Strøtanker

I går da vi sad på Musalahas kontor og snakkede over frokosten, drejede samtalen endnu engang ind på emnet: Israel-Palæstina konflikten. Det har den gjort så mange gange før, men i går kom Louise med denne udmelding: ”Jeg har bare fået nok af denne her konflikt. I starten var det spændende at dykke ned i problemstillingerne, men det er ikke engang spændende længere.” Og jeg må give hende ret. Jo mere jeg lærer om konflikten – jo mere kompliceret bliver det og fredsudsigten rykker længere og længere ud i fremtiden, hvor den snart forsvinder i horisonten.

Emnet kom på banen, fordi der sprang en selvmordsbombe i Eilat i går morges. Det er den første siden april sidste år. Jeg har lidt svært ved at forholde mig til det. Det virker som noget, der er sket i en helt anden verden. Når jeg kigger ud af vinduet ser Jerusalem ud som den plejer at gøre. Bilerne tøffer lidt rundt, holder i kø, dytter og folk går på gaderne, præcis som de gjorde, da vi kom hertil i oktober. Men alligevel fortæller nyhederne mig, at Israel er et land i krig, at tre mennesker blev dræbt i går og at en masse mennesker på Vestbredden og i Gaza lever under hårde vilkår, på kanten til borgerkrig... eller hvad?

Midt i alt det her, som virker så langt væk og håbløst, er det at jeg gang på gang ser vigtigheden af Musalahas arbejde. Det er vigtigt at se virkeligheden i øjnene og det er vigtigt at gøre noget, hvor der kan gøres noget. Det varmer mig langt inde, når jeg ser den oprigtige gensynsglæde mellem George og Micha, de gange hvor det kan lade sig gøre at mødes. På sådanne tidspunkter bliver jeg fyldt med håb og måske er vejen til fred netop et menneske af gangen med Gud som førerhund.

Bare lige lidt strøtanker...