Besøg hjemmefra

I denne uge tog jeg afsked med 3 af mine nære slægtninge, som var på et 1o dages besøg her i Israel, og I skal da ikke snydes for et par glimt derfra.

Det blev til mange uforglemmelige øjeblikke, deriblandt diarré og tilstoppet toilet, vandretur, kamelridning, bjergklatring, fantastiske udsigter og politiske diskussioner.

Hjælp, der er en elektriker løs i huset!
Manden havde ikke havde ikke engang været her et døgn, da jeg en dag kom hjem fra arbejde og fandt mærkværdige lampeskærme over det hele, alle de sprungne pærer udskiftet - naturligvis med elsparende alternativer og et fikset kølesskabsstik, som før hang og dinglede faretruende langt ude af kontakten.

Populære blondiner
Tirsdag i sidste uge tog Nader os med på eventyr på Vestbredden - nærmere betegnet Jeriko, Ramallah og andet godt derimellem.

I Jeriko, som er den største interne turistattraktion på Vestbredden, mødte vi mange muslimske skolepiger på udflugt, som faldt for min lillebrors lyse lokker og min mors nysgerrighed og åbenhed. Begge blev i øvrigt beskyldt at være min søster den dag.

-Her er det Lasse, der må af med sin email adresse. Men bare rolig, han "har oprettet en email til den slags", som han selv siger!

Dagen sluttede af med aftenensmad hos familien Ghneim i Ramallah. Og vi gik ikke sultne derfra!

Smuk natur og den slags
Derfter drog vi et smut nordpå, hvor min mor fik et sentimentalt gensyn med (den daværende) Kibbutz (og nuværende landsby) Neve Yam, hvor hun arbejdede for 26 år siden. Desuden besøgte vi den gamle, stemningsfulde fæstningsby Akko ved Middelhavskysten.

I weekenden drog de raske af os af sted på den før omtalte ørkentur, som bl.a. gik til Melørkenen og Mount Sodom, som det bibelske Sodoma menes at have ligget i nærheden af.

Vi blev også præsenteret for saltstøtten af Lot’s hustru, som… hm… vist har mistet sine former lidt.

Tilbage på pinden
Besøget, som også betød en uges ferie for mig, fik sin ende tirsdag aften, og nu er jeg så tilbage på kontoret og i mit eget soveværelse! Tak for besøget, vi ses til sommer!

Weekend i ørkenen

Endnu en begivenhedsrig weekend er til ende - eller det var den jo faktisk i går... hmm, men ihvertfald havde vi en fantastisk weekend, som blev tilbragt i Judæaørkenen sammen med danske volontører, Louises mor og lillebror Lasse.Fra En Gedi naturpark...To bjerggeder... det virker lidt som om de har prøvet at posere før! Fra melørkenen...

Det meste af tiden gik med hike og jeeptur, men der var da også lige tid til et lille dyp i det Døde Hav. Jeg ved ikke om der er så meget at sige - det er ørken - det er smukt - det er stort - og så er det også en lille smule oase...

4 dage i første klasse...

Miss, may I drink? Miss, may I go to the bathroom? Miss, he hit me! Miss, may I go and take a tissue? Miss, I brought a frog... Miss... Miss... Miss...!

(Frøken, må jeg drikke? Frøken, må jeg gå på toilet? Frøken, han slog mig! Frøken, må jeg tage en serviet? Frøken, jeg har taget en frø med... frøken... frøken... frøken...!)

Åh ja, de kære børn! Eller skal vi kalde dem de spræng-fyldte-af-energi børn. Eller måske passer det bedre med de helt-ufatteligt-udspekulerede børn. Eller måske skal vi bare kalde dem ganske almindelige børn. Ja, for jeg tror nok, det er hvad vi har fundet ud af, efter vi i fire dage har undervist på Jerusalem School i Betlehem. Børn er børn og det ligemeget om de vokser op i Betlehem eller Grindsted. Selvfølgelig har de forskellige oplevelser i bagagen, der nødvendigvis sætter sit præg på dem. Men de er alligevel børn der elsker at lege og er umulige at få til at sidde stille på en stol og lave opgaver, når klokken har rundet 14.

Det har været rigtig sjovt at prøve at være lærer for en tid. Og børnene er da også dejlige. Alligevel må man sige, at skolesystemet er noget anderledes hernede end i Danmark. Da vi fx. den første morgen sagde godmorgen, lød det i kor fra klassen: "Goodmorning Miss Louise and Miss Hanna" (selvom nogle af dem dog havde lidt svært ved at huske vore navne). Det tog da også lidt tid, før jeg havde vænnet mig til titlen Miss.

Deres skolesystem er meget præget af, hvad jeg ville kalde, en slags stræber mentalitet. Hvis der er noget, nogle af børnene ikke kan finde ud af, bliver de spurgt om, hvad de så skal gøre for at blive bedre. Hvortil svaret er: Arbejde hårdere. De har også prøver i de forskellige fag ca. 1 gang om ugen, og får derfor også karakterer ca. 1 gang om ugen. Dem, der klarer sig godt i skolen og ikke laver ballade, bliver hver lørdag belønnet med en times leg. Imens må de mindre heldige sidde i klassen og skrive: "Fremover vil jeg gøre det rigtige". Dertil skal det så tiløjes, at de går i skole fra kl. 8-14.40 med kun to pauser på en dag. For langt de fleste børn, jeg kender, vil det være umuligt at sidde stille så lang tid! Alt i alt kan man sige, at jeg tror man bliver nødt til at lede forholdsvis længe for at finde sådanne skoler i Danmark.

Men under alle omstændigheder har det været nogle sjove og lærerige 4 dage, hvor vi har fået lov at se en anden side af den palæstinensiske hverdag. En hverdag fyldt med store smil, grin, leg og lektier!

Vi har det jo godt

Nogle gange ville jeg ønske, det var muligt, at tage jer med rundt til nogle af alle de dejlige og spændende mennesker vi møder. For vi møder virkelig mange gæstfri mennesker, der ofte har en spændende historie og meget på hjerte.

I mandags var en af de dage. Vi var på vej hjem fra skolen i Betlehem, da vi på den anden side af vejen fik øje på en der hedder Sabha. Hun er en blind kvinde, som vi har mødt i Baraka Church i Betlehem (en presbyteriansk kirke). Vi gik over og sagde hej og blev med det samme inviteret hjem på en kop kaffe. Her var vi så heldige at få hendes historie.

Sabha er født ind i en muslimsk familie, som boede i en lille landsby, der nu ligger på Israelsk territorium. I 1948 flygter de til en flygtningelejr i den nordlige del af Vestbredden. Hendes far rejser videre til Quwait for at prøve at skaffe nogle penge til familien. Imens får Sabha mæslinger og mister synet pga. manglende lægehjælp og hendes mor dør. Nu får nogle slægtninge ansvaret for hende og hendes søskende. Slægtningene hører om en blindeskole i nærheden af Jerusalem. Det er en kristen skole og her kommer Sabha til at tilbringe de næste mange år. Hun lærer at læse blindskrift og lærer også mere og mere om kristendommen og den kærlighed Gud har til alle sine børn.

I tiden efter blindeskolen bor Sabha hos mange forskellige mennesker, der velvilligt stiller deres hjem til rådighed. På et tidspunkt hjælper nogle venlige mennesker hende med at finde det værelse i Betlehem, hvor hun nu bor. Da hun kom hertil, var vinduer, badeværelse og køkken i meget dårlig stand, og der var heller ikke noget gulv. Men det er der sidenhen blevet rettet op på, så hun nu har et rigtig dejligt lille sted at bo. Gang på gang nævner hun, hvor meget Gud har velsignet hende. Samtidig fortæller hun, at hendes far døde i en trafikulykke i Quwait, og at hun først fik det at vide flere måneder efter. Hun har ikke længere kontakt til noget familie. Tidligere ringede hun en gang imellem til hendes bror. Det gør hun ikke længere, for hun kan godt fornemme, at han ikke er så interesseret i at snakke, og nu er hun jo også blevet kristen.

Imens vi sidder og snakker banker det på døren, og en af hendes venner kigger indenfor med noget mad, som hans kone har lavet til hende. Sabha siger mange tak, og så snart han er ude af døren, tilbyder hun os noget af maden. Eller rettere sagt hun siger, at vi bare skal spise, og det gør ikke noget, hvis vi spiser det hele! Hun fortæller os også, at hun nogle gange ringer og spørger, om ham eller hans kone vil køre hende i kirke eller på arbejde. Så får hun nemlig en mulighed for at give dem lidt penge, og det har de hårdt brug for.

Hendes flydende engelskkundskaber har hun fra mange år med satelitfjernsyn, hvor hun elsker at høre kristne kanaler. "Og jeg har nok af dem", siger hun, mens hun stolt viser os de 22 forskellige kristne kanaler. Derudover elsker hun også at hækle - og hun er god til det! Men som hun siger: "Hvis jeg er træt en aften går jeg bare i seng, for jeg bestemmer jo selv".

Nu om stunder arbejder hun på en tøjfabrik i Beit Jala (en by der er vokset sammen med Betlehem) og nyder at hun har sit eget sted at bo. Hun tjener dog ikke nok penge til at betale husleje, men som hun siger: "Gud sørger altid for mig, derfor er jeg aldrig bange".

Da vi skal til og hjem, følger hun os lidt af vejen. Hun kender efterhånden vejen så godt, at hun ikke behøver sin stok. Da vi siger farvel, ønsker hun os Guds velsignelse og invitere os til at komme en anden gang.

Mens vi går i retning af checkpointen, er jeg i fantastisk godt humør og kan ikke lade være med at beundre Sabha. Når hun kan være så taknemmelig og tryg i Guds hænder, i en situation der er meget værre end min, så burde jeg vel også være glad for det jeg har, og ikke klage over en smule oversvømmelse nu og da...

Plant et træ

Det var en solbeskinnet og fredfyldt fredag i Ramallah, da en flok lokale teenagere greb til skovle og koste til fordel for lokalsamfundet.


Nader og Ala er med i en slags forening, som udfører og koordinerer frivilligt arbejde, der tjener det palæstinensiske samfund. Vi hoppede med på en af deres aktiviteter i går, hvor de havde inviteret teenagere - både kristne og muslimer - til at plante træer langs Ramallahs vejsider.

Hullerne var gravet, træerne og skovlene lå parat, så egentlig var det ikke et voldsomt krævende stykke arbejde, der skulle gøres. Meningen var i første omgang at motivere og inspirere de unge mennesker til at lave frivilligt arbejde. Det palæstinensiske samfund præges af megen håbløshed og ligegyldighed, og derfor er der hårdt brug for mennesker, som vil og tør tro på, at de kan være med til at ændre situationen.


Jeg tror, at de fleste - udover sved på panden og jord under neglene - fik en god oplevelse af at være sammen om at hjælpe - og hvem ved, måske en fornyet tro på fremtiden.

En dag i 1. klasse...

Et lille klasselokale fyldt med plakater, spil, skriveredskaber, plancher med bogstaver og tal, 24 små stole og en smilende klasselærer.

Det var hvad der mødte os i går på Jerusalem School i Betlehem.

Klasselokalet blev ikke ved med at være helt så fredfyldt, som det var da vi ankom. Efterhånden myldrede der små børn med alt for store tasker ind ad døren. Lokalet blev ganske livligt og miss Lili fik sin sag for.

I næste uge har Louise og jeg indvilliget i at undervise 24 små krudtugler i 4 dage, så deres højtelskede Miss Lili kan komme med på en kvindekonference, som Musalaha afholder.
Den undervisning vi skal give er lige fra matematik og læsning over insekter til bibel og billedkunst! Jo, jeg tror vi får nok at se til. En ting jeg er meget taknemmelig for, er at al undervisning foregår på engelsk. Det gør jo tingene en hel del nemmere for os. Og jeg er også meget glad for, at vi fik lov til lige at komme ud og besøge dem, inden det virkelig går løs:)

Jaaa, man laver mange sjove og spændende ting som volontør ved Musalaha - det er aldrig til at vide hvad der venter!