Så er vi vendt ”hjem” efter 5 dages ørkentur i Wadi Rum i Jordan, hvilket tydeligt bevises af den megen sand, som er faldet ud af sko, tøj og tasker og nu ligger spredt rundt omkring i vores lejlighed. Hvad der derimod er sværere for os at bevise, er, at vi ikke er illegale arbejdere Israel. I hvert fald hvis du spørger sikkerhedsfolkene ved den jordanske grænse ved Eilat. På vejen hjem fra Jordan måtte vi vente næsten 3 timer på at de ”lige skulle tjekke noget”. I modsætning til lufthavnen i Tel Aviv stillede de ikke mange spørgsmål denne gang, vi måtte bare vente…
Vi ved stadig ikke, hvad de skulle tjekke, men vi tror måske, at vi skal lade være med at nævne Musalaha i fremtiden og så sige, at vi arbejder for og bliver aflønnet af en dansk organisation, hvilket jo også er helt sandt – bare ikke hele sandheden. Mens vi ventede mødte vi to volontører fra Ordet og Israel, som smuttede lige igennem ved at sige, de skulle lave malerarbejde i Jerusalem! Men til sidst fik vi da 3 måneders turistvisum, hvilket er det meste man kan få ved grænsen.
Det jordanske sandlandskab var en kæmpe oplevelse. Det var en pragtfuld følelse, da jeg red på kamelen ”Leyla” gennem den tyste ørken med gyldne klipper, rødligt sand (pga. det høje jernindhold) og tørre småbuske så langt øjet rækker, mens beduinen ved siden af sang på arabisk og nu og da tjattede lidt til kamelen og sagde underlige lyde med tungen for at få den til at gå hurtigere.
Turen var arrangeret af Musalaha for unge israelere og palæstinensere for at give dem en mulighed for at lære hinanden at kende på neutral grund. At Israel er et ret internationalt sted var deltagerne på ørkenturen et godt eksempel på, idet vi havde så forskellige rødder som jødiske, palæstinensiske, russiske, amerikanske, etiopiske, finske, norske og danske.
I dagligdagen er vi præget af de roller, som vi hver især spiller og forventes at spille, og hernede har israelerne for det meste den stærkes rolle og palæstinenserne den svages. Men i ørkenen er der ingen, der har overtaget, ingen der ikke har sand over det hele, ingen der føler sig rigtigt hjemme. Vi er alle afhængige af beduinernes vejvisning og selvfølgelig vand!
Dagene gik med kamelridning, jeepkørsel og gåture, og ind imellem standsede vi op for at være stille for Gud og for at lytte til undervisning om forsoning. Om aftenen serverede beduinerne lam (og desuden humus morgen, middag og aften – yammi) for os i gaslampernes skær, vi sang sammen på arabisk, hebraisk og engelsk, og der var mulighed for at dele tanker, frustrationer og forventninger fra dagliglivet med hinanden. En af palæstinenserne fortalte, at han fandt det svært at acceptere, at fx russiske og amerikanske jødiske soldater, som har været i landet i ganske få år, kan fortælle ham og hans folk, som har været i landet i hundredvis af år, hvad de må og ikke må. En messiansk jøde fortalte, at han blev vred over at opleve, at araberne roligt kunne tage med bussen i hans kvarter, men at han selv blev spyttet på, når han gik igennem deres.
Efter 3 overnatninger i ørkenen blev vi kørt til et hotel i den jordanske storby Aqaba, hvor vi tog et langt, varmt og velfortjent bad og derefter tilbragte den sidste aften sammen ved bl.a. at fejre nadver sammen. Som en god folkekirkegænger er jeg ikke lige så vant til en så uhøjtidelig og ta-selv-agtig nadver! Men stort var det - at se palæstinenserne og israelerne dele brødet og bede for hinanden og for forsoning i deres land. En pige sagde om turen, at hun følte, hun havde set nogle glimt af, hvordan himlen er.
Nu er vi så tilbage på pinden på Musahalas kontor i Talpiyot, hvor vi forsøger at finde os selv og vores rolle. Der går stadig lidt tid, inden vi kan kaste os over vores eget projekt med ledertræning på Vestbredden, så vi må væbne os lidt med tålmodighed - som med så mange andre ting i dette land!
Rigtig god weekend.
-Louise
Vi ved stadig ikke, hvad de skulle tjekke, men vi tror måske, at vi skal lade være med at nævne Musalaha i fremtiden og så sige, at vi arbejder for og bliver aflønnet af en dansk organisation, hvilket jo også er helt sandt – bare ikke hele sandheden. Mens vi ventede mødte vi to volontører fra Ordet og Israel, som smuttede lige igennem ved at sige, de skulle lave malerarbejde i Jerusalem! Men til sidst fik vi da 3 måneders turistvisum, hvilket er det meste man kan få ved grænsen.
Det jordanske sandlandskab var en kæmpe oplevelse. Det var en pragtfuld følelse, da jeg red på kamelen ”Leyla” gennem den tyste ørken med gyldne klipper, rødligt sand (pga. det høje jernindhold) og tørre småbuske så langt øjet rækker, mens beduinen ved siden af sang på arabisk og nu og da tjattede lidt til kamelen og sagde underlige lyde med tungen for at få den til at gå hurtigere.
Turen var arrangeret af Musalaha for unge israelere og palæstinensere for at give dem en mulighed for at lære hinanden at kende på neutral grund. At Israel er et ret internationalt sted var deltagerne på ørkenturen et godt eksempel på, idet vi havde så forskellige rødder som jødiske, palæstinensiske, russiske, amerikanske, etiopiske, finske, norske og danske.
I dagligdagen er vi præget af de roller, som vi hver især spiller og forventes at spille, og hernede har israelerne for det meste den stærkes rolle og palæstinenserne den svages. Men i ørkenen er der ingen, der har overtaget, ingen der ikke har sand over det hele, ingen der føler sig rigtigt hjemme. Vi er alle afhængige af beduinernes vejvisning og selvfølgelig vand!
Dagene gik med kamelridning, jeepkørsel og gåture, og ind imellem standsede vi op for at være stille for Gud og for at lytte til undervisning om forsoning. Om aftenen serverede beduinerne lam (og desuden humus morgen, middag og aften – yammi) for os i gaslampernes skær, vi sang sammen på arabisk, hebraisk og engelsk, og der var mulighed for at dele tanker, frustrationer og forventninger fra dagliglivet med hinanden. En af palæstinenserne fortalte, at han fandt det svært at acceptere, at fx russiske og amerikanske jødiske soldater, som har været i landet i ganske få år, kan fortælle ham og hans folk, som har været i landet i hundredvis af år, hvad de må og ikke må. En messiansk jøde fortalte, at han blev vred over at opleve, at araberne roligt kunne tage med bussen i hans kvarter, men at han selv blev spyttet på, når han gik igennem deres.
Efter 3 overnatninger i ørkenen blev vi kørt til et hotel i den jordanske storby Aqaba, hvor vi tog et langt, varmt og velfortjent bad og derefter tilbragte den sidste aften sammen ved bl.a. at fejre nadver sammen. Som en god folkekirkegænger er jeg ikke lige så vant til en så uhøjtidelig og ta-selv-agtig nadver! Men stort var det - at se palæstinenserne og israelerne dele brødet og bede for hinanden og for forsoning i deres land. En pige sagde om turen, at hun følte, hun havde set nogle glimt af, hvordan himlen er.
Nu er vi så tilbage på pinden på Musahalas kontor i Talpiyot, hvor vi forsøger at finde os selv og vores rolle. Der går stadig lidt tid, inden vi kan kaste os over vores eget projekt med ledertræning på Vestbredden, så vi må væbne os lidt med tålmodighed - som med så mange andre ting i dette land!
Rigtig god weekend.
-Louise
No comments:
Post a Comment