Vejen til Emmaus

Der er ikke mere end 8 km i fugleflugtslinie fra Ramallah til Emmaus – eller Qubeibeh, som det hedder i dag. Men vores tur dertil blev en del længere – så meget desto mere lærerig.


Vi har været i Ramallah mange gange efterhånden - turen med araberbus gennem ckeckpointen og videre til busstationen er ved at være rutine. Men alligevel er jeg betænkelig ved situationen i dag. Ikke helt tryg.

Inderst inde ved jeg nu godt hvorfor: Jeg er i gang med at læse Brother Andrew’s (Åbne Døre) ”Light Force” – hans utroligt gribende rejsebeskrivelser fra Mellemøsten. Lige inden vi tog afsted, læste jeg kapitlet om gidseltagning af kristne!

Det gør det derfor ikke bedre, at vi nu skal stå og vente på at blive hentet af Nader. Jeg skuler rundt og ser en potentiel kidnapper i hver eneste skummel mand, der kommer forbi. Kan arabere da heller aldrig komme til tiden!

Forsinkelsen har dog sin årsag: Da bilen ruller op på siden af os, ses et stort gabende hul, hvor bagsæderuden skulle have siddet, glasskår over det hele og en stor brosten på bagsædet. Nader griner: ”Værsgo og sid ned” og stikker mig en brochure med ”Det arabiske initiativ”. Æh okay, som Hanna ville have sagt.

Mens jeg sidder der på glasskår og Per Stig Møller, kører vi ud af byen, og Nader fortæller, at vi skal til Emmaus. Bagagerummet er proppet med fyldte indkøbsposer - julegaver fra Naders menighed til fattige muslimske familier.
Nader prøver at forklare, hvad vi kører forbi, men det er ikke nemt for et par fremmede at hitte rede i. Israelerne har afspærret og inddraget mange veje, så vi må køre en omvej for at nå til vores mål. Landskabet er et vivar af arabiske landsbyer og israelske bosættelser, tidligere og nuværende palæstinensiske veje og veje, som kun er for israelere. To civilisationer tæt viklet ind i hinanden. De israelske huse er dog lette at kende – det er dem med de røde tage.

”Skynd jer at tage sikkerhedssele på – vi skal forbi politiet”, siger Nader pludseligt og lyder lidt nervøs. Det skal han ikke sige til to gange til bangebuksen (mig). Vi er kommet udenfor Ramallah, og i dette område er det israelsk og ikke palæstinensisk politi, der har kontrollen. Heldigvis vinker betjenten os forbi uden videre, muligvis fordi vi er med i bilen. Men så nemt går det slet ikke altid, forklarer Nader: ”Sidste gang jeg mødte politiet, spurgte betjenten: Hvilken bøde vil du have? Som om han ville give mig en bøde uanset hvad. Jeg sagde selvfølgelig den billigste…”

Men forhindringerne er ikke overstået endnu: Punktering. Den klarer Nader i stiv arm, og så kan de to fjollede turister jo passende få taget nogle billeder af det særegne landskab imens.

Et par kilometer længere fremme er den gal igen: ”Sjurta?” spørger Nader chaufføren i den modkørende bil. Ja, der er mere politi længere fremme, og i vejkanten holder adskillige palæstinensiske bilister parkeret og venter på, at det israelske politi skal forsvinde igen. Også denne gang er vi heldige. Betjenten snakker i telefon, så vi smutter lige så stille forbi uden at blive stoppet.

Nader parkerer bilen i kanten af et stykke mark, hvor en håndfuld presenninger er slået op som telte. ”Vil I besøge nogle beduiner?”. Da vi nærmer os teltene kommer en kvinde ud til os, og Nader taler med hende på arabisk. Mændene er ikke hjemme, så Nader må ikke komme med ind, men de vil gerne have madvarerne. Vi hjælper beduinkvinden med at bære poserne indenfor i lejren, hvor flere kvinder dukker op, og et par børn titter ud bag teltdugen. De viser os deres geder i et af teltene og i et andet telt deres køkken, hvor de laver mad over bål. Udenfor sidder en parabolantenne. Vi siger ”shukran” og går tilbage til bilen. Da vi kører derfra lægger jeg mærke til den israelske bosættelse i horisonten.

I Qubeibeh afleverer vi de resterende madvarer hos en katolsk præst, som så kan videredistribuere dem til værdigt trængende. Han viser os rundt i kirken, som er bygget ovenpå det hus, som man mener Jesus besøgte i Emmaus. (Luk 24) ”Det er ikke afgørende, om det er her eller andet sted, det skete”, forklarer han, ”Gud er jo ikke mere tilstedeværende her af den grund. Men som i alt anden videnskab må man prøve at komme så tæt på sandheden som muligt.” Udover en gruppe munke og nonner, tæller byen kun 2 kristne familier.

Lidt senere på dagen tilbage i Ramallah mødes vi med Ala på ”Stones” – et spisested, som ligner en moderne dansk café til forveksling. (Lige bortset fra vandpiberne, som vel er strengt forbudt i Danmark nu…?) Det er bekvemt at være ”hjemme” igen. I sikkerhed. Den fremmede virkelighed er ude af syne for en tid.

Men for mange beboere på Vestbredden er der ikke noget helle. Frygten og fattigdommen er ikke bare et sted, man kan besøge og forlade igen, når man har fået nok. Eller en ond drøm, der får ende, så snart man vågner. Det er en integreret og uundgåelig del af hverdagen. Det har det været i mange år. Hvor længe endnu?