Refleksioner over en midlertidigt absolut sandhed

I en postmoderne tid, hvor omtrent alle absolutte sandheder er blevet betvivlet, spiddet, vejet og fundet for lette, er der ikke ret meget, som hele menneskeheden kan blive enige om. Der er dog én kendsgerning, som jeg tror, hver eneste skabning kan skrive under på: Livet er skrøbeligt.

En sandhed, som til alle tider har været genstand for såvel stor fascination som stor fortvivlelse. Og en sandhed, som jeg synes at blive mindet om stadig oftere.

Jeg havde arabiske gloser i høretelefonerne og var på vej til shopping centeret, da han pludselig henvendte sig til mig og fortalte, at her i krydset var en fodgænger blevet påkørt for ganske få timer siden – vist nok død af det. Jeg kiggede mig undrende omkring - alt så normalt ud i krydset på Hebron Road, som vi dagligt bevæger os ud i for at komme på arbejde, købe ind eller tage bussen. Men jo, den var god nok: Dér stod en politimand i gang med at tage billeder af stedet. Jeg glemte med det samme alt om at nå over på den side af vejen for at fange den 12’er, jeg havde set komme kørende.

Af og til bliver vi revet ud af vores hverdagstrummerum og stillet os ansigt til ansigt med sandheden om det skrøbelige liv. Nogle gange på mere brutal vis end andre.

Det er den slags oplevelser, som får mig til at tænke på en linie fra TV2’s ”Big time og honning”: ”Hvis du kvæles i virkelighed, må du endelig sende bud”. Jeg har ingen forstand på digtanalyse, og jeg tør ikke gisne om, hvad Steffen Brandt tænkte på, da han skrev sangen. Men linien har sat sig fast. At kvæles i virkelighed. For er det ikke netop det, der sker, når vi oplever modgang, tab og lidelse? Vi overmandes af sandheden om det skrøbelige, sårbare og uforudsigelige liv.

Bliver denne sandhed mere påtrængende, hvis man befinder sig i Israel? Muligvis. Om mit hjerte begynder at hamre voldsomt, når jeg hører skud udenfor restauranten, hvor vi sidder i Ramallah? Så afgjort.

Mange israelere og arabere har så sandelig måttet sande livets skrøbelighed på en utrolig brutal og ubarmhjertig måde.

Men omvendt kunne et trafikuheld lige uden for min dør også være sket i Danmark. Sandheden om det skrøbelige liv er universel. Virkelighedens kvælertag får vi alle at mærke før eller siden.

Lunefulde lykke
Nu kan virkeligheden heldigvis også overmande på en positiv måde: Man kan blive beruset af den. Lige så uretfærdig, forfalden og kold som verden kan opleves, lige så betaget kan man blive af dens mageløse skønhed og kompleksitet. Lige så fortvivlet og ubærlig som ens tilværelse kan se ud, lige så befriende let og forunderlig kan den være, når lykken pludselig kommer dumpende. Eller i hvert fald glimt af den.

I løbet af min korte tid i Jerusalem har jeg nok fornemmet bitterheden og smerten, men jeg har også følt mig overvældet af at se nye dybder og sider af Guds omfattende skaberværk. Her oplever man en ufattelig stor grad af mangfoldighed indenfor et ganske lille område. Det er dybt berigende at møde så mange venlige, spændende, gæstfri, nysgerrige og påtrængende mennesker, og jeg fascineres af de mange forskellige sprog, hudfarver, hovedbeklædninger, baggrunde, traditioner og religioner.

I Jerusalem – som alle andre steder – opleves virkeligheden både kvælende og berusende.

Den gode nyhed er, at sandheden om det skrøbelige liv ikke forbliver absolut. Engang vil Gud skabe en ny jord, hvor livet IKKE kan gå i stykker. Det er det håb, vi må se hen til, når sandheden om det skrøbelige liv bliver for tung at bære.

Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det. Men I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd; jeg vil juble over Jerusalem og fryde mig over mit folk. Der høres ikke mere gråd eller skrig. (Es 65, 17-19)