AAARRGH

Hvor får man bare lyst til at smække med døren og forlade Israel med det samme, når man stifter bekendtskab med visum-myndighedernes bureaukrati. Men det er nok også meningen. Budskabet er efterhånden feset ind: Du er ikke velkommen i Israel, medmindre du er jøde.

I tirsdags oprandt dagen, hvor Hanna og jeg skulle op på visum-kontoret og få udstedt volontør-visum som erstatning for vores 3 måneders turist-visum. Vi troede, vi havde vores papirer i orden med breve fra DUF og Israelsmissionens Unge, hvor der klart stod, at vores ophold er finansieret af danske og ikke israelske midler. Men damen bag skranken var ikke mange sekunder om at konstatere, at det havde vi ikke. Efter et besøg hos ”religionsministeriet”, hos lægen og hos chefen på visum-kontoret var vi ikke kommet ret meget længere. Problemet er, at de ikke vil anerkende Israelsmisisonen som en organisation, man kan være volontør for.

En løsning på vores problem kan være at arbejde en dag om ugen på en social institution. På den måde kan vi få et brev (brevET) fra den dame fra Socialministeret, som også skaffer visa til Meet The People–volontørerne, som arbejder på hospitaler, handicaphjem o.lign.

Vi har fået en ny tid på visum-kontoret d. 26. februar, så vi har god tid til at skaffe de nødvendige papirer. Men i mellemtiden har vi altså ikke noget visum, hvilken begrænser vores muligheder for at komme til Vestbredden.

Det værste ved visum-kontoret er ikke den ventetid, man kan blive udsat for, men den uforskammede måde man bliver behandlet på. De damer, vi snakkede med, var alle sammen sure, utålmodige og usympatiske.

Det er på ingen måde israelerne som privatpersoner, jeg vil angribe. De jøder, jeg har stiftet bekendtskab med – vores naboer og folk fra arabisk kurset – er utroligt flinke. Men ”israeleren bag skranken” har ikke lige imponeret mig. Gad vide om ordet ”kundeservice” findes på hebraisk?