Et kig ind på Magen

Peberfrugt-frøs-plantning - fra venstre: Yael, Edna og Nomi. I baggrunden: Shmulik.

I løbet af de sidste 5 måneder har Louise og jeg arbejdet hver en dag om ugen på en institution for mentalt handicappede, som hedder Bet Magen. I starten krævede det lidt tilpasning, og eftersom jeg en dag om ugen ikke er meget, tog det noget tid at lære beboerne og deres rutiner at kende. Men nu går det bedre - meget bedre. Der er stadigvæk en del sprogforvirring, da beboerne kun taler hebraisk, og mit hebraiske ordforråd mildest talt er sparsomt, men det er fantastisk så meget man kan få sagt med fagter og ansigtsudtryk. Ronit med sin nye taske

Vores opgave som volontører på Magen er; at hygge med beboerne, give dem opmærksomhed og lave aktiviteter med dem. Det er lige til at holde til, og faktisk også ret sjovt. Igår plantede vi f.eks. peberfrugt-frø i håb om at de vil spire, og give endnu flere peberfrugter end vi allerede har i forvejen:) Derudover dansede vi og så hjalp jeg Ronit med at sy en lille taske. Ja, på Magen er hver dag en fest - ihvertfald for nogle beboere - og det er sjældent jeg ikke er i godt humør, når jeg kommer hjem derfra.Yael foran radioen

Alle beboerne har deres små finurligheder, som jeg indimellem more mig vældigt over. Der er f.eks Yael, som bare elsker at stå foran radioen med sin smarte hat, mens hun rokker lidt med numsen og griner af sangene i radioen. Så er der også Timor, som kun kan en sætning på engelsk; "I love you too" - som bliver brugt tit og ofte, og til hvilken man vel kun kan svare "I love you too"... Der er også Gita. Hendes mor overlevede Holocaust og havde derefter altid noget mad gemt et eller andet sted. Dette gør Gita hende efter, og har derfor altid et par skiver brød i blusen og lidt gennemhakkede grøntsager i en pose under sin stol - og ve den der forsøger at tage det fra hende! Og Avner, som er bange for at falde, og derfor altid går rundt lidt ligesom spejderman... og jeg kunne blive ved. Med eller uden alle deres finurligheder - man kan simpelthen ikke andet end at holde af dem! Frække Abudi, med glimt i øjet...

På sammenbruddets rand - eller...

For halvanden uge siden modtog vi en email fra repræsentationskontoret i Ramallah (en slags ambassade), hvori der stod, at der er et massivt sikkerhedssammenbrud i gang på Vestbredden karakteriseret ved angreb på Hamas og Hamas ejendomme, kidnapninger, overfald, sammenstød i gaderne osv., desuden er vreden mod det internationale samfund ved at blusse op, hvilket gør det endnu mere usikkert for udlændinge at færdes der.

(...bare rolig - dette billede har jeg ikke selv taget!)

Ikke desto mindre tog vi alligevel til Ramallah fredag morgen. Vi havde ringet og spurgt Nader og Ala' (vores to kollegaer i Ramallah) hvordan situationen var deroppe, og efter deres udsagn var der meget stille og roligt. Derfor besluttede vi at tage op og møde Nader ved Qalandiya (hovedcheckpointen til Ramallah), og hvis vi ikke følte os trygge ved det, kunne vi vende om der. Men ganske som Nader og Ala' havde sagt, fortsatte livet i Ramallah som det altid har gjort. Som Nader bagefter fortalte os; Alle folk venter nu på at se, hvad der vil ske om 30 dage, når den midlertidige palæstinensiske regering ikke længere kan regere. Derfor har byen lagt sig forholdsvis til ro, i en midlertidig dvale.

Efter at vi havde afsluttet vores møde om træningskurset, havde de en overraskelse til os. I en lille landsby, Jifna, lige udenfor Ramallah var der nemlig abrikosfestival, og der skulle vi da lige ud. Selve festivalen er et tilbagevendende arrangement, som bliver fejret hvert år, når abrikoshøsten er overstået. Og festligt var det bestemt. Udover mulighed for at købe abrikoser, var der forskellige boder og en stor scene, hvor både klovne og dabgah-dansere (traditionel palæstinensisk dans) optrådte og bandet G-town gav koncert.

Dette billede er godt nok fra et andet arrangement, men det er G-town der optræder...

I denne weekend gjorde vi det så igen - tog til Ramallah. Denne gang for at fejre Skt. Hans. En dansker som bor i Ramallah havde inviteret alt og alle til fest. Og det blev en Skt. Hans med maner. Fri buffet og bar, sangark med gode danske sange - dog også oversat til engelsk, så alle havde en chance for at synge med, båltale, hekseafbrænding, snobrød, skumfiduser og jeg kunne blive ved.

Så min konklusion på dette indlæg må blive; at selvom der snakkes om sikkerhedssammenbrud og sammenstød over hele Vestbredden, går livet alligevel sin gang. Jo, der er flere hætteklædte bevæbnede mænd i gaderne, og jo, hvis der ikke sker noget, er jeg bange for, at Vestbredden mere og mere kommer til at ligne Gaza. Men for at kunne overleve rent mentalt, bliver palæstinenserne nødt til at fortsætte deres liv, så godt som de kan. Og derfor er der også stadigvæk mange spændende arrangementer og fascinerende mennesker som er værd at besøge på Vestbredden.

Fra venstre: Louise, Thomas, Ala' og Nader til Skt. Hans fest

20 ting jeg elsker

Lige for tiden kan man ikke ligefrem beskylde skribenterne for at være hyperaktive her på bloggen. Det skyldes, at vi har travlt med at nyde den sidste måneds tid her i Israel og slå knude på alle de løse ender, som vi har skabt i løbet året.

Men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg er begyndt at tænke fremad og glæder mig overordentligt meget til at sætte fødderne på dansk grund igen.

I sådan en opbrudstid kan man ikke undgå at gøre sig nogle tanker om det at sige farvel til den mellemøstlige hverdag og goddag til den danske trummerum.

10 ting jeg elsker ved Israel/Palæstina
- At ingen opdager noget, hvis man kommer 10 min. for sent
- Palæstinensisk gæstfrihed
- Israelsk ligefremhed
- Humus
- Vandmelon til en 10’er
- Multinationalt miljø
- Ørken
- At gå i Jesus’ fodspor
- Yalla yalla
- At religion i det offentlige rum er en selvfølgelighed

10 ting jeg elsker ved Danmark
- At man ved, hvornår bussen kører
- Kundeservice - det bliver stort at gense de smilende Føtex-damer!
- At vandet fra vandhanen smager dejligt
- Cykelstier
- At man kan køre med bus, tage på cafe og gå i biografen på den ugentlige helligdag
- Rugbrød og varm leverpostej
- ”Næste kunde” – skiltene, der adskiller kundernes varer
- At man må putte toiletpapir i toilettet
- At man selv kan læse sig til, hvad der er for noget kød i pakken
- At kunne hæve over beløbet

Fra 1. Mosebog til Åbenbaringen på 5 dage

Det var en søndag formiddag, at jeg greb min bibel og tog bussen til Baptistkirken på Narkis Street i Jerusalem. Det er der i og for sig ikke noget underligt i, hvis det ikke lige var fordi, de har deres gudstjenester om lørdagen. Nej, jeg stillede mig op på en talerstol udenfor i haven og læste op fra min danske bibel i et kvarter.

Sådan havde over 100 mennesker gjort før mig, én efter én. Projekt Bibelmaraton gik ud på at lade Guds ord lyde i en ubrudt strøm indtil hele bibelen var læst igennem. Dog blev der kun læst i dagtimerne bortset fra det første døgn, hvor kirkens unge kæmpede sig igennem jødernes lovtekster i nattens mulm og mørke.

Mens jeg var der, overværede jeg en vigtig milepæl – både for oplæsningen og for hele frelseshistorien: Overgangen fra Gammel til Ny Testamente. Selv kom jeg til at læse fra bjergprædikenen. (Som jeg både frygter og elsker, fordi Jesus er så radikal)

Hvad nytter det?
Jeg havde hørt, at der stort set ikke var nogen, som lyttede til oplæsningen, så inden jeg kom på, spurgte jeg mig selv: Hvad skal det gøre godt for? Men da jeg forlod kirken efter en times tid, kunne jeg se mange perspektiver i det:

1) At "bygge på ordets klippegrund". Bibelen er kirkens grundlag og udgangspunkt. Samtidig kan en bibelmaraton inspirere og opmuntre den enkelte til bibellæsning.
2) Bibelen er global. Bibel-oplæsningen samlede kristne i Jerusalam på tværs af alder, teologi, nationalitet osv. For bibelen har vi alle tilfælles. Da jeg ankom, blev der læst på fransk, som blev afløst af engelsk, derefter Mette og jeg på dansk, der blev efterfulgt af koreansk.
3) At læse Bibelen i sin sammenhæng. Alt for ofte glemmer vi, at Bibelen på mange måder er en kronologisk, sammenhængende fortælling og ikke en opslagsbog. Fx læste vi:

Fra Malakias 3, 23-24: Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige. Han skal vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre, så jeg ikke skal komme og slå landet med forbandelse.

Og lidt senere fra Matthæus 11,14: Om I vil tage imod det: Han er Elias, som skulle komme. Aha! Helt tydelig sammenhæng mellem GT og NT helt uden teologer og andre bibelkyndige til at vise det... :-)

4) Den, der har ører, skal høre. Denne Bibelmaraton var en meget konkret måde at forkynde Guds ord ud i samfundet og skabte synlighed omkring kirkens arbejde. Enhver var velkommen til at sætte sig ned og lytte med, og mange nysgerrige forbipasserende standsede op og spurgte, hvad vi lavede.

Arrangørerne fortæller, at de blev inspireret af dette vers fra 1 Timotheus: Indtil jeg kommer, skal du tage vare på skriftlæsningen, formaningen og undervisningen. (4,13)

Læs mere om arrangementet i denne artikel:
http://www.narkis.org/Archives/Articles/Bible%20Marathon.htm

Findes der lignende initiativer i Danmark? Jeg synes ligesom, jeg har hørt ordet Bibelmaraton før...