Saturday, 10 March 2007

Plant et træ

Det var en solbeskinnet og fredfyldt fredag i Ramallah, da en flok lokale teenagere greb til skovle og koste til fordel for lokalsamfundet.


Nader og Ala er med i en slags forening, som udfører og koordinerer frivilligt arbejde, der tjener det palæstinensiske samfund. Vi hoppede med på en af deres aktiviteter i går, hvor de havde inviteret teenagere - både kristne og muslimer - til at plante træer langs Ramallahs vejsider.

Hullerne var gravet, træerne og skovlene lå parat, så egentlig var det ikke et voldsomt krævende stykke arbejde, der skulle gøres. Meningen var i første omgang at motivere og inspirere de unge mennesker til at lave frivilligt arbejde. Det palæstinensiske samfund præges af megen håbløshed og ligegyldighed, og derfor er der hårdt brug for mennesker, som vil og tør tro på, at de kan være med til at ændre situationen.


Jeg tror, at de fleste - udover sved på panden og jord under neglene - fik en god oplevelse af at være sammen om at hjælpe - og hvem ved, måske en fornyet tro på fremtiden.

1 comment:

Hanna Hovaldt said...

Jep, og saa fik du da ogsaa lige fyret en god kommentar om Danmark af "Danmark, har du hoert om Muhammedtegningerne?"