Forpremiere i Betlehem

NB: Det anbefales at læse "Her er det så - vores projekt" inden dette indlæg.

I går var jeg en tur i Betlehem i anledning af, at George og Jamal havde inviteret potentielle kursusdeltagere til spisning for at introducere programmet og give dem mulighed for at komme med spørgsmål og kommentarer.

Da vi ankom til den græsk-ortodokse kirke i Beit Jala, hvor vi skulle mødes med deltagerne, gik det hurtigt op for os, at der foregik noget andet i det rum, som vi havde fået lov at låne. Folk var stimlet sammen omkring et par borde bagerst i lokalet, hvor de bladrede igennem en masse stakke papirer, som om de ledte efter noget. Der gik folk ud og ind af lokalet hele tiden. Voksne mennesker, men både kvinde og mænd. Lidt som om det var et stemmelokale. Stemningen var stille og rolig, men det var alligevel som om, der foregik noget, der ikke skete hver dag. Det viste sig, at papirerne som giver tilladelse til at tage til Jerusalem i forbindelse med juleferien var ankommet i dag, og nu stod alle folk og ledte efter deres. De fleste havde fået en hel måneds adgang og ikke bare en uge som sidste år. Jeg havde virkelig lyst til at tage et billede af dette specielle øjeblik, men George og Jamal sagde, at det skulle jeg endelig ikke - for ikke at rippe op i det anstrengte forhold mellem kirkerne. (Åbenbart et eller andet med at evangelikale tager mange billeder…skørt)

Men de kirkelige stridigheder skulle vise sig at være svære at komme udenom. Mens vi sad og ventede på deltagerne, kom den græsk-ortodokse præst (som åbenbart ikke vidste, at vi kom) hen for at tjekke os ud. Han havde en meget uvenlig attitude og så ikke tilfreds ud, da han så vores program for aftenen og fandt ud af, at vi var fra Musalaha. Bagefter fortalte Jamal mig, at han havde sagt noget i retningen af: ”Ved I ikke, at vi er en ortodoks kirke, og vi giver ikke hånd til jer…?” (Underforstået evangelikale)

Well, for nu at udjævne billedet af de ortodokse lidt, så viste det sig, at langt størstedelen af de 9 fremmødte interesserede havde netop ortodoks baggrund. Det viste sig også, at gennemsnitsalderen var over 30. Det havde jeg ikke lige regnet med, så vi skal til at tænke lidt anderledes fra nu af. Men selvom vi gerne ville have haft flere unge med, så er det vigtigste dog engagementet, og det var i hvert fald til stede. Pga. travlheden i den ortodokse kirkes lokale besluttede vi os for at gå direkte til restauranten, hvor George og Jamal (over svinekødsburgere – herligt!) fremlagde programmet for dem. Der var meget diskussion, men så vidt jeg kunne forstå (på Jamals rapport bagefter), var det mere et udtryk for engagement end utilfredshed. Der var generelt opbakning til programmet, og man blev enige om at mødes hver anden mandag aften. Så nu håber vi bare, at de alle sammen dukker op igen (og tager flere med), når vi går i gang i januar.

Under diskussionen sad Jamal og skrev nogle nøgleord ned på en blok engang imellem, for at jeg kunne følge lidt med. Pludselig trak han mig til side og spurgte forsigtigt, om jeg havde en anden kuglepen, for det var lidt svært at blive ved med at skjule den, samtidig med at han skrev med den… Det viste sig, at det var en ”Israelsmissionens Unge”-kuglepen, med en stor, fed jødestjerne på, så han var bange for, at nogen skulle misforstå det eller blive provokeret! Så jeg pakkede selvfølgelig pænt min IU kulgepen ned i tasken og fandt en ny frem. Der skal med det samme lyde en undskyldning til Jeanette, Miriam, Heinrich og resten af ”baglandet” for at dække over min identitet – men jeg gjorde det i en god sags tjeneste!

Ak ja, der er mange hensyn at tage i en konfliktfyldt verden.