Alt godt fra Haifa

Jeg har lige siddet og sorteret mine billeder fra Haifa og så er det jeg tænker; hvor mange billeder kan man lige nå at tage på en weekend?!... MANGE... Især når man er så flot et sted som Haifa.

I løbet af to dage nåede vi faktisk at opleve en hel del, også selvom det var hen over en shabbat, hvor alting nærmest er lukket. Vi tog derop fredag eftermiddag og brugte aftenen på at gå lidt rundt, spise på en hyggelig restaurant (hvor vi også lige fik os et stop vandpibe) og finde lidt ud af, hvad vi skulle få resten af weekenden til at gå med...


Lørdag var det egentligt planen at vi ville have været inde og se Bahai templet og haverne omkring det. Bahai religionen er en religion, der er et mix af mange andre religioner. Templet ligger op ad bjergsiden i Haifa og er omgivet af virkelig flotte haver. Som sagt var det planen at vi ville have været inde og se det på lidt tættere hold, men sådan gik det ikke helt. Vi fandt nemlig et ret sjovt videnskabsmuseum, hvor vi lige kom til at opholde os i stedet for. Godt nok var størstedelen af de andre besøgende børn, men der er vel et lille barn gemt i alle:)

Haifa er et mix af mange religioner, og søndag tog vi så ud for at besøge en lille druserlandsby. Druserne er nogen, der engang brød ud fra Islam. De opfatter sig selv som en del af Islam, men Islam vil ikke kendes ved dem, og fordi de blev forfulgt af Islam, blev de nødt til at hemmeligholde deres religion. Den er så hemmelig, at det kun er de helligste indenfor religionen, der bliver indviet i, hvad den egentligt går ud på!
Men de er nemme at kende, mændene går nemlig rundt i nogle meget store bukser (jeg har dem mistænkt for at bruge ble - det ser lidt sådan ud!). Grunden til bukserne er at de venter på Messias, som skal fødes af en mand, og i tilfælde af at man ligepludselig skulle føde ham, kan de "gribe" ham i bukserne. Nå, men ud over at være en del af en meget hemmelig religion er druserne enormt flinke og gæstfri. Det var rigtig hyggeligt at gå rundt og snakke med dem i deres butikker, købe lidt sager, prutte om prisen og blive budt på kaffe.

Det var vist alt for nu. Louise er ved at lave aftensmad og det begynder at dufte godt derovrefra - umme um :)

God mellemøstlig tradition

I tirsdags skulle vi have startet på et arabiskkursus. Men i stedet for et udvidet arabisk ordforråd, kom vi hjem med et godt grin. Vi var nemlig kun 5 fremmødte. Vi skulle have været 12! Vores underviser var ikke helt tilfreds med det og skældte ud over sekretærerne. Det viste sig, at de ikke havde fået ringet rundt og fortalt at kurset skulle starte. Os 5 der var kommet, havde selv haft ringet for at spørge hvornår det begyndte:) Ja, sådan er den mellemøstlige kultur - ikke noget der haster - og starter vi ikke i denne her uge, så bliver det i næste...

Vi kom da ikke helt tomhændede hjem. På min hylde med bøger ligger der nu en bog om arabisk for begyndere, og den venter bare på at blive åbnet. Det bliver dog ikke i denne weekend jeg får det gjort, for i morgen tager vi en tur til Haifa og bliver der weekenden over. Vi fandt ud af, at vi havde en hel weekend uden planer. Det kunne vi jo ikke have, så vi lavede fluks planer... Eller vi har ihvertfald fundet et hostel og resten finder vi vist ud af lidt undervejs... Måske bliver vi mere og mere påvirkede af denne her ustrukturerede mellemøstlige kultur... hmm...

Nu tror jeg, at jeg vil sætte mig med en kop varm the, et tæppe og læse lidt i "Fiskerne". Ja, det er en af de bøger som alle læser i skolen. Eller det er ihvertfald det jeg tit hører, men jeg har ikke læst den endnu, så bare for at få lidt af den danske litteratur, har jeg kastet mig over danske klassikere, hvis man da kan kalde "Fiskerne" for en dansk klassiker...
-Hanna

Om håb og håbløshed bag muren

Mennesker interesserer mig uendeligt meget mere end bygninger. Det måtte jeg konstatere endnu en gang for et par dage siden, efter at vi havde tilbragt en solbeskinnet søndag i Betlehem.

Endelig fik vi set den ophøjede fødselskirke, som er det helt store turistmål i Betlehem sammen med de mange souvenirbutikker med oliventræspynteting. Men de mange ikoner med Jesus og jomfru Maria og stearinlys og røgelse kunne ikke rigtig tænde mig den dag. Jeg fik ikke engang taget et billede af det. (Måske skulle vi bare have haft Olsen med? Det er som om, han begejstres over alt, hvad der er gammelt!)

Vores dag startede med gudstjeneste i Immanuel Church, en evangelikal, halv-karismatisk kirke, hvor en del af vores palæstinensiske venner kommer. Struktur og liturgi er der ikke så meget af, men til gengæld masser af lovsang, venlige mennesker og oversættelse til engelsk af alt, hvad der bliver sagt (hvis ikke hudfarve og påklædning afslørede udlændingene i forsamlingen, så skulle høretelefonerne i hvert fald nok sørge for det!). De arabiske bogstaver har vi desværre ikke fået tillært os, så to timers gudstjeneste med stor vægt på sang kan godt være lang tid, når man ikke har en levende chance for at synge med på det arabiske (og det er altid på arabisk!). Men så må man bare benytte chancen til at skråle med på dansk, hver gang man i det mindste kender melodien!

I Immanuel Church mærker man ikke meget til den trykkede stemning, som ellers præger det palæstinensiske samfund. Men i sin prædiken satte præsten denne søndag fokus på den håbløshed og bekymring, som især den høje arbejdsløshed indgyder. Han opfordrede os til at lægge vores bekymringer over til Gud og stole på ham, og så opfordrede han folk (især mændene) helt konkret til ikke at sidde hjemme og græde snot, men i stedet og gå ud og lede efter arbejde. ”Hvorfor ser jeg altid muslimerne og ikke de kristne sidde på gaden og sælge brød?” spurgte han. Modigt.

Efter gudstjenesten besøgte vi sammen med Shireen – en medarbejder fra Musalaha - nogle folk fra byen og oplevede endnu engang, hvor ufatteligt gæstfrie og gavmilde arabere er. Og selvom vi efterhånden har været i Betlehem adskillige gange, betragtes vi åbenbart stadig som gæster... Det kan godt være frustrerende at blive ved med at modtage og blive modtaget, når man ikke har mulighed for at gøre gengæld og invitere dem hjem til os, selvom vi kun bor nogle få km væk. Vi håber dog lidt på, at mange af dem vil få en tilladelse i juletiden, hvor der normalt bliver udstedt flere tilladelser, og i den forbindelse invitere dem på besøg Talpiyot.

Frokosten stod på kylling og ”fyldt kål” hos Shireens veninde Rula og hendes familie. Rula fortalte os begejstret om sit job som lærer på en ”folkeskole”, som hun havde fået for et par år siden og så det som et stor velsignelse fra Gud. Der er så bare lige den tilføjelse, at hun ikke har fået løn i over et halvt år! (Pga. det økonomiske boykott af Hamas-regeringen) Det kan man da kalde taknemmelighed.

Inden besøget hos Rula var vi lige et smut forbi Shireens forældre for at hente en del af frokosten (hvad har man ikke mødre til!). Hendes far er en meget snakkesaglig, pensioneret engelsklærer, som vi lige nåede at få vendt de kristne palæstinensernes situation med. Han er meget bekymret for deres situation i det hellige land og frygter, at der en dag ikke vil være flere kristne i den by, hvor Jesus blev født. Og hans bekymring er bestemt ikke ubegrundet. Han viste os familiebillederne på væggen og udpegede de to af hans tre børn, som nu bor med deres ægtefæller i USA. Shireen har ligeledes studeret i USA og kunne lige så godt være blevet derovre.

Jeg tror, Shireens familie er et meget realistisk billede på hele det kristne palæstinensiske samfund, som udgør et par procent af den palæstinensiske befolkning. De kristne palæstinensere er splittede og lider under at være en minoritet i en minoritet. Israelerne er med til at gøre livet surt for dem, men deres landsmænd, muslimerne behandler dem heller ikke alt for godt. Mange gange får de kristne palæstinensere skylden for Vestens handlinger mod muslimerne. Fx blev mange palæstinensiske kirker angrebet under Muhammed-krisen. Så der er ikke meget at sige til, at mange kristne fristes til at forlade landet og starte en ny tilværelse med frihed, muligheder og tryghed. Og de har muligheden. For kristne er generelt bedre stillede, bedre uddannede end muslimerne og har derfor også nemmere ved at få opholdstilladelse og blive integreret andre steder i verden.

Men kristne palæstinensere er også nationalbevidste, og mange føler sig kaldet til at blive og kæmpe med og for de kristne i deres hjemland. Så jeg tror, at der trods alt vil være kristne på Vestbredden mange år endnu. Men trængte, det er de.

At få lov at opleve verden, som den ser ud for andre mennesker. Det er den slags oplevelser, der skærper mine sanser.

Om Muhammedkrise-levn og livline-brug

Den anden dag på vej hjem fra Ramallah skulle jeg lige til at sige til Hanna, at jeg efterhånden var ved at føle mig helt hjemme i de såkaldte araber-busser. Men så var det, at jeg fik øje på dette mærkat sat op på ruden bag chaufføren. Skriften er måske lidt svær at læse, og man kan knap nok ane Lego-logo'erne og de andre danske produkter, men flaget taler da sit tydelige sprog!

Jeg havde forestillet mig, at det var skumle blikke og kommentarer fra arabiske hankøn mere end klistermærkater som denne, der ville få mig til at tøve med at tage araber-bussen!

Araber-busserne er arabernes egne busser (sjovt nok), og vi bruger dem nu stadig flittigt, for der er flere fordele ved dem: De er billigere end de israelske, og de går på sabbatten!. Og så kører de helt ind til den gamle by og ud til chekpointene ved Betlehem og Ramallah. Med andre ord, der hvor araberne færdes.


Jeg er ved at udforske supermarkedets udvalg af eksotiske, ukendte frugter, og som regel ved frugt-eksperten Hanna altid, hvad det er, jeg har slæbt hjem, men den her måtte hun altså give fortabt over for. Så nu spørger jeg publikum: Hvad i alverden er det for en frugt, der er gul udenpå, grå med sorte prikker indeni og smager som en mellemting mellem kiwi og melon??

En præmie er bestemt ikke udelukket.

søndagstilbageblik

Endnu en uge i The Golden City er ved at være forbi. Endnu en uge med nye oplevelser, ny viden og nye vinkler på historien om Det Hellige Land. Endnu en gang må jeg konstantere: Jeg har det godt, og det er et spændende sted, jeg er havnet.

Som I nok har hørt i nyhederne, har det ikke været en særlig fredlig eller opmuntrende uge på det politiske plan pga. episoden i onsdags, hvor IDF’s (det israelske militær) beskydninger i det nordlige Gaza ved en teknisk fejl dræbte 18 civile – hvor grotesk og tragisk det så end lyder! Desværre har Hamas efter episoden opfordret til voldelig gengældelse, så i Israel forventer man nu nye selvmordsangreb, som ellers har været på tilbagegang i lang tid takket være - og det piner mig at sige det - muren.

Sikkerhedssystemet skulle efter sigende være blevet hævet til et meget højt niveau, men det er nu ikke noget, vi kan mærke på sikkerhedsvagten nede ved det lokale supermarked, han ser ud til at have fattet fuldstændig tillid til os to dumme udlændinge. Han smiler som regel bare til os, og engang i mellem klapper han lige på tasken, inden vi går ind – som om det skulle kunne afgøre, om der er en bombe i den!

Men for at det ikke skal se alt for sort ud det hele, så har jeg lige hørt, at en palæstinensisk samlingsregering mellem Hamas og Fatah er på trapperne. "Er på trapperne" har som regel godt nok lidt en anden betydning hernede, men alligevel, det lyder som godt nyt i mine ører. Om det er en holdbar løsning i længden, er jeg simpelthen ikke i stand til at vurdere, men jeg kan virkelig godt unde det palæstinensiske folk, at det økononmiske boykott snart får en ende, så de offentligt ansatte kan få deres løn udbetalt og børnene kan begynde at gå i skole igen.

Jeg har forresten lige lyst til at nævne, at Steffen Jensens blog http://blog.tv2.dk/steffen.jensentv2/ er supergod (og så vidt jeg kan vurdere ret nuanceret) , hvis man gerne vil orientere sig om situationen hernede. Lige nu rapporterer han fra Gaza - det er rystende, men interessant læsning.

I onsdags var der besøg i præstelejligheden af Ruth Brandt, en rumænsk født jøde, der overlevede både Auschwitz og Bergen-Belsen. Jeg har gennem tiden hørt mange forfærdelige beretninger om Holocaust tiden, men det var alligevel en helt speciel rørende oplevelse at høre det fra en af dem, der har oplevet det på egen krop. Imens hun fortalte om alle de ondskabsfulde handlinger, hun blev udsat for - den ene mere grusom end den anden - var der et spørgsmål, der blev ved med at dukke op i mig: Hvordan kan hun sidde der og virke så harmonisk og velfungerende efter alt det? Kan man virkelig komme videre som menneske efter at være blevet så dybt krænket og mishandlet? Hun stillede selv et lignende spørgsmål, da hun fortalte om, hvordan hun sammen med de andre overlevende endelig blev befriet af englænderne, som begejstrede fortalte dem, at nu var de frie og kunne gøre hvad de ville. Frihed til hvad? måtte hun spørge sig selv. Naboerne i Rumænien havde frydet sig, da jøderne blev ført bort, fordi de nu kunne tømme deres hjem, så der længtes hun ikke ligefrem tilbage. Hun havde mistet hele sin familie, og så var hun i øvrigt ved at dø af tyfus. Hvordan kommer man videre derfra?

Hun nævnte flere ting, der var med til at give hende livslysten tilbage, men én vigtig ting, som jeg hæftede mig var oprettelsen af Israel. Virkeliggørelsen af drømmen om et hjemland for jøderne og udfordringen i at bygge dette land op, var noget af det, der gav hende noget at leve for igen. Det gik virkelig op for mig den aften, at staten Israel var og er meget mere end et praktisk samlingssted for alverdens jøder og et plaster på såret på nazisternes forbrydelser; det er en altafgørende faktor i genopbyggelsen af det jødiske folks identitet og selvrespekt.

Jeg tror, det er sundt for mig at få dette perspektiv med, når jeg færdes blandt palæstinenserne og ser, hvordan staten Israel på mange måde har gjort deres tilværelse besværlig og ulykkelig. Holocaust retfærdiggør ikke nogen som helst slækken på menneskerettighederne, men det er nok vigtigt at huske på, at selvom jøderne virker som et stolt og magtfuldt folkefærd i dag, så har de en smertefuld og traumatisk historie bag sig.

I fredags var vi til studenterkonference i Ramallah, som vi har hjulpet Nader og Alaa en smule med at arrangere. 20-25 kristne universitetsstuderende havde taget imod invitationen til at mødes om undervisning, lovsang, lege og uformelt samvær i Jifna, en landsby lidt udenfor Ramallah. Tidsplanen, som Hanna og jeg havde været med til at indføre, holdt selvfølgelig ikke en meter, og alle holdt vejret, da de obligatoriske tekniske problemer med projektoren meldte sig, men ellers gik det hele forholdsvist gnidningsfrit, og dagen blev vist okay succesfuld. Dog blev min lutherske bevidsthed noget pirret under den første undervisningsafdeling, hvor en amerikansk fyr skulle tale om noget med at leve som kristen. Hov, han glemte evangeliet! som Signe og Judith ville have sagt...

Selvom Hanna og jeg ikke havde det helt store ansvar for dagens forløb, var det alligevel skønt at "komme i gang" på en eller anden måde. Dejligt at møde nogle af de mennesker, vores projekt handler om, de unge kristne på Vestbredden.

-Louise

- Jack taler, Nader oversætter

- Ja, vi sad udenfor og spiste frokost

Her kommer mutter med kost og spand

Eller måske skal det hellere være med klud og spand... Vi har nemlig været nede og gøre rent på Musalahas gamle kontor idag. Det er et meget lille kælderrum, som nu bliver brugt som bibliotek og til opbevaring af filer. Men hold da op hvor var der støvet! Vi brugte hele dagen på at tørre bøger af, og vi har stadigvæk ca. en tredjedel tilbage. Men sådan er det jo at være volontør, men kan ikke altid lave det spændende.

Det var nu meget hyggeligt alligevel. Vi fik hørt lidt musik og noget debat med Clement over nettet. Vi fandt nemlig ud af at der var trådløst netværk. Kay, Salims kone (Salim er lederen af Musalaha), var også vældig hyggelig, lavede kaffe til os og tilbød os nogle enormt lækre småkager. Umme um. Hun sælger en masse forskelligt i oliventræ til fordel for en hjælpeorganisation der hedder Shepherds Society (ved ikke lige om det er stavet helt rigtigt...), så der blev vi da lige fristet til at bruge lidt penge.

Her til aften har Louise bagt en lækker peanutkage, den dufter rigtig godt og jeg glæder mig til at smage den i morgen, når vi skal til åbent hus aften i præstelejligheden. Der kommer en dame på besøg som har overlevet en kz-lejr. Det bliver spændende at høre hendes historie. Det kan måske også hjælpe os til at forstå lidt mere af den israelske kultur og tankegang. Men det kan i jo høre mere om efter i morgen. Nu vil jeg gå i seng...

Forsoning uden israelere

Okay, det med det fantastiske vejr fik jeg måske sagt lige hurtigt nok, for i dag er det rigtig trist regnvejr. Men det er søndag! Og det betyder, at det meste af det israelske samfund skal i skole og på arbejde, mens vi fra Musalaha-kontoret holder fri.

De seneste par dage har Hanna og jeg besøgt en konference arrangeret af Sabeel, som er et økumenisk center for palæstinensisk befrielsesteologi. Sabeel vil gerne være de palæstinensiske kristnes stemme og støtte, hvilket tydeligt afspejledes på konferencen, som havde fået navnet "The Forgotten Faithful - A Window into the Life and Witness of Christians in the Holy Land" (Dette er vist et klassisk eksempel på, hvordan palæstinensere fremhæver sig selv som ofrene - det gør begge parter i stor stil).

Konferencen var fyldt med idealistiske amerikanere, og Sabeel har ganske mange støtter rundt omkring i verden, også i Skandinavien. Grundlæggeren Naim Ateek - en anglikansk præst - har for nylig været på besøg i Danmark. Klik på overskriften for et interview med ham i den anledning.

Sabeel førsøger at støtte og opmuntre mindretallet af kristne palæstinensere/arabere både i Israel og i de Palæstinensiske Selvstyreområder. Og det har de virkelig brug for, for de bliver færre og færre. Især på Vestbredden vælger mange kristne (som generelt er bedre stillet end muslimerne) at rejse til USA i håbet om at starte en bedre tilværelse der. Desuden er det på tide, at vi vestlige kristne får øjnene op for det arabiske kristne samfund, som har eksisteret - omend som mindretal - side om side med det muslimske i århundreder.

Så på den måde gør Sabeel et godt stykke arbejde ved at styrke de palæstinensiske kirkesamfund, samle dem og gøre resten af verden opmærksom på, at de findes. Men problemet er bare, at Sabeel ikke nøjes med det. Oven i hatten er de er super-politiske! De blander sig i den politiske debat og giver Israel hele skylden for de manglende fredsresultater (jeg har i hvert fald endnu ikke set nogle tegn på selvransagelse). De støtter en to-stats-løsning og forsøger at få resten af verden til at presse Israel til at overholde internationale aftaler og resolutioner. Stemningen på konferencen var ikke anti-semitisk men tydeligt anti-israelsk.

At staten Israel fortjener kritik for deres behandling af det palæstinensiske folk er jeg ikke uenig i, og jeg ser heller ikke noget problem i, at kristne tager politisk ansvar. Men jeg tror bare ikke, det er hverken sundt eller rigtigt, at en kirke eller en kristen organisation tager et bestemt politisk standpunkt og på den måde tager Gud til indtægt for en bestemt politisk holdning.

For det første har vi et meget ikke-politisk forbillede i Jesus. Folk forsøgte at gøre ham til en politiker, men Jesus ønskede ikke at være den konge, som skulle udfri jøderne fra den romerske
besættelse. Tværtimod sagde han "Giv Kejseren hvad Kejserens er, og Gud hvad Guds er". Han ønskede at være konge for os på et helt andet plan.

For det andet, kan man ikke påstå at være en seriøs tværkirkelig organisation, hvis man samtidig er politisk, som det er tilfældet med Sabeel. Dermed siger man, at man skal have en bestemt politisk holdning for at være en rigtig kristen. Man udelukker på forhånd kristne med en bestemt politisk holdning, og man trækker noget ned over overhovedet på dem, som allerede er med.

Sabeel har tre slagord på deres hjemmeside: Retfærdighed, fred og forsoning. Store og gode ord, men især forsoning lyder lidt hult, når man stort set ikke er i dialog med dem fra den anden side. Jeg synes også, det er provokerende at kalde en konference "The Forgotten Faithful - A Window into the Life and Witness of Christians in the Holy Land" uden at nævne mesisanske jøder en eneste gang (mens jeg var der). Som om messianske jøder ikke regnes for kristne brødre og søstre?

Ligesom messianske menigheder heller ikke bør bede Gud om hjælp til Israels sejr i Gaza eller Libanon, mener jeg Sabeel må vælge, om de vil være en politisk eller en økummenisk, kristen organisation. De kan ikke være begge på en ansvarlig måde.

Det var ret interessant for os at få et indblik ind i den palæstinenske kristne verden på Sabeel. Højdepunktet var nok en kort bibeltime over emnet "Jakob og den fortabte" med Kenneth Bailey, forfatter til bogen af samme navn. Jeg ved ikke, om den er en Credo-bestseller, men det burde den næsten være, for Bailey har en utrolig spændende og revolutionerende fortolkning af Lukas 15. Han læser lignelsen om den fortabte søn i lyset af GT, de to andre lignelser i samme kapitel og ikke mindst i lyset af den mellemøstlige kultur, som han har specialiseret sig i gennem de sidste 40 år.

Med ønsket om en velsignet uge til jer alle,

Louise

















- Og nej, det her er ikke gejstlige udgaver er Lord Voldemort, men ortodokse præster, som diskuterer situationen blandt kristne palæstinensere i det hellige land.

Her går vi med korte ærmer

Ja, det har virkelig været skønt vejr i dag. Regn har vi også haft lidt af her i Jerusalem, men ellers er der som regel solskinsvejr om dagen og ingen grund til at finde jakken frem endnu.

Lige en kort update på denne uge i Jerusalem.

Søndag (ja, jeg ved virkelig ikke hvorfor Hanna ikke nævnte denne vigtige begivenhed... siger det måske noget om forskellen i vores afhængighed af internet!?) fik vi denne søde lille ting installeret, som gør, at vi altså nu har adgang det store world wide web lige her fra vores kælderlejlighed. Lækkert. Indtil nu har vi hængt ud på kontoret efter arbejdstid for at klare den slags ærinder.


Onsdag var vi i Ramallah for at besøge Nader og Ala - primært for at tale om de ungdomsaktiviteter, vi vil arrangere i fremtiden. Men det blev da også lige til en tur omkring gode gamle Arafats gravsted og desuden et besøg på Alas universitet. Her overværede vi bl.a. en lektion i politisk videnskab. Det var selvfølgelig på arabisk, men ind imellem kunne man høre at lande som Amerika, Syrien, Irak, Tyrkiet og Palæstina blev nævnt. Emnet var amerikanske udenrigspolitiske fejltagelser i Mellemøsten. Meget neutralt udgangspunkt, ikk sandt? Læreren var fra Hamas. Birzeit Universitet er privat, og Ala er derfor privilegeret at kunne gå i skole for tiden, mens de fleste statskoler på Vestbredden

er lukket pga. den manglende udbetaling af løn til lærerne. (Pga. Vestens boykott af Hamas-regeringen)

Torsdag var også dagen, hvor vi fandt ud af den præcise størrelse på overboens børneflok: 12. 12! Vi havde ham mistænkt for at have en hel del børn, men alligevel... Den mindste er 1, og de 3 ældste er gift (og har vist også nogle børn). Ikke så underligt, at der er meget aktivitet i huset.

Lige til sidst et par ørken-billeder. Hvilken én er smukkest - Negev til venstre eller Wadi Rum til højre?

Stik mig bare en halv kylling...

Her kommer lige en opdatering på vores weekend, som nok mest af alt gik med at lege turister og så fik vi også lige købt os et par dyner -Aahh!

Fredag var vi en tur i Betlehem, inden vi tog til danskerklub. Jeg ved ikke helt hvorfor Louise ikke har skrevet om det, måske fordi hun blev offer for en del latter. Vi var nemlig ude at spise på et lille sjovt sted sammen med Alaa og Nader (fra Betlehem). Det eneste de havde var kylling, men saa fik man til gengæld også en hel halv, som var helt ny-grillet ude på en tønde lige udenfor restauranten. Der var ikke noget bestik, så man var tvunget til at spise med hænderne, hvilket var ret sjovt. Grunden til at vi fik os en god griner var, at Louise ikke var helt tryg ved det. Hun spurgte efter servietter, hvilket de øjensynligt ikke var vant til, da de kom med en ordentlig rulle, en af dem som normalt hænger på toiletter. De fandt da heldigvis nogle andre, men det var alligevel lidt sjovt.

Lørdag var vi på tur sammen med nogle andre danskere til et sted nede i Negev ørkenen. Vi gik en tur nede i et kæmpekrater, som man ikke helt ved hvordan er opstået. En ting er dog sikkert, der har engang været vand, for der var fossiler over det hele. Det kunne ikke helt slå Wadi Rum, men det var nu alligevel meget fascinerende at se alle de forskellige farver sand der var der. Det var lige fra hvid, gul, orange og rød til lilla, blå og sort, og det er virkelig ikke en joke. Meget flot og megt mystisk! Om aftenen hyggede vi i præstelejligheden med burgere og film på storskærm, en dejlig afslutning på en god dag.

Søndag var så dagen hvor vi fik købt dyner, hvad kan jeg sige - en dyne skal der til!

Hvad hedder forstoppelse på hebraisk??

Det fik jeg heldigvis aldrig brug for at vide, men efter flere dages irritation af et tilsyneladende ret ineffektivt tarmsystem, var jeg efterhånden ved at være ret desperat. Mine diarré-piller, som jeg ironisk nok havde købt hjemme i DK for at være på forkant med den slags situationer, var ikke til megen hjælp! Jeg slog ordet op i min ganske uundværlige røde engelsk ordbog og fik det fremstammet i apoteket og - halleluja - ekspedienten fangede den med det samme! Jeg forlod biksen med en pakke "figen-piller" (i hvert fald hvis man skal tro billedet udenpå) og en opfordring til at drikke rigeligt med vand og satser nu på, at jeg er på rette kurs!

Og med den charmerende indledning vil jeg gerne fortælle jer lidt om, hvad vi har oplevet de sidste par dage.

Efter en del søgen har vi nu endelig besluttet os for et arabisk kursus, som passer nogenlunde til vores kalender og til vores bopæl. Det er hos YMCA og begynder i midten af næste måned, to aftener om ugen i første omgang i 2 måneder. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang, så det bliver nemmere at "opsnappe" lidt hist og her. Hvorfor ikke hebraisk, når vi nu bor i Israel? Tro mig, det ville jeg også gerne kunne, men jeg vælger at satse på arabisk, dels fordi vi primært kommer til at arbejde blandt palæstinensere, og dels vurderer jeg, at det er lidt mere brugbart i DK end hebraisk (skønt det ikke er meget, vi kan nå at lære, mens vi er her - men alligevel!)

I dag har vi været i "Den Danske Klub", som foregår en gang om måneden og blev startet for ... mange år siden oprindeligt for arabisk gifte kvinder. Nu er den dog åben for alle danskere, og i dag var der en god blanding af os volontører, som blot er her nogle måneder, "mellem lang tids" - personer som fx præsten eller diplomater, der er her en årrække for at udfylde et job, og så de "gifte og satte", som er "stuck here" ;-) I dag blev der sagt farvel til et par stykker - uddelt gaver og holdt taler, så stemningen var lidt sentimental, men ellers plejer der ikke at være noget egentligt på programmet udover at hygge og drikke kaffe og spise danske boller. Jeg havde egentlig været lidt skeptisk inden og havde tænkt, om det nu virkelig var nødvendigt med sådan en klub til at pleje den danske mentalitet... Men stemningen var virkelig varm og ikke spor arrogant, og det var tydeligt, at samværet dér havde spillet en kæmpe rolle i form af støtte, opmuntring og forståelse ikke mindst for dem, som havde giftet sig ind i en fremmed kultur.

Den sidste ting jeg vil nævne er i går, hvor vi var til en slags "volontør-dag" arrangeret af det israelske socialministerium for at sige tak til de udenlandske volontører, som kommer til Israel. Det var vist egenlig mest henvendt til folk, der arbejder på sociale institutioner o.lign. men vi sneg os med alligevel! De fleste var danskere eller tyskere, og så var der et par hollændere og en finne. Der blev tid til at dele nogle af ens oplevelser med det at være volontør, og der blev egentlig en meget god samtale ud af det. Men det der gjorde mest indtryk på mig var en lidt ældre tysk kvinde, som var kommet hertil for at arbejde blandt holocaust overlevende. Hun fortalte om, hvordan hun havde talt om fortiden med en tilfældig jødisk kvinde i bussen. De havde begge fået tårer i øjnene, men alligevel var det som om noget i dem begge var blevet "helbredt" derefter. Jeg respekterer denne tyske kvinde uendelig højt for at komme herned og forsøge at råde bod på synder, som hun dybest ikke selv har noget som helst at gøre med. Jeg selv, tror jeg, ville føle mig for stolt til at sige undskyld for Muhammedtegningerne på Danmarks vegne. Hvor meget større er det så ikke at tage ansvaret for holocaust!
Den tyske kvinde er faktisk også et forbillede på den indstilling til konfliktløsning, som Musalaha ønsker at være fortaler for. På ørkenturen blev de unge palæstinsere og israelere også opfordret til at tage ansvar for tingenes tilstand uanset hvor uretfærdigt de følte sig behandlet, og uanset hvor lidt de havde været med til at forårsage konflikten. De blev opfordret til at handle derpå og række ud mod den anden part, til at tage det første skridt, selvom man selv føler sig uden skyld. Dermed bryder man med hævntanken og "øje-for-øje- princpippet", og gensidig forståelse kan begynde at tage form.

I får også lige et par billeder. Nogle typiske elementer fra et mellemøstligt måltid: pita, humus, "aubergine-splat", oliven og diverse salater. Og så min skønne og trofaste følgesvend, Hanna på vej til dansker-klub.

Håber alt er vel derude, og endnu en gang (hvorfor er det altid om fredagen, jeg skriver...?): Rigtig god weekend!

-Louise

Lidt orden i vores kaos!

Saa har vi endnu engang vaeret i Betlehem. Vi havde et moede med de fire ungdomsledere fra PA og nogle her fra kontoret. Det var et rimeligt kaotisk moede, meget anderledes end de fleste danske moeder jeg har vaeret til, og jeg fortroed mange gange undervejs at jeg havde sagt ja til at vaere referent! Men vi fandt lidt mere ud af hvad det er det hele gaar ud paa, og hvad det er de regner med der skal ske. Saa det var super laekkert!

Mens vi var der tog Jamal (en af ungdomslederne) os med ind i en flygtningelejr. Det var et meget taet, beskidt og ret soelle sted. Noget jeg synes var tankevaekkende var, at det boernene legede med var legetoejs vaaben. Ikke noget med biler og dukker, men vaaben. Jamal sagde godt nok, at der var mange der rendte rundt med dem pga. Ramadanen, saa til daglig ville vi ikke se saa mange, men alligevel...

Ellers prover vi paa at finde et sted, hvor vi kan laere arabisk. Det er lidt svaert at foelge med i hvad der sker rundt omkring os, naar vi hverken taler hebraisk eller arabisk. Saa vi haaber paa snart at finde et kursus der passer til vores behov.

Men alt i alt gaar det godt. Der kommer lige saa stille mere og mere styr paa tingene og det er bare dejligt:)

Så har vi været i PA

Den nye Muhammedkrise? Jo, den har vi hørt om, men ikke desto mindre har vi været så dristige at bevæge os ind på Vestbredden hele to gange i denne uge. Første gang i mandags, hvor vi var på et lynvisit på Bethlehem Bible College for at høre en koncert med deres kor, som er på vej på turné i USA. Vi så ikke ret meget af byen i denne omgang, men jeg nåede da lige at skimte ud gennem bilruderne, at Betlehem er en temmelig stor by og ikke rigtigt passer ind i mit glansbillede af en lille landsby ude på landet, hvor Jesus blev født i en stald… Men under alle omstændigheder, var det hyggeligt at støde ind i nogle af de folk, som vi mødte på ørkenturen og ikke mindst George, som var hos os i Danmark i halvanden måned sammen med de 3 andre palæstinensere, Jamal (også fra Betlehem) og Nader og Ala fra Ramallah.

Og i onsdags besøgte vi så netop Ala og Nader. Vi overvejede det meget, fordi vi for ikke så længe siden modtog en advarsel fra det danske repræsentationskontor (ambassade-agtigt) i Ramallah om, at der var blevet fremsat trusler imod danskere i form af flyers og meddelelser på hjemmesider. Men tirsdag ringede vi kontoret op, og de mente godt, vi kunne tage afsted, hvis bare vi holdt lav profil og ikke fortalte nogen, at vi var danskere.

Nader havde heldigvis en midlertidig tilladelse til at tage ind til Jerusalem, så han kom og hentede os og viste os gennem checkpointen og kørte os hjem til sit hus. Hans mor var helt vildt sød og blev ved med at sige ”welcome, welcome” og serverede typisk arabisk mad, som vi har hørt er ”stuffed anything”, fx ris og kød indpakket i ”vintræsblade”.
Trafikken Ramallah er endnu mere kaotisk end i Jerusalem. Gaderne vrimlede med fodgængere, biler og busser i en stor pærevælling – det var, som om man bare gik/kørte, hvor der nu lige var plads til én! På vejen tilbage til checkpointen var der så proppet, at vi til sidst droppede bilen og gik resten af vejen. Formentlig var mange af dem på vej til den store Al-Aqsa Moske på Tempelbjerget, hvortil mange tusinde valfarter i disse dage, fik vi at vide om aftenen i præstelejligheden, hvor der var besøg af Rolf Holmboe, som er chefen for repræsentationskontoret i Ramallah. Han fortalte også, at de i øjeblikket forhandler med stormuftien i Jerusalem om IKKE at nævne muhammedtegningerne (igen) i fredagsbønnen imorgen, sådan at sagen hurtigt dør ud. Parentes slut. Inden Nader kørte os tilbage til checkpointen, fik vi en god snak med Nader og Ala om nogle af de fremtidige aktiviteter vi kunne tænke os at lave med de unge fra Ramallah. Et endnu større overblik over vores arbejde får vi formentlig på mandag , hvor vi skal have møde med de 4 ungdomsledere fra Ramallah og Bethlehem og ikke mindre end 4 Musalaha ansatte.

Dagen i dag blev så dagen, hvor vi langt om længe fik en sofa i vores lejlighed. Topmoderne kan man nok ikke ligefrem kalde den, men til gengæld er den rød! Og man kan ligge og slå mave på den – ah. Og sidst men ikke mindst: Den kan laves om til en dobbeltseng. Ergo: Nu skal I være så hjertelig velkommen til at komme og få jeres skønhedssøvn hos os, hvis I engang skulle slå vejen forbi Jerusalem!

Den foerste regn

Og saa kom den foerste regn. Bedst som vi stod og skulle afsted gudstjeneste i Betlehem. Det resulterede i, at vi desvaerre ikke kom afsted. Ja, det lyder vildt maerkeligt, for helt aerligt, det er jo bare lidt regn. Men naar det ikke har regnet i lang, saa er vejene blevet fyldt med sand og naar den foerste regn saa falder, bliver vejene omdannet til glidebaner. Og eftersom Jerusalem ligger hoejt oppe, ville vi hellere blive hjemme og koebe moebler til vores lejlighed, end koere sidelaens ned af et bjerg i en bus! Vi har i noget tid vaeret paa udkig efter moebler til vores lejlighed, og det havde vi saa god tid til at goere idag. Det gav ogsaa pote, vi fandt nogle okay moebler til billige penge. Det naeste problem er nu, hvordan vi faar dem hjem til vores lejlighed... Men vi er positive, vi maa bare finde en med en bil og saa fedte lidt... Det var vist alt for nu. Resten af dagen gik med en tur til den gamle by og et besoeg paa en etiopisk restaurant og saa ogsaa lige et smut forbi et fantastisk lille ishus. Saa alt i alt en god dag selvom vi ikke kom til Betlehem.

- Hanna

Glimt af himlen i den røde ørken

Så er vi vendt ”hjem” efter 5 dages ørkentur i Wadi Rum i Jordan, hvilket tydeligt bevises af den megen sand, som er faldet ud af sko, tøj og tasker og nu ligger spredt rundt omkring i vores lejlighed. Hvad der derimod er sværere for os at bevise, er, at vi ikke er illegale arbejdere Israel. I hvert fald hvis du spørger sikkerhedsfolkene ved den jordanske grænse ved Eilat. På vejen hjem fra Jordan måtte vi vente næsten 3 timer på at de ”lige skulle tjekke noget”. I modsætning til lufthavnen i Tel Aviv stillede de ikke mange spørgsmål denne gang, vi måtte bare vente…
Vi ved stadig ikke, hvad de skulle tjekke, men vi tror måske, at vi skal lade være med at nævne Musalaha i fremtiden og så sige, at vi arbejder for og bliver aflønnet af en dansk organisation, hvilket jo også er helt sandt – bare ikke hele sandheden. Mens vi ventede mødte vi to volontører fra Ordet og Israel, som smuttede lige igennem ved at sige, de skulle lave malerarbejde i Jerusalem! Men til sidst fik vi da 3 måneders turistvisum, hvilket er det meste man kan få ved grænsen.

Det jordanske sandlandskab var en kæmpe oplevelse. Det var en pragtfuld følelse, da jeg red på kamelen ”Leyla” gennem den tyste ørken med gyldne klipper, rødligt sand (pga. det høje jernindhold) og tørre småbuske så langt øjet rækker, mens beduinen ved siden af sang på arabisk og nu og da tjattede lidt til kamelen og sagde underlige lyde med tungen for at få den til at gå hurtigere.

Turen var arrangeret af Musalaha for unge israelere og palæstinensere for at give dem en mulighed for at lære hinanden at kende på neutral grund. At Israel er et ret internationalt sted var deltagerne på ørkenturen et godt eksempel på, idet vi havde så forskellige rødder som jødiske, palæstinensiske, russiske, amerikanske, etiopiske, finske, norske og danske.
I dagligdagen er vi præget af de roller, som vi hver især spiller og forventes at spille, og hernede har israelerne for det meste den stærkes rolle og palæstinenserne den svages. Men i ørkenen er der ingen, der har overtaget, ingen der ikke har sand over det hele, ingen der føler sig rigtigt hjemme. Vi er alle afhængige af beduinernes vejvisning og selvfølgelig vand!

Dagene gik med kamelridning, jeepkørsel og gåture, og ind imellem standsede vi op for at være stille for Gud og for at lytte til undervisning om forsoning. Om aftenen serverede beduinerne lam (og desuden humus morgen, middag og aften – yammi) for os i gaslampernes skær, vi sang sammen på arabisk, hebraisk og engelsk, og der var mulighed for at dele tanker, frustrationer og forventninger fra dagliglivet med hinanden. En af palæstinenserne fortalte, at han fandt det svært at acceptere, at fx russiske og amerikanske jødiske soldater, som har været i landet i ganske få år, kan fortælle ham og hans folk, som har været i landet i hundredvis af år, hvad de må og ikke må. En messiansk jøde fortalte, at han blev vred over at opleve, at araberne roligt kunne tage med bussen i hans kvarter, men at han selv blev spyttet på, når han gik igennem deres.

Efter 3 overnatninger i ørkenen blev vi kørt til et hotel i den jordanske storby Aqaba, hvor vi tog et langt, varmt og velfortjent bad og derefter tilbragte den sidste aften sammen ved bl.a. at fejre nadver sammen. Som en god folkekirkegænger er jeg ikke lige så vant til en så uhøjtidelig og ta-selv-agtig nadver! Men stort var det - at se palæstinenserne og israelerne dele brødet og bede for hinanden og for forsoning i deres land. En pige sagde om turen, at hun følte, hun havde set nogle glimt af, hvordan himlen er.

Nu er vi så tilbage på pinden på Musahalas kontor i Talpiyot, hvor vi forsøger at finde os selv og vores rolle. Der går stadig lidt tid, inden vi kan kaste os over vores eget projekt med ledertræning på Vestbredden, så vi må væbne os lidt med tålmodighed - som med så mange andre ting i dette land!
Rigtig god weekend.

-Louise

Saa er vi floejet... eller det gjorde vi i tirsdags, mere praecist kl. 17.05 fra Billund. Vi var saa heldige at Lufthansa havde overbukket turen til Tel Aviv, saa vi fik lige en mellemlanding paa et 5-stjernet hotel i Frankfurt, ikke daarligt, ikke daarligt... eller maaske lige bortset fra at vi saa kom senere til Tel Aviv... hmm. Under alle omstaendigheder levede vi som konger i det doegn vi havde i Frankfurt.

Onsdag skulle vi saa videre til tel Aviv,og det skulle straks vise sig at vaere mere kompliceret. Her havde vi nemlig vores foerste moede med ortodokse joeder. Jaa, for det er nemlig ikke helt simpelt at finde et sted at sidde, naar man nu ikke maa sidde ved siden af en kvinde... saa det blev til en del rykken rundt. Det skal saa ogsaa siges,at der var nogle problemer med boardingen. Men vi kom da afsted, en time senere end beregnet, men hvad skidt, vi kan vel ligesaa godt vaenne os lidt til detmellemoestlige tidsbegreb foerst som sidst.

Naa, men vi ankom saa til Tel Aviv, hvor vi desvaerre blev tilbageholdt, og fik smidt en masse spoergsmaal i hovedet. Det endte med vi var godt rundt paa gulvet,og jeg ved ikke rigtig hvad de fik ud af det. Mens det stod paa, var det ret ubehageligt, men som de selv siger: "Det er for jeres egen sikkerhed..."

- Hanna

De foerste par dage i Jerusalem

Da vi onsdag eftermiddag langt om laenge slap ud af forhoeret i den ellers meget smukke lufthavn i Tel Aviv, blev vi hentet af Louise (administrator paa Musalaha kontoret), som tog os med til Jerusulem - helt praecist Revadim 25 i Talpiyot, som altsaa bliver vores adresse det naeste lille aars tid. Vi bor i en kaelder hos en religioes joedisk familie med en relativt stor boerneflok (at doemme efter lydene). Men indtil videre har vi nu kun moedt manden i huset, som virker rigtig flink og allerede har inviteret os paa middag engang i loebet af loevhyttefesten (sukkot), som netop er startet i dag. Det er en hoejtid, der skal minde joederne om de 40 aar i oerkenen, hvor de boede i primitive hytter men modtog fra Guds haand, hvad de havde brug for.

Torsdag blev vi saa introduceret paa Musalaha kontoret, som heldigvis kun ligger 5-10 minutters gang fra Revadim 25. Indtil videre kan vi kun finde hen til kontoret og til supermarkedet - det er virkelig svaert at skelne bygninger osv fra hinanden, naar alt det skrevne bare er volapyk for os! Jeg ved ikke om vi faar tid til at at blive gode venner med de hebraiske bogstaver, men det kunne nu vaere ret praktisk! Jeg glaeder mig meget til at laere byen at bedre kende og til rigtigt at komme i gang med vores arbejde, men det maa vente lidt endnu, for i foerste omgang staar den paa 5-dages oerkentur i Jordan, som vi skal afsted paa imorgen. Rigtig god weekend!

-Louise

Klar parat start!

Jubii, saa er vores blog skudt igang. Vi haaber at dette fremover bliver stedet, hvor vi serverer friske anekdoter, reportager, billeder og kommentarer fra Israel, hvor vi har taenkt os at opholde os de naeste 9-10 maaneder. Dog vil vi allerede paa forhaand beklage forsinkelser, diverse tekniske fejl og mangler og ikke mindste fravaeret af visse danske bogstaver. Men her er vi altsaa. Enjoy!