Strøtanker

I går da vi sad på Musalahas kontor og snakkede over frokosten, drejede samtalen endnu engang ind på emnet: Israel-Palæstina konflikten. Det har den gjort så mange gange før, men i går kom Louise med denne udmelding: ”Jeg har bare fået nok af denne her konflikt. I starten var det spændende at dykke ned i problemstillingerne, men det er ikke engang spændende længere.” Og jeg må give hende ret. Jo mere jeg lærer om konflikten – jo mere kompliceret bliver det og fredsudsigten rykker længere og længere ud i fremtiden, hvor den snart forsvinder i horisonten.

Emnet kom på banen, fordi der sprang en selvmordsbombe i Eilat i går morges. Det er den første siden april sidste år. Jeg har lidt svært ved at forholde mig til det. Det virker som noget, der er sket i en helt anden verden. Når jeg kigger ud af vinduet ser Jerusalem ud som den plejer at gøre. Bilerne tøffer lidt rundt, holder i kø, dytter og folk går på gaderne, præcis som de gjorde, da vi kom hertil i oktober. Men alligevel fortæller nyhederne mig, at Israel er et land i krig, at tre mennesker blev dræbt i går og at en masse mennesker på Vestbredden og i Gaza lever under hårde vilkår, på kanten til borgerkrig... eller hvad?

Midt i alt det her, som virker så langt væk og håbløst, er det at jeg gang på gang ser vigtigheden af Musalahas arbejde. Det er vigtigt at se virkeligheden i øjnene og det er vigtigt at gøre noget, hvor der kan gøres noget. Det varmer mig langt inde, når jeg ser den oprigtige gensynsglæde mellem George og Micha, de gange hvor det kan lade sig gøre at mødes. På sådanne tidspunkter bliver jeg fyldt med håb og måske er vejen til fred netop et menneske af gangen med Gud som førerhund.

Bare lige lidt strøtanker...

Den store premiere

Så løb de første ledertræningsworkshops af stablen i Betlehem og Ramallah. Her kommer en tør statusrapport fra vores arbejde.

I Betlehem havde vi et introduktionsmøde før jul (se ”Forpremiere i Betlehem”), men i mandags havde vi den første rigtige undervisningsaften. Temaet var ”Introduktion til lederskab”, og 18 mennesker med hjerte for ungdomsarbejde mødte op. Til at tale om dette emne havde George og Jamal inviteret George Filmon, en israelsk araber, som arbejder for det Palæstinensiske Bibelselskab. De fleste så ud til at lytte opmærksomt, og der kom godt gang i diskussionen. Vi håber meget, at deltagerne vil tage del i de kommende workshops og efterhånden få opbygget sammehold og venskaber på tværs af kirkelige ståsteder.

Pga. vores visa – eller mangel på samme – tør vi ikke tage til Ramallah for tiden og gik derfor glip af den første undervisningsaften dér i onsdags. Men Nader rapporterede, at også her oplevede de stort engagement og forståelse for behovet for mere ungdomsarbejde på Vestbredden. Faktisk efterlyste de 13 fremmødte endnu mere træning, og derfor planlægger de nu i Ramallah 3-4 møder om måneden i stedet for 2.

Forhindringer på vejen
Det er en stor opmuntring for os, at ledertræningskurserne nu for alvor er skudt i gang og oven i købet har fået en positiv modtagelse.

Det har været en langvarig proces for de 4 palæstinensere at få samlet de kirkelige ledere om dette projekt, og selvom det ikke er lykkedes at få alle præster overtalt, så har vi nu ungdomsledere fra et meget bredt spektrum af kirker samlet til ledertræning.

På det sidste har vi måttet håndtere nogle problemer i projektet i form af uklare arbejdsbetingelser, hvilket nok har taget noget fokus fra det egentlige. Disse uklarheder er kommet op til overfladen nu i form af misforståelser og modstridende forventninger. Det er altid ærgerligt at bøvle med den slags, men det skulle gerne være på plads nu, og vi har nok alle sammen lært noget af det - både u-ledere og koordinatorer af projektet.

Desuden er der spørgsmålet om vores visa, som vi håber at få fornyet d. 26. februar. Men indtil da har vi altså ikke noget. Når vi bliver ved med tage til Betlehem er det fordi, der er en slags ”bagvej” igennem Beit Jala (i hvert fald indtil muren er bygget færdig). Jeg har aldrig helt forstået, hvordan det kan lade sig gøre, men på en eller anden måde kan man komme derind uden at skulle igennem en seriøs checkpoint. Indtil videre har det dog ikke været noget problem at komme til og fra Betlehem på samme måde, som vi altid har gjort - gennem den "store" checkpoint. Man holder bare sit røde pas op, og så vinker de som regel én videre uden at åbne det.

Men nogle gange tjekker de. Især i Ramallah. Og vi kender ikke til nogen bagvej i Ramallah…

Interkulturelt samarbejde
Det er en udfordring at være med til at starte et nyt projekt op.
Det er en stor udfordring at være med til at starte et nyt projekt op i en fremmed kultur!

Mens vi langt hen af vejen er enige med vores palæstinensiske kolleger i, hvor vi skal hen, så er vi ikke altid enige om, hvordan vi skal nå dertil. Det med at lægge et halvårsprogram og så følge det, fungerer ligesom bare ikke hernede… ”2 måneder, ork det er da rigeligt med tid til at finde en taler…!”

Mens min instinktive tilgang er at planlægge så meget som muligt på forhånd, så fornemmer jeg mere vi-tager-det-som-det-kommer-attituden hernede. ”Har du fortalt ham, hvor længe han har at tale i?” spurgte Hanna ham en time inden mødet startede. ”Næh, det husker jeg ikke, at jeg gjorde”, svarede u-lederen uden at blinke eller ryste på hånden eller på nogen måde give udtryk for, at der var noget usædvanligt i det. ”Det gør jeg, når han kommer”. Jeg spærrede øjnene op og skulle lige til at råbe ”What??” , men jeg tror nok, jeg i stedet fik sagt ”okay” og fremtvunget en slags smil.

Ja, sådan bliver vi tit mindet om, at vores mindset på nogle områder bare er helt forskelligt skruet sammen. Vi forsøger at tilføre lidt planlægning og organisering hist og her men samtidigt tilpasse os kulturen, når det er mest passende. Men det er lettere sagt end gjort!

Men hvorom alting er, så føler vi os privilegerede over at være her i Jerusalem blandt gode kolleger i et meningsfyldt projekt, og vi glæder os til at se, hvad ledertræningskurserne bærer med sig i fremtiden.

Vejen til Emmaus

Der er ikke mere end 8 km i fugleflugtslinie fra Ramallah til Emmaus – eller Qubeibeh, som det hedder i dag. Men vores tur dertil blev en del længere – så meget desto mere lærerig.


Vi har været i Ramallah mange gange efterhånden - turen med araberbus gennem ckeckpointen og videre til busstationen er ved at være rutine. Men alligevel er jeg betænkelig ved situationen i dag. Ikke helt tryg.

Inderst inde ved jeg nu godt hvorfor: Jeg er i gang med at læse Brother Andrew’s (Åbne Døre) ”Light Force” – hans utroligt gribende rejsebeskrivelser fra Mellemøsten. Lige inden vi tog afsted, læste jeg kapitlet om gidseltagning af kristne!

Det gør det derfor ikke bedre, at vi nu skal stå og vente på at blive hentet af Nader. Jeg skuler rundt og ser en potentiel kidnapper i hver eneste skummel mand, der kommer forbi. Kan arabere da heller aldrig komme til tiden!

Forsinkelsen har dog sin årsag: Da bilen ruller op på siden af os, ses et stort gabende hul, hvor bagsæderuden skulle have siddet, glasskår over det hele og en stor brosten på bagsædet. Nader griner: ”Værsgo og sid ned” og stikker mig en brochure med ”Det arabiske initiativ”. Æh okay, som Hanna ville have sagt.

Mens jeg sidder der på glasskår og Per Stig Møller, kører vi ud af byen, og Nader fortæller, at vi skal til Emmaus. Bagagerummet er proppet med fyldte indkøbsposer - julegaver fra Naders menighed til fattige muslimske familier.
Nader prøver at forklare, hvad vi kører forbi, men det er ikke nemt for et par fremmede at hitte rede i. Israelerne har afspærret og inddraget mange veje, så vi må køre en omvej for at nå til vores mål. Landskabet er et vivar af arabiske landsbyer og israelske bosættelser, tidligere og nuværende palæstinensiske veje og veje, som kun er for israelere. To civilisationer tæt viklet ind i hinanden. De israelske huse er dog lette at kende – det er dem med de røde tage.

”Skynd jer at tage sikkerhedssele på – vi skal forbi politiet”, siger Nader pludseligt og lyder lidt nervøs. Det skal han ikke sige til to gange til bangebuksen (mig). Vi er kommet udenfor Ramallah, og i dette område er det israelsk og ikke palæstinensisk politi, der har kontrollen. Heldigvis vinker betjenten os forbi uden videre, muligvis fordi vi er med i bilen. Men så nemt går det slet ikke altid, forklarer Nader: ”Sidste gang jeg mødte politiet, spurgte betjenten: Hvilken bøde vil du have? Som om han ville give mig en bøde uanset hvad. Jeg sagde selvfølgelig den billigste…”

Men forhindringerne er ikke overstået endnu: Punktering. Den klarer Nader i stiv arm, og så kan de to fjollede turister jo passende få taget nogle billeder af det særegne landskab imens.

Et par kilometer længere fremme er den gal igen: ”Sjurta?” spørger Nader chaufføren i den modkørende bil. Ja, der er mere politi længere fremme, og i vejkanten holder adskillige palæstinensiske bilister parkeret og venter på, at det israelske politi skal forsvinde igen. Også denne gang er vi heldige. Betjenten snakker i telefon, så vi smutter lige så stille forbi uden at blive stoppet.

Nader parkerer bilen i kanten af et stykke mark, hvor en håndfuld presenninger er slået op som telte. ”Vil I besøge nogle beduiner?”. Da vi nærmer os teltene kommer en kvinde ud til os, og Nader taler med hende på arabisk. Mændene er ikke hjemme, så Nader må ikke komme med ind, men de vil gerne have madvarerne. Vi hjælper beduinkvinden med at bære poserne indenfor i lejren, hvor flere kvinder dukker op, og et par børn titter ud bag teltdugen. De viser os deres geder i et af teltene og i et andet telt deres køkken, hvor de laver mad over bål. Udenfor sidder en parabolantenne. Vi siger ”shukran” og går tilbage til bilen. Da vi kører derfra lægger jeg mærke til den israelske bosættelse i horisonten.

I Qubeibeh afleverer vi de resterende madvarer hos en katolsk præst, som så kan videredistribuere dem til værdigt trængende. Han viser os rundt i kirken, som er bygget ovenpå det hus, som man mener Jesus besøgte i Emmaus. (Luk 24) ”Det er ikke afgørende, om det er her eller andet sted, det skete”, forklarer han, ”Gud er jo ikke mere tilstedeværende her af den grund. Men som i alt anden videnskab må man prøve at komme så tæt på sandheden som muligt.” Udover en gruppe munke og nonner, tæller byen kun 2 kristne familier.

Lidt senere på dagen tilbage i Ramallah mødes vi med Ala på ”Stones” – et spisested, som ligner en moderne dansk café til forveksling. (Lige bortset fra vandpiberne, som vel er strengt forbudt i Danmark nu…?) Det er bekvemt at være ”hjemme” igen. I sikkerhed. Den fremmede virkelighed er ude af syne for en tid.

Men for mange beboere på Vestbredden er der ikke noget helle. Frygten og fattigdommen er ikke bare et sted, man kan besøge og forlade igen, når man har fået nok. Eller en ond drøm, der får ende, så snart man vågner. Det er en integreret og uundgåelig del af hverdagen. Det har det været i mange år. Hvor længe endnu?

AAARRGH

Hvor får man bare lyst til at smække med døren og forlade Israel med det samme, når man stifter bekendtskab med visum-myndighedernes bureaukrati. Men det er nok også meningen. Budskabet er efterhånden feset ind: Du er ikke velkommen i Israel, medmindre du er jøde.

I tirsdags oprandt dagen, hvor Hanna og jeg skulle op på visum-kontoret og få udstedt volontør-visum som erstatning for vores 3 måneders turist-visum. Vi troede, vi havde vores papirer i orden med breve fra DUF og Israelsmissionens Unge, hvor der klart stod, at vores ophold er finansieret af danske og ikke israelske midler. Men damen bag skranken var ikke mange sekunder om at konstatere, at det havde vi ikke. Efter et besøg hos ”religionsministeriet”, hos lægen og hos chefen på visum-kontoret var vi ikke kommet ret meget længere. Problemet er, at de ikke vil anerkende Israelsmisisonen som en organisation, man kan være volontør for.

En løsning på vores problem kan være at arbejde en dag om ugen på en social institution. På den måde kan vi få et brev (brevET) fra den dame fra Socialministeret, som også skaffer visa til Meet The People–volontørerne, som arbejder på hospitaler, handicaphjem o.lign.

Vi har fået en ny tid på visum-kontoret d. 26. februar, så vi har god tid til at skaffe de nødvendige papirer. Men i mellemtiden har vi altså ikke noget visum, hvilken begrænser vores muligheder for at komme til Vestbredden.

Det værste ved visum-kontoret er ikke den ventetid, man kan blive udsat for, men den uforskammede måde man bliver behandlet på. De damer, vi snakkede med, var alle sammen sure, utålmodige og usympatiske.

Det er på ingen måde israelerne som privatpersoner, jeg vil angribe. De jøder, jeg har stiftet bekendtskab med – vores naboer og folk fra arabisk kurset – er utroligt flinke. Men ”israeleren bag skranken” har ikke lige imponeret mig. Gad vide om ordet ”kundeservice” findes på hebraisk?

Billeder fra ferien

I onsdags sagde jeg farvel til min kusine og så tog hun tilbage til Danmark. Vi har oplevet rigtig meget i løbet af de to uger hun har været her, men i stedet for at skrive om det hele får I her nogle billeder.

Fra Maria kirken, som ligger inde i klippen for foden af Oliebjerget

Udsigt over Jerusalem fra Oliebjerget

Lidt billeder fra parade i Betlehem d. 24. dec. og så vores fantastisk flotte juletræ... :)

Fra en af de 3 'hyrdemarker'. Dette er fra en af grotterne.

Her til højre kan I se lidt af hvordan den

gamle by ser ud, set fra bymuren.

Lidt udsigt fra Masada - ørkenen er og bliver indtagende og imponerende

Stedet man mener kan være Golgata.

Her er det muligvis Jesu gravsted.

Med det vil vi ønske jer et godt nytår her fra Jerusalem.

Refleksioner over en midlertidigt absolut sandhed

I en postmoderne tid, hvor omtrent alle absolutte sandheder er blevet betvivlet, spiddet, vejet og fundet for lette, er der ikke ret meget, som hele menneskeheden kan blive enige om. Der er dog én kendsgerning, som jeg tror, hver eneste skabning kan skrive under på: Livet er skrøbeligt.

En sandhed, som til alle tider har været genstand for såvel stor fascination som stor fortvivlelse. Og en sandhed, som jeg synes at blive mindet om stadig oftere.

Jeg havde arabiske gloser i høretelefonerne og var på vej til shopping centeret, da han pludselig henvendte sig til mig og fortalte, at her i krydset var en fodgænger blevet påkørt for ganske få timer siden – vist nok død af det. Jeg kiggede mig undrende omkring - alt så normalt ud i krydset på Hebron Road, som vi dagligt bevæger os ud i for at komme på arbejde, købe ind eller tage bussen. Men jo, den var god nok: Dér stod en politimand i gang med at tage billeder af stedet. Jeg glemte med det samme alt om at nå over på den side af vejen for at fange den 12’er, jeg havde set komme kørende.

Af og til bliver vi revet ud af vores hverdagstrummerum og stillet os ansigt til ansigt med sandheden om det skrøbelige liv. Nogle gange på mere brutal vis end andre.

Det er den slags oplevelser, som får mig til at tænke på en linie fra TV2’s ”Big time og honning”: ”Hvis du kvæles i virkelighed, må du endelig sende bud”. Jeg har ingen forstand på digtanalyse, og jeg tør ikke gisne om, hvad Steffen Brandt tænkte på, da han skrev sangen. Men linien har sat sig fast. At kvæles i virkelighed. For er det ikke netop det, der sker, når vi oplever modgang, tab og lidelse? Vi overmandes af sandheden om det skrøbelige, sårbare og uforudsigelige liv.

Bliver denne sandhed mere påtrængende, hvis man befinder sig i Israel? Muligvis. Om mit hjerte begynder at hamre voldsomt, når jeg hører skud udenfor restauranten, hvor vi sidder i Ramallah? Så afgjort.

Mange israelere og arabere har så sandelig måttet sande livets skrøbelighed på en utrolig brutal og ubarmhjertig måde.

Men omvendt kunne et trafikuheld lige uden for min dør også være sket i Danmark. Sandheden om det skrøbelige liv er universel. Virkelighedens kvælertag får vi alle at mærke før eller siden.

Lunefulde lykke
Nu kan virkeligheden heldigvis også overmande på en positiv måde: Man kan blive beruset af den. Lige så uretfærdig, forfalden og kold som verden kan opleves, lige så betaget kan man blive af dens mageløse skønhed og kompleksitet. Lige så fortvivlet og ubærlig som ens tilværelse kan se ud, lige så befriende let og forunderlig kan den være, når lykken pludselig kommer dumpende. Eller i hvert fald glimt af den.

I løbet af min korte tid i Jerusalem har jeg nok fornemmet bitterheden og smerten, men jeg har også følt mig overvældet af at se nye dybder og sider af Guds omfattende skaberværk. Her oplever man en ufattelig stor grad af mangfoldighed indenfor et ganske lille område. Det er dybt berigende at møde så mange venlige, spændende, gæstfri, nysgerrige og påtrængende mennesker, og jeg fascineres af de mange forskellige sprog, hudfarver, hovedbeklædninger, baggrunde, traditioner og religioner.

I Jerusalem – som alle andre steder – opleves virkeligheden både kvælende og berusende.

Den gode nyhed er, at sandheden om det skrøbelige liv ikke forbliver absolut. Engang vil Gud skabe en ny jord, hvor livet IKKE kan gå i stykker. Det er det håb, vi må se hen til, når sandheden om det skrøbelige liv bliver for tung at bære.

Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det. Men I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd; jeg vil juble over Jerusalem og fryde mig over mit folk. Der høres ikke mere gråd eller skrig. (Es 65, 17-19)