Gensyn med gutterne

I fredags fyldte vi et par taxaer med unge mennesker og bevægede os ind i grænselandet mellem Israel og de palæstinensiske områder. Målet var en skole ved navn Talitha Kumi, som efter sigende betyder ”Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op” (Mark 5,41). Der var ikke nogen fysisk helbredelse på dagsordenen denne gang, men nærmere en åndelig og social opvågnen: Det var tid til et gensyn med de unge fra ørkenturen i Wadi Rum for 4 måneder siden.

Antalsmæssigt var det desværre ikke en stor del af den oprindelige gruppe, der mødte op, men for os der var med, blev det en uformel, forfriskende og fornøjelig formiddag. Vi sang et par af lovsangene fra ørkenen, vi fik opfrisket budskabet om vores ansvar overfor vores kristne brødre og søstre, og vi delte vores hverdagssituation og fremtidsplaner med hinanden.

Det blev til et gensyn med flere herlige og unikke personligheder: Den kugleskøre forfatterspire fra London, den amerikansk-jødiske chatterbox og hebræisk-studerende fra Jerusalem, den palæstinensiske rapper og præstesøn fra Betlehem og den russiske-jødiske wannabe stunt man med dreadlogs fra ... ja, et sted nordpå!

I starten var det hele lidt akavet, men snart gik snakken lystigt.

”Hvor kan jeg få fat i en plade med arabisk lovsang?”

”Det er ikke noget problem… det kan jeg nemt skaffe dig, hvis du finder noget på hebræisk til mig.”

Efter en gang boldspil og ”tegn og gæt” sluttede vi af med frokost.

”Altså, nu skal jeg vise jer, hvordan man rigtigt spiser hummus” siger en af palæstinenserne og river et stykke af sit pitabrød. ”Ikke noget med at dyppe det pænt og nydeligt, nej sådan her...” Han kaster brødstumpen – skødeløst, cool og lidt barskt- over på hummustallerknen og skovler en klump hummus op. Men ve dig om du starter fra midten! Hummus-indtagelse er tilsyneladende lidt af en kunst i sig selv.

”Jeg tror stadig, jeg har sand i mine kondisko!!” sagde en deltagerne som noget af det første, efter vi mødtes igen.

Et ørkentur er ikke lige sådan at ryste af sig. Forhåbentlig ikke.