Fluen på væggen

Den lille araberbus flyver afsted i et hæsblæsende tempo mod checkpointen. Vi vælter lidt rundt i sæderne, på vej til den 9. workshop i Betlehem. For at komme igennem checkpointen behøver vi bare vise bagsiden af vores pas, derefter går vi gennem muren ned mod de ventende taxachauffører, der allesammen gerne vil vise os Fødselskirken for en skyhøj pris. Vi begynder at gå og snart kommer der en taxa, der kan tage os til Cafe Sima for kun 9 shekel.

På cafeen, en hyggelig lille oase midt i alt det triste, mødes vi med Jamal og George (to kollegaer i Betlehem) for at gennemgå dagens program og sætte Kristine (underviseren) ind i det hele. Efter en lækker milkshake går vi den korte tur til Betlehem Hotel, hvor vi har et mødelokale. Der er stadigvæk stille da vi ankommer. Kun en af deltagerne er ankommet, og han er kommet tidligt for at invitere os til et ungdomsarrangement arrangeret af hans kirke.

Mens vi gør os klar, begynder folk ligeså stille at dukke op. Rummet bliver fyldt af småsnak og latter, og de arabiske hilsner marhaba, kief halik, sju l'akhba og mange flere flyver gennem luften. For mig virker det lidt ligesom en leg. Hvor mange hilsner kan du nå at få fyret af, inden personen du står overfor overhovedet får åbnet munden? For en araber er svaret; ufattelig mange!

Klokken viser nu 10 over 4, ca. halvdelen er kommet og vi går så småt i gang. Jamal indleder, som enhver anden mødeleder, med en joke, som kun han selv griner af. Der er stadigvæk meget uro i rummet og det summer af dæmpede samtaler. Et forsøg på at aftale en dag, hvor vi kan mødes til grillfest, udskydes. Det er simpelthen umuligt at blive enige! Endelig bliver emnet konfliktløsning præsenteret og Kristine får ordet. Her en halv time senere er alle efterhånden dukket op.

Til at starte med, bliver vi stillet overfor en konflikt, som vi skal løse i grupper to og to. Det tager noget tid før alle er med på, hvad det går ud på, og man kan godt mærke, at de ikke er så vandt til gruppearbejde. Men opgaven bliver løst, og der bliver jubel, da det viser sig, at de her i Betlehem klarede det bedre end i Ramallah.

Vi bliver nu stillet en anden opgave. To og to skal vi dele en konflikt, som vi har været igennem eller som vi er i, og finde en metafor for denne konflikt, f.eks. kamp, rod eller leg. Da de får at vide, at de ikke må bruge konflikten mellem Israel og Palæstina, bliver opgaven ligepludselig meget sværere. Kun 2 af de 30 deltagerne kan komme op med en konflikt. Jeg synes egentligt det er lidt tankevækkende, at den store konflikt er så altoverskyggende for dem.

Pludselig bryder en af deltagerne ind med et istiraha - break, og den samtale, der indtil nu bare var dæmpet, bryder ud i lys lue. Nogle haster ud for at få sig en kop kaffe og en sød, lidt halvtør kage. Folk hilser igen på hinanden, for der er jo kommet flere til siden vi startede, og de skal da også lige have en håndfuld hilsner.

Efter pausen er det svært at få ro på igen, men da Kristine begynder at tale om det åndelige aspekt i konflikt, bliver rummet forbavsende stille. Det er tydeligt at mærke, at dette er helt nyt for dem, og det, at der er en kristen måde at agere på i en konflikt, virker til at gøre indtryk. Det er dog ikke længe roen holder. Der er noget galt med air conditionen og lokalet er efterhånden ved at være ret koldt. Mens Kristine ufortrødent fortsætter undervisningen, gør op til flere af deltagerne ihærdige forsøg på at normalisere temperaturen, uden det dog lykkes for nogen. Én fryser så meget, at hun sidder og halvt gemmer sig under dugen på bordet.

Hele vejen igennem har jeg moret mig lidt over Kristine og Jamal. Kristine med sin milde fremtoning og meget kontrollerede stemmeføring på den ene side, og Jamal med sit enorme kropssprog og stemme, der bliver kraftigere og kraftigere, efterhånden som han får talt sig varm. Som de står der, viser de egentligt meget godt forskellen på vestlig og arabisk kultur! Jamal skal egentligt bare oversætte, men jeg skal da lige love for, at også fremføringen bliver oversat til arabisk.

Til sidst slutter Kristine af med at slå fast, at deltagerne som kristne er Guds håb i denne uoverskuelige og nærmest håbløse konflikt. Selvom det for mig virker som en noget ukoncentreret workshop, kommer mange op og takker Kristine bagefter, og for mange af deltagerne er det her helt nyt og meget spændende stof.

På ny kan jeg slå fast, at undervisningkulturen for palæstinenserne er noget anderledes end hvad jeg er vandt til. Workshoppen har dog også gjort indtryk på mig - endnu engang er jeg blevet slået over, hvor stor indflydelse "den store konflikt" har på palæstinenserne, hvor meget den påvirker deres identitet og tankegang.

Arab Republic of Egypt

Flere stempler i passet. Så har Hanna og jeg endnu engang været på tur - denne gang på det afrikanske kontinent, sammen med Mette og Martin, finske Hannah og wannabe svenskeren Anna.

Turen gik først til hovedstaden Cairo, som mange mener, er en lidet charmerende by pga. dens uoverskuelige størrelse (20 mio. mennesker) og megen forurening (3 mio. køretøjer). Jeg blev nu meget positivt overrasket over mødet med de flinke og hjælpsomme egyptere, men efter to dage i det trafikale kaos længtes jeg inderligt (især som fodgænger) tilbage til Ramallah, hvor bilerne for det meste standser for rødt.

Kaos er måske ikke det rigtige ord, for jo vist er der flow i trafikken, men de har bare deres helt eget system: 1) Kør i den retning, du skal (dvs. skal du til venstre i rundkørslen, så tager du selvfølgelig den lige vej). 2) Hvis der kommer noget i vejen, så giv tegn med horn og lygter. 3) Hvis ikke det hjælper, så brems hårdt op og giv tegn med horn og lygter.

I Cairo så vi både den koptiske (kristne) del af byen (kopterne udgør ca. 10% af den egyptiske befolkning og ser i øvrigt ikke sig selv som arabere) og den islamiske del. Her i en af de mægtigt store og ældgamle moskéer er der ved at blive gjort klar til fredagsbøn. Eller... det var vist meningen.

En spytklat udenfor Cairo, i Giza, ligger det, som alle forbinder Egypten med. Vi udforsker Kheops pyramiden.
Men Giza pyramiderne er også et sted, hvor man nærmest falder oven i alle de dumme turister, så man kan forholdsvist hurtigt blive færdig der... (videre ind i skyggen)

Efter to dage i Cairo hoppede vi på nattoget til Luxor, hvor vi endnu en gang fik bekræftet, at egypterne virkelig har forstand på kundeservice. I toget blev morgenmaden og aftensmaden serveret og sengen slået op og ned af en storsmilende og uhørt høflig tjener, der lignede Flemming Jensen på en prik.

Ved stationen i Luxor var vi knap nok trådt ned på perronen, før vi blev vi mødt af endnu en smilende mand (denne gang så sort som en neeeger, men vi var jo også kommet syd på) med et skilt, hvor der stod Martian (hvillken betyder marsmand). Så det måtte jo være os, tænkte Martin og hans harem.

I Luxor var vi lige ved at blive slået ud af de +40 grader (eller hvor varmt der nu er, når man kan drikke 4½ liter vand om dagen uden at gå mere på toilettet end vanligt). Men vi klarede os på en eller anden måde alligevel igennen dagen (tak for hjælpen swimming pool) indtil midt på eftermiddagen, hvor vi mødtes med vores guide i lobbyen (og der havde han i øvrigt siddet de sidste 20 minutter bare for at nyde hotellets aircondition).

Karnak templet - et fantastisk byggeri. Jeg lærte en masse om egyptiske guder, som jeg vist desværre allerede har glemt igen.

Den udgravede del af en 3 km lang sphinx allé, som engang forbandt Karnak templet og Luxor Tempel.Det meste af Egypten er ørken, men langs Nilen er der meget frodigt, og på disse 5% af landets areal bor mere end 95% af befolkningen.

En af de mange restaurant besøg - ca. 15 kr pr mand.

Hannah og Hanna på Nilen.

Efter en dag på Vestbredden (altså Nilens), hvor vi så nogle fantastiske kongegrave, drog vi nordpå igen. Vores gentleman af en travel agent fulgte os selvfølgelig helt ind i toget. Vi var skam i trygge hænder! (Mens vi stod og ventede på toget, udbrød han spontant "oh sorry" da nogle af vores vandflasker fald ned af bænken... og han stod altså mindst 5 meter væk!)

Den bumlende hjemtur i minibus over Sinai ørkenen blev temmelig lang for nogle af os. Hannah havde rygproblemer, jeg fik den ventede omgang diarré, og Hanna blev ramt af en mindre hjernerystelse. Men også her viste egypterne sig venlige og hjælpsomme - en af de lokale medrejsende fulgte mig til toiletdøren hver eneste gang!

Den sidste nat inden vi krydsede grænsen (som i øvrigt gik fantastisk godt takket være vores multiple entry visa - det eneste, jeg blev spurgt om, var: Taler du engelsk?) til israel, tilbragte vi et temmeligt eksotisk sted i bambushytter ved det røde hav.

Ude godt, hjemme bedst. Vestjerusalem føles i hvert fald meget hjemligt, når man kommer tilbage fra Egypten, hvor man for hvert andet skridt man tager på gaden hører kommentarer som "Welcome, welcome", "Where are you from", "You are beautiful", "Excuse me, very good price" og mange andre desperate forsøg på at få kontakt til eller få solgt en souvenir dims til en af de mange turister. Det interessante er, at det også er pigerne, som vender sig på gaden, lyser op i et smil og udbryder "Hellooo", når de ser udlændingene i gadebilledet. Vi så nok lige så mange tildækkede kvinder i Egypten, som vi ser til daglig i Østjerusalem og Betlehem, men de virkede bemærkelsesværdigt friere og mindre bekymrede i Egypten.

Når det regner i Jerusalem....

... tager vi til Egypten.

Cairo, Luxor og Sinai - here we come!

Galilæa-tur i billeder

Bebudelseskirken - Jomfru Maria på japansk
Ja, Nazaret er en blandet by.
Endnu en af de mange kirker, vi så - Saligprisningernes Bjerg.
Vi var ikke de eneste på Galilæa-tur!

Eftertænksomhed ved Genesaret Sø.

Synagogen i Kapernaum.

Rester fra 67-krigen - en moske i Golanhøjderne.

Gamla Naturpark - Israels største vandfald.
Ved stranden i Haifa.
Pastor Olsen i selskab med Luther.

Og her skulle vi så have haft et glimt fra vores fantatiske rafting-tur på Jordanfloden... men dén tur sagde kameraet desværre nej tak til. Men prøv at forestille jer Olsenbanden og alle volontørerne iklædt styrthjelme, redningsveste og padleårer, der suser ned igennem bølgerne mens de klamrer sig fast til en gul gummibåd og råber: Forward hard! Så er I ved at være der.

Så skal der festes

Ja, fest skulle der til, for nu er vores kære kollega George blevet forlovet. Nogle af jer mødte ham måske, da han var med i Danmark i august og september. Her fortalte han åbenhjertigt, at han var på udkig efter en kone.

Nu er hun fundet!! :) Hun hedder Alison, er lavere end George (hvilket er godt klaret, da George ikke er verdens største mand) og rigtig sød...
Men i den arabiske kultur er det ikke nok bare at få ringe på for at være forlovet. Nej, en forlovelse og et bryllup er faktisk en kostelig affære. Faktisk så kostelig, at nogle mænd bliver nødt til at spare op halvdelen af deres liv før de har råd til at blive gift!

Derfor havde George da også været ude og spendere penge på en kjole og en masse smykker til Alison og selvfølgelig også lidt til ham selv. Derudover blev der da også lige lejet en kæmpe festsal, musik, kameramænd, diskolys og en masse blomster. For er ordentlig forlovelsesfest skulle det være...
Jeg vil gætte på at vi var ca. 200 gæster og der blev serveret vin og kage for alle. Så komme Alison og George ind i deres fine skud. Der blev bedt nogle bønner for dem. De skar forlovelseskagen (jeg ved ikke hvad man kalder det, når det ikke er et bryllup!!) med et sværd. De dansede lidt og så tog folk hjem igen... Ja, jeg synes det er ufattelig mange penge at bruge bare for en times fest, men det var sjovt at være med til - og når nu forlovelsesfesten var så stor, gad jeg nok vide hvordan brylluppet bliver!

En anden af vores kollegaer Jamal og hans kone