Stik mig bare en halv kylling...

Her kommer lige en opdatering på vores weekend, som nok mest af alt gik med at lege turister og så fik vi også lige købt os et par dyner -Aahh!

Fredag var vi en tur i Betlehem, inden vi tog til danskerklub. Jeg ved ikke helt hvorfor Louise ikke har skrevet om det, måske fordi hun blev offer for en del latter. Vi var nemlig ude at spise på et lille sjovt sted sammen med Alaa og Nader (fra Betlehem). Det eneste de havde var kylling, men saa fik man til gengæld også en hel halv, som var helt ny-grillet ude på en tønde lige udenfor restauranten. Der var ikke noget bestik, så man var tvunget til at spise med hænderne, hvilket var ret sjovt. Grunden til at vi fik os en god griner var, at Louise ikke var helt tryg ved det. Hun spurgte efter servietter, hvilket de øjensynligt ikke var vant til, da de kom med en ordentlig rulle, en af dem som normalt hænger på toiletter. De fandt da heldigvis nogle andre, men det var alligevel lidt sjovt.

Lørdag var vi på tur sammen med nogle andre danskere til et sted nede i Negev ørkenen. Vi gik en tur nede i et kæmpekrater, som man ikke helt ved hvordan er opstået. En ting er dog sikkert, der har engang været vand, for der var fossiler over det hele. Det kunne ikke helt slå Wadi Rum, men det var nu alligevel meget fascinerende at se alle de forskellige farver sand der var der. Det var lige fra hvid, gul, orange og rød til lilla, blå og sort, og det er virkelig ikke en joke. Meget flot og megt mystisk! Om aftenen hyggede vi i præstelejligheden med burgere og film på storskærm, en dejlig afslutning på en god dag.

Søndag var så dagen hvor vi fik købt dyner, hvad kan jeg sige - en dyne skal der til!

Hvad hedder forstoppelse på hebraisk??

Det fik jeg heldigvis aldrig brug for at vide, men efter flere dages irritation af et tilsyneladende ret ineffektivt tarmsystem, var jeg efterhånden ved at være ret desperat. Mine diarré-piller, som jeg ironisk nok havde købt hjemme i DK for at være på forkant med den slags situationer, var ikke til megen hjælp! Jeg slog ordet op i min ganske uundværlige røde engelsk ordbog og fik det fremstammet i apoteket og - halleluja - ekspedienten fangede den med det samme! Jeg forlod biksen med en pakke "figen-piller" (i hvert fald hvis man skal tro billedet udenpå) og en opfordring til at drikke rigeligt med vand og satser nu på, at jeg er på rette kurs!

Og med den charmerende indledning vil jeg gerne fortælle jer lidt om, hvad vi har oplevet de sidste par dage.

Efter en del søgen har vi nu endelig besluttet os for et arabisk kursus, som passer nogenlunde til vores kalender og til vores bopæl. Det er hos YMCA og begynder i midten af næste måned, to aftener om ugen i første omgang i 2 måneder. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang, så det bliver nemmere at "opsnappe" lidt hist og her. Hvorfor ikke hebraisk, når vi nu bor i Israel? Tro mig, det ville jeg også gerne kunne, men jeg vælger at satse på arabisk, dels fordi vi primært kommer til at arbejde blandt palæstinensere, og dels vurderer jeg, at det er lidt mere brugbart i DK end hebraisk (skønt det ikke er meget, vi kan nå at lære, mens vi er her - men alligevel!)

I dag har vi været i "Den Danske Klub", som foregår en gang om måneden og blev startet for ... mange år siden oprindeligt for arabisk gifte kvinder. Nu er den dog åben for alle danskere, og i dag var der en god blanding af os volontører, som blot er her nogle måneder, "mellem lang tids" - personer som fx præsten eller diplomater, der er her en årrække for at udfylde et job, og så de "gifte og satte", som er "stuck here" ;-) I dag blev der sagt farvel til et par stykker - uddelt gaver og holdt taler, så stemningen var lidt sentimental, men ellers plejer der ikke at være noget egentligt på programmet udover at hygge og drikke kaffe og spise danske boller. Jeg havde egentlig været lidt skeptisk inden og havde tænkt, om det nu virkelig var nødvendigt med sådan en klub til at pleje den danske mentalitet... Men stemningen var virkelig varm og ikke spor arrogant, og det var tydeligt, at samværet dér havde spillet en kæmpe rolle i form af støtte, opmuntring og forståelse ikke mindst for dem, som havde giftet sig ind i en fremmed kultur.

Den sidste ting jeg vil nævne er i går, hvor vi var til en slags "volontør-dag" arrangeret af det israelske socialministerium for at sige tak til de udenlandske volontører, som kommer til Israel. Det var vist egenlig mest henvendt til folk, der arbejder på sociale institutioner o.lign. men vi sneg os med alligevel! De fleste var danskere eller tyskere, og så var der et par hollændere og en finne. Der blev tid til at dele nogle af ens oplevelser med det at være volontør, og der blev egentlig en meget god samtale ud af det. Men det der gjorde mest indtryk på mig var en lidt ældre tysk kvinde, som var kommet hertil for at arbejde blandt holocaust overlevende. Hun fortalte om, hvordan hun havde talt om fortiden med en tilfældig jødisk kvinde i bussen. De havde begge fået tårer i øjnene, men alligevel var det som om noget i dem begge var blevet "helbredt" derefter. Jeg respekterer denne tyske kvinde uendelig højt for at komme herned og forsøge at råde bod på synder, som hun dybest ikke selv har noget som helst at gøre med. Jeg selv, tror jeg, ville føle mig for stolt til at sige undskyld for Muhammedtegningerne på Danmarks vegne. Hvor meget større er det så ikke at tage ansvaret for holocaust!
Den tyske kvinde er faktisk også et forbillede på den indstilling til konfliktløsning, som Musalaha ønsker at være fortaler for. På ørkenturen blev de unge palæstinsere og israelere også opfordret til at tage ansvar for tingenes tilstand uanset hvor uretfærdigt de følte sig behandlet, og uanset hvor lidt de havde været med til at forårsage konflikten. De blev opfordret til at handle derpå og række ud mod den anden part, til at tage det første skridt, selvom man selv føler sig uden skyld. Dermed bryder man med hævntanken og "øje-for-øje- princpippet", og gensidig forståelse kan begynde at tage form.

I får også lige et par billeder. Nogle typiske elementer fra et mellemøstligt måltid: pita, humus, "aubergine-splat", oliven og diverse salater. Og så min skønne og trofaste følgesvend, Hanna på vej til dansker-klub.

Håber alt er vel derude, og endnu en gang (hvorfor er det altid om fredagen, jeg skriver...?): Rigtig god weekend!

-Louise

Lidt orden i vores kaos!

Saa har vi endnu engang vaeret i Betlehem. Vi havde et moede med de fire ungdomsledere fra PA og nogle her fra kontoret. Det var et rimeligt kaotisk moede, meget anderledes end de fleste danske moeder jeg har vaeret til, og jeg fortroed mange gange undervejs at jeg havde sagt ja til at vaere referent! Men vi fandt lidt mere ud af hvad det er det hele gaar ud paa, og hvad det er de regner med der skal ske. Saa det var super laekkert!

Mens vi var der tog Jamal (en af ungdomslederne) os med ind i en flygtningelejr. Det var et meget taet, beskidt og ret soelle sted. Noget jeg synes var tankevaekkende var, at det boernene legede med var legetoejs vaaben. Ikke noget med biler og dukker, men vaaben. Jamal sagde godt nok, at der var mange der rendte rundt med dem pga. Ramadanen, saa til daglig ville vi ikke se saa mange, men alligevel...

Ellers prover vi paa at finde et sted, hvor vi kan laere arabisk. Det er lidt svaert at foelge med i hvad der sker rundt omkring os, naar vi hverken taler hebraisk eller arabisk. Saa vi haaber paa snart at finde et kursus der passer til vores behov.

Men alt i alt gaar det godt. Der kommer lige saa stille mere og mere styr paa tingene og det er bare dejligt:)

Så har vi været i PA

Den nye Muhammedkrise? Jo, den har vi hørt om, men ikke desto mindre har vi været så dristige at bevæge os ind på Vestbredden hele to gange i denne uge. Første gang i mandags, hvor vi var på et lynvisit på Bethlehem Bible College for at høre en koncert med deres kor, som er på vej på turné i USA. Vi så ikke ret meget af byen i denne omgang, men jeg nåede da lige at skimte ud gennem bilruderne, at Betlehem er en temmelig stor by og ikke rigtigt passer ind i mit glansbillede af en lille landsby ude på landet, hvor Jesus blev født i en stald… Men under alle omstændigheder, var det hyggeligt at støde ind i nogle af de folk, som vi mødte på ørkenturen og ikke mindst George, som var hos os i Danmark i halvanden måned sammen med de 3 andre palæstinensere, Jamal (også fra Betlehem) og Nader og Ala fra Ramallah.

Og i onsdags besøgte vi så netop Ala og Nader. Vi overvejede det meget, fordi vi for ikke så længe siden modtog en advarsel fra det danske repræsentationskontor (ambassade-agtigt) i Ramallah om, at der var blevet fremsat trusler imod danskere i form af flyers og meddelelser på hjemmesider. Men tirsdag ringede vi kontoret op, og de mente godt, vi kunne tage afsted, hvis bare vi holdt lav profil og ikke fortalte nogen, at vi var danskere.

Nader havde heldigvis en midlertidig tilladelse til at tage ind til Jerusalem, så han kom og hentede os og viste os gennem checkpointen og kørte os hjem til sit hus. Hans mor var helt vildt sød og blev ved med at sige ”welcome, welcome” og serverede typisk arabisk mad, som vi har hørt er ”stuffed anything”, fx ris og kød indpakket i ”vintræsblade”.
Trafikken Ramallah er endnu mere kaotisk end i Jerusalem. Gaderne vrimlede med fodgængere, biler og busser i en stor pærevælling – det var, som om man bare gik/kørte, hvor der nu lige var plads til én! På vejen tilbage til checkpointen var der så proppet, at vi til sidst droppede bilen og gik resten af vejen. Formentlig var mange af dem på vej til den store Al-Aqsa Moske på Tempelbjerget, hvortil mange tusinde valfarter i disse dage, fik vi at vide om aftenen i præstelejligheden, hvor der var besøg af Rolf Holmboe, som er chefen for repræsentationskontoret i Ramallah. Han fortalte også, at de i øjeblikket forhandler med stormuftien i Jerusalem om IKKE at nævne muhammedtegningerne (igen) i fredagsbønnen imorgen, sådan at sagen hurtigt dør ud. Parentes slut. Inden Nader kørte os tilbage til checkpointen, fik vi en god snak med Nader og Ala om nogle af de fremtidige aktiviteter vi kunne tænke os at lave med de unge fra Ramallah. Et endnu større overblik over vores arbejde får vi formentlig på mandag , hvor vi skal have møde med de 4 ungdomsledere fra Ramallah og Bethlehem og ikke mindre end 4 Musalaha ansatte.

Dagen i dag blev så dagen, hvor vi langt om længe fik en sofa i vores lejlighed. Topmoderne kan man nok ikke ligefrem kalde den, men til gengæld er den rød! Og man kan ligge og slå mave på den – ah. Og sidst men ikke mindst: Den kan laves om til en dobbeltseng. Ergo: Nu skal I være så hjertelig velkommen til at komme og få jeres skønhedssøvn hos os, hvis I engang skulle slå vejen forbi Jerusalem!

Den foerste regn

Og saa kom den foerste regn. Bedst som vi stod og skulle afsted gudstjeneste i Betlehem. Det resulterede i, at vi desvaerre ikke kom afsted. Ja, det lyder vildt maerkeligt, for helt aerligt, det er jo bare lidt regn. Men naar det ikke har regnet i lang, saa er vejene blevet fyldt med sand og naar den foerste regn saa falder, bliver vejene omdannet til glidebaner. Og eftersom Jerusalem ligger hoejt oppe, ville vi hellere blive hjemme og koebe moebler til vores lejlighed, end koere sidelaens ned af et bjerg i en bus! Vi har i noget tid vaeret paa udkig efter moebler til vores lejlighed, og det havde vi saa god tid til at goere idag. Det gav ogsaa pote, vi fandt nogle okay moebler til billige penge. Det naeste problem er nu, hvordan vi faar dem hjem til vores lejlighed... Men vi er positive, vi maa bare finde en med en bil og saa fedte lidt... Det var vist alt for nu. Resten af dagen gik med en tur til den gamle by og et besoeg paa en etiopisk restaurant og saa ogsaa lige et smut forbi et fantastisk lille ishus. Saa alt i alt en god dag selvom vi ikke kom til Betlehem.

- Hanna

Glimt af himlen i den røde ørken

Så er vi vendt ”hjem” efter 5 dages ørkentur i Wadi Rum i Jordan, hvilket tydeligt bevises af den megen sand, som er faldet ud af sko, tøj og tasker og nu ligger spredt rundt omkring i vores lejlighed. Hvad der derimod er sværere for os at bevise, er, at vi ikke er illegale arbejdere Israel. I hvert fald hvis du spørger sikkerhedsfolkene ved den jordanske grænse ved Eilat. På vejen hjem fra Jordan måtte vi vente næsten 3 timer på at de ”lige skulle tjekke noget”. I modsætning til lufthavnen i Tel Aviv stillede de ikke mange spørgsmål denne gang, vi måtte bare vente…
Vi ved stadig ikke, hvad de skulle tjekke, men vi tror måske, at vi skal lade være med at nævne Musalaha i fremtiden og så sige, at vi arbejder for og bliver aflønnet af en dansk organisation, hvilket jo også er helt sandt – bare ikke hele sandheden. Mens vi ventede mødte vi to volontører fra Ordet og Israel, som smuttede lige igennem ved at sige, de skulle lave malerarbejde i Jerusalem! Men til sidst fik vi da 3 måneders turistvisum, hvilket er det meste man kan få ved grænsen.

Det jordanske sandlandskab var en kæmpe oplevelse. Det var en pragtfuld følelse, da jeg red på kamelen ”Leyla” gennem den tyste ørken med gyldne klipper, rødligt sand (pga. det høje jernindhold) og tørre småbuske så langt øjet rækker, mens beduinen ved siden af sang på arabisk og nu og da tjattede lidt til kamelen og sagde underlige lyde med tungen for at få den til at gå hurtigere.

Turen var arrangeret af Musalaha for unge israelere og palæstinensere for at give dem en mulighed for at lære hinanden at kende på neutral grund. At Israel er et ret internationalt sted var deltagerne på ørkenturen et godt eksempel på, idet vi havde så forskellige rødder som jødiske, palæstinensiske, russiske, amerikanske, etiopiske, finske, norske og danske.
I dagligdagen er vi præget af de roller, som vi hver især spiller og forventes at spille, og hernede har israelerne for det meste den stærkes rolle og palæstinenserne den svages. Men i ørkenen er der ingen, der har overtaget, ingen der ikke har sand over det hele, ingen der føler sig rigtigt hjemme. Vi er alle afhængige af beduinernes vejvisning og selvfølgelig vand!

Dagene gik med kamelridning, jeepkørsel og gåture, og ind imellem standsede vi op for at være stille for Gud og for at lytte til undervisning om forsoning. Om aftenen serverede beduinerne lam (og desuden humus morgen, middag og aften – yammi) for os i gaslampernes skær, vi sang sammen på arabisk, hebraisk og engelsk, og der var mulighed for at dele tanker, frustrationer og forventninger fra dagliglivet med hinanden. En af palæstinenserne fortalte, at han fandt det svært at acceptere, at fx russiske og amerikanske jødiske soldater, som har været i landet i ganske få år, kan fortælle ham og hans folk, som har været i landet i hundredvis af år, hvad de må og ikke må. En messiansk jøde fortalte, at han blev vred over at opleve, at araberne roligt kunne tage med bussen i hans kvarter, men at han selv blev spyttet på, når han gik igennem deres.

Efter 3 overnatninger i ørkenen blev vi kørt til et hotel i den jordanske storby Aqaba, hvor vi tog et langt, varmt og velfortjent bad og derefter tilbragte den sidste aften sammen ved bl.a. at fejre nadver sammen. Som en god folkekirkegænger er jeg ikke lige så vant til en så uhøjtidelig og ta-selv-agtig nadver! Men stort var det - at se palæstinenserne og israelerne dele brødet og bede for hinanden og for forsoning i deres land. En pige sagde om turen, at hun følte, hun havde set nogle glimt af, hvordan himlen er.

Nu er vi så tilbage på pinden på Musahalas kontor i Talpiyot, hvor vi forsøger at finde os selv og vores rolle. Der går stadig lidt tid, inden vi kan kaste os over vores eget projekt med ledertræning på Vestbredden, så vi må væbne os lidt med tålmodighed - som med så mange andre ting i dette land!
Rigtig god weekend.

-Louise

Saa er vi floejet... eller det gjorde vi i tirsdags, mere praecist kl. 17.05 fra Billund. Vi var saa heldige at Lufthansa havde overbukket turen til Tel Aviv, saa vi fik lige en mellemlanding paa et 5-stjernet hotel i Frankfurt, ikke daarligt, ikke daarligt... eller maaske lige bortset fra at vi saa kom senere til Tel Aviv... hmm. Under alle omstaendigheder levede vi som konger i det doegn vi havde i Frankfurt.

Onsdag skulle vi saa videre til tel Aviv,og det skulle straks vise sig at vaere mere kompliceret. Her havde vi nemlig vores foerste moede med ortodokse joeder. Jaa, for det er nemlig ikke helt simpelt at finde et sted at sidde, naar man nu ikke maa sidde ved siden af en kvinde... saa det blev til en del rykken rundt. Det skal saa ogsaa siges,at der var nogle problemer med boardingen. Men vi kom da afsted, en time senere end beregnet, men hvad skidt, vi kan vel ligesaa godt vaenne os lidt til detmellemoestlige tidsbegreb foerst som sidst.

Naa, men vi ankom saa til Tel Aviv, hvor vi desvaerre blev tilbageholdt, og fik smidt en masse spoergsmaal i hovedet. Det endte med vi var godt rundt paa gulvet,og jeg ved ikke rigtig hvad de fik ud af det. Mens det stod paa, var det ret ubehageligt, men som de selv siger: "Det er for jeres egen sikkerhed..."

- Hanna

De foerste par dage i Jerusalem

Da vi onsdag eftermiddag langt om laenge slap ud af forhoeret i den ellers meget smukke lufthavn i Tel Aviv, blev vi hentet af Louise (administrator paa Musalaha kontoret), som tog os med til Jerusulem - helt praecist Revadim 25 i Talpiyot, som altsaa bliver vores adresse det naeste lille aars tid. Vi bor i en kaelder hos en religioes joedisk familie med en relativt stor boerneflok (at doemme efter lydene). Men indtil videre har vi nu kun moedt manden i huset, som virker rigtig flink og allerede har inviteret os paa middag engang i loebet af loevhyttefesten (sukkot), som netop er startet i dag. Det er en hoejtid, der skal minde joederne om de 40 aar i oerkenen, hvor de boede i primitive hytter men modtog fra Guds haand, hvad de havde brug for.

Torsdag blev vi saa introduceret paa Musalaha kontoret, som heldigvis kun ligger 5-10 minutters gang fra Revadim 25. Indtil videre kan vi kun finde hen til kontoret og til supermarkedet - det er virkelig svaert at skelne bygninger osv fra hinanden, naar alt det skrevne bare er volapyk for os! Jeg ved ikke om vi faar tid til at at blive gode venner med de hebraiske bogstaver, men det kunne nu vaere ret praktisk! Jeg glaeder mig meget til at laere byen at bedre kende og til rigtigt at komme i gang med vores arbejde, men det maa vente lidt endnu, for i foerste omgang staar den paa 5-dages oerkentur i Jordan, som vi skal afsted paa imorgen. Rigtig god weekend!

-Louise

Klar parat start!

Jubii, saa er vores blog skudt igang. Vi haaber at dette fremover bliver stedet, hvor vi serverer friske anekdoter, reportager, billeder og kommentarer fra Israel, hvor vi har taenkt os at opholde os de naeste 9-10 maaneder. Dog vil vi allerede paa forhaand beklage forsinkelser, diverse tekniske fejl og mangler og ikke mindste fravaeret af visse danske bogstaver. Men her er vi altsaa. Enjoy!