Om håb og håbløshed bag muren

Mennesker interesserer mig uendeligt meget mere end bygninger. Det måtte jeg konstatere endnu en gang for et par dage siden, efter at vi havde tilbragt en solbeskinnet søndag i Betlehem.

Endelig fik vi set den ophøjede fødselskirke, som er det helt store turistmål i Betlehem sammen med de mange souvenirbutikker med oliventræspynteting. Men de mange ikoner med Jesus og jomfru Maria og stearinlys og røgelse kunne ikke rigtig tænde mig den dag. Jeg fik ikke engang taget et billede af det. (Måske skulle vi bare have haft Olsen med? Det er som om, han begejstres over alt, hvad der er gammelt!)

Vores dag startede med gudstjeneste i Immanuel Church, en evangelikal, halv-karismatisk kirke, hvor en del af vores palæstinensiske venner kommer. Struktur og liturgi er der ikke så meget af, men til gengæld masser af lovsang, venlige mennesker og oversættelse til engelsk af alt, hvad der bliver sagt (hvis ikke hudfarve og påklædning afslørede udlændingene i forsamlingen, så skulle høretelefonerne i hvert fald nok sørge for det!). De arabiske bogstaver har vi desværre ikke fået tillært os, så to timers gudstjeneste med stor vægt på sang kan godt være lang tid, når man ikke har en levende chance for at synge med på det arabiske (og det er altid på arabisk!). Men så må man bare benytte chancen til at skråle med på dansk, hver gang man i det mindste kender melodien!

I Immanuel Church mærker man ikke meget til den trykkede stemning, som ellers præger det palæstinensiske samfund. Men i sin prædiken satte præsten denne søndag fokus på den håbløshed og bekymring, som især den høje arbejdsløshed indgyder. Han opfordrede os til at lægge vores bekymringer over til Gud og stole på ham, og så opfordrede han folk (især mændene) helt konkret til ikke at sidde hjemme og græde snot, men i stedet og gå ud og lede efter arbejde. ”Hvorfor ser jeg altid muslimerne og ikke de kristne sidde på gaden og sælge brød?” spurgte han. Modigt.

Efter gudstjenesten besøgte vi sammen med Shireen – en medarbejder fra Musalaha - nogle folk fra byen og oplevede endnu engang, hvor ufatteligt gæstfrie og gavmilde arabere er. Og selvom vi efterhånden har været i Betlehem adskillige gange, betragtes vi åbenbart stadig som gæster... Det kan godt være frustrerende at blive ved med at modtage og blive modtaget, når man ikke har mulighed for at gøre gengæld og invitere dem hjem til os, selvom vi kun bor nogle få km væk. Vi håber dog lidt på, at mange af dem vil få en tilladelse i juletiden, hvor der normalt bliver udstedt flere tilladelser, og i den forbindelse invitere dem på besøg Talpiyot.

Frokosten stod på kylling og ”fyldt kål” hos Shireens veninde Rula og hendes familie. Rula fortalte os begejstret om sit job som lærer på en ”folkeskole”, som hun havde fået for et par år siden og så det som et stor velsignelse fra Gud. Der er så bare lige den tilføjelse, at hun ikke har fået løn i over et halvt år! (Pga. det økonomiske boykott af Hamas-regeringen) Det kan man da kalde taknemmelighed.

Inden besøget hos Rula var vi lige et smut forbi Shireens forældre for at hente en del af frokosten (hvad har man ikke mødre til!). Hendes far er en meget snakkesaglig, pensioneret engelsklærer, som vi lige nåede at få vendt de kristne palæstinensernes situation med. Han er meget bekymret for deres situation i det hellige land og frygter, at der en dag ikke vil være flere kristne i den by, hvor Jesus blev født. Og hans bekymring er bestemt ikke ubegrundet. Han viste os familiebillederne på væggen og udpegede de to af hans tre børn, som nu bor med deres ægtefæller i USA. Shireen har ligeledes studeret i USA og kunne lige så godt være blevet derovre.

Jeg tror, Shireens familie er et meget realistisk billede på hele det kristne palæstinensiske samfund, som udgør et par procent af den palæstinensiske befolkning. De kristne palæstinensere er splittede og lider under at være en minoritet i en minoritet. Israelerne er med til at gøre livet surt for dem, men deres landsmænd, muslimerne behandler dem heller ikke alt for godt. Mange gange får de kristne palæstinensere skylden for Vestens handlinger mod muslimerne. Fx blev mange palæstinensiske kirker angrebet under Muhammed-krisen. Så der er ikke meget at sige til, at mange kristne fristes til at forlade landet og starte en ny tilværelse med frihed, muligheder og tryghed. Og de har muligheden. For kristne er generelt bedre stillede, bedre uddannede end muslimerne og har derfor også nemmere ved at få opholdstilladelse og blive integreret andre steder i verden.

Men kristne palæstinensere er også nationalbevidste, og mange føler sig kaldet til at blive og kæmpe med og for de kristne i deres hjemland. Så jeg tror, at der trods alt vil være kristne på Vestbredden mange år endnu. Men trængte, det er de.

At få lov at opleve verden, som den ser ud for andre mennesker. Det er den slags oplevelser, der skærper mine sanser.