunne gå og lovsynge sammen, og at vi her i påsken trods alt er sammen om at fejre Jesu død og opstandelse. Man føler sig ret lille, når en så stor flok samles, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan Jesus må have oplevet det, da han kom ridende ind i byen. På det tidspunkt var han midtpunktet for deres fejring, men vidste godt, hvad der skulle ske bare en uge senere. Egentligt synes jeg ikke det er så mærkeligt, at han kom sagtmodigt ridende ind i byen... Glædelig påske!

Påske i kamelperspektiv

Kravle i klipper, få vabler, sand i soveposen, drikke litervis af vand, blive solskoldet og komme væk fra det pulserende byliv: Tiden var endnu engang kommet til at udforske ørkenlandskabet.

Bussen startede ud i Nazaret lørdag morgen, og derefter gik det hele vejen ned gennem landet til Haifa, Netanya, Tel Aviv, Jerusalem og Jeriko for at opsamle de 13-17-årige jødiske, palæstinensiske og israelsk-arabiske deltagere på Musalahas Desert Encounter. Da bussen var fyldt godt op, fortsatte vi videre langs det døde hav igennem Negev ørkenen til campen 'Chai Bar' ved Eilat på Israels sydspids.

Her indtog vi pitabrød og humus, og efter et par navnelege og nogle lovsange lagde vi os til rette i soveposerne under den åbne himmel. Vi forsøgte vores bedste at trodse kulde og sandfygen for at samle kræfter til vore første hike eventyr.


Søndagens hike viste sig at være mere bjergbestigning end gåtur, og den blev en prøve på tålmodigheden og højdeskrækken mere end på kondien. For det kan godt skabe en del ventetid, når 43 mennesker skal ned af den ene stejle og smalle bjergsidesti efter den anden, hvor man må træde hvert eneste skridt varsomt for ikke at skride. Men storslået det var det. Fra et af udsigtspunkterne kunne vi se til både Jordan, Saudi Arabien og Egypten.

En af hjælpelederne 'Yura' er i gang med at aftjene sin 3-årige værnepligt og skal tilsyneladende have sit gevær med overalt, hvor han går. Men efterhånden som dagene gik, fandt man det liggende og flyde flere og flere forskellige steder. Smidt på jorden eller hængt på en kamel, og til sidst så man endda en palæstinenser bære rundt på det! Fra et forsoningperspektiv var det en glædelig udvikling, hvad angår landets sikkerhed, ved jeg ikke...!


Vores anden hike, som strakte sig over 2 dage, var en rigtig ørkenvandring. Anført af hippie-guider, kameler og hunde fra vores camp vandrede vi under den brændende sol afsted ind i ørkenen. Vi gik og gik, og derefter gik vi lidt mere. Sidst på eftermiddagen slog vi lejr ved foden af en stor sandbanke, og havde man ikke brugt nok energi den dag, kunne man jo så bestige den så mange gange, man ville.

Eller gå i gang med at skære grønsager til aftensmaden.

Nogen havde fortjent en slapper mere end andre.

Efter endnu en kølig nats søvn vandrede vi tirsdag morgen tilbage til vores camp, hvor pigerne måtte modstå fristelsen til at tage et bad og i stedet hoppe på bussen med det samme, som kørte af sted nordpå til vores respektive hjembyer.



Udover gåture og kamelridning bød de fire dage også på lege, bibelundervisning, lovsang, lejrbål, sprogudveksling og madlavning, og hensigten med alt dette var naturligvis nye venskaber og en bedre forståelse for mine kristne brødre og søstre på den anden side konflikten. To af deltagerne tog på en særlig måde budskabet om forsoning til sig - det endte med en lille jødisk- arabisk romance! (Men det var altså ikke planlagt fra vores side!!)

Bortset fra de kolde nætter var alle strabadserne en sand fornøjelse, men jeg kunne ikke helt lade være med at sammenligne turen med vores Young Adults (18+) tur til Jordan i oktober og ærgre mig over, at der ikke var den samme seriøse interesse for forsoningsaspektet blandt teenagerne. Men omvendt har sådan en flok omvandrende hormonbomber nu også sin charme: Hvin og fnis hver gang kamelerne rejste sig op med piger på ryggen, og selvfølgelig mande-deo ud i hele bussen!

Når en palæstinenser får uventede gæster

Arabere må absolut være verdens mest gæstfrie, gavmilde folk. Uanset hvor meget de selv har, så deler de det gladeligt med deres gæster. Og èn ting er sikkert: Kaffen er altid klar!

Ahlan wasahlan, ahlan wasahlan - velkommen, velkommen! Sådan lyder det utallige gange fra den muslimske kvinde, da vi møder hende foran huset. Hun ser træt, lidt tynget ud, men vinker os ivrigt hen på den solbeskinnede terasse og finder havestole frem. Vi er kørt ud for at se til en af Naders bekendte, som bor i en landsby lidt udenfor Ramallah.

Men det er nu ikke alle gæster, der er ventet med længsel. Hun åndede lettet op, da hun genkendte Nader, for da hun havde set de udenlandske skikkelser, havde hun et øjeblik troet, det var israelske bosættere, der var kommet på besøg.

Og det har hun grund til tro. Siden hun for knap 10 år siden fik opført sit hus med både israelsk og palæstinensisk tilladelse, har hun fra tid til anden haft bosættere og soldater rendende, der vil have hende til at flytte igen. Og de plejer ikke at banke pænt på. Da hun har serveret den søde, arabiske kaffe og sagt velkommen endnu engang, fortæller hun, hvordan hun har oplevet tanks rulle op foran huset, hoveddøren blive sprængt, nedtalende ord til sin mor og selv at blive slået til med et gevær.

Sagen er, at hendes og de 15 andre familiemedlemmers hjem ligger et stenkast fra en bosættelse og en militærbase, så det ville være belejligt for israelerne at inddrage dette stykke land. Familien har hyret en advokat i Israel til at hjælpe dem ud af kniben, men efter mange års forløb er sagen stadig ikke kommet til nogen afslutning. Heller ikke de palæstinensiske myndigheder har været til hjælp. Familien lever i konstant frygt for flere trusler, ydmygelser og udsmidelse.

Da vi har drukket kaffen, trækker hun os med ned i køkkenhaven, hvor hun giver os hænderne fulde af friske ærter, og vi kan se over på bosættelsens grund, der tidligere tilhørte den palæstinensiske landsby. Inden vi sætter os ind i bilen, får hun også lige stukket os nogle æbler i hånden.

Allah maak - Gud være med dig, siger hun til Nader og takker mange gange, da vi kører derfra.