Alt godt fra Århus

Av, det gik ondt at sige farvel. Men hjem skulle vi. Så nu er svedige, sindsoprivende, kaotiske Jerusalem blevet byttet ud med et nydeligt, søvndyssende, regnfuldt rækkehuskvarter i Brabrand.

- I hvert fald for en kort stund, inden jeg drager videre til hovedstaden. Men til Mellemøsten går turen ikke lige foreløbig. Dermed er det desværre slut med friske og mindre friske reportager og refleksioner fra det Hellige Land.

Så derfor: Tak af hjertet til alle trofaste såvel som sporadiske læsere. Tak for alle de opmuntrende kommentarer. Det har været uvurderligt at kunne komme af med tanker og indtryk her på bloggen!

Og hvordan er det så at være hjemme igen?
Hm, den største forandring lige nu består nok ikke i et mega kulturchok men slet og ret den bratte overgang fra de sidste intense og travle måneder i Jerusalem til en helt blank kalender (som dog er ved at være godt med igen) i Danmark.

Men udover de stille formiddage og de spredte byger (godt nok var et drop i temperaturen forventet, men helt ærligt, det her er jo april-vejr og har intet med sommer at gøre!!) er der selvfølgelig en masse små ting, som man lige skal vænne sig til. Her er lige et par erfaringer fra min færden i Århus indtil videre:

-Man skal huske at veje druerne selv
-Dankortbrug – det kan være tricky, med chip og alt det der!
-Bybussen kører med sneglefart, og man skal gå ind bag i.
-SuperBest har fået nyt design
-Alle omkring én kan forstå, hvad man siger – hvor blev privatlivet af!?

Jeg tror nu nok, jeg kommer hurtigt efter det meste! Men selvom jeg hurtigt vænner mig til at være dansker igen, så bliver jeg aldrig helt den samme som før. Jeg vil altid se lidt anderledes på de arabiske nydanskere, når jeg ser dem på gaden – det er jo som om, jeg allerede kender dem! Og jeg vil altid spidse ørerne ekstra, når de taler om Mellemøstkonflikten i nyhederne.

Mam, do you have other electronic devices in this bag?
Og til sidst en lille opdatering om lufthavnsbegivenhederne:
Min fikse idé med at rense ud for arabiske elementer hjalp vist ikke. Jeg blev i hvert fald stemplet som ”naiv blondine – potentiel bombemedbringer” allerede inden taskerne blev åbnet. Ved køen til check-in blev der efter et kort forhør uddelt klistermærker til alle tasker, og så var dét løb kørt: Alt mit bagage skulle rodes GRUNDIGT igennem og igennem detektoren op til flere gange. De 3 andre slap noget lettere igennem. Men så kunne jeg til gengæld også springe resten af køen til check-in over, og der kom ikke flere lede spørgsmål om vores aktiviteter i Israel eller på Vestbredden.

Godt, så nåede vi også lige op på 4 indlæg i juli…

Mit kamera er desværre på vej på operationsbordet, så I må nøjes med det her gamle billede: (skovtur i Betlehem)

Jeg - en aktivist?

Dem er Israel ikke vilde med. Altså aktivister. Sådan nogle der demonstrerer mod besættelsen og forhindrer hæren i at operere. Eller hvad de nu laver - hvad ved jeg, jeg hører jo ikke til en af dem! Hvis jeg da selv skal sige det. Men det er jo aldrig til at vide, hvordan
sikkerhedsfolkene i lufthavnen ser på sagen…

Okay: Det handler om, at jeg virkelig frygter forhøret i lufthavnen om et par dage… Jeg har ikke prøvet det før, men har hørt at det skulle være lidt skræmmende, og at man mindst får rodet al sin bagage igennem og en masse kritiske spørgsmål i hovedet.

Så i et forsøg på at mindske enhver mistanke om at jeg skulle være et irritationselement for staten Israel eller en trussel for flyets sikkerhed, har jeg været ved at skrabe alt mine ting sammen, som lugter af arabisk kultur eller interesse i Mellemøstkonflikten. Jeg ved ikke, om det hjælper noget – det er trods alt ikke forbudt at lære arabisk - men når jeg nu alligevel skal sende noget af alt mit ragelse hjem med snail mail, så kan det jo lige så godt være dét...

Og der er faktisk mere araber-ragelse end jeg lige kunne huske:
Partisanertørklæde, bøger om konflikten, peace T-shirt, arabiske lærebøger og cd’er, informationsmateriale fra en venstreorienteret fredsbevægelse mm.
Måske er der en lille aktivist gemt i mig! Men i så fald er den identitet i hvert fald sendt hjem til Danmark nu. Tilbage i kufferten er der kun uskyldige souvenirs som Jesus-sandaler, Ahava creme, Hebron-glas og en bunke farverige tørklæder. Ben Gurion Airport - here I come!

Nuvel, måske slipper jeg ikke helt så nemt alligevel, men nu har jeg da gjort et forsøg.

Elementer fra en sommerlejr

Løbelege...

Sodavandsis....

Vandballoner...

Mere vand...
Gipsfigurer...
Kommunikationsmiddel...

En hel del crocs...

og pizza!

Bortset fra crocs'ene (eller hva? Fortæl mig venligst ikke, at den dille er blevet lige så udbredt derhjemme som hernede...!?) lyder det jo som enhver anden, dansk sommerlejr.

Forskellen er, at på Musalaha's kids' camp taler mange af børnene ikke samme sprog, og at de kommer fra to forskellige etniske og kulturelle grupper, som bekæmper hinanden.

Men sådan behøver det jo ikke at være. Med sommerlejren vil vi gerne give børnene en oplevelse af, at de godt kan have det sjovt sammen og bede til den samme Gud selvom mange forsøger at putte dem i hver sin kasse.

Truet på eksistensen

Holder bloggen ferielukket for tiden?
Nej, det var egentlig ikke meningen, men lukningstruet er den faktisk. Vores ophold i Al-Quds, Yerushalaim, Jerusalem - og dermed bloggens eksistensberettigelse - er meget snart fortid.

Så før den grusomme virkelighed sætter ind, må vi hellere skynde os og fortælle, hvad vi har oplevet på det sidste - i det mindste i overskrifter.

· Jeriko-tur
- Afslutning på ledertræningskurser. 24 deltagere og koordinatorer fra Betlehem og Ramallah mødtes 2 dage på et hotel i Jeriko for at runde kurset af og tænke fremad. Deltagerne var begejstrede. Ikke mindst for swimmingpoolen men også for fællesskabet med hinanden. Vi koordinatorer fik lejlighed til at høre, hvad deltagerne har fået ud af kurset. Undervisningsdelen handlede om kristen enhed og visioner for ungdomsarbejdet.

· Børnelejr
- Musalaha’s årlige 5 dages sommerlejr for 9-12 årige, hvor jeg var køkkentante, og Hanna var krea-boss (flere billeder i næste indlæg)

· Camping og hiking i Golan
- Hele året har vi snakket med Micha (som var med I Danmark) om, at vi skulle på en tur sammen, så nu var det ved at være sidste chance. Vi overnattede på en campingplads proppet med iglotelte men uden skyggen af en campingvogn – jep, det ku’ de danske luksuscampere godt lære noget af! Dagen efter besøgte vi først Banias vandfaldet, dernæst hikede vi i Yehudiya nationalpark, hvor vi desværre ikke kunne have kamera med, fordi ruten nogle steder krævede at man svømmede for at kommer videre. Til sidst slappede vi af i de 36 grader varme kilder ved Hammat Gader. (og ja, rygtet taler sandt: Det lugter virkeligt af råddent æg!)

· Besøg fra Danmark
- Hannas søster og svoger, Linda og Torben (dem til venstre) har været så venlige at komme ned og hente os og sørge for, at vi kommer godt hjem! Så tak for det, det er hyggeligt, at I er her.

Og så har jeg slet ikke nævnt vores tur til Hebron og Jeanette og Charlotte, som er her for at evaluere vores projekt, samt diverse farvel-middage.... Det må I høre om, når vi kommer hjem!

Et kig ind på Magen

Peberfrugt-frøs-plantning - fra venstre: Yael, Edna og Nomi. I baggrunden: Shmulik.

I løbet af de sidste 5 måneder har Louise og jeg arbejdet hver en dag om ugen på en institution for mentalt handicappede, som hedder Bet Magen. I starten krævede det lidt tilpasning, og eftersom jeg en dag om ugen ikke er meget, tog det noget tid at lære beboerne og deres rutiner at kende. Men nu går det bedre - meget bedre. Der er stadigvæk en del sprogforvirring, da beboerne kun taler hebraisk, og mit hebraiske ordforråd mildest talt er sparsomt, men det er fantastisk så meget man kan få sagt med fagter og ansigtsudtryk. Ronit med sin nye taske

Vores opgave som volontører på Magen er; at hygge med beboerne, give dem opmærksomhed og lave aktiviteter med dem. Det er lige til at holde til, og faktisk også ret sjovt. Igår plantede vi f.eks. peberfrugt-frø i håb om at de vil spire, og give endnu flere peberfrugter end vi allerede har i forvejen:) Derudover dansede vi og så hjalp jeg Ronit med at sy en lille taske. Ja, på Magen er hver dag en fest - ihvertfald for nogle beboere - og det er sjældent jeg ikke er i godt humør, når jeg kommer hjem derfra.Yael foran radioen

Alle beboerne har deres små finurligheder, som jeg indimellem more mig vældigt over. Der er f.eks Yael, som bare elsker at stå foran radioen med sin smarte hat, mens hun rokker lidt med numsen og griner af sangene i radioen. Så er der også Timor, som kun kan en sætning på engelsk; "I love you too" - som bliver brugt tit og ofte, og til hvilken man vel kun kan svare "I love you too"... Der er også Gita. Hendes mor overlevede Holocaust og havde derefter altid noget mad gemt et eller andet sted. Dette gør Gita hende efter, og har derfor altid et par skiver brød i blusen og lidt gennemhakkede grøntsager i en pose under sin stol - og ve den der forsøger at tage det fra hende! Og Avner, som er bange for at falde, og derfor altid går rundt lidt ligesom spejderman... og jeg kunne blive ved. Med eller uden alle deres finurligheder - man kan simpelthen ikke andet end at holde af dem! Frække Abudi, med glimt i øjet...

På sammenbruddets rand - eller...

For halvanden uge siden modtog vi en email fra repræsentationskontoret i Ramallah (en slags ambassade), hvori der stod, at der er et massivt sikkerhedssammenbrud i gang på Vestbredden karakteriseret ved angreb på Hamas og Hamas ejendomme, kidnapninger, overfald, sammenstød i gaderne osv., desuden er vreden mod det internationale samfund ved at blusse op, hvilket gør det endnu mere usikkert for udlændinge at færdes der.

(...bare rolig - dette billede har jeg ikke selv taget!)

Ikke desto mindre tog vi alligevel til Ramallah fredag morgen. Vi havde ringet og spurgt Nader og Ala' (vores to kollegaer i Ramallah) hvordan situationen var deroppe, og efter deres udsagn var der meget stille og roligt. Derfor besluttede vi at tage op og møde Nader ved Qalandiya (hovedcheckpointen til Ramallah), og hvis vi ikke følte os trygge ved det, kunne vi vende om der. Men ganske som Nader og Ala' havde sagt, fortsatte livet i Ramallah som det altid har gjort. Som Nader bagefter fortalte os; Alle folk venter nu på at se, hvad der vil ske om 30 dage, når den midlertidige palæstinensiske regering ikke længere kan regere. Derfor har byen lagt sig forholdsvis til ro, i en midlertidig dvale.

Efter at vi havde afsluttet vores møde om træningskurset, havde de en overraskelse til os. I en lille landsby, Jifna, lige udenfor Ramallah var der nemlig abrikosfestival, og der skulle vi da lige ud. Selve festivalen er et tilbagevendende arrangement, som bliver fejret hvert år, når abrikoshøsten er overstået. Og festligt var det bestemt. Udover mulighed for at købe abrikoser, var der forskellige boder og en stor scene, hvor både klovne og dabgah-dansere (traditionel palæstinensisk dans) optrådte og bandet G-town gav koncert.

Dette billede er godt nok fra et andet arrangement, men det er G-town der optræder...

I denne weekend gjorde vi det så igen - tog til Ramallah. Denne gang for at fejre Skt. Hans. En dansker som bor i Ramallah havde inviteret alt og alle til fest. Og det blev en Skt. Hans med maner. Fri buffet og bar, sangark med gode danske sange - dog også oversat til engelsk, så alle havde en chance for at synge med, båltale, hekseafbrænding, snobrød, skumfiduser og jeg kunne blive ved.

Så min konklusion på dette indlæg må blive; at selvom der snakkes om sikkerhedssammenbrud og sammenstød over hele Vestbredden, går livet alligevel sin gang. Jo, der er flere hætteklædte bevæbnede mænd i gaderne, og jo, hvis der ikke sker noget, er jeg bange for, at Vestbredden mere og mere kommer til at ligne Gaza. Men for at kunne overleve rent mentalt, bliver palæstinenserne nødt til at fortsætte deres liv, så godt som de kan. Og derfor er der også stadigvæk mange spændende arrangementer og fascinerende mennesker som er værd at besøge på Vestbredden.

Fra venstre: Louise, Thomas, Ala' og Nader til Skt. Hans fest

20 ting jeg elsker

Lige for tiden kan man ikke ligefrem beskylde skribenterne for at være hyperaktive her på bloggen. Det skyldes, at vi har travlt med at nyde den sidste måneds tid her i Israel og slå knude på alle de løse ender, som vi har skabt i løbet året.

Men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg er begyndt at tænke fremad og glæder mig overordentligt meget til at sætte fødderne på dansk grund igen.

I sådan en opbrudstid kan man ikke undgå at gøre sig nogle tanker om det at sige farvel til den mellemøstlige hverdag og goddag til den danske trummerum.

10 ting jeg elsker ved Israel/Palæstina
- At ingen opdager noget, hvis man kommer 10 min. for sent
- Palæstinensisk gæstfrihed
- Israelsk ligefremhed
- Humus
- Vandmelon til en 10’er
- Multinationalt miljø
- Ørken
- At gå i Jesus’ fodspor
- Yalla yalla
- At religion i det offentlige rum er en selvfølgelighed

10 ting jeg elsker ved Danmark
- At man ved, hvornår bussen kører
- Kundeservice - det bliver stort at gense de smilende Føtex-damer!
- At vandet fra vandhanen smager dejligt
- Cykelstier
- At man kan køre med bus, tage på cafe og gå i biografen på den ugentlige helligdag
- Rugbrød og varm leverpostej
- ”Næste kunde” – skiltene, der adskiller kundernes varer
- At man må putte toiletpapir i toilettet
- At man selv kan læse sig til, hvad der er for noget kød i pakken
- At kunne hæve over beløbet

Fra 1. Mosebog til Åbenbaringen på 5 dage

Det var en søndag formiddag, at jeg greb min bibel og tog bussen til Baptistkirken på Narkis Street i Jerusalem. Det er der i og for sig ikke noget underligt i, hvis det ikke lige var fordi, de har deres gudstjenester om lørdagen. Nej, jeg stillede mig op på en talerstol udenfor i haven og læste op fra min danske bibel i et kvarter.

Sådan havde over 100 mennesker gjort før mig, én efter én. Projekt Bibelmaraton gik ud på at lade Guds ord lyde i en ubrudt strøm indtil hele bibelen var læst igennem. Dog blev der kun læst i dagtimerne bortset fra det første døgn, hvor kirkens unge kæmpede sig igennem jødernes lovtekster i nattens mulm og mørke.

Mens jeg var der, overværede jeg en vigtig milepæl – både for oplæsningen og for hele frelseshistorien: Overgangen fra Gammel til Ny Testamente. Selv kom jeg til at læse fra bjergprædikenen. (Som jeg både frygter og elsker, fordi Jesus er så radikal)

Hvad nytter det?
Jeg havde hørt, at der stort set ikke var nogen, som lyttede til oplæsningen, så inden jeg kom på, spurgte jeg mig selv: Hvad skal det gøre godt for? Men da jeg forlod kirken efter en times tid, kunne jeg se mange perspektiver i det:

1) At "bygge på ordets klippegrund". Bibelen er kirkens grundlag og udgangspunkt. Samtidig kan en bibelmaraton inspirere og opmuntre den enkelte til bibellæsning.
2) Bibelen er global. Bibel-oplæsningen samlede kristne i Jerusalam på tværs af alder, teologi, nationalitet osv. For bibelen har vi alle tilfælles. Da jeg ankom, blev der læst på fransk, som blev afløst af engelsk, derefter Mette og jeg på dansk, der blev efterfulgt af koreansk.
3) At læse Bibelen i sin sammenhæng. Alt for ofte glemmer vi, at Bibelen på mange måder er en kronologisk, sammenhængende fortælling og ikke en opslagsbog. Fx læste vi:

Fra Malakias 3, 23-24: Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige. Han skal vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre, så jeg ikke skal komme og slå landet med forbandelse.

Og lidt senere fra Matthæus 11,14: Om I vil tage imod det: Han er Elias, som skulle komme. Aha! Helt tydelig sammenhæng mellem GT og NT helt uden teologer og andre bibelkyndige til at vise det... :-)

4) Den, der har ører, skal høre. Denne Bibelmaraton var en meget konkret måde at forkynde Guds ord ud i samfundet og skabte synlighed omkring kirkens arbejde. Enhver var velkommen til at sætte sig ned og lytte med, og mange nysgerrige forbipasserende standsede op og spurgte, hvad vi lavede.

Arrangørerne fortæller, at de blev inspireret af dette vers fra 1 Timotheus: Indtil jeg kommer, skal du tage vare på skriftlæsningen, formaningen og undervisningen. (4,13)

Læs mere om arrangementet i denne artikel:
http://www.narkis.org/Archives/Articles/Bible%20Marathon.htm

Findes der lignende initiativer i Danmark? Jeg synes ligesom, jeg har hørt ordet Bibelmaraton før...

Fluen på væggen

Den lille araberbus flyver afsted i et hæsblæsende tempo mod checkpointen. Vi vælter lidt rundt i sæderne, på vej til den 9. workshop i Betlehem. For at komme igennem checkpointen behøver vi bare vise bagsiden af vores pas, derefter går vi gennem muren ned mod de ventende taxachauffører, der allesammen gerne vil vise os Fødselskirken for en skyhøj pris. Vi begynder at gå og snart kommer der en taxa, der kan tage os til Cafe Sima for kun 9 shekel.

På cafeen, en hyggelig lille oase midt i alt det triste, mødes vi med Jamal og George (to kollegaer i Betlehem) for at gennemgå dagens program og sætte Kristine (underviseren) ind i det hele. Efter en lækker milkshake går vi den korte tur til Betlehem Hotel, hvor vi har et mødelokale. Der er stadigvæk stille da vi ankommer. Kun en af deltagerne er ankommet, og han er kommet tidligt for at invitere os til et ungdomsarrangement arrangeret af hans kirke.

Mens vi gør os klar, begynder folk ligeså stille at dukke op. Rummet bliver fyldt af småsnak og latter, og de arabiske hilsner marhaba, kief halik, sju l'akhba og mange flere flyver gennem luften. For mig virker det lidt ligesom en leg. Hvor mange hilsner kan du nå at få fyret af, inden personen du står overfor overhovedet får åbnet munden? For en araber er svaret; ufattelig mange!

Klokken viser nu 10 over 4, ca. halvdelen er kommet og vi går så småt i gang. Jamal indleder, som enhver anden mødeleder, med en joke, som kun han selv griner af. Der er stadigvæk meget uro i rummet og det summer af dæmpede samtaler. Et forsøg på at aftale en dag, hvor vi kan mødes til grillfest, udskydes. Det er simpelthen umuligt at blive enige! Endelig bliver emnet konfliktløsning præsenteret og Kristine får ordet. Her en halv time senere er alle efterhånden dukket op.

Til at starte med, bliver vi stillet overfor en konflikt, som vi skal løse i grupper to og to. Det tager noget tid før alle er med på, hvad det går ud på, og man kan godt mærke, at de ikke er så vandt til gruppearbejde. Men opgaven bliver løst, og der bliver jubel, da det viser sig, at de her i Betlehem klarede det bedre end i Ramallah.

Vi bliver nu stillet en anden opgave. To og to skal vi dele en konflikt, som vi har været igennem eller som vi er i, og finde en metafor for denne konflikt, f.eks. kamp, rod eller leg. Da de får at vide, at de ikke må bruge konflikten mellem Israel og Palæstina, bliver opgaven ligepludselig meget sværere. Kun 2 af de 30 deltagerne kan komme op med en konflikt. Jeg synes egentligt det er lidt tankevækkende, at den store konflikt er så altoverskyggende for dem.

Pludselig bryder en af deltagerne ind med et istiraha - break, og den samtale, der indtil nu bare var dæmpet, bryder ud i lys lue. Nogle haster ud for at få sig en kop kaffe og en sød, lidt halvtør kage. Folk hilser igen på hinanden, for der er jo kommet flere til siden vi startede, og de skal da også lige have en håndfuld hilsner.

Efter pausen er det svært at få ro på igen, men da Kristine begynder at tale om det åndelige aspekt i konflikt, bliver rummet forbavsende stille. Det er tydeligt at mærke, at dette er helt nyt for dem, og det, at der er en kristen måde at agere på i en konflikt, virker til at gøre indtryk. Det er dog ikke længe roen holder. Der er noget galt med air conditionen og lokalet er efterhånden ved at være ret koldt. Mens Kristine ufortrødent fortsætter undervisningen, gør op til flere af deltagerne ihærdige forsøg på at normalisere temperaturen, uden det dog lykkes for nogen. Én fryser så meget, at hun sidder og halvt gemmer sig under dugen på bordet.

Hele vejen igennem har jeg moret mig lidt over Kristine og Jamal. Kristine med sin milde fremtoning og meget kontrollerede stemmeføring på den ene side, og Jamal med sit enorme kropssprog og stemme, der bliver kraftigere og kraftigere, efterhånden som han får talt sig varm. Som de står der, viser de egentligt meget godt forskellen på vestlig og arabisk kultur! Jamal skal egentligt bare oversætte, men jeg skal da lige love for, at også fremføringen bliver oversat til arabisk.

Til sidst slutter Kristine af med at slå fast, at deltagerne som kristne er Guds håb i denne uoverskuelige og nærmest håbløse konflikt. Selvom det for mig virker som en noget ukoncentreret workshop, kommer mange op og takker Kristine bagefter, og for mange af deltagerne er det her helt nyt og meget spændende stof.

På ny kan jeg slå fast, at undervisningkulturen for palæstinenserne er noget anderledes end hvad jeg er vandt til. Workshoppen har dog også gjort indtryk på mig - endnu engang er jeg blevet slået over, hvor stor indflydelse "den store konflikt" har på palæstinenserne, hvor meget den påvirker deres identitet og tankegang.

Arab Republic of Egypt

Flere stempler i passet. Så har Hanna og jeg endnu engang været på tur - denne gang på det afrikanske kontinent, sammen med Mette og Martin, finske Hannah og wannabe svenskeren Anna.

Turen gik først til hovedstaden Cairo, som mange mener, er en lidet charmerende by pga. dens uoverskuelige størrelse (20 mio. mennesker) og megen forurening (3 mio. køretøjer). Jeg blev nu meget positivt overrasket over mødet med de flinke og hjælpsomme egyptere, men efter to dage i det trafikale kaos længtes jeg inderligt (især som fodgænger) tilbage til Ramallah, hvor bilerne for det meste standser for rødt.

Kaos er måske ikke det rigtige ord, for jo vist er der flow i trafikken, men de har bare deres helt eget system: 1) Kør i den retning, du skal (dvs. skal du til venstre i rundkørslen, så tager du selvfølgelig den lige vej). 2) Hvis der kommer noget i vejen, så giv tegn med horn og lygter. 3) Hvis ikke det hjælper, så brems hårdt op og giv tegn med horn og lygter.

I Cairo så vi både den koptiske (kristne) del af byen (kopterne udgør ca. 10% af den egyptiske befolkning og ser i øvrigt ikke sig selv som arabere) og den islamiske del. Her i en af de mægtigt store og ældgamle moskéer er der ved at blive gjort klar til fredagsbøn. Eller... det var vist meningen.

En spytklat udenfor Cairo, i Giza, ligger det, som alle forbinder Egypten med. Vi udforsker Kheops pyramiden.
Men Giza pyramiderne er også et sted, hvor man nærmest falder oven i alle de dumme turister, så man kan forholdsvist hurtigt blive færdig der... (videre ind i skyggen)

Efter to dage i Cairo hoppede vi på nattoget til Luxor, hvor vi endnu en gang fik bekræftet, at egypterne virkelig har forstand på kundeservice. I toget blev morgenmaden og aftensmaden serveret og sengen slået op og ned af en storsmilende og uhørt høflig tjener, der lignede Flemming Jensen på en prik.

Ved stationen i Luxor var vi knap nok trådt ned på perronen, før vi blev vi mødt af endnu en smilende mand (denne gang så sort som en neeeger, men vi var jo også kommet syd på) med et skilt, hvor der stod Martian (hvillken betyder marsmand). Så det måtte jo være os, tænkte Martin og hans harem.

I Luxor var vi lige ved at blive slået ud af de +40 grader (eller hvor varmt der nu er, når man kan drikke 4½ liter vand om dagen uden at gå mere på toilettet end vanligt). Men vi klarede os på en eller anden måde alligevel igennen dagen (tak for hjælpen swimming pool) indtil midt på eftermiddagen, hvor vi mødtes med vores guide i lobbyen (og der havde han i øvrigt siddet de sidste 20 minutter bare for at nyde hotellets aircondition).

Karnak templet - et fantastisk byggeri. Jeg lærte en masse om egyptiske guder, som jeg vist desværre allerede har glemt igen.

Den udgravede del af en 3 km lang sphinx allé, som engang forbandt Karnak templet og Luxor Tempel.Det meste af Egypten er ørken, men langs Nilen er der meget frodigt, og på disse 5% af landets areal bor mere end 95% af befolkningen.

En af de mange restaurant besøg - ca. 15 kr pr mand.

Hannah og Hanna på Nilen.

Efter en dag på Vestbredden (altså Nilens), hvor vi så nogle fantastiske kongegrave, drog vi nordpå igen. Vores gentleman af en travel agent fulgte os selvfølgelig helt ind i toget. Vi var skam i trygge hænder! (Mens vi stod og ventede på toget, udbrød han spontant "oh sorry" da nogle af vores vandflasker fald ned af bænken... og han stod altså mindst 5 meter væk!)

Den bumlende hjemtur i minibus over Sinai ørkenen blev temmelig lang for nogle af os. Hannah havde rygproblemer, jeg fik den ventede omgang diarré, og Hanna blev ramt af en mindre hjernerystelse. Men også her viste egypterne sig venlige og hjælpsomme - en af de lokale medrejsende fulgte mig til toiletdøren hver eneste gang!

Den sidste nat inden vi krydsede grænsen (som i øvrigt gik fantastisk godt takket være vores multiple entry visa - det eneste, jeg blev spurgt om, var: Taler du engelsk?) til israel, tilbragte vi et temmeligt eksotisk sted i bambushytter ved det røde hav.

Ude godt, hjemme bedst. Vestjerusalem føles i hvert fald meget hjemligt, når man kommer tilbage fra Egypten, hvor man for hvert andet skridt man tager på gaden hører kommentarer som "Welcome, welcome", "Where are you from", "You are beautiful", "Excuse me, very good price" og mange andre desperate forsøg på at få kontakt til eller få solgt en souvenir dims til en af de mange turister. Det interessante er, at det også er pigerne, som vender sig på gaden, lyser op i et smil og udbryder "Hellooo", når de ser udlændingene i gadebilledet. Vi så nok lige så mange tildækkede kvinder i Egypten, som vi ser til daglig i Østjerusalem og Betlehem, men de virkede bemærkelsesværdigt friere og mindre bekymrede i Egypten.

Når det regner i Jerusalem....

... tager vi til Egypten.

Cairo, Luxor og Sinai - here we come!

Galilæa-tur i billeder

Bebudelseskirken - Jomfru Maria på japansk
Ja, Nazaret er en blandet by.
Endnu en af de mange kirker, vi så - Saligprisningernes Bjerg.
Vi var ikke de eneste på Galilæa-tur!

Eftertænksomhed ved Genesaret Sø.

Synagogen i Kapernaum.

Rester fra 67-krigen - en moske i Golanhøjderne.

Gamla Naturpark - Israels største vandfald.
Ved stranden i Haifa.
Pastor Olsen i selskab med Luther.

Og her skulle vi så have haft et glimt fra vores fantatiske rafting-tur på Jordanfloden... men dén tur sagde kameraet desværre nej tak til. Men prøv at forestille jer Olsenbanden og alle volontørerne iklædt styrthjelme, redningsveste og padleårer, der suser ned igennem bølgerne mens de klamrer sig fast til en gul gummibåd og råber: Forward hard! Så er I ved at være der.