Kom regn, kom sne, kom gæster fra Ramallah!

En spændende bog er guld værd, men jeg ved ikke om der er andre end mig, der har problemer med at finde ud af hvor langt man er nået, når man har lagt den fra sig. Nu har jeg omsider fundet en rigtig god løsning på problemet. Bare krøl siderne når du har læst dem, så er det enormt let at finde den side du er nået til! Bare se denne bog...

Ej fis – det er ikke en spor god ide, men en ting er i hvert fald sikkert. En bog der har ligget på gulvet under en oversvømmelse og nu er ved at blive tørret side for side af en hårtørrer kommer til at se sådan her ud!

Onsdag morgen var vi så heldige at vågne op til en ret våd lejlighed! Ikke verdens fedeste morgen. Vi fandt heldigvis ret hurtigt ud af, at det var afløbet på vores terrasse der var stoppet, så vandet steg på terrassen og løb direkte ind i vores lejlighed. Det skal lige siges at der i løbet af denne ene nat faldt ca. 20% af Israels samlede nedbør på et år. Men ikke nok med det, da vi havde fået fjernet vandet tog Maria (min kusine som er på besøg henover jul og nytår) og jeg på holocaustmuseet. Mens vi var der begyndte det at sne! Ja, hvad I ikke kan klare i Danmark må vi jo gøre noget ved her... Det var bare så hyggeligt. Der gik godt nok ret meget panik i resten af byen. Folk fik fri fra skole og arbejde for at komme hjem og busserne stoppede med at køre. Det er jo ikke sådan når man ikke er vandt til sne! Vi nød det bare i fulde drag og nød også at kunne komme hjem til vores nogenlunde tørre lejlighed og få en kop kakao...

Nu er vi heldigvis tørre igen og det er alle vores ting efterhånden også. I dag har vi så haft besøg fra Ramallah – en helt speciel og dejlig oplevelse. Det er ikke noget der kan lade sig gøre til hverdag, da palæstinenserne skal have tilladelse til at komme ind på Israelsk område. Men her til jul har næsten alle kristne palæstinensere fået en måneds tilladelse til at komme hertil. Så det var dejligt at kunne byde nogle af de mennesker velkomne, som vi efterhånden har besøgt mange gange.

Jeg vil ønske jer et rigtig godt nytår herfra – og tak for 2006

Til alle jer

Glædelig jul....
.......fra Jerusalem
.... med besøg fra Danmark


.... fra Revadim 25
.... fra os!

Forpremiere i Betlehem

NB: Det anbefales at læse "Her er det så - vores projekt" inden dette indlæg.

I går var jeg en tur i Betlehem i anledning af, at George og Jamal havde inviteret potentielle kursusdeltagere til spisning for at introducere programmet og give dem mulighed for at komme med spørgsmål og kommentarer.

Da vi ankom til den græsk-ortodokse kirke i Beit Jala, hvor vi skulle mødes med deltagerne, gik det hurtigt op for os, at der foregik noget andet i det rum, som vi havde fået lov at låne. Folk var stimlet sammen omkring et par borde bagerst i lokalet, hvor de bladrede igennem en masse stakke papirer, som om de ledte efter noget. Der gik folk ud og ind af lokalet hele tiden. Voksne mennesker, men både kvinde og mænd. Lidt som om det var et stemmelokale. Stemningen var stille og rolig, men det var alligevel som om, der foregik noget, der ikke skete hver dag. Det viste sig, at papirerne som giver tilladelse til at tage til Jerusalem i forbindelse med juleferien var ankommet i dag, og nu stod alle folk og ledte efter deres. De fleste havde fået en hel måneds adgang og ikke bare en uge som sidste år. Jeg havde virkelig lyst til at tage et billede af dette specielle øjeblik, men George og Jamal sagde, at det skulle jeg endelig ikke - for ikke at rippe op i det anstrengte forhold mellem kirkerne. (Åbenbart et eller andet med at evangelikale tager mange billeder…skørt)

Men de kirkelige stridigheder skulle vise sig at være svære at komme udenom. Mens vi sad og ventede på deltagerne, kom den græsk-ortodokse præst (som åbenbart ikke vidste, at vi kom) hen for at tjekke os ud. Han havde en meget uvenlig attitude og så ikke tilfreds ud, da han så vores program for aftenen og fandt ud af, at vi var fra Musalaha. Bagefter fortalte Jamal mig, at han havde sagt noget i retningen af: ”Ved I ikke, at vi er en ortodoks kirke, og vi giver ikke hånd til jer…?” (Underforstået evangelikale)

Well, for nu at udjævne billedet af de ortodokse lidt, så viste det sig, at langt størstedelen af de 9 fremmødte interesserede havde netop ortodoks baggrund. Det viste sig også, at gennemsnitsalderen var over 30. Det havde jeg ikke lige regnet med, så vi skal til at tænke lidt anderledes fra nu af. Men selvom vi gerne ville have haft flere unge med, så er det vigtigste dog engagementet, og det var i hvert fald til stede. Pga. travlheden i den ortodokse kirkes lokale besluttede vi os for at gå direkte til restauranten, hvor George og Jamal (over svinekødsburgere – herligt!) fremlagde programmet for dem. Der var meget diskussion, men så vidt jeg kunne forstå (på Jamals rapport bagefter), var det mere et udtryk for engagement end utilfredshed. Der var generelt opbakning til programmet, og man blev enige om at mødes hver anden mandag aften. Så nu håber vi bare, at de alle sammen dukker op igen (og tager flere med), når vi går i gang i januar.

Under diskussionen sad Jamal og skrev nogle nøgleord ned på en blok engang imellem, for at jeg kunne følge lidt med. Pludselig trak han mig til side og spurgte forsigtigt, om jeg havde en anden kuglepen, for det var lidt svært at blive ved med at skjule den, samtidig med at han skrev med den… Det viste sig, at det var en ”Israelsmissionens Unge”-kuglepen, med en stor, fed jødestjerne på, så han var bange for, at nogen skulle misforstå det eller blive provokeret! Så jeg pakkede selvfølgelig pænt min IU kulgepen ned i tasken og fandt en ny frem. Der skal med det samme lyde en undskyldning til Jeanette, Miriam, Heinrich og resten af ”baglandet” for at dække over min identitet – men jeg gjorde det i en god sags tjeneste!

Ak ja, der er mange hensyn at tage i en konfliktfyldt verden.

Her er det så - vores projekt

Her var det så meningen, at der skulle komme en lille beretning fra min tur til Betlehem i går aftes. Men da jeg gik i gang med at skrive, gik det op for mig, at der er en del baggrundsviden om vores projekt, som vi vist ikke har fået fortalt om. Så jeg har besluttet mig at opdele indlægget i to. Her først en lille introduktion til vores projekt.

I løbet af efteråret har Hanna og jeg hjulpet vores palæstinensiske projektmedarbejdere (som forinden var i Danmark 1½ måned) i Betlehem og Ramallah med at planlægge et tværkirkeligt ledertræningskursus for kristne ungdomsledere, som skal gå i gang i det nye år. Så udover at hjælpe til på Musalahas kontor med forskellige praktiske og administrative opgaver, har vi har altså taget turen til Vestbredden i ny og næ for at diskutere programindhold, potentielle undervisere og deltagere mm.

Og hvad har ledertræningskurser så med forsoning at gøre, hvis det kun er for palæstinensere? Jo altså. Jeg ser flere formår med kurset.

1. Vi ønsker ”intern forsoning”.
Den israelsk-palæstinensiske strid er naturligvis den altoverskyggende konflikt hernede, og det at alle palæstinensere har den samme ”fjende og undertrykker” – Israel - er selvfølgelig med til at styrke deres sammenhold. Men når det er sagt, er der også interne spændinger og uenigheder i det palæstinensiske samfund. Kampene mellem Fatah og Hamas er et aktuelt eksempel på dette. Kristeligt Dagblads Allan Sørensen skriver: ”Det politiske opgør mellem Fatah og Hamas er i virkeligheden er en kamp om Det Palæstinensiske Selvstyres fremtidige sjæl: Skal det være en islamisk stat, sådan som Hamas ønsker det? Eller skal det være en moderat, vestligt orienteret og sekulær stat, sådan som Fatah ønsker det.”

Desuden er der spændinger mellem de palæstinensiske muslimer og det kristne mindretal – et problem som Musalaha for nyligt tog op ved at arrangere en ørkentur for kristne og muslimske ledere. Men også indenfor de kristnes egne rækker er der splid. Mange gange modarbejder ortodokse, katolikker, lutheranere og evangelikale hinanden i stedet for at samarbejde. Vi ønsker med kurset, at ungdomslederne udvider deres forståelse af kristne brødre og søstre til også at gælde kristne fra andre kirkesamfund. Vi håber at skabe en platform, hvor de få ungdomsledere, der er, kan udveksle erfaringer, støtte og opmuntre hinanden.

2. Vi ønsker interesse for forsoning.
Som en del af ledertræningskurset vil vi sætte fokus på forsoning igennem emner som konfliktløsning, identitet, konfliktens historie, forsoning i Bibelen, teologiske teorier om Israel samt ”The Body of Christ” som vi siger – om kristen enhed. Vi ønsker at flere skal blive interesserede og involverede i forsoning, og med dette projekt forsøger vi at sprede tanken til de ”gamle” kirker. Indtil videre har det næsten udelukkende været kristne palæstinensere med evangelikalt ståsted, som har deltaget i Musalahas aktiviteter, men vi håber, at det på sigt bliver anderledes – hjulpet i gang af dette projekt. Nogle af de ikke-evangelikale er stadig meget skeptiske overfor Musalaha, og derfor har George, Jamal, Nader og Ala måttet - og må stadig - kæmpe en hård kamp for at få disse præsters støtte til ledertræningskurset.

3. Vi ønsker forsoning, fordi Gud ønsker det.
Ungdomsgrupperne har brug for et åndeligt boost. Vi ønsker, at ledertræningskurset må være et redskab for Helligånden til at puste liv i de palæstinensiske ungdomsledere og gøre dem i stand til at lede og tjene de palæstinensiske unge og pege hen på Ham, som er vores fred. Vi ønsker at arbejde for Guds sag, og hvis vi gør det, arbejder vi også for forsoning. For forsoning er også på Guds dagsorden. Bibelen er fuld af eksempler på at Gud ønsker forsoning - mellem mennesker og mellem ham og os.

Når man træder ind af døren til Musalahas kontor, er noget af det første, man ser, en plakat med et citat af Jesus i bjergprædikenen: ”Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.”

Stort mirakel skete her

9-armede lysestager, doughnuts og snurretoppe har ikke umiddelbart nogen logisk sammenhæng for mig, men for jøderne kan det kun betyde én ting: Hanukka

Den 8 dage lange lysfest, som jøderne fejrer i denne uge, har sit udspring i år det 2. århundrede f. Kr., hvor Israel hørte ind under Seleucid Riget, som opstod i kølvandet på Alexanders den Stores herredømme. I 175 f. Kr kom Antiochus Epifanes til magten, og dermed startede en omfattende undertrykkelse af jødisk kultur og religion. Antiochus Epifanes ville gøre Jerusalem til en græsk by, så han forbød jøderne at studere Toraen, holde sabbat osv. I stedet skulle de tilbede de græske guder, som han lod opstille statuer af i templet.

Det ville jøderne naturligvis ikke finde sig i, og en oprørsbevægelse tog form med Judas Makkabæer i spidsen. I 165 f. Kr. lykkedes oprøret - templet blev befriet og skulle nu renses og genindvies efter flere års vandhelligelse. Det skulle bl.a. gøres ved at tænde den 7-armede lysestage, menorahen. Men uheldigvis var der kun en lille slat olie tilbage – kun nok til en enkel dag. Men på mirakuløs vis lod Gud lyset brænde i 8 dage – den tid det tog at få produceret mere olie.

Børnenes fest
Den begivenhed fejrer jøderne hvert år omkring december måned ved at tænde lysene i den 9-armede Hanukka-stage – ét lys til hver dag Gud lod olielampen brænde – og så et ekstra til at tænde de andre. (Men hvad skal det ekstra lys så tændes med, spørger jeg bare??)

Derudover sparer jøderne ikke på olien i Hannuka-tiden. Her er det en sufganiof – en slags friturestegt doughnut.

Hanukka er ikke den vigtigste højtid i jødedommen, men for børnene er den værd at se frem til, for det betyder gaver, fri fra skole og leg med de såkaldte dreidels – snurretoppe, som bærer de 4 forbogstaver for "stort mirakel skete her" (eller "der" hvis man bor uden for Israel)

Egentlig har jul og Hanukka ikke noget med hinanden at gøre, men der er dog visse fællesstræk, som har givet Hanukka betegnelsen den jødiske jul: Gavetraditionen, afholdelsen i december måned og fokus på lys.

Jesus fejrede også lysfesten
"Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang" (Joh 10, 22-23).

-Han, som to kapitler forinden siger: Jeg er verdens lys.

Den underskønne Louise

Se den underskønne Louise med den umanerlig smukke hat - designet til formålet - at opbevare tærte i - eller var det en computer - og når det nu er formålet, hvad i al verden laver den så egentligt på Louises hoved???

Hmm, sagen er den, at vi i lørdags var til fødselsdag hos Micha (ham israeleren som vi rejste rundt med i Danmark). Det var sådan en form for sammenskudsgilde, så Louise havde lavet en aldeles udmærket porretærte. Så for at holde den varm puttede hun den ned i denne her computer-beskytter-ting. Hvad der så lige skete på vej hjem kan jeg ikke helt sige. Men vi var trætte - computer-beskytter-tingen røg op på hovedet og vi havde det rigtig sjovt. Hmm, måske var det ikke så mærkeligt at folk gloede sådan efter os...

Men hvis vi lige skal tage en kigger på de forskellige hatte man kan møde i det israelske landskab, må man faktisk sige, at Louises falder meget naturligt ind i billedet...

Ellers vil jeg lige benytte muligheden og undskylde min til tider inaktive tilstedeværelse på vores blog - undskyld!

Og også undskyld at denne blog først kommer ud nu!!

Og så lige mit favoritbillede... I forgrunden en muslimsk kvinde - bagved en ortodoks jøde der løber!!!

Og så skal vi da også lige have et par jødiske kvinder... Faktisk har rigtig mange af de ortodokse jødiske kvinder paryk på. Man må jo ikke vise sit eget hår, så det barberer de af og bruger så paryk i stedet for - brandsmart siger jeg bare - men desværre har jeg ikke lige kunnet finde nogle billeder, så i må nøjes med at forestille jer det...

Glædelig jul og godt nytår til jer alle

Kan man spise Jesusbarnet??

Julehilsen fra Musalahas kontor: Krybbespil i hjemmelavet chokolade. Fremstillet og købt i Betlehem naturligvis.

Yndigt. Delikat.

Men kan man virkelig spise det lille Jesusbarn med en god smag i munden? Helligbrøde??

Ved nærmere eftertanke er princippet jo nærmest bibelsk. Vi spiser ham også i nadveren.

Men alligevel.... havde det bare været en nisse!

Måske kan jeg smelte den om...



Ups, undskyld Josef! Efter fotograferingen havde jeg et lille uheld med Josefs hoved, da jeg skulle pakke den lille familie ned igen.

Men i det mindste har jeg ikke byttet ham ud med en saks!

Lidt til det arabiske ordforråd

Nu har vi så gået til arabisk i to uger, og ja, man må sige vi er blevet betragteligt bedre til det! ...der skulle så godt nok heller ikke så meget til. Men på opfordring af min lillesøster, vil jeg lige dele lidt af min viden med jer, så i også kan sige tfaddali, tfaddali, når I inviterer gæster, hvis altså gæsterne er af hunkøn. Alting er nemlig delt op i maskulint og feminint på arabisk. Så hvis I vil invitere mandlige gæster siger I bare tfaddal, tfaddal!

Her kommer lige en lille sætning på arabisk, så må vi jo se, om der er nogen der kan gætte hvad det betyder.

Ana w-Louise kunna fi si-sinama w sjafna l'filim Casino Royal.

Derudover kan I da lige få en lille, skal vi sige talemåde: Inte misjta bieri! (Hvis man taler til kvinder er det inti) Dette betyder du er abnorm. Og underligt nok bruger de det faktisk rigtig tit, hvis man f.eks. går i vejen, så får man lige sådan en lille hyggelig hilsen med på vejen... hmm...

Ellers er arabisk et noget anderledes sprog end dansk (og engelsk og tysk og andre sprog jeg har bare lidt kendskab til). De har ikke noget der hedder førnutid, førdatid og fremtid. Måske hænger det lidt sammen med deres noget anderledes tidsforståelse... Bare et gæt. Derudover bruger de heller ikke verbet 'at være'. Dvs. når man f.eks. siger: "jeg er fra Danmark", bliver det til "ana min Danemark" (ana=jeg, min=fra). Dette er også en af grundene til, at det arabiske sprog lyder så dramatisk. Man bliver nemlig nødt til at udtrykke det man gerne vil sige, ligeså meget gennem måden man siger det på, som selve ordene. Hmm, det bliver vist lidt indviklet det her. Håber I bare kan forstå lidt af det...

Ma' is-salama (En form for farvel, som betyder gå med fred - dertil kan så svares Alla ysallmak, som betyder 'må Gud skænke dig et godt helbred' - ja, arabisk er et poetisk smukt sprog...)

4000!!

Godt og vel! Så mange frimærker har vi klistret på julebrevene til USA i dag. 3 stk på hver. Ja, hvad gør man ikke for at please donorerne! Heldigvis var det klistermærker, så tungernes fugtighedsbalance har ikke lidt nogen skade.

De sidste mange uger her på kontoret er gået med at skrive, designe, printe, pakke, frankere og sende årets juleversion af Musalahas nyhedsbrev, som sendes ud til støtterne over hele verden (læs: USA. Ej okay det er ikke helt sandt, men amerikanerne ER altså noget mere gavmilde end os europæere...). Men nu skulle det være overstået og julefreden... eller i hvert fald freden kan begynde at sænke sig. For jul er det nu lidt småt med her i landet. Ikke engang de messianske jøder fejrer jul. "Julen er en hedensk og kommerciel tradition, og Jesus blev alligevel ikke født i december", siger de. Da-a! Og hvad så! DET ER JO ULTIMATIV HYGGE!

Men Hanna har begået en yndig lille juledekoration med nisse-kalenderlys (venligst sponsoreret og medbragt af Martin Hornstrup) og rød sløjfe, som nu står og lyser op på kontoret. Jow jow, vi gør skam lidt for at bidrage til julestemningen! I lørdags var vi til julemarked i Betlehem (i høj solskin!), og på lørdag skal vi til adventsfest i den danske kirke, så mon ikke vi i sidste ende får stillet det meste af vores juletrang.

Rigtig glædelig adventstid til jer alle!

Foto galleri - godt og blandet

Østjerusalem close-up.

Her er svaret på det mysterium, I alle går og grunder over: Hvad I alverden er de sko opkaldt efter????

En lørdag formiddag på terassen (desværre ikke vores!) - i november! Når solen er fremme om dagen (og det er den som regel) kan man stadig gå i korte ærmer. Men det bliver KOLDT om aftenen.

Og jeg fortsætter min kavalkade af usædvanlige frugter...

En tvillinge-banan?

Form som en pære, farve som et æble.















Og lidt mere MAD. Falafel...

..... og HUMUS skal der til!

Og til sidst et par billeder fra Karmels top, hvor Elias engang for mange år siden udfordrede Baalprofeterne for at finde ud af, hvem der virkelig er Gud. Og så fik de lige slået det på plads! Bare læs 1 Kongebog 18.