Friday 20 July 2007

Jeg - en aktivist?

Dem er Israel ikke vilde med. Altså aktivister. Sådan nogle der demonstrerer mod besættelsen og forhindrer hæren i at operere. Eller hvad de nu laver - hvad ved jeg, jeg hører jo ikke til en af dem! Hvis jeg da selv skal sige det. Men det er jo aldrig til at vide, hvordan
sikkerhedsfolkene i lufthavnen ser på sagen…

Okay: Det handler om, at jeg virkelig frygter forhøret i lufthavnen om et par dage… Jeg har ikke prøvet det før, men har hørt at det skulle være lidt skræmmende, og at man mindst får rodet al sin bagage igennem og en masse kritiske spørgsmål i hovedet.

Så i et forsøg på at mindske enhver mistanke om at jeg skulle være et irritationselement for staten Israel eller en trussel for flyets sikkerhed, har jeg været ved at skrabe alt mine ting sammen, som lugter af arabisk kultur eller interesse i Mellemøstkonflikten. Jeg ved ikke, om det hjælper noget – det er trods alt ikke forbudt at lære arabisk - men når jeg nu alligevel skal sende noget af alt mit ragelse hjem med snail mail, så kan det jo lige så godt være dét...

Og der er faktisk mere araber-ragelse end jeg lige kunne huske:
Partisanertørklæde, bøger om konflikten, peace T-shirt, arabiske lærebøger og cd’er, informationsmateriale fra en venstreorienteret fredsbevægelse mm.
Måske er der en lille aktivist gemt i mig! Men i så fald er den identitet i hvert fald sendt hjem til Danmark nu. Tilbage i kufferten er der kun uskyldige souvenirs som Jesus-sandaler, Ahava creme, Hebron-glas og en bunke farverige tørklæder. Ben Gurion Airport - here I come!

Nuvel, måske slipper jeg ikke helt så nemt alligevel, men nu har jeg da gjort et forsøg.

No comments: