Thursday, 21 December 2006

Her er det så - vores projekt

Her var det så meningen, at der skulle komme en lille beretning fra min tur til Betlehem i går aftes. Men da jeg gik i gang med at skrive, gik det op for mig, at der er en del baggrundsviden om vores projekt, som vi vist ikke har fået fortalt om. Så jeg har besluttet mig at opdele indlægget i to. Her først en lille introduktion til vores projekt.

I løbet af efteråret har Hanna og jeg hjulpet vores palæstinensiske projektmedarbejdere (som forinden var i Danmark 1½ måned) i Betlehem og Ramallah med at planlægge et tværkirkeligt ledertræningskursus for kristne ungdomsledere, som skal gå i gang i det nye år. Så udover at hjælpe til på Musalahas kontor med forskellige praktiske og administrative opgaver, har vi har altså taget turen til Vestbredden i ny og næ for at diskutere programindhold, potentielle undervisere og deltagere mm.

Og hvad har ledertræningskurser så med forsoning at gøre, hvis det kun er for palæstinensere? Jo altså. Jeg ser flere formår med kurset.

1. Vi ønsker ”intern forsoning”.
Den israelsk-palæstinensiske strid er naturligvis den altoverskyggende konflikt hernede, og det at alle palæstinensere har den samme ”fjende og undertrykker” – Israel - er selvfølgelig med til at styrke deres sammenhold. Men når det er sagt, er der også interne spændinger og uenigheder i det palæstinensiske samfund. Kampene mellem Fatah og Hamas er et aktuelt eksempel på dette. Kristeligt Dagblads Allan Sørensen skriver: ”Det politiske opgør mellem Fatah og Hamas er i virkeligheden er en kamp om Det Palæstinensiske Selvstyres fremtidige sjæl: Skal det være en islamisk stat, sådan som Hamas ønsker det? Eller skal det være en moderat, vestligt orienteret og sekulær stat, sådan som Fatah ønsker det.”

Desuden er der spændinger mellem de palæstinensiske muslimer og det kristne mindretal – et problem som Musalaha for nyligt tog op ved at arrangere en ørkentur for kristne og muslimske ledere. Men også indenfor de kristnes egne rækker er der splid. Mange gange modarbejder ortodokse, katolikker, lutheranere og evangelikale hinanden i stedet for at samarbejde. Vi ønsker med kurset, at ungdomslederne udvider deres forståelse af kristne brødre og søstre til også at gælde kristne fra andre kirkesamfund. Vi håber at skabe en platform, hvor de få ungdomsledere, der er, kan udveksle erfaringer, støtte og opmuntre hinanden.

2. Vi ønsker interesse for forsoning.
Som en del af ledertræningskurset vil vi sætte fokus på forsoning igennem emner som konfliktløsning, identitet, konfliktens historie, forsoning i Bibelen, teologiske teorier om Israel samt ”The Body of Christ” som vi siger – om kristen enhed. Vi ønsker at flere skal blive interesserede og involverede i forsoning, og med dette projekt forsøger vi at sprede tanken til de ”gamle” kirker. Indtil videre har det næsten udelukkende været kristne palæstinensere med evangelikalt ståsted, som har deltaget i Musalahas aktiviteter, men vi håber, at det på sigt bliver anderledes – hjulpet i gang af dette projekt. Nogle af de ikke-evangelikale er stadig meget skeptiske overfor Musalaha, og derfor har George, Jamal, Nader og Ala måttet - og må stadig - kæmpe en hård kamp for at få disse præsters støtte til ledertræningskurset.

3. Vi ønsker forsoning, fordi Gud ønsker det.
Ungdomsgrupperne har brug for et åndeligt boost. Vi ønsker, at ledertræningskurset må være et redskab for Helligånden til at puste liv i de palæstinensiske ungdomsledere og gøre dem i stand til at lede og tjene de palæstinensiske unge og pege hen på Ham, som er vores fred. Vi ønsker at arbejde for Guds sag, og hvis vi gør det, arbejder vi også for forsoning. For forsoning er også på Guds dagsorden. Bibelen er fuld af eksempler på at Gud ønsker forsoning - mellem mennesker og mellem ham og os.

Når man træder ind af døren til Musalahas kontor, er noget af det første, man ser, en plakat med et citat af Jesus i bjergprædikenen: ”Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.”

No comments: