Lidt jødisk perspektiv

Ubalance
Det er en kendsgerning, at Louise og jeg tilbringer mere tid sammen med palæstinensere end med israelere. Derfor hører vi naturligvis også mest om situationen hernede set fra en palæstinensisk synsvinkel. I det daglige er det nemt at se, hvordan palæstinensernes hverdag bliver besværliggjort af israelerne. Det er derimod ikke så nemt at se, hvordan den enkelte israeler bliver påvirket af situationen.

Jeg skal ærligt indrømme, at det falder mig lettere at sympatisere med palæstinenserne end israelerne. Gang på gang tager jeg mig selv i at blive irriteret og sur på de israelske soldater ved bl.a. checkpointsene. Jeg må med skam erkende, at jeg glemmer de ganske almindelige mennesker under uniformerne.

At lære af historien
Men i løbet af denne uge, er mit fokus blevet rettet mere ind på israelerne. I mandags sad jeg i en israelsk bus på vej ind til byen, da al trafik pludselig stoppede. Alle folk stod ud af bilerne, i bussen rejste alle sig op, og der var stilhed i to minutter. Jeg var ikke helt klar over, hvad der foregik, men af den højtidelige og følelsesladede stemning kunne jeg godt fornemme, at det var noget specielt og vigtigt. Da jeg kom tilbage til Musalahas kontor, kunne de fortælle, at det var mindedag for Holocaust.

Hos næsten alle jøder sidder bevidstheden om Holocaust lige under overfladen. Hvad der skete dengang har en enorm betydning for deres selvopfattelse, og de sørger stadigvæk over overgrebet. Holocaust er noget alle jøder er fælles om, også de der ikke selv oplevede det. Selvfølgelig synes jeg det er vigtigt ikke at glemme, hvad der skete. Det var en tragedie, som ikke gerne skulle gentage sig.

Men når det er sagt, gør det mig også trist at se, hvordan israelerne idag behandler deres naboer. Det er godt at mindes og huske, men man bliver også nødt til at tage et skridt videre og lære af det. Ikke holde sig selv fast i smerten og offerrollen, og det gælder sådan set for både israelerne og palæstinenserne.

Konservativ messiansk jødedom
En anden ting, jeg har haft meget svært ved at forstå, er, hvorfor nogle af de messianske jøder vælger at overholde mange af budene fra GT. I onsdags i præstelejligheden havde vi så besøg af David Friedmann - en messiansk jøde. Han fortalte, at grunden til at hans familie overholder kosher (de jødiske spiseregler) er, at de gerne vil holde deres hjem åbent for alle. Mange religiøse jøder vil ikke engang gå ind i et hjem, hvor køkkenet ikke er kosher. Derfor havde de valgt at overholde kosher.

David Friedmann fortalte også, at grunden til han bærer kippa er for at minde sig selv om, at der er en i denne verden, som er større end ham selv - Gud. Ja, det gav et lidt andet perspektiv, end at overholde budene for at vinde frelse hos Gud. For det er jo stik imod essensen i kristendommen. Jesus vandt over døden, så vi kan leve videre selvom vi dør. Han gjorde det fordi han elsker os og vi kan få del i det uden at betale en øre! Det er da et godt tilbud...

Procession - igen igen

Glædelig påske!

Det er vist ikke for tidligt at få sagt... Det blev godt nok ikke til så meget påske fejring i Jerusalem, men jeg har lige lyst til at dele nogle billeder med jer, som jeg tog Palmesøndag. Hvert år samles alle de forskellige kirkeretninger, for at gå i procession fra Oliebjerget og ind i den gamle by. Jeg tror, de har et eller andet med processioner hernede - jeg har efterhånden oplevet nogle stykker, og det var ikke fordi jeg glædede mig vildt meget til denne palmesøndagsvandring. Men men, man kan jo blive overrasket. Festlige faner, sange på alverdens forskellige sprog, dansende munke og nonner, palmeblade over det hele og bare generelt feststemning gjorde det til en fantastisk dag.

Til daglig er de forskellige kirkeretninger hernede ikke voldsomt begejstrede for hinanden. Derfor synes jeg også, det var rigtig dejligt at opleve, at vi kunne gå og lovsynge sammen, og at vi her i påsken trods alt er sammen om at fejre Jesu død og opstandelse. Man føler sig ret lille, når en så stor flok samles, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan Jesus må have oplevet det, da han kom ridende ind i byen. På det tidspunkt var han midtpunktet for deres fejring, men vidste godt, hvad der skulle ske bare en uge senere. Egentligt synes jeg ikke det er så mærkeligt, at han kom sagtmodigt ridende ind i byen... Glædelig påske!

Påske i kamelperspektiv

Kravle i klipper, få vabler, sand i soveposen, drikke litervis af vand, blive solskoldet og komme væk fra det pulserende byliv: Tiden var endnu engang kommet til at udforske ørkenlandskabet.

Bussen startede ud i Nazaret lørdag morgen, og derefter gik det hele vejen ned gennem landet til Haifa, Netanya, Tel Aviv, Jerusalem og Jeriko for at opsamle de 13-17-årige jødiske, palæstinensiske og israelsk-arabiske deltagere på Musalahas Desert Encounter. Da bussen var fyldt godt op, fortsatte vi videre langs det døde hav igennem Negev ørkenen til campen 'Chai Bar' ved Eilat på Israels sydspids.

Her indtog vi pitabrød og humus, og efter et par navnelege og nogle lovsange lagde vi os til rette i soveposerne under den åbne himmel. Vi forsøgte vores bedste at trodse kulde og sandfygen for at samle kræfter til vore første hike eventyr.


Søndagens hike viste sig at være mere bjergbestigning end gåtur, og den blev en prøve på tålmodigheden og højdeskrækken mere end på kondien. For det kan godt skabe en del ventetid, når 43 mennesker skal ned af den ene stejle og smalle bjergsidesti efter den anden, hvor man må træde hvert eneste skridt varsomt for ikke at skride. Men storslået det var det. Fra et af udsigtspunkterne kunne vi se til både Jordan, Saudi Arabien og Egypten.

En af hjælpelederne 'Yura' er i gang med at aftjene sin 3-årige værnepligt og skal tilsyneladende have sit gevær med overalt, hvor han går. Men efterhånden som dagene gik, fandt man det liggende og flyde flere og flere forskellige steder. Smidt på jorden eller hængt på en kamel, og til sidst så man endda en palæstinenser bære rundt på det! Fra et forsoningperspektiv var det en glædelig udvikling, hvad angår landets sikkerhed, ved jeg ikke...!


Vores anden hike, som strakte sig over 2 dage, var en rigtig ørkenvandring. Anført af hippie-guider, kameler og hunde fra vores camp vandrede vi under den brændende sol afsted ind i ørkenen. Vi gik og gik, og derefter gik vi lidt mere. Sidst på eftermiddagen slog vi lejr ved foden af en stor sandbanke, og havde man ikke brugt nok energi den dag, kunne man jo så bestige den så mange gange, man ville.

Eller gå i gang med at skære grønsager til aftensmaden.

Nogen havde fortjent en slapper mere end andre.

Efter endnu en kølig nats søvn vandrede vi tirsdag morgen tilbage til vores camp, hvor pigerne måtte modstå fristelsen til at tage et bad og i stedet hoppe på bussen med det samme, som kørte af sted nordpå til vores respektive hjembyer.



Udover gåture og kamelridning bød de fire dage også på lege, bibelundervisning, lovsang, lejrbål, sprogudveksling og madlavning, og hensigten med alt dette var naturligvis nye venskaber og en bedre forståelse for mine kristne brødre og søstre på den anden side konflikten. To af deltagerne tog på en særlig måde budskabet om forsoning til sig - det endte med en lille jødisk- arabisk romance! (Men det var altså ikke planlagt fra vores side!!)

Bortset fra de kolde nætter var alle strabadserne en sand fornøjelse, men jeg kunne ikke helt lade være med at sammenligne turen med vores Young Adults (18+) tur til Jordan i oktober og ærgre mig over, at der ikke var den samme seriøse interesse for forsoningsaspektet blandt teenagerne. Men omvendt har sådan en flok omvandrende hormonbomber nu også sin charme: Hvin og fnis hver gang kamelerne rejste sig op med piger på ryggen, og selvfølgelig mande-deo ud i hele bussen!

Når en palæstinenser får uventede gæster

Arabere må absolut være verdens mest gæstfrie, gavmilde folk. Uanset hvor meget de selv har, så deler de det gladeligt med deres gæster. Og èn ting er sikkert: Kaffen er altid klar!

Ahlan wasahlan, ahlan wasahlan - velkommen, velkommen! Sådan lyder det utallige gange fra den muslimske kvinde, da vi møder hende foran huset. Hun ser træt, lidt tynget ud, men vinker os ivrigt hen på den solbeskinnede terasse og finder havestole frem. Vi er kørt ud for at se til en af Naders bekendte, som bor i en landsby lidt udenfor Ramallah.

Men det er nu ikke alle gæster, der er ventet med længsel. Hun åndede lettet op, da hun genkendte Nader, for da hun havde set de udenlandske skikkelser, havde hun et øjeblik troet, det var israelske bosættere, der var kommet på besøg.

Og det har hun grund til tro. Siden hun for knap 10 år siden fik opført sit hus med både israelsk og palæstinensisk tilladelse, har hun fra tid til anden haft bosættere og soldater rendende, der vil have hende til at flytte igen. Og de plejer ikke at banke pænt på. Da hun har serveret den søde, arabiske kaffe og sagt velkommen endnu engang, fortæller hun, hvordan hun har oplevet tanks rulle op foran huset, hoveddøren blive sprængt, nedtalende ord til sin mor og selv at blive slået til med et gevær.

Sagen er, at hendes og de 15 andre familiemedlemmers hjem ligger et stenkast fra en bosættelse og en militærbase, så det ville være belejligt for israelerne at inddrage dette stykke land. Familien har hyret en advokat i Israel til at hjælpe dem ud af kniben, men efter mange års forløb er sagen stadig ikke kommet til nogen afslutning. Heller ikke de palæstinensiske myndigheder har været til hjælp. Familien lever i konstant frygt for flere trusler, ydmygelser og udsmidelse.

Da vi har drukket kaffen, trækker hun os med ned i køkkenhaven, hvor hun giver os hænderne fulde af friske ærter, og vi kan se over på bosættelsens grund, der tidligere tilhørte den palæstinensiske landsby. Inden vi sætter os ind i bilen, får hun også lige stukket os nogle æbler i hånden.

Allah maak - Gud være med dig, siger hun til Nader og takker mange gange, da vi kører derfra.