Jubiiii

Så er vi igen helt og aldeles lovlige i Israel, idag har vi nemlig fået visa! Og se så flot det ser ud:)
Den sidste halvanden måned har vi ikke haft noget visa - hvis I kan huske det, var der jo lige det der med, at de ikke ville godtage os første gang. Nu har vi fået kontakt til en rigtig sød dame på handicap institutionen Akim, hvor vi skal være en gang om ugen hver. Og så var Claudia, som damen hedder, så venlig, at hun gav os et brev med til Indenrigsministeriet.

Og aldrig har jeg været så nervøs for så lidt! Denne gang stillede de os nemlig overhovedet ingen spørgsmål. Hun gav os bare stemplet og spurgte, om vi ville have det sådan, at vi kan rejse ud og ind af Israel uden det bliver annulleret - det sagde vi ja tak til.

Så vi åndede lettet op, sagde tak Gud for mange hørte bønner og begav os glade tilbage til Musalahas kontor - et visum rigere!

Ørkenen blomstrer!

Tro det eller ej, men ørkenen kan faktisk godt være grøn. I går var vi på tur sammen med en flok volontører. Turen gik til Qumran, Masada og det Døde Hav. På trods af et ret diset vejr havde vi en fantastisk tur, og solen stod da også højt på himlen.

Normalt plejer ørkenen jo at være ret gold, derfor var det lidt sjovt at se græs og blomster, og hvad der ellers findes af grønne ting i en ørken, pible op over det hele. Men helt mærkeligt er det nu ikke, for det er jo vinter, og det regner også i Israel, selvom det dog ikke er helt så meget som i Danmark.

Nå, men vi kom jo til Qumran tidligt på formiddagen. Jeg må nok indrømme, at jeg stadigvæk var lidt medtaget efter familiekonferencen, men på tur skulle vi jo. Qumran ligger ved den nordlige ende af det Døde Hav. Omkring år 0 har der boet en gruppe mennesker, som nok har været noget lignende en sekt. De har skrevet en masse af de gamle skrifter fra det Gamle testamente ned, og gemt dem i huler i området. I 1947 var der så en hyrdedreng, der ved et tilfælde opdagede skriftruller i en af hulerne. Siden da er området blevet finkæmmet, og man har fundet omkring 800 skriftruller, som altså er ca. 2000 år gamle. Det, jeg synes, er noget af det mest fascinerende er, at man har fundet en Esajas rulle, som næsten er identisk med Esajas' bog i vores bibel i dag. 2000 år er gået - og der står stadigvæk det samme - den kan man jo så tygge lidt på...

Efter vi havde kigget lidt på udgravningerne, tog vi på opdagelse, og fandt vej op til hule nr. 3. Det var ikke helt uden skælven vi kom derop - specielt ikke for folk med lidt højdeskræk - men op kom vi. Og det er jo eventyrene, der er det sjove:)

Næste stop på turen var Masada. Det er en gammel fæstning, som ligger oppe på en klippetop - som så ikke er en top, men et plateau. Der er en masse at fortælle om stedet, men for ikke at kede jer alt for meget, vil jeg nøjes med at fortælle, hvorfor det er blevet Israels 2. hovedattraktion. Da romerne indtog og ødelagde Jerusalem i år 70, var der nemlig en gruppe der trak sig tilbage til Masada. De holdt stand i ret lang tid, da der er gode vandsystemer og jord til dyrkning på toppen. Men da romerne brød igennem, siger sagnet, at alle mændene slog deres kvinder og børn ihjel. Derefter slog ti mand de andre mænd ihjel. Udaf de ti skulle der trækkes lod, og ham loddet faldt på skulle slå de andre ni ihjel og sætte ild til fæstningen. Til sidst skulle han begå selvmord. Da romerne om morgenen kom for at indtage Masada, fandt de ikke andet end omkring 980 lig. Om historien holder vand kan så diskuteres, men ihvertfald er det et meget godt billede på israelernes tænkemåde. "Hellere dø end blive taget til fange."

Efter den lange tur op og ned ad slangestien - det hedder stien op til Masada - var vi alle dejligt svedige og sandede. Så det var med glæde vi lod os dyppe - eller måske nærmere flyde - i det Døde Hav. Selvom det godt nok sved lidt i nogle af de rifter og sår, vi havde fået af at klatre rundt i klipperne, var det en dejlig afslutning på en varm og oplevelsesrig dag. Dvs. dagen sluttede ikke helt her, for bagefter stod den på pizza i Jerusalem :)

24 timer

Efter en lidt død periode her på bloggen er vi nu tilbage med rapportager fra en solrig og actionpacked weekend, hvor det blev tid til at lufte sandalerne, som – trods mærkbare temperaturstigninger på det sidste – ikke helt matcher Jerusalem-vejret.

Turen til de varmere himmelstrøg skyldtes i første omgang Musalahas familiekonference, som blev afholdt i Kibbutz Almog mellem Jerusalem og Jeriko fra fredag kl 16 til lørdag kl 16. Lejren var en "reunion" for de tre familiekonferencer, som Musalaha har afholdt gennem årene.

Hele Musalahas stab kom på overarbejde + der måtte rekrutteres en stor håndfuld frivillige for at håndtage de ca. 12o deltagere.

Hanna og jeg har været med i planlægningen af både ungdoms- og børneprogrammet, som fik et vist dansk særpræg - her er det lagkageløb. Smuglerløb var også et hit.

De ser søde ud, ikke? Skinnet bedrager!

Det var et intenst og fornøjeligt døgn og frem for alt en god forberedelse for os til teenage-ørkenturen til april og børnelejren til juli.

Alt imens børnene spillede, legede, lavede bål og klippe-klistrede, arbejdede de voksne med deres historie - eller rettere historier, for israelerne og palæstinenserne har hver deres historie. Men selvom begge historier er gyldige, er det ikke altid, de kender hinandens. Derfor fik de bl.a. den provokerende opgave at præsentere de andres version af, hvad der skete i 1948.

Opholdet i kibbutzens frodige og fredfyldte (altså lige indtil børnene ankom) naturområde
mindede mig om et andet Israel, som jeg helt havde fortrængt - det der sorgløse, idylliske og fredlige liv i en frugtplantage - "landet der flyder med mælk og honning". Der, hvor mændene er solbrændte og bredskuldrede og ikke har kippa men jord under neglene. Jeg ved ikke, om det er en illusion, en svunden tid eller bare nogle spredte indtryk af mine forældres kibbutzophold for 25 år siden. Men under alle omstændigheder er det godt at blive mindet om, at Israel er meget mere end Jerusalem, hvor regnvejret, religiøsiteten og bekymringen for terror til tider kan gøre stemningen ret alvorlig og trøstesløs.

Gensyn med gutterne

I fredags fyldte vi et par taxaer med unge mennesker og bevægede os ind i grænselandet mellem Israel og de palæstinensiske områder. Målet var en skole ved navn Talitha Kumi, som efter sigende betyder ”Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op” (Mark 5,41). Der var ikke nogen fysisk helbredelse på dagsordenen denne gang, men nærmere en åndelig og social opvågnen: Det var tid til et gensyn med de unge fra ørkenturen i Wadi Rum for 4 måneder siden.

Antalsmæssigt var det desværre ikke en stor del af den oprindelige gruppe, der mødte op, men for os der var med, blev det en uformel, forfriskende og fornøjelig formiddag. Vi sang et par af lovsangene fra ørkenen, vi fik opfrisket budskabet om vores ansvar overfor vores kristne brødre og søstre, og vi delte vores hverdagssituation og fremtidsplaner med hinanden.

Det blev til et gensyn med flere herlige og unikke personligheder: Den kugleskøre forfatterspire fra London, den amerikansk-jødiske chatterbox og hebræisk-studerende fra Jerusalem, den palæstinensiske rapper og præstesøn fra Betlehem og den russiske-jødiske wannabe stunt man med dreadlogs fra ... ja, et sted nordpå!

I starten var det hele lidt akavet, men snart gik snakken lystigt.

”Hvor kan jeg få fat i en plade med arabisk lovsang?”

”Det er ikke noget problem… det kan jeg nemt skaffe dig, hvis du finder noget på hebræisk til mig.”

Efter en gang boldspil og ”tegn og gæt” sluttede vi af med frokost.

”Altså, nu skal jeg vise jer, hvordan man rigtigt spiser hummus” siger en af palæstinenserne og river et stykke af sit pitabrød. ”Ikke noget med at dyppe det pænt og nydeligt, nej sådan her...” Han kaster brødstumpen – skødeløst, cool og lidt barskt- over på hummustallerknen og skovler en klump hummus op. Men ve dig om du starter fra midten! Hummus-indtagelse er tilsyneladende lidt af en kunst i sig selv.

”Jeg tror stadig, jeg har sand i mine kondisko!!” sagde en deltagerne som noget af det første, efter vi mødtes igen.

Et ørkentur er ikke lige sådan at ryste af sig. Forhåbentlig ikke.

Hvornår lærer vi det??

Regnvejr, kælderlejlighed og stoppet afløb er IKKE en god cocktail!